tirsdag den 4. februar 2020

Fantastisk træning med Otto og Max

Højt søg, blæsende hjørne, lige ved rullende trappe (foto: Merete)
I går startede en ny træningsuge. Mandagen plejede at starte med Nose Work med Lille Bjørn hos Merete, hjem og vende, og så til Foundation med Otto.

I går måtte jeg ”nøjes” med Foundation hos Johanna med Otto.

Otto er efterhånden blevet 7½ måned, og der sker en masse. Han kan virke lidt fraværende af og til – og jeg bliver mindet om, hej, han er altså kun 7½ måned 😊 – og så arbejder han i øvrigt fantastisk.

Der var ikke nogen nye øvelser i går, vi arbejdede lidt med det hele af det ”kendte”. Først en individuel runde, så en fællesrunde, så en individuel runde.

Der var meget, der imponerede mig med Otto, men det største var nok fællesrunden, hvor de fem deltagere skulle træne fem øvelser så tæt på midten af ridehallen/de andre ekvipager, som man mente var rimeligt i forhold til hunden. Vi skulle lave noget med cirkle, noget slalom, noget stationært, noget med target og noget med en rekvisit. Otto var så cool, han kiggede lidt efter de andre hunde nogle få gange, men ellers var fokus hos mig og på at udføre øvelserne.

I løbet af timen fik vi arbejdet med slalom, move-on, rundt om stok, target (plade og hulahopring), setup, plads, spin, twist (foran og ved siden af), hands-up, balje, touch, hoved, sit, stå, dæk og spring. Vi fik også lavet nogle rallyforløb, med snur rundt, rundt om fører, sit foran og sådan noget.

Det var så fedt. En masse af de elementer, vi har trænet lidt spredt, de bliver hængende, og vi ”kan” en masse. Men først og fremmest er Otto vildt glad for at arbejde, og fokuseret på mig det meste af tiden. Det bliver ikke meget bedre.

Højt søg i kørende elevator
Til aften stod den på Nose Work træning hos Merete ved Køge Nord Station, først med Otto, så med Max.

Lavt søg i kørende elevator
Det var umiddelbart svære vilkår: Otto har slet ikke været der tidligere. Der kører tog, der er passagerer, der er busser, der er elevator, der er trapper, det blæste ret meget …

Meget svært søg, højt og blæsende, og rutineret fandt Otto frem til kilden
Og Otto var übercool. Totalt upåvirket lavede han de mest fantastiske søg, man skulle se det for at tro det, og Merete fik set en del af det på nærmeste hold, og taget nogle fotos. Der er potentiale i Otto 😉

Højt søg, blæsende, lige ved trappe (foto: Merete)
Max var mindst lige så cool og arbejdede flot og systematisk ved alle søg. Vi holdt en pause i bilen undervejs – det var faktisk ret koldt, 3 grader og meget blæsende – og tog derefter søgene hos Merete på flotteste vis.

Fed træning, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde den mest fantastiske følelse indeni under træningen med dem begge. Det er sådanne træninger der gør, at man bliver mindet om, hvor tomt livet ville være uden hundene ❤❤

Ingen kommentarer: