Videoer, champagne, film, mad & whisky

HTM1 ved juleafslutningen

Med den overskrift er jeg vist dækket ind I forhold til hvilke emner jeg vil dække I dette blogindlæg :-)

I går fik jeg set på videoerne fra Hangar 17 den 17. december og juleafslutningen 20. december. Det er virkeligt nyttigt at se videoer af sine prøver, og nu er der alligevel gået så lang tid, at jeg kan sidde ganske nøgternt og se på dem. Jeg har valgt kun at lægge de 3 HTM-videoer ud i blogindlægget, men alle prøverne er filmet og ligger på YouTube: 6+ (link) og For Sjov (link) i Hangar 17 samt Rallyprøverne med Lille Bjørn (link) og Max (link) til juleafslutningen.

Det er tydeligt, at Max slet ikke er med i 6+, jeg kan næsten ikke få ham ind i startpositionen, men jeg fik da stoppet næsten i tide. For Sjov, det er så tydeligt at Lille Bjørn tror jeg peger på godbidder med fødderne., så derfor er der ingen af slalomerne, der lykkes. Lille Bjørn og Max i rally, det gik op for mig, hvor meget støj der var i hallen, det er tydeligt at Lille Bjørn kører alt for højt, og at jeg i en passage ikke støtter Max godt nok.

HTM-videoerne er blev studeret mere nøje, de kan som nævnt ses i blogindlægget i går.

Jeg synes det er skønt at se videoerne med Lille Bjørn i HTM, men der er da også nogle ting, jeg skal have arbejdet med. Specielt er det ret afslørende ved juleafslutningen, hvor jeg er filmet lige bagfra i bakningen, at jeg sørger for at Lille Bjørn sidder skævt i udgangspositionen, at han bakker skævt og at jeg retter ind. Det er bare dårligt førerarbejde, for Lille Bjørn er ret skarp til bakningen.

Videoen med Max i HTM3 er også rigtigt interessant. Jeg blev i dag mindet om at melodien poppede op som en idé for præcis et år siden, som beskrevet i indlægget Svære beslutninger og Stjålne Kys: ”Anita gav mig lige stikordet til en kandidat i dag, da hun skrev: ”Hvad med nogle af alle de gamle film du kender. Er der ikke musik der, du kan bruge?” Jeg kom til at tænke på Baisers volés (Stjålne Kys), François Truffauts charmerende film fra 1968 og den sang, den har hentet sin titel fra: Léo Chauliac og Charles Trenets Que reste-t-il de nos amours? Man kan læse om sangen på Wikipedia og høre den på YouTube (link). Jeg tror på, at der er muligheder i den! Uden at have lagt mig endeligt fast endnu.”

Det har jeg jo så nu, men jeg synes først jeg lige er begyndt at udforske mulighederne i det program. Videoen viser mange pæne passager, men det er også meget tydeligt at starten er noget rod (Max har halen mellem benene), slutningen er noget rigtigt rod (Max, der slået helt fra), så start og slut er bestemt fokusområder. Max skal være lige så glad som Lille Bjørn hele vejen, og i betragtning af at de har samme træner, burde det være et muligt mål …

Linket til HTM3’er er sendt til Lina og danner grundlag for, at vi skal tale sammen om koreografien, når hun kommer fra ferie. Fortsættelse følger om denne historie, som jeg glæder mig ualmindeligt meget til.

I går var dømt den traditionelle biografdag 26. december. Vi havde købt biletter til Woody Allens nyeste film Wonder Wheel, som havde premiere 1. juledag i Grand Teatret. Traditionen tro startede vi på den anden side af gaden i Villa Vino med et glas champagne

Wonder Wheel udspilles på Coney Island i sommeren 1950. Livredderen Mickey (Justin Timberlake) har en affære med servitricen Ginny (Kate Winslet), som er gift med karusseloperatøren Humpty (Jim Belushi). Begge har et ban fra første ægteskab. Ginnys søn Richie (Jack Gore) er trods sin unge alder dreven pyroman. Humptys datter Carolina (Juno Temple) har han slået hånden af for mere end 5 år siden, da hun giftede sig med en gangster. Men nu vender hun uventet tilbage, på flugt fra gangsterne, som hun har sladret om til politiet, og far tager hende meget hurtigt til nåde.

Alle holdes i gang af deres drømme. Ginny drømmer om at blive skuespiller, som hun har været i beskedent omfang, før hun blev servitrice på en clam bar. Humpty drømmer om at komme væk fra Coney Island. Mickey vil være dramatiker. Carolina, vil læse og blive lærer.

Men ingen har rigtigt drive til at rykke ud af deres trøstesløse tilværelse. Og i den fatalistiske slutning lades ikke meget håb tilbage. Carolina bliver formentlig dræbt af gangsterne. Richie har tændt et bål på stranden af dele af livreddertårnet. Ginny og Humpty er dømt til et fortsat glædesløst ægteskab nu helt uden grundlag for drømme. Mickey har måske lidt mere livserfaring, som grundlag for at blive dramatiker, men er ganske desillusioneret.

Det lyder ikke af så meget, men historien er fortalt blændende og spillet virtuost, ikke mindst Kate Winslet er enestående og overbevisende i sin fortolkning af den drømmende, den forelskede, den jaloux og den hævnende kvinde. Jim Belushis register er også imponerende, frygtelig i sin vrede og ynkelig men alligevel rørende, når han vil vise sin kærlighed.

Et drama fortalt med mesterskab af Woody Allen. Filmen havde premiere på hans 82 års fødselsdag 1. december, og har er i så god form, som man kunne tænke sig.

Efter filmen gik vi over til Tapa del Toros i Tivolis Food Hall, og fik calamares, gambas og tapas, cava og rødvin – enkelt og superlækkert.

Bahar Pars og Rolf Lassgård

Til aften fik Kirsten lokket mig til at se En man som heter Ove (Hannes Holm, 2015), som hun havde optaget. Titelpersonen Ove (Rolf Lassgård, som ung Filip Berg) er en ældre herre, gnavpotte, regelrytter og rethaverisk. Hans liv består i at harcelere over stort set alt i boligområdet, hvor han bor, og daglige besøg ved den for nylig afdøde kones grav.

Han forsøger flere gange at begå selvmord, men bliver hele tiden afbrudt af det virkelige liv. Og da der flytter nye naboer ind sker der noget; det udvikler sig gradvis – og med masser af bump - et godt forhold mellem iransk fødte Parvaneh (Bahar Pars). Vi får gradvis afdækket Oves sørgmodige liv. Moderen døde ung. Faderen blev kørt over af et tog, da han jublende løb rundt på jernbanearealet for at vise Oves flotte eksamensbevis. Hans hus brænder ned. Han møder søde Sonja (Ida Engvoll), det udvikler sig hurtigt til kærlighed og ægteskab og hun venter deres barn … da en frygtelig ulykke koster hende både det ufødte barn og førligheden. Ove kaster sig ud i en kamp mod alle for at få ret, og bliver mere og mere bitter og forbitret.

Der er en grund til Oves bitterhed, Men da den mødes af modspil, i form af en livsglad, hjælpsom og empatisk kvinde som Parvaneh, bliver han gradvis en del af fællesskabet. Der sker ikke mirakler. Men der sker en masse, i små trin. Også efter den triste slutning.

Hold da op en dejlig film!

Kirsten og Lille Bjørn gik i seng, og Max og jeg hyggede med lidt af den Talisker 10 år, som jeg fik til jul. En fantastisk meditations whisky!

I dag var vi omkring en boghandel i Køge, og ret spontant købte jeg Verdens Whisky, for nu bliver det et område der skal nørdes med!

Køgebesøget endte i Blomsterbutik i Køge - Me & Marley til kaffe og kage.

One Plus One

De næste tre dage står den på HTM/FS Summer Camp 2017, arrangeret af Anja og Johanna, og med et flot program, i hvert fald de dele, der er offentliggjort.

Jeg må indrømme, at som tiden har nærmet sig, har jeg ikke mærket den forventningens glæde, som jeg synes jeg burde have op til arrangementet. Sidste år blev det holdt i Hangar 17 og jeg var meget begejstret, og det er jeg uden tvivl også, når dette års camp er i gang. Men lige nu – eller rettere indtil i morges – var forventningens glæde der bare ikke.

Helt ærligt, jeg kan ikke komme til et tredages arrangement og så være så lidt forventningsfuld. Det har jeg lige arbejdet med i dag. Ideen opstod på vej til arbejde, pludselig var den der.

Jeg kom til at tænke på Rolling Stones albummet Beggars Banquet. Nummeret Sympathy for the Devil . Og ikke mindst Jean-Luc Godards film fra 1968, One Plus One, som handler om tilblivelsen af Sympathy for the Devil.

Det er mange år siden, jeg har set den, jeg aner ikke, om den holder i dag (det gør den nok!), men jeg husker, hvor fascinerende det var at opleve nummeret blive til. Der var ingen guddommelig inspiration der gjorde at Rolling Stones bare kunne indspille det færdige nummer. Det var en lang og hård proces, spændende og fascinerende at være med på nært hold og opleve udviklingen.

DET er den mentale tilstand jeg nu er i i forhold til Max og mit nye HTM-nummer til que reste-t-il de nos amours. I morgen formiddag starter vi kurset med en uofficiel konkurrence.

Som man kan se af programmet skal vi debutere i HTM3 og får feedback af Karolina Hasselroth & Lucy Creek, to af instruktørerne på Summer Camp og det er genial timing.

Jeg har et meget råt nummer, jeg har været oppe to gange i HTM2 med en kortere udgave, det er første gang med den fulde udgave. Jeg har helt bevidst intet gjort for at ”forbedre” programmet i forhold til HTM2-udgaven, og den feedback jeg har fået til den. Der er bare to yderligere positioner.

Jeg bruger ikke rekvisitterne (bord/stol/dug) i andet end start og slut. Jeg forventer en masse ideer til, hvordan nummeret kan transformeres til et RIGTIGT HTM3-nummer. Og jeg forventer at kunne komme til at arbejde med stumper af dette i de tre gange individuelle tid, vi har i løbet af kurset.

Bilen er pakke med telt, stol, bord, campingstole og hundeting. Udstyr pakkes senere.
 

USB ‘en er opdateret med det fulde nummer, CD’en er klar som backup, betaling for middagen lørdag er lagt i kuvert.

Max’ fine halsbånd, som Amanda fandt til ham i Herning, er endelig kommet frem for alvor, og skal bruges første gang i morgen. Kirsten har også trimmet ham i dag, så han er bare SÅ fin.

