Viser opslag med etiketten Hundedagene 2013. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hundedagene 2013. Vis alle opslag

lørdag den 6. juli 2013

Hundedagene 2013

Max, Lille Bjørn og Megan i fællesdæk i haven fredag aften

Hundedagene 2013 blev gennemført i perioden 1.-5. juli. De omfattede følgende arrangementer:
  1. Freestyle-kursus med Heather Smith som instruktør (1.-2. juli 2013)
  2. LP-kursus med Cecilie Køste som instruktør (1.-2. juli 2013)
  3. LP-kursus med Mona Kjernholm som instruktør (1.-2. juli 2013)
  4. Officielle LP-prøver med Marianne Jensen som dommer (3. juli 2013)
  5. Officielle rallyprøver med Helle Gadeberg som dommer (3. juli 2013)
  6. Heelwork-kursus med Heather Smith som instruktør (4.-5. juli 2013)
  7. LP-kursus med Cecilie Køste som instruktør (4.-5. juli 2013)
  8. LP-kursus med Mona Kjernholm som instruktør (4.-5. juli 2013)
  9. LP-kursus med Helle Damkjær som instruktør (4.-5. juli 2013)
Kurserne (1.-3. og 6.-9.) blev afholdt af Bluewyle K9 (Johanna Allanach) og Lysholdt Consulting A/S (Paul Lysholdt) i fællesskab, mens prøverne (4.-5.) blev arrangeret af Sydkystens Hundeskole.

Da jeg var med i det hele både som arrangør og deltager med hunde, har det været en ganske heftig uge, officielt en ferieuge i forhold til konsulentarbejdet, i praksis en uge med masser af aktivitet.

Mandag og tirsdag deltog jeg i Cecilies kursus, dag 1 med Lille Bjørn, dag 2 med Megan og Max, læs blogindlæg.

Onsdag deltog jeg i rally championklasse med Megan og LP3 med Lille Bjørn, læs blogindlæg.

Torsdag og fredag deltog jeg i Monas kursus, dag 1 med Max, dag 2 med Lille Bjørn, læs blogindlæg.

Ideen til Hundedagene 2013 opstod for godt et år siden, og vi fastlagde hurtigt rammerne for kurset, fik inviteret instruktører (det var den sværeste del), booket areal, hotelværelser mv. Vi har ikke gjort det store ud af markedsføringen, ikke mindst Johanna har et gigantisk netværk i hundeverdenen, så holdene blev relativt hurtigt fyldt op. Maden er naturligvis en vigtig del af arrangementet, og den kom der også hurtigt styr på.

Og ja, så var det bare at afvente at instruktørerne ankom og krydse fingre for at vejret blev fornuftigt.

Indrømmet: Vi har været heldige med vejret. Det var ret lummert en del af torsdagen, men ellers har det været rigtigt godt hundevejr. De officielle evalueringsskemaer blev sendt ud i går aftes og der er indkommet godt 25 % svar allerede. Og de er meget meget positive.

Ligeledes flyder Facebook over med positive tilkendegivelser fra både kursister og instruktører.

Intet er fastlagt endnu, men Johanna og jeg skal bestemt tale om eventuel gentagelse næste år.

Som (med)ansvarlig for alle 5 dage er jeg ikke helt objektiv, når jeg skal vurdere Hundedagene 2013; men det generer mig bestemt ikke at være 100 % subjektiv :-)

Nedenstående er bestemt ikke prioriteret!
  1. Hundedagene 2013 er blevet en STOR succes, med masser af tilfredse kursister, instruktører og arrangører
  2. Rammerne (Køge-Herfølge Jagtforenings klubhus og det store græsareal) har været fantastiske. Det har været meget populært at kunne gå en tur ned i bunden arealet, lade hundene bade i den lille sø osv.
  3. Maden fra Kokken og Jomfruen var meget populær. Jeg er ganske skeptisk overfor købebuffeter. Men jeg må indrømme at jeg synes det var ikke så ringe.
  4. Instruktørerne har været enestående. Heather oplevede jeg ikke, men tilbagemeldingerne har været meget positive. Helle har jeg oplevet flere gange og véd hun er fantastisk. Cecilie og Mona var nye bekendtskaber, og de var begge superdygtige. Så samlet var det bare 7 kurser på allerhøjeste niveau, der blev udbudt.
  5. Kursisterne er vi jo kun i begrænset omfang herrer over. Men min egen oplevelse på de to kurser jeg deltog på, var at der var ualmindeligt god stemning på alle hold, og alle blev engageret i at bistå som dommer, prøveleder, forstyrrelse mv.
  6. Jeg havde den luksus at kunne deltage med 3 hunde i det samlede arrangement, og det var virkelig nyttigt. Det blev nogle lange dage, når jeg mødte kl. 7 og gik hjem efter 17, og det var naturligt at hundene blev trætte op ad dagen.
  7. Jeg fik en masse ideer til den videre træning med alle tre hunde. Jeg får styr på noterne og tankerne i morgen.
  8. Megans grundtræning er perfekt i forhold til rally. PÅ trods af næsten ingen træning i to måneder fik vi en meget flot prøve. Så jeg trapper lidt op for træning og tilmelder nogle flere prøver.
  9. Lille Bjørns grundtræning er også ok, men jeg skal have arbejdet med kontakt fra start i de enkelte øvelser.
  10. Max er – selvom han lige nu er i en vanskelig alder - en hund som arbejder Kjempefint osv.
Jeg har nydt det hele i rigt mål og især de mange glade tilkendegivelser og tilbagemeldinger i løbet af kurset og de positiver evalueringer indtil nu.

Der er mange der har spurgt om vi gentager arrangementet i 2014. Det kan bestemt ikke udelukkes.

Kursus med Mona Kjernholm


Mona Kjernholm
 
Dag 4-5 af Hundedagene 2013 blev der gennemført 4 parallelle kurser. Jeg havde valgt at deltage på kurset med Mona Kjernholm. Det havde fået mange rosende ord med på vejen af kursisterne dag 1-2, og jeg tror ikke nogen blev skuffede over torsdag-fredag.
 
Mona startede med 1 times oplæg om træningsfilosofi mv. Basalt drejer den sig om, at hunden lærer at korrekt adfærd belønnes, uønsket adfærd ikke gør. Føreren skal planlægge træningen, så sværhedsgraden øges (80 % succes på et niveau). Som signal for korrekt adfærd bruger Mona klikker, fejlsignalet er neutralt og venligt, det må ikke være negativt værdiladet.
 
Ellers hæftede jeg mig især ved Monas fokus på at få træningssituationer til at minde mest muligt om konkurrencesituationer, En typisk (elite)konkurrencesituation består i at ekvipagen går ind på banen og arbejder i måske 10-15 minutter før hunden må få en belønning. For mange er den typiske træningssituation, at hunden belønnes ganske hyppigt. Hvor lang tid tager det for en nogenlunde smart hund at regne ud, at dette er træning – her vil jeg gerne arbejde, for jeg får noget for det hurtigt – og dette er konkurrence – her gider jeg ikke at bruge ret meget energi, for jeg får ikke noget for det?
 
Så træningen var meget konkurrencelignende, med indgange over kantbånd, stille sig som man ville gøre til konkurrence, ikke legetøj synligt osv. En del af det, at hæve kriterier er at træne, at hunden kan udføre momenterne, selv når den kigger væk, på ren verbal kommando eller ren kropskommando, med mange menneskeforstyrrelser, med masser af kegler osv. osv.
 
Enhver ”fejl” i en konkurrencesituation, som skyldes noget man ikke har tænkt på at træne, er bare en yderligere træningsmulighed. Et simpelt eksempel på, hvordan et moment klan trænes, er fx at give kommando til en position under gang på et forudbestemt punkt, ikke når man som fører føler det rigtigt.
 
Hundene er eminente til at aflæse vores hjælpesignaler, hvoraf vi slet ikke er klar over mange af dem. Fx nævnte Mona at hendes fri ved fod mod vinduespartiet var væsentligt bedre end hendes fri ved fod væk fra vinduet, fordi hundene var regnet ud at det er vigtigere at de gør det rigtigt mod vinduet :-)
 
Jeg noterede mig også punktet med at lade ventetid indgå i træningen. Vi kan være tilbøjelige til at gå i gang med at træne et moment eller en øvelse, når vi er klar. Men sådan er det sjældent til en konkurrence. Der gør vi klar og venter på at få lov. Træn det!
 
Når vi har færdige øvelser, træner vi også øvelser i sammenhængende kæder, og der gælder præcis det samme som for delmomenter: 4 ud af 5 af en kæde af øvelser skal gå godt, før vi øger kriteriet. Når det går godt, så gør det sværere. Når det ikke går godt, så gør det lettere.
 
Så, masser af muligheder for at træne konkurrencemæssigt og med forstyrrelser, så det bliver lettere at gå til konkurrence.
 
Jeg havde valgt at tage Max med torsdag. Jeg havde valgt en lille kæde bestående af springapport efterfulgt af positioner under gang, hvor jeg ville belønne sitten.
 
Springapporten: udgangspositionen var ok, springet og optaget ok, der måtte gerne være lidt mere fart i tilbagespring, der var en anelse raslen med apporten og der var en anelse skæv plads. Jeg skal have fokus på at opbygge indgangen med apporten og klikke under vendingen når der er et fast greb i apporten.
 
Positioner under gang: Jeg havde bedt Mona om at klikke og kriteriet i ståen var max 2 skridt efter kommando. Hmmm, det blev så afsløret at jeg har indlært stå med 4-5 skridt og at sitten var tæt på ikke eksisterende før jeg sænkede kriterierne (ned i fart og næsten stoppe op). Jeg skal arbejde meget mere med at bakke og få ønsket adfærd mens Max går mod mig, så jeg kan se hvad der sker og ved at bakke i konkurrencemæssig position sikre mig reaktion på ren verbal kommando, hvilket jo er målet.
 
Mona demonstrerede hvordan hun med egen hund kunne bakke og hunden selv tilbød et stop, som blev forstærket – det giver en ret solid adfærd når der sættes kommando på!
 
I næste runde arbejdede vi med næseprøven. Max har en flot startposition, holder positionen under udlægningen, fint udløb og søg, og lidt rodet indløb hvor der kommer tyg. Jeg skal fortsat arbejde med det at holde fast, trække i pinden, belønne for at fastholde, kunne slippe og tage fat igen osv.
 
Mona mente jeg var gået for hurtigt frem i øvelsen, og det var jo lidt svært at skjule :-)
 
 
Det var en ret lummer dag, så Max og jeg benyttede lejligheden til noget svalende apportering på vand.
 
I sidste pas arbejdede jeg med indkald med stå, hvor stoppet minder en del om det i stå under gang, dvs. lidt for meget trippen. Udover at træne med at jeg bakker og giver kommando skal jeg fortsætte med at anvende boldkast og pseudoboldkast i træningen, og desuden fulde indkald med fokus på at bevare tempoet (dvs. belønne når tempoet er højest).
 
Stort engagement fra alle
 
Fredag var det Lille Bjørns tur. Jeg havde som udgangspunkt valgt at bruge dagens tre pas på de 5 nuller fra onsdag; et glimrende valg viste det sig, og der blev bygget lidt mere på i løbet af dagen.
 
Dirigeret apport (Foto: Lonni Prirsching)
 
Vi startede med dirigeret apport, hvor mit mål er at få Lille Bjørn til at følge dirigeringen og retningen, uanset om han kan se apporten eller ej – som oftest kan han ikke se den. Her brugte vi to hjælpe med hver sin madskål, jeg dirigerede, Lille Bjørn fulgte flot og blev belønnet ved madskål, og skulle så kaldes ind til næste forsøg og belønnes med endnu bedre belønning - så der kom fart i udløb og indløb. Vi hævede kriterierne ved at skjule den ene skål i græsset, og så skulle der godt nok tænkes kunne man se på Lille Bjørn. Når det blev for svært løb han ud til siden og tissede …
 
Jeg er blevet ret grebet af denne fremgangsmåde, hvor den eneste ulempe er at der skal bruges to hjælpere. Man kan grave skålene lidt ned, man kan have skåle mange forskellige steder; det vigtige er, at hvis hunden følger dirigeringen så er der også en belønning at opnå. Dvs. hunden får tillid til, at der til en prøve ligger ”noget”, som kan udløse belønning. Sværhedsgraden kan øges med masser af distraktioner, kegler osv.
 
Springapport (Foto: Lonni Prirsching)
 
I næste runde startede vi med springapport, hvor vi diskuterede størrelsen af apporten en del, men jeg valgt i første omgang at bruge den sædvanlige sheltieapport. Øvelsen blev lidt rodet og jeg lavede den om, inden vi gik til det jeg egentlig ville have fokus på i første pas: positioner under gang.
 
Stå under gang (Foto: Lonni Prirsching)
 
Igen noterede Mona sig, at jeg har indlært stop med 4-5 skridt. Det var tydeligt for Mona, at jeg har arbejdet med at belønne efter øvelsen, og meget lidt (slet ikke …) for udgangsposition og udgang til første position; der roder Lille Bjørn rundt, fordi han godt véd, at der ikke plejer at komme betaling. Så helt klart skal der arbejdes med at styrke denne del. Og i øvrigt skal sitten trænes som beskrevet for Max.
 
I sidste pas vil jeg vise en kæde med indkald, felt og næseprøve – hvor jeg var ude efter at se adfærden under næseprøven, når han formodedes at være træt. Jeg havde varmet op inden jeg kom på med et indkald med stop med bold. Og den færdige øvelse var rigtigt flot.
 
Fremsendingen var overraskende nok (for mig) ikke så god; faktisk missede han feltet indtil flere gange. Hvor tit har du trænet fremsending med pink kegler, lilla kantbånd, tæt på hjørne af ringen, med to meget tydelige kegler, som hunden kunne læse som felt, og med en stol lige ved ringside, spurgte Mona retorisk.
 
Næseprøven gik flot, fint søg osv.
 
Vi fik tid til en ekstra springapport, hvor jeg valgte en større apport, og det gik rigtigt fint, så måske skal jeg overveje at skifte til nummeret større, for at mindske risikoen for at Lille Bjørn overser den.
 
Opsummering af træningen med Lille Bjørn: Der skal virkeligt arbejdes med indgange, så han er fokuseret fra start, og med transport fra en øvelse til den næste, for Lille Bjørn har helt styr på, hvornår der helt sikkert ikke kommer belønninger, og dermed ikke skal præsteres optimalt.
 
Om kurset generelt: Mona var fantastisk til at opbygge en god stemning omkring holdet som sådan, få alle engageret som hjælpere, dommere, prøveledere, forstyrrelser osv., doceret præcis efter den enkeltes behov. Hun er skarp til at gennemskue adfærden og finde ud af hvad det egentlige problem er, og få den enkelte til at arbejde med konkrete måder at komme i gang med at løse problemet. Der blev grinet og klappet undervejs, og det var hyggeligt og lærerigt.
 
Mona er energisk, engageret og entusiastisk, meget pædagogisk og meget humoristisk.
 
En fantastisk hundetræningsuge blev afsluttet på værdig vis med klapsalver til Mona.
 
Jeg har nu en del tænkearbejde at gøre inden jeg har en plan klar for justering af den videre træning af alle tre hunde.

LP- og rallyprøver den 3. juli 2013

Megan (Foto: Charlotte Lia)

I onsdags var der pause i kursusaktiviteterne på Hundedagene 2013 og der var arrangeret LP-prøver med Marianne Jensen som dommer og rallyprøver med Helle Gadeberg som dommer på arealet ved Køge-Herfølge Jagtforening.

Jeg havde oprindeligt tilmeldt Max og Lille Bjørn i LP3, men afmeldte Max i LP3 og tilmeldte Megan i rally championklasse.

Megan 2. vinder med 91 point

Vi startede med rallychampionklasse, hvor Megan var oppe som nr. 8 af 8. Hun hang en anelse i starten, men allerede fra tredje skilt var hun på. Sidste skilt var fristende 8-tal, hvor den ene fristelse var en skindbeklædt dummy; den var Megan nærmest bange for, men vi kom dog forbi. Ellers gik vi fint og endte med 91 point og blev 2. vinder. 

Det var Megans første prøve i over to måneder, og vi træner ikke ret meget, så jeg var meget tilfreds.

Vi håber der kommer nogle afbud til DM, så vi kan få lov at komme med – vi ligger som nr. 23 på kvalifikationslisten.

Derefter var det Lille Bjørns tur i LP3. Det startede meget fint med 10 i begge fællesøvelser. Derefter havde vi en lidt hakkende fri ved fod (7½) og et lidt sejt stillingsskift (7); i stillingsskiftet skulle han have 3 kommandoer til første stå og 4 til den næste.

I den dirigerede apport drejede han fint på min dirigering, så ikke den korrekte apport (225 g) og fortsatte drejet og fandt den forkerte. Jeg kunne ikke stoppe ham.

I springapporten kunne han ikke se den lille apport, da han havde sprunget, og vi fik 0 for første gang på 15 prøver.

I positioner under gang mistede vi ståen, og i dækken stoppede han op med løftet forben, som om der var sket noget med højre forben. Det var der ikke, måske han har ramt en tidsel?

I indkaldet løb han for langt.

Fremsendingen var ok (9).

I næseprøven tog han den forkerte pind …

131 point er meget lidt og vi blev en sikker nummer 9 ud af 9.

Men egentlig var jeg ganske tilfreds, for Lille Bjørn slog ikke fra på noget tidspunkt, han arbejdede så godt han kunne, og ja, det var en masse småuheld der kostede os 5 nuller.

Og humøret blev bestemt ikke dårligere af Mariannes flotte helhedsindtryk: ”Dejligt opmærksomt arbejdende hund. Flot støttende førerarbejde med god appel og forståelse for hund og program. Mangler lidt held på dagen. Ingen tvivl om at det nok skal komme.” (9).

Ellers var to nørder blandt dagens allergladeste: Lonni blev 2. vinder i LP3 med Mayday med 239 point, og Annie og Tira blev 3. vinder med 235 point. Det var flot og velfortjent! De officielle resultater kan læses her.

tirsdag den 2. juli 2013

Kjempefint

Cecilie Køste
 
Denne uge står på Hundedagene 2013, mandag og tirsdag 2 LP-kurser og 1 freestylekursus, onsdag LP- og rallyprøver og torsdag-fredag 3 LP-kurser og et Heelwork-kursus. Jeg er med til at arrangere det alt sammen og deltager med hunde i det hele, så det er lidt hektiske dage :-)

Tatar

Opvarmningen i weekenden bestod i en træningsfrie lørdag, hvor Kirsten og jeg var på udsalg garneret af besøg på Cafe Europa og frokost på Bøf og Ost.

Søndag var vi tre der mødtes til træning på arealet i Herfølge, hvor Hundedagene 2013 afholdes. Det var planen at Max skulle gå en fuld LP3, men da både fri ved fod og stillingsskift gik helt galt, måtte jeg erkende at dette ikke kom til at fungere. Jeg besluttede at melde ham fra LP3 til prøven 3. juli, og det har jeg ikke fortrudt. Han er bare ikke klar. Annie fortalte at man i hendes erhverv kalder det Max gjorde for Impulsstyret adfærd. Max skal have tid til at blive mere klar inde i hovedet.

Jeg havde også Megan med, og vi trænede noget rally, og hun var bare lækker at arbejde med, det er længe siden vi har trænet, men hun er bare klar. Og efteranmeldt til rally 3. juli.

Johanna og jeg arrangerer som nævnt indtil flere gange Hundedagene 2013, men det skal ikke afholde mig fra at skrive, at jeg synes det går rigtigt godt indtil nu. Tre verdensklasse instruktører (Heather Smit, Cecilie Køste og Mona Kjernholm), cirka 30 engagerede kursister og nogle gode rammer (vejret var OGSÅ med os) = et godt grundlag for succes.

Jeg har i går og i dag deltaget på Cecilies kursus med hund, og det oversteg mine i forvejen ret høje forventninger.

Heldige kartofler og andet godt

Jeg ER en heldig kartoffel. Tove havde medbragt lækkerier fra Samsø (egen avl) som gave, og det er bare blevet nydt herhjemme, hvor vi i denne uge har Sandra og Chris på besøg.

Jeg er også heldig at have tre hunde, som alle er rigtigt dygtige, og jeg fik alle tre med hos Cecilie: Lille Bjørn mandag, Megan og Max tirsdag.

Mandag formiddag arbejde jeg først med Lille Bjørn i fri ved fod. Han hang en del og snusede en del, så vi arbejdede med at skabe betingelser for den grundlæggende udgangsposition: Hunden der selv søger ind i plads, ikke en fører der tigger en hund om at arbejde. Jeg fik besked på at opgradere godbidderne, belønne med legetøj mindst hver tredje gang, og hunden skulle ud af banen, hvis den ikke tjekkede ind, og jeg skulle lege uden hund, for at friste den til at komme ind – når den fik lov. Og det gik godt.

Som afslutningen på dagen skulle lave 5-6 indgange i konkurrenceringen og belønne efter 5-6 skridt, hvis det var ok, og det var det HVER gang.

Min næste øvelse var stillingsskift med forstyrrelser. Der var et par skifter der ikke fungerede på 10 meter, så vi reducerede afstand, blev bedt om ikke at rose undervejs og træne ét skifte ad gangen. Det med ikke at rose undervejs betyder i praksis: Klik og beløn for det jeg ville belønne; hvis jeg ikke var klar til at belønne, men hunden havde gjort noget godt, skulle jeg være helt neutral og opsamle belønningen i hovedet, og så udbetale når jeg valgte at gøre det.

Stærk køkkenbemanding

Frokosten fra Kokken og Jomfruen har været glimrende og køkkenpersonalet uovertruffet! Om eftermiddagen arbejdede jeg med dirigeret apport. Det gik ualmindeligt godt. 4 gentagelser og 4 succeser. Vi sluttede med fællesøvelser, hvor sitten gik nogenlunde, dækken var til 10.

Cecilie demonstrerer sit

Jeg har kun oplevet Cecilie som foredragsholder tidligere, men at opleve hende som instruktør var en skøn oplevelse. Hun efterspørger en beskrivelse af problemet og en plan, inden man får lov at komme ind med hunden. Hun sætters sig meget hurtigt ind i de konkrete problemstillinger og får fokuseret på det delmoment, som ikke fungerer. Hun beskriver hvordan man kan arbejde med det, sætter de enkelte godt i gang, og sikrer sig som afslutning at man har en klar plan for det videre arbejde.

Og så er Cecilie engageret, entusiastisk, smilende og pædagogisk og en helt masse andet positivt! Og hendes rosende "Kjempefint!" er da bare til at blive i godt humør af!!!

Tirsdag havde jeg Max og Megan med. Cecilie var totalt frisk fra morgenstunden.

Dansende Cecilie
 

Se min ...

Max arbejdede først med fri ved fod. Det var rigtigt godt i korte passager. Jeg skal bare belønne hyppigere og bruge legetøj mindst hver tredje gang. Og huske at legetøj skal tælle for meget mere (månedsløn i forhold til dagsløn). Jeg skal klikke ofte nok, men ikke for ofte. Jeg havde specifikke problemer med venstrevendingerne, som dog hurtigt blev bedre, og med højrevendingerne skal jeg starte med at cirkle, og have kontakt dér, før jeg går videre med LP-vendingerne.

Megan var på med højrehandling lige før frokost. Hun arbejdede rigtigt pænt, men det eneste egentlige indsatsområde var hænget i venstrespiralen, hvor jeg skal klikke for at Megan søger op.

To trætte hunde
 
Jeg tog hjemmefra 6:30, så det var ok at Max og Megan tog sig en lur ud på eftermiddagen. Men de var også klar da vi gik i gang igen. Max arbejdede først meddirigeret apport baglænskæde:
  • Cecilie holdt Max og apport, jeg løb væk, stillede mig i korrekt position, Max fik apport og løb ind
  • LP2 kast og apport, hvor jeg bakkede 5 skridt efter apporteringen
  • Kaste apport og vende hund, gå et skridt. Det er her vi er nået til og skal arbejde videre med; han vender forkert et par gange, dirigering følges sikke.
  • Næste skridt: en anden lægger apporten
I Max’ sidste runde arbejdede vi med fremsending, som han udførte meget flot! Så vi nåede også at se stillingsskift.

Max’ stillingsskift fungerede ikke fra 10 meter, så vi skulle træne med kortere afstand, og huske det med klik eller tavshed. Og huske at Barney the Beaver er et hit som belønning!!

Til allersidste gik Megan et Freestyle rally program dirigeret af Johanna. En stribe championøvelser, som jeg skulle udføre i takt med at Johnna sagde, hvad jeg skulle gøre. Bortset fra et klap på låret (fy!) og problemer med indkaldet gik det fantastisk.

Aftensmad med skønne varer fra Samsø!

I morgen skal Megan op i rallychampion og Lille Bjørn i LP3.

fredag den 28. juni 2013

Opvarmning til Hundedagene 2013

Det har været en travl uge. Arbejdsmæssigt fordi jeg har fri næste uge, og der derfor var en række opgaver der skulle være klar denne uge; og desuden fordi en kollega stoppede i dag, og jeg skulle overtage hendes opgaver. Det sker i forbindelse med at jeg går fra deltids- til fuldtidskontrakt, så det er godt, men også lidt anstrengende lige i overgangsfasen.

Og når det arbejdsmæssigt er travlt bliver det pludselig også pres på hundeundervisning og egen træning.

Den egen træning i denne uge har haft lidt fokus på Lille Bjørn og rigtigt meget fokus på Max, måske for meget? Det er gået rigtigt godt med ham i perioder under træningen, og dagens agilitytræning gik virkelig godt. Men generelt virker han ikke rigtigt engageret og koncentreret pt. Og det falder altid tilbage på træneren.

Specielt træningen før og efter sommerholdet i Jersie i mandags var ikke særlig vellykket. Selv ellers sikre øvelser fungerede ikke. Dagens bedste oplevelse var at gå rallybanen til allersidst, hvor jeg oplevede noget at det fokus, som jeg ellers savnede. Jeg tror diagnosen er, at jeg træner alt for forudsigeligt med Max, så det simpelthen bliver for kedeligt.

Tirsdag trænede jeg lidt med Max i haven: Slalom, stillingsskift, springapport og indkald.

Onsdag trænede jeg med Max før og efter sommerholdet i Osted. Før gik det rigtigt dårligt. Vi stod og trænede springapport, da der kom en deltager på holdet ind på pladsen, og pludselig ville Max ikke samle op. Efter rallyholdet, og i silende regn, gik det meget bedre.

Torsdag var vi for første gang til Johannas sommertræning. Max var med på første runde, Lille Bjørn på anden, hvor jeg fik lov at starte, så jeg kunne komme hurtigt hjem til arbejdet.

Max var meget ukoncentreret. Både sitten og dækken var usikre og med lyd, noget under niveau. De to øvelser hos Johanna: fri ved fod og stillingsskift, måtte vi begge opgive, fordi hans fokus var alle andre vegne. Jeg fik lavet nogle pæne momenter bagefter, men det var samlet ikke rigtigt godt. Uden at jeg kan sætte fingeren på noget specifikt.

Lille Bjørn var til gengæld vireligt god. Der var lidt kludder med springapporten, men resten var bare flot, med fællesøvelser, indkaldet og fremsendingen som højdepunkter.

Til dagens afsluttende runde på agility foundation blev Max bedre og bedre i takt med at hans fører fik mere og mere fart på. Vi sluttede med nogle flotte baner, med masser af fart, og en meget tilfreds Max kunne jeg mærke :-)

Ellers er ugen brugt på at få styr på de sidste detaljer vedrørende Hundedagene 2013, som afvikles 1.-5. juli 2013: Johanna og jeg HAR styr på det hele, og glæder os vildt til nogle fantastiske dage, og det gør deltagerne også!

3. juli står den på officielle LP- og rallyprøver, og de er naturligvis fuldtegnede og bliver et spændende afbræk på kursusaktiviteterne.

Ingen skal beskylde mig for at fise den af i løbet af Hundedagene, som arbejdsmæssigt er en ferieuge. Jeg er på kursus med Cecilie 1.-2. juli med hund, deltager i LP3 med både Max og Lille Bjørn 3. juli, og deltager derefter på kursus med Mona 4.-5. juli med hund. Det bliver hårdt og det bliver lærerigt.

Det mest overraskende er, at der stadig er ledige pladser med hund – så hvis du læser dette og ville ønske du var med, så tjek ovenstående link og tilmeld dig!

Weekenden bliver med fokus på klargøring til Hundedagene, og så er der planlagt lidt træning i Herfølge søndag.

tirsdag den 11. september 2012

Planlægning af træning

Den eneste organiserede træning jeg går til pt. er LP-træning hos Johanna Allanach med Max og Lille Bjørn.

Den fortsætter indendørs i Havdrup fra 1. oktober, og begge hunde er naturligvis tilmeldt.

Så er jeg tilmeldt Anita Jakobssons LP-hold i Havdrup med Max. Jeg har overvejet andre muligheder for træningshold nr. 2 for Max, men Anitas er bare helt oplagt holdet for os. Anita kender mig rigtigt godt og kender mine ambitioner og mål næsten ligeså godt, som jeg selv gør. Og stiller mig de samme nærgående spørgsmål, som jeg elsker at stille mine kursister: Hvad er dine kriterier? Hvad klikker du for? Har du overvejet …?

Megan har jeg ikke tilmeldt noget endnu. Men jeg kunne rigtigt godt tænke mig et lille luksus rallychampionhold, gad vide om vi ikke er nogen nørder, der kunne finde sammen om det?!

Og så står der også snart et foredrag og kursus med Niina Svartberg på programmet. Foredraget den 10. oktober er der stadig pladser på, du kan tilmelde via dette link.

Kurset 11.-12. oktober 2012 er for længst overtegnet. For mig er luksusproblemet hvilke hunde jeg skal have med. Og løsningen bliver nok Lille Bjørn den ene dag og Max den anden.

Og hvis jeg nu ser på lidt længere sigt …

Johanna og jeg arrangerer sammen Hundedagene 2013. De holdes på Køge-Herfølge Jagtforenings arealer.

Programmet er følgende:

1.-2. juli 2013 (to-dages kurser, samme instruktør begge dage)
  • Heather Smith, htm-kursus
  • Cecilie Køste, LP-kursus
  • Mona Kjernholm, LP-kursus
  • Anja Christiansen, Rally/motivationskursus
3. juli 2013
  • Officielle LP-prøver (dommer Marianne Jensen)
  • Officielle rallyprøver (dommer Trine Dyrgaard)
4.-5. juli 2013 (to-dages kurser, samme instruktør begge dage)
  • Heather Smith, htm-kursus
  • Cecilie Køste, LP-kursus
  • Mona Kjernholm, LP-kursus
  • Helle Damkjær, LP-kursus
Alle kurserne koster 2.500 kr. (inkl. frokost) for to dage med hund. Max 8 deltagere med hund. Prisen uden hund er 800 kr. (inkl. frokost) for to dage.

Interesserede kan henvende sig til mig vedr. LP-kurserne.

Jeg skal selv deltage hos Cecilie Køste med hund 1.-2. juli og hos Mona Kjernholm med hund 4.-5. juli. Og mon ikke der smutter et par prøver med om onsdagen?!

Det bliver en fantastisk uge :-)