Hvorfor?

Max til Nose Work træning i Solrød Centret

Hvorfor gør vi det vi gør? 

Det er et eller mange vigtige spørgsmål, mange sikkert stiller sig selv indimellem. 

Jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet i går, da der var noget af det, der stod i kalenderen, som trak mindre end jeg egentlig havde troet … Jeg arbejdede selvfølgelig med det mentalt. Skulle jeg melde fra? Hvis jeg meldte fra, hvad indebar det så? 

Det var rigtigt rart at få tænkt igennem, og konklusionen var, at jeg gik til det hele, og topmotiveret. 

For der er da gode grunde til det hele. At gå på arbejde, at gå til fitness, at deltage i FCI-rallymøder, at gå til NW-træning med hundene, at gå til rally/tricks-træning med hundene, at dømme rallyprøver, at være formand for DKK’s rallyudvalg osv. 

At gå død i noget er ikke nyt for mig. Nogle gange er det udtryk for ægte træthed, og så vælger jeg noget fra; andre gange er der bare brug for en pause; og meget ofte skal jeg bare minde mig selvom, at der er rigeligt pres på, og at jeg lige skal igennem en lidt hårdere periode, før alt er roligt igen, og jeg uden besvær arbejder videre med det pågældende område.

Fitness startede jeg på for godt 2 år siden, og det går jeg ikke død i, altså bortset fra naturlig træthed i forbindelse med den fysiske træning 😉 Jeg gør det, fordi det føles godt, det er hyggeligt, og fordi det er et vigtigt element i min målsætning om at holde mig fit og slank. 

Træning med hundene går jeg heller ikke død i. Det går op og ned med træningsomfang, med det er for mig en naturlig del af det at have hund, at man træner med den, og for mig er det en væsentlig del af motivationen, at træningen skaber grundlaget for at gå til prøver … eller måske at træningen er nødvendig, for at kunne klare sig fornuftigt til prøverne? 

Da jeg gik til FP1 med Otto den 20.1 var det noget der blev besluttet 10 dages varsel tror jeg. Han var egentlige tilmeldt en FP1 24.4, men da muligheden opstod, slog jeg til, og rettede træningen målrettet ind mod prøven 20.1. Det var svært motiverende at være tilmeldt!!! Nu bliver 24.4 svært motiverende for at træne FP2. 

Aftentræning hos Johanna

Så til træningen i går hos Johanna, kl. 20-21 i Ringsted, efter NW-træning i Solrød, var med fokus på nogle af de øvelser, jeg mente vi havde problemer med: touch af stok, nejebuk og holde pote løftet. Vi har arbejdet med det hele på Foundation, og ikke beskæftiget os med det siden. Så hvad skete der egentlig? Efter nogle få gentagelser var Otto allerede nået langt, Johanna sagde at grundtræningen var i orden, og hun satte nogle konkrete mål som skal demonstreres til træningen om en uge. Nævn én ting i den foregående sætning, som ikke er meget motiverende??? 

For præcis to år siden mødtes vi i Norge og trænede bedømmelse af nordisk klasse

I FCI’s rallyudvalg er jeg kommet med i et underudvalg, som arbejder med bedømmelser. Udgangspunktet er de nordiske regler, og vi havde det første møde i mandags. I gruppen er repræsentanter fra Sverige, Finland, Danmark, Ungarn, Estland og Sydafrika, og det er superspændende at høre om rally i den ikke-nordiske lande, og indgå i konstruktiv dialog om, hvorfor vi dømmer som vi gør i hvert vores land, hvorfor vi dømmer som vi gør i nordisk, og for og imod det. 

Hvorfor er jeg med? I bund og grund for at være en del af processen. Jeg vil gerne kunne argumentere for det, hvis jeg er uenig, og jeg vil gerne kunne redegøre for, hvorfor reglerne er blevet som de er, når de færdige FCI-regler offentliggøres. Den almindelig forventning er også, at nordisk klasse nu udvikles til en FCI-klasse, og det med tiden bliver den højeste klasse i alle medlemslande, ligesom i LP. Og så er det rigtigt godt at være tæt på beslutningerne. Og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber at være med til det første VM i rally på den ene eller anden måde 😊 

På rallyfronten er den danske sæson for længst skudt i gang. Jeg skal til de første officielle prøver for mit eget vedkommende 28.3, og siden går det slag i slag, som man kan se af min kalender. 

Målet er ingen hemmelighed: Jeg vil meget gerne kvalificere mig til DM og ÅH med både Max og Otto. Det er topmotiverende mål, og derfor er rallytræningen, som har været lidt på standby de seneste måneder, kommer op i gear igen, og senest var Max med til træningen hos Johanna i går, og gik de to baner, hun havde gjort klar. 

På NW-fronten er der ikke udsigt til de første prøver endnu, men træningen hos Merete er gået i gang og i går var ikke mindst Otto flyvende. Det lange søg hos Merete var med udholdenhed og vedholdenhed, som jeg ikke har oplevet tidligere. Flotte markeringer og hans hop-markering af de utilgængelige høje kilder er bare til at blive glad i låget af! 

Jeg véd ikke hvor meget mening ovenstående giver?! Men jeg træner (kan udskiftes med: arbejder, konkurrerer, deltager i osv.), fordi jeg synes det er sjovt (hvis det ikke er det, stopper jeg!) og fordi det hjælper mig til at nå nogle mål. 

Det kan siges mere flomomvundet, men det er cirka sådan jeg vil beskrive alt, hvad jeg beskæftiger mig med 😉

Hvorfor?