Vi er HELT klar til kurset og jeg er topmotiveret.

One Plus One kan blive til så meget som helst :-)

Klar til skøn weekend med Rally, Nose Work, HTM, FS og 6+

Først tusind tak for de mange søde kommentarer og hilsner til og om Megan. Vi har talt med dyrlægen igen, pencillinbehandlingen fortsætter til og med mandag. Der burde have været en effekt allerede nu, hvis det bare var blærebetændelse, men vi gennemfører forløbet og derefter formentlig noget hormonbehandling.

I går sidst på eftermiddagen gik jeg en tur på stranden kun med Megan, gevaldigt hyggeligt, det gør vi næsten aldrig – men det gør vi noget mere de kommende dage.

Jeg gjorde skiltene klar til prøven på lørdag (hvor jeg skal dømme rally), og papirerne klar til prøven søndag (Max Nose Work) og mandag (Max HTM, FS og 6+). 4 resultatbøger har han, den til rally er snart fyldt og den til Nose Work kommer i brug for første gang. Max er min tredje LP og rallyhund, min første HTM, FS, 6+ og Nose Work hund :-)

Morgenhimlen var fantastisk og skabte en flot baggrund for dagens morgenfoto med alle tre hunde.

Kirsten fandt det rigtige stof til dugen til HTM-nummeret i centeret, og nå er vi næsten parat med alle rekvisitter.

Que reste-t-il bliver MIT HTM-nummer mindst det næste 1-1½ år, så det er noget ganske særligt at skulle gå det første gange med rekvisitter: bord, dug, stol, ur. I Hangar 17 1. april var det første gang jeg brugte musikken, men nu føles det som et helt nyt nummer. Jeg glæder mig virkelig meget til at vise det!

Der blev taget til dugen til aften, og Max testede af om han ligge under dugen ... det kan han!

Skøn dag i Hangar 17

Video: Sandie Højgaard Larsen

I går var vi til HTM-prøver i Hangar 17. Præmisserne var givet på forhånd: tidligt op og sent hjem. Men igen en prøve med mange hyggelige samtaler og en masse flot hundearbejde. Det var også et velgennemført arrangement, hvor 5 (tror jeg) dommerelever var med – det koster tid, men er en afgørende investering i at sikre dommere til kommende prøver. Stor ros til arrangørerne for et flot arrangement! Og en særlig tak til ALLE dommerne! Jeg har noteret alle kommentarer i dette blogindlæg og kan garantere for at de er nærlæst ... det er en fornøjelse med de detaljerede og konstruktive kommentarer :-)

Jeg var også meget tilfreds med Max’ og mine prøver i dag. Jeg havde nogle helt klare mål for min egen indsats og dem levede jeg op til. Jeg varmede op som planlagt og havde præcis den følelse indeni, som jeg gerne ville have til begge prøver.

HTM2 var vores 17. gang i HTM men første gang med Que reste-t-il de nos amours. Jeg havde rigtigt meget fokus på Max, som man kan se på videoen (tak Sandie). Jeg havde ikke bedømt afstanden til dommerbordet rigtigt, så vi kom lidt for tæt på – hvilket man tydeligt kan se på Max. Jeg huskede at vente på ham (undtagen i P10) og jeg havde den rigtige følelse, da vi forlod ringen. Jeg vil sige vi gik til 80 % af det vi kan pt., der er masser at arbejde med, men jeg var absolut tilfreds med Max’ og min indsats.

Foto: Emmy Marie Simonsen

Dommere var Lizza, Helle og Inge-Dorte, her er deres kommentarer

Udførelse

• Max var ofte distraheret og tøvende – det gik ud over flowet. Hans bakke og sidelænsbevægelse blev lidt skæve indimellem (7,2)
• Lidt skæv i plads bakke + sidelæns i starten. Lidt varieret afstand i forhold til plads og højre. Nogle lidt tøvende positioner på dagen (7,0)
• Præcise positioner med få undtagelser. Du kunne evt. tage ”imellem” position, hvor fører bakker, ud indtil den er mere sikkert indlært – du har rigeligt variationer for klassen :-) (kunne evt. give højere karakter) (8,0)

Sværhedsgrad/indhold

• Der mangler lidt sværhedsgrad til klassen – temposkift og/eller retningsvariationer, fx - Det er lige på kanten (7,5)
• OK for klassen, lidt flere retninger ville være fint (7,5)
• Fine positioner – meget varieret, ok retninger (8,3)

Musik og fortolkning

• Det er en vildt svær sang at lave en god fortolkning på – der skal være et fuldstændigt flydende temposkift der følger sangeren. Det fungerer ikke så godt for jer (men kostumet er fint :-)) (7,0)
• Flot kostume og i skaber en dejlig og rolig stemning (8,1)
• Elegant udnyttelse af den smukke musik. Musik og program er elegant nedtonet og roligt fin fransk fortolkning – men ser en gammel film for sig :-) (8,0)

Det rakte til en 2.v. på dagen, og – som Sidsel bramfrit sagde det – fucking 0,3 point fra at bestå :-) Det med at jeg ikke bestod, tager jeg som en ren bonus, for det betyder, at jeg kan fortsætte i HTM2 lidt længere! (Jeg har 16 Q point og der skal 22 til en tvangsoprykning til HTM3)

FS1 var 10. gang siden debuten 28. marts 2016. Det er samme musik (When I’m 64), men der er sket meget med nummeret i perioden. Der har været træstub og balje og stok og … Nu er der Max og mig, ingen øvelser med afstand, og det var vores debut med en udgave af nummeret, som er helt på Max’ præmisser. Der var lidt dæmp undervejs, han satte sig før bakningen, men jeg vil sige vi gik 90 % af vores nuværende niveau – så også her var jeg meget tilfreds.

Dommere var Jette H, Sonja og Emmy, her er deres kommentarer:

Udførelse

• Rigtigt fint samarbejde på dagen og flydende de fleste steder (8)
• Max arbejder fint – lidt rod/misforståelser ca. halvvejs, ellers fint flow (7,9)
• Tydelige hænder. Hunden dæmper (gaber) i enkelte sekvenser. Det ser ud som om handleren presser hunden i gang med bakke øvelsen. Ellers fint at se handleren støtte hunden overbevisende i start (7,8)

Sværhedsgrad/indhold

• Rigtig mange fine tricks med fin variation til klassen (8,8)
• Fine øvelser for klassen (7,8)
• (7,8)

Musik og fortolkning

• Passer godt til ekvipagen (8,5)
• (8)
• Fint tempo musik til ekvipagen. Perfekt kostume (8,0)

Det rakte til en 3.v. og bestået, og vi fik dermed 3 Q point. Vi er oppe på 9 Q point, der skal bruges 12 til FS1-titlen, og den kunne da være sjov at opnå!

Der var præmier til alle og Max fik med sine to placeringer også rosetter.

Selvom Max nok synes han var rigeligt i bur, fik han nogle ture og der blev også tid til at se lidt af Feldballe. Max har fortalt at han var tilfreds med min indsats, han er helt enig med Sonja i, at jeg var for længe om at belønne efter HTM-programmet …, så vi klør på med begge programmer og glæder os til de næste prøver.

Forberedelser – motivation og stemning

Pierre Niney og Paula Beer i Frantz

På lørdag skal jeg til prøve med Max i Hangar 17, først HTM, så FS. Det er ingen hemmelighed, jeg har skrevet om de nye programmer, om kostumet til HTM, om tilpasning af musikken, om følelser og stemning og alt sådan noget. Og først og fremmest om, at dette er en prøve på Max’ præmisser, ligesom rallyprøverne på Bornholm.

Stemningen kom jeg ret uventet til at tænke meget på i går. Kirsten og jeg havde for længst bestilt biletter til forpremieren i Grand på François Ozons Frantz (2016). Jeg synes det er en fantastisk dejlig film, som jeg ville have elsket at skrive en anmeldelse af (!), men det er ikke det vigtige her.

Historien er i den ultrakorte udgave: Tyskland 1919; den tyske kvinde Anna (Paula Beer) sørger over sin forlovede Frantz’ død i første verdenskrig, en ung tilrejsende franskmand Adrien (Pierre Niney) lægger blomster på hans grav. Hvorfor det? Det handler filmen om og mere skal ikke afsløres her, gå selv ind og se den :-)

Men stemningen. Sorgen over de mange unge, døde under krigen, børn og kærester der aldrig kom levende hjem. Der er en sørgmodig stemning over mange passager af filmen. Præcis den stemning, som jeg gerne vil udtrykke i en del af Que reste-t-il de nos amours …

Hvis jeg lige skal gøre i går færdig, så startede vi traditionen tro før filmen på Villa Vino med et glas vin, og bagefter fik aftensmad på The Italian. En superhyggelig aften.

Og så stemningen fra Frantz …

Jeg prøvede den af i eftermiddags, det skulle jeg altså bare, ude i haven med Max. Vi varmede op med FS-nummeret med musik, derefter gik jeg det en gang uden musik, bortset fra at Max pludselig var med – næsten lige fra start – og så gjorde vi det engang til. Masser af belønning og masser af leg bagefter.

Og så HTM med musik, hvor jeg måtte stoppe halvvejs, fordi jeg gik for kort i en position. Vi gik direkte i gang igen, nu det fulde nummer, og med den koreografi, jeg havde drømt om. Jeg fik altså lidt tårer i øjnene, dels fordi jeg kunne FØLE den sørgmodige stemning, dels fordi Max bare var så meget på, at det gjorde helt ondt.

Det er den eneste træning med Max og musik inden lørdag, de to numre passer bare så godt til os, og nu kan jeg mærke, hvordan de små tilpasninger – jeg justerede en anelse i FS-programmet i dag – gør nummeret mere flydende, det passer til os! Og tilsvarende i HTM, hvor overgangene, som jeg kun har trænet lidt indimellem, pludselig ser ud til at virke og får nummeret til at hænge sammen.

Min bevægelse og min glæde smittede helt sikkert af på Max, og som han gik i dag, er han bare enestående. Max og jeg har virkelig noget sammen!!!

Erfaring er godt

Den seneste tid har jeg fokuseret meget på rally (både som dommer og deltager) og der har også været forskelligt på Nose Work fronten.

Hvad blev der lige af HTM og FS kunne nogen spørge.

De er bestemt ikke glemt. Efter mange overvejelser – som jeg har skrevet om tidligere – endte jeg med at melde til prøverne i Hangar 17 den 1. april, og i morges besluttede jeg så at se på planlægningen af forløbet frem til de prøver. Det er om 13 dage, så det må siges at være på høje tid. Efter morgenlufteturen gik jeg så i gang.

Først gik jeg FS-programmet 2 gange i haven med musik, uden hund. Dvs. de tre hunde var i haven, og det var sjovt, de tilbød alle sammen al mulig adfærd Jeg kan konstatere at:

• Jeg har helt styr på det ændrede program efter de seneste justeringer
• Det er i forhold til det forrige noget enklere for Max, så alt andet lige burde vi kunne få et godt flow
• Det meste af adfærden (faktisk alt sammen) træner Max og jeg løbende som en del af rallytræningen eller vores korte træningspas indimellem
• Vi skal lige træne det fulde program et par gange inden 1.4, så er vi klar

HTM-programmet er jeg ikke ligeså langt med, eller det var jeg ikke i morges. Jeg skrev til en livline og Anita svarede: ”Så må du improvisere en plan frem. Du lader lige som om at du er Johanna og sætter dig ned og laver et program :-) :-)”

Ja, det er da sådan man gør!

Jeg havde en udskrift af det fulde program (tider, tekst, position), fandt en nyere på Pc’en, læste den igennem og justerede og sendte til Anita.

Svar: ”Og i første omgang til ca. 2.05??”

Det var formuleret som et spørgsmål, men det var vist et trickspørgsmål, så jeg svarede: ”Det ville nok være fornuftigt + de sidste 20 sekunder fra 2:46 for at få en ordentlig afslutning”

Så sådan er det blevet. Ca. 2:25 i stedet for 3:10.

Næste opgave var at se på om positioner og retninger lignende noget, der kunne fungere på en bane, og tegningen ovenfor viser retninger. Jeg skal prøve det i praksis, men jeg tror det fungerer og giver en god udnyttelse af banen. Det er dejligt at skulle afprøve det første gang i Hangar 17, hvor der er rigeligt med plads.

Jeg har kørt en del visualiseringer og det hænger fint sammen. Der er fire positioner i 3, 1, 2, 3 forskellige retninger/tempi, der er nogle enkle links, jeg tror vi kan få et godt flow i programmet. Alle positionerne fungerer hver for sig, linksene fungerer, vi skal ”bare” have det hele skruet sammen.

Så er der kostumet. Kirsten har fuldstændig styr på vores tøj og pludselig dukkede et dobbeltradet jakkesæt op, som jeg ikke kunne huske. Det passede (!) og med en hvid skjorte og et løst slips lignede det, hvad jeg drømte om.

Jeg oprettede en Messenger gruppe med nogle personer, hvis dømmekraft jeg har tillid til, og der blev suppleret med en hat (Stetson godkendt i første omgang), et pyntelommetørklæde og evt. le Figaro i lommen. Det er hvad jeg kan overskue til 1. april.

Bundlinjen er, at jeg efter at have været på bar bund i morges, nu står med et færdigt program med positioner, tempi, retninger og links, har et kostume klar, nu er det bare at få trænet programmet i etaper, så er vi klar til at debutere med det nye program den 1. april.

Jeg har ikke været oppe siden 18. december 2016, det føles som uendelig længe siden, men det er jo kun tre måneder.

Jeg kan godt mærke, at jeg har rigtigt meget lyst til at gå op igen, det har været godt med en pause. Det har været fornuftigt at justere FS-programmet, og det har været rigtigt sjovt at skulle arbejde med et helt nyt HTM-nummer.

Selvom jeg med under 2 år på bagen stadig er ganske grøn indenfor begge discipliner, kan jeg godt mærke, at min tilgang er fundamentalt anderledes end i starten. Jeg har ikke meget erfaring, men jeg HAR erfaring og den gør, at jeg ikke har tænkt nærmere over, at jeg om 12 dage skal gå et nyt program i HTM. Det er jo bare noget ny musik, positioner og overgange kende jeg i vidt omfang, de skal bare gå op i en højere enhed med den nye musik.

Jeg glæder mig til 1. april!

Hvis det havde været vigtigt nok – eller HTM3 i fokus

Foto: ANGI foto

I går aftes var jeg til anden og sidste del af Anjas Fri ved fod-/HTM-nørderi-hold. De to gange har ligget med rigtigt god tid imellem, så der var mulighed for at sætte mål, træne, få feedback, gøre fremskridt, udvikle sig …

Det ville være synd at sige, at jeg havde udnyttet de muligheder. Jeg skrev det forleden i blogindlægget For 7 år siden …: ”Mandag er der anden del af Fri ved fod-/HTM-nørderi-holdet hos Anja, 3 timer med Max, som har lært alt muligt, men ikke er i nærheden af de mål, som jeg satte for flere måneder siden. Og har en fører der blot konstaterer det helt neutralt: Hvis det havde været vigtigt nok, ville jeg have prioriteret det ...”

Vi startede med at fortælle om vores træning siden sidst og der fik jeg for første gang ørerne i maskinen. Anja citerede ovenstående, Anita støttede hende, og mine forklaringer faldt til jorden :-( Enten vil jeg HTM eller også vil jeg ikke, ”ikke vigtigt nok” er ikke godt nok!!!