Jeg er fortsat i gang med at rydde op i garagen. Jeg må erkende, at det har overrasket mig, hvor meget jeg egentlig har samlet af alt muligt. Noget har ligge flere år, meget af det havde jeg glemt, at jeg havde, men nu kommer det hele frem. Der bliver kasseret, der bliver sorteret og der bliver funderet. Fotoet ovenfor er næsten alle de mad/drikkeskåle, der dukkede op – altså ud over dem, som vi bruger til daglig.

Hvor kommer de alle fra? Jeg tror vi har købt nyt, hver gang der kom en ny hund, og ikke nænnet at kassere noget. Lageret af legetøj er ualmindeligt omfattende, masser af spændende legetøj, som nu bliver taget i brug, for det er da lige noget for hundene.

Der er også dukket en masse LP-udstyr frem. Næseprøvepinde i massevis, trekant til stillingsskift, et læs apporter. For nogle år siden var LP fokus i træningen og konkurrencerne, nu er det en disciplin på niveau med agility. Altså noget at det meget hunderelaterede, som jeg ikke beskæftiger mig med.

Hvorfor blev LP valgt fra?

Det var fordi jeg simpelthen måtte erkende med begge hundene, at det var for svært. Lille Bjørn havde efter 41 LP3-prøver fået en pind, og så stoppede vi. Det var fysisk ret krævende for ham. Fremsending til felt på 20 meter lyder måske ikke af noget særligt, men det kræver ret meget energi, når man er så kortbenet som en Norwich terrier. Jeg kunne også konstatere, at han nogen gange var så træt, når vi nåede til næseprøven, at han simpelthen ikke kunne diskriminere. Øvelsen kunne han superflot, men jeg har set ham stå og simpelt hen ikke kunne. Og det var synd for ham.

Max stoppede jeg med, fordi han hadede og hader, når jeg er væk fra ham, så fællesøvelserne var ikke sjove. Jeg kunne selvfølgelig have trænet det, hvis det betød rigtigt meget. Men det gjorde det ikke, og der var heldigvis andre discipliner, hvor vi sammen kunne have det sjovt.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg ved et tilfælde læste en tråd om de nye LP-regler, som indeholder en sætning om, at der fra 2019 ikke må belønnes mellem øvelserne i LP3. Jeg kender ikke baggrunden, men jeg kan fuld ud forstå den overraskelse og skuffelse, der er opstået hos mange LP-udøvere, for det er da godt nok en regelændring, der virkelig har konsekvenser. Og ikke nødvendigvis noget positivt for hundesporten. 10 øvelser i træk, og ikke mulighed for en godbid eller noget legetøj, det kræver bestemt træning ud over det sædvanlige at nå dertil. Hvorfor skulle man som almindelig hundefører gøre det – altså udover at træne de enkelte øvelser, også træne at kunne udføre dem alle i en lang kæde uden belønning? Jeg har ikke noget godt svar.

Hvorfor beskæftiger jeg mig med de discipliner, jeg gør?

Hvis jeg skal sige det meget kort, så arbejder jeg med begge hunde i tre discipliner (HTM, Rally, Nose Work) fordi jeg i hver af disciplinerne med begge hunde har oplevet øjeblikke både til prøver og til træning, hvor vi er smeltet sammen og bare er én ekvipage, som har det vidunderligt sammen. Det er det ultimative jeg kan forestille sammen med mine hunde. At kunne gå fra banen, som jeg har gjort en del gange efterhånden, og flere gange i 2017 end tidligere, og bare være lykkelig over det samarbejde vi har haft. De øjeblikke vil jeg bare have mange flere af, og jeg er helt sikker på, at de kommer. For jeg har med hver hund udviklet samarbejdet, så vi kan nå rigtigt langt og have det supersjovt sammen imens.

Selvom jeg har en klar prioritering, som dog også er åben for forandringer – for det er også en del af det sjove, at det hele ikke er så firkantet - så føler jeg her ved indgangen til 2018 at jeg virkelig har fundet en god balance mellem de forskellige discipliner og hundene. Som det fremgår af min kalender, har jeg noget af det hele planlagt allerede. For det er alt sammen noget ,jeg brænder for.

Jeg har tyvstjålet denne illustration fra Mias blogindlæg i dag Processer, beslutninger og mål. Et indlæg lige efter mit hoved :-) Og illustrationen passer lige præcis på mig og min situation.

Max’ HTM3-program, som jeg visualiserer hver dag, og som bare bliver bedre og bedre. Vi træner positioner, vi træner overgange, alt sammen i det små, og så mødes vi engang imellem med Anita, og finder ud af, hvor langt vi er nået.

Lille Bjørns HTM1-program, hvor jeg er begyndt at visualisere HTM2-udgaven, og den debuterer vi med på lørdag til træningen. Bare at visualisere programmet får mig i tophumør!

I rally har vi ingen specifikke mål, jeg hygger mig med begge hundene, og vi træner stort set ikke. Der kommer lidt træningsseancer indimellem og vi kommer naturligvis i topform til konkurrencerne, og det er måske netop den formel, der gør en forskel: Begrænset træning, sultne til prøver, og ingen specifikke mål. Ikke andet end at hygge os en hel bane …

Nose Work er jeg også meget glad for, det er bare lidt mere besværligt for mig træningsmæssigt, men fra næste uge er der ugentlig holdtræning med begge hunde, Max er tilmeldt en prøve, og der kommer nok også en prøve med Lille Bjørn i løbet af året. Det er tydeligt at begge hundene synes det er sjovt og er gode til det. Det er specielt med Lille Bjørn føreren, der skal træne med at håndtere line og læse sin hund. Den glæde, arbejdsiver og intensitet de begge lægger for dagen, når vi træner, er topmotiverende for mig.

Tre vidt forskellige discipliner, tre discipliner som både hundene og jeg sammen har det fantastisk med, og det er for mig svaret på det gode spørgsmål: Hvorfor?