Opvarmningen bestod i noget for os selv, verdens bedste fri ved fod (min scorede jeg selv til 8/10), verdens bedste start og selvvalg bakke med øjnene fokuseret på punkt på væggen (cirka 10 meter på venstre side). Jeg skal virkelig arbejde for Max’ fokus, og så får jeg det.

Så skulle jeg i gruppe med Helle og Jennifer vise hvor vi var med vores udfordringer. Max’ bakke på højre side var faktisk ret flot, rigtig flot, og da jeg startede med venstre ben i stedet for højre blev det bare så skarpt. Behind (P4), Max kommer fint ind, hvis jeg belønner korrekt står han præcis, som han skal inkl. den rette afstand fra mig. Det er bare at klø på og anvende spejl, så det bliver helt skarpt inden jeg sætter bevægelse på.

Sidste øvelse fra tillids fri ved fod, hvor vi skulle gå direkte ind i en mur (dvs. stoppe lige før vi ramte den), og hunden skulle se op på os hele tiden. Det gjorde Max naturligvis.

Jeg tror det var heromkring at Anja gav noget tilbagemelding, som jeg ikke rigtigt hørte og pludselig viste det sig at Max og jeg havde vundet en præmie for vores arbejde med bakning og fri ved fod; desværre kan jeg ikke fortælle hvorfor, men det har været for noget godt!

I den individuelle runde var der specielt to runder, jeg var spændt på: Anitas og min. Vi skulle begge arbejde med det samme, start med helt ny musik.

Det var ret fascinerende at se hvordan Anja tog fat i Here I Am, lyttede til musikken, begyndte at bevæge sig og kom med ideer til nummeret. Pludselig var der en vildt god indledning (ca. 40 sekunder). Det bliver et fantastisk nummer med Anita og Osseau.

Derefter gentog Anja trylleriet med Que reste-t-il de nos amours? Jeg havde Max med i ganske kort tid, men han vil ikke, når jeg ikke har fokus på ham hele tiden, så hele den individelle tid var uden hund – hvilket også var ganske meningsfyldt.

Vi talte om positioner: Starte med P4/P8, gå baglæns (sej åbning!), min holdning efterhånden som vi går baglæns, overgang til noget sidelæns, bløde overgange, som fortsætter med samme position i en ny retning. Musikken er perfekt til HTM, masser af skift, gode overgangsmuligheder.

Det er HTM3, så overgangene skal være totalt skarpe og timede til musikken. Jeg noterede ordene stemning og udtryksfuld.

Det er det nok det mest spændende hundemæssige jeg overhovedet har arbejdet med, det er STORT at skulle i gang med det. Det er VIGTIGT!

It's a new day it's a new plan

Et uskarpt foto af en skarp rallyhund :-)

Anita og jeg startede årets fælles HTM/FS-træning med to timer i hallen i Ringsted 8-10 i dag.

Træningen startede for mig et helt andet sted, med Megan og rally. Jeg har jo tilmeldt hende til rallyprøve i morgen, og jeg ville godt lige træne lidt tunnel, felt, dobbeltspring, kegle, sideskift, sit, stå, sit under gang mv.

Og Megan arbejder stadig så flot og præcist. Virkelig skøn træning med en hund på 13 år og 7 måneder, som helt tydeligt er fyldt med energi og glæde ved træningen – og hold da op hvor det smitter, hun er bare skøn at være sammen med.

Efter en lille halv time blev hun byttet med Max, og så stod der HTM og FS på planen.

Prøverne i Hangar 17 var Anitas farvel til Something's gotten hold of my heart og mit farvel til Walking the Dog. I dag havde vi for første gang CD’er med med den nye HTM-musik, henholdsvis Bryan Adams Here I Am (som titlen på blogindlægget er snuppet fra) og Charles Trenets Que reste-t-il de nos amours?

Det føles rigtigt godt at starte med et helt nyt nummer.

Charles Trenets nummer har jeg hørt rigtigt mange gange de sidste uger, og det er fantastisk, er skøn melodi, en dejlig tekst, gode tempoforskelle og overgange, perfekt til HTM.

Jeg havde lavet et skema med positioner til hele nummeret og gik de for første gang i dag, hele nummeret, med papir i hånden og uden hund. Det bliver SÅ godt.

Jeg har næsten kun kendte positioner pt., men P6 (tværs) og P10 (hest) er kommet med som nye. Jeg arbejder separat med P4 (behind) og P8 (hinter), og de kommer også med.

Allerede nu er det tydeligt, hvor anderledes processen er med dette nummer, end den var for snart to år siden, da Walking the Dog skulle udvikles. Jeg tænker meget mere følelser, stemning, show – hvad er det jeg vil udtrykke. Og IKKE fri ved fod til musik.

Jeg skal have en fantastisk start og en fantastisk slutning, det indimellem må godt være ok også :-)

Påklædningen har jeg planer for, det ligner rigtigt meget et færdigt nummer inde i mit hoved.

FS til When I’m 64 havde jeg lyst til at lave ret meget om på, der er poppet en masse idéer op, men da jeg gik det fulde nummer med Max, føltes det ret godt, og Anita gav noget feedback, så jeg virkelig fik lyst til at gøre noget mere ved nummeret i den nuværende form.

Max arbejder så flot, og det kun fordi jeg sjusker – fx ved at sige forkerte kommandoer – og ikke har trænet alle sekvenser lige godt, at det ikke er så skarpt.

I dag var afslutningen (de sidste 30 sekunder) lige i øjet, og det kunne det også blive til en prøve, hvis jeg arbejdede bedre med det.

Vi fik naturligvis også set på Anitas numre, og de er/bliver også ekstraordinære.

Det var virkelig nogle skønne træningstimer!!!

Dagens største drama skabte jeg selv. Jeg havde fået noteret i min kalender, at de to rallyprøver I Dansk Hundeskole i Roskilde åbner for tilmelding på mandag, jeg tjekkede på Hundeweb, der var åbent for tilmelding – og begge prøver var fuldt besat :-(

To DM-kvalifikationsmuligheder samme dag, tæt på, det var virkelig dumt at miste, så jeg fik skrevet til arrangørerne og spurgt om jeg kunne komme på venteliste. Lidt efter opdagede jeg, at jeg er tilmeldt begge prøver, og pulsen faldt ned igen …

Stemning, motivation og påklædning

Jeg har haft nogle rigtigt gode oplevelser arbejdsmæssigt denne uge, og det affødt i dag, at jeg kunne give nogle tilbagemeldinger, som det føltes godt at give og blev modtaget vel. En fin måde at starte weekenden på.

Jeg tog tidligt afsted fra arbejde, for jeg havde besluttet at Lonni skulle have sit diplom for Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2016, og det blev ganske utilfældigt timet til i dag kl. 14:30. Lonni havde et Nose Work-hold ved DKK 13:30-14:30, og hun havde tilbudt, at hvis jeg kom forbi med en hund, kunne jeg lave nogle søg før hun ryddede op, og det var en perfekt anledning til en diplomoverrækkelse med tilskuere:

Jeg havde Max med, og da vi kom i gang, havde han nogle gode søg. Vi lånte en line (som jeg fik lov at købe bagefter), gik i alt seks søg, og fik nogle rigtigt gode læringspunkter:

• Om starten, at sætte Max rigtigt op til søgte
• Om mit blik (ikke på Max)
• Om at afvente tydelige(re) markeringer fra Max
• Om at Max skal arbejde mere med lette søg, han bliver hurtigt frustreret – og søger så alternativer som at tisse (!!!!) eller elefanten på spande/kasser (gode distraktioner, når vi bliver bedre) eller snuse til andet spændende
• Om at arbejde med søg, hvor han ikke kan markere duftkilden (man kan se at han arbejder for at komme helt ind)

Da jeg kom hjem skulle jeg overveje indholdet af et kursus på mandag. Den 21. august deltog Max og jeg i kurset Motivation og Belønningsteknik hos Anja. Der var udtalt ønske om et opfølgningskursus, og det er nu på mandag.

Der kom en reminder med de gode spørgsmål: ”Hvordan er det gået med træningen siden sidst? er der nogle af øvelserne I har et særligt ønske om, at vi fokuserer på igen eller videreudvikler?”

Der er gået så lang tid siden sidst, og hvad var det konkret vi arbejdede med? Det står naturligvis i et blogindlæg Guld.

Jeg synes ærligt talt jeg har været rigtig god til at anvende det, vi arbejdede med. Der kom nogle andre oplevelser og kurser kort tid efter, så også medvirkede til det. Men jeg har virkelig været meget optaget af – det meste af tiden! – at have fokus på motivation.

Så jeg tror jeg ønsker mere af det samme, endnu mere variabel og uforudsigelig belønning, endnu flere forstyrrelser. Som fx dette:

som er fra Summer Camp 2016 Simply the best, better than all the rest - og det var for sjov :-)

Og så kom jeg til noget, som jeg har grublet over et stykke tid. Jeg har hørt min nye HTM-musik flere gange daglig på det sidste, og jeg er sikker på, at jeg skal prøve den af. For det første kan jeg lide musikken og teksten: Vemodig, gammeldags, nostalgisk. Mange temposkift og mange overgange, det kan blive et fantastisk et nummer.

Men for at komme i den helt rigtige stemning, når jeg skal til at overveje opbygningen af programmet, skal jeg finde ud af den rigtige påklædning.

Hvad gør man for at få ideer?

Man starter en gruppechat ”Påklædning til HTM”, inviterer seks nørder og kommer med dette oplæg:

”I dette indlæg er link til mit næste htm-nummer: http://paulmegan.blogspot.dk/2016/12/svre-beslutninger-og-stjalne-kys.html?m=1. I dette indlæg er dansk oversættelse af teksten: http://paulmegan.blogspot.dk/2016/12/que-reste-t-il-de-nos-amours.html?m=1. Jeg søger hjælp til påklædning /kostume der passer til :-)”

Jeg fik præcis det jeg ønskede: Kommentarer og synspunkter og ideer.

Den korte opsummering (mine kommentarer med rødt):

Rekvisit. Høj hat eller stok som rekvisit, hvis du får brug for en sådan - husk at den skal give mening!

Påklædning

• "gammeldags" eller måske snarere gamle dyder
• elegant (sort sæt med hvid skjorte) og det afslappede (åbentstående jakke, ubunden butterfly måske rød), måske sorte seler

Jeg synes rigtigt godt om tøjforslaget, det er sådan noget – på vej hjem fra festen, hvilket jo er det, sangen handler om …. På vej hjem fra livets fest, vemod over den forsvundne kærlighed

Præcis den stemning jeg fanger, Paul).

Musikken
Der er mange skiftende hastigheder i musikken. Hvis du kan lave det knivskarpt vil det ligne en million, men bliver det tøvende og upræcist ser det ikke godt ud.

Det er en dejlig og lidt sørgmodig men svær melodi. Fedt nummer, men det er mere et "Louise" nummer end et "Paul" nummer:-) Syntes det er lidt for "danseagtigt" i forhold til dig Paul. For mange overgange der skal være knivskarpe i en klase tre og det er meget svært til sådan et "fint" nummer.

Fedt nummer Paul. Dejlig stemning.

Det skal være knivskarpt hvis jeg skal have noget at gøre i HTM3 :-) Og ja, svær musik med masser af muligheder.
Det er skrevet af Charles Trenet til ham selv, indspillet i mange versioner, både af mænd og kvinder. Jeg er bevidst gået efter noget helt andet end Walking the Dog, som er meget ”gå der ud af”, og måske er det for fint og danseagtigt, men jeg er vild med nummeret og stemningen. Der er mange links og temposkift, det er udfordrende, og det skal det være i HTM3.
Jeg håber jeg kommer i HTM3, i første omgang har jeg planlagt 2 x HTM2 med det nye nummer. Hvis det bliver for svært at få det på et niveau, så jeg kan bestå HTM3, så har jeg gjort forsøget :-)

Men under alle omstændigheder er der nye positioner og retninger og tempi at arbejde med, og hvis de ikke kommer til at fungere til denne musik, så kommer der noget andet ;.)

Jeg kender dig ikke træningsmæssigt godt nok til at kunne udtale mig om teknikken og øvelserne, men jeg er enig i din tilgang om at prøve det af. Hvis musikken og stemningen er den rigtige, så kast dig ud i det! Så kan du i hvert fald sige, at du prøvede, og det er - i hvert fald for mig - vigtigt ;-)

Jeg var lige ved at opgive htm før Samsø, men nu er det prioriterer. Helt klart er klasse 3 langt over vores niveau nu, men jeg vil bestemt kunne sige at jeg har prøvet ;-)

Tusind tak til Anita, Conni, Louise, Mia, Neel og Sandie, fordi I inspirerede!

Svære beslutninger og Stjålne kys

Morgentur i en anelse blæsevejr

Jeg har brugt en del tid i dag på at gennemgå noter fra diverse kurser, alle sammen har været omtalt i blogindlæg. Og jeg har gennemgået dommerkommentarer fra HTM- og FS-prøverne i år. Og jeg har mentalt gennemgået en masse, som jeg har talt med dommere, instruktører og træningskammerater med.

Alt sammen med ét (eller to) formål: Hvordan kommer jeg videre med FS- og HTM-programmerne.

Freestyle

Jeg har udvidet nummeret fra 1:39 til 2:29, hvilket er ét sekund fra det maksimale i FS1, og det indeholder 20+ tricks. Det lyder lidt vildt, og baggrunden er, at jeg var træt af at bestå uden Q-points og derfor udvidede programmet. Det kunne overvejes i stedet at stramme det op: Kortere tid, færre tricks, men større skarphed og bedre flow. Eller naturligvis at blive skarpere og have bedre flow i den lange udgave :-)

Der er mange kommentarer om dele, der minder om HTM, og det bliver ikke bedre af, at jeg går meget frem og tilbage, så det bliver HTM-agtigt. Jeg har prøvet at tegne det bevægelsesmønster, som jeg havde tænkt, da jeg udvidede nummeret, og der dækkede jeg ringen flot; det er bare ikke blevet sådan i praksis, så det skal jeg være meget mere opmærksom på.

Jeg har været tilbage til noterne fra Summer camp bl.a. dette indlæg Simply the best, better than all the rest, både med input til tricks og ikke mindst Linas tanker om drama. Jeg skal fortælle en historie, jeg skal agere som det, jeg giver mig ud for: en ældre mand. Jeg kan gå som en gammel mand, jeg kan opføre mig, som om jeg glemmer, hvor jeg er (hilse på tilskuerne?!), lave pauser, som om jeg har glemt programmet osv. osv. Det vil helt sikkert løfte programmet, bare jeg husker, at det grundlæggende er i orden: tricksene. Og at jeg har trænet dramaet med Max!!!

Og belært at oplevelsen i Hangar 17, hvor jeg ikke nåede slutningen: Jeg skal slutte med noget sikkert, det må godt være svært, bare det er sikkert. Hvis jeg vil have noget med, som er mindre sikkert, så tage det i starten, og sæt tid af til at kompensere.

Og så skal jeg blive bedre til at håndtere min stok, så Max ikke bliver forvirret af den …

Så jeg har besluttet, at der skal være en udgave klar til på fredag, når jeg skal træne med Anita, så jeg arbejder med historien mentalt til aften, og så er der noget der ligner et program i morgen, baseret på tricks vi kan, der bare skal passe til en bedre historie.

HTM

I HTM er udfordringen endnu større, jegs skal arbejde mod HTM3, hvilket betyder, at jeg skal i klasse med alle de skrappe piger, og det er da lidt respektindgydende.

Det, jeg har konkluderet, efter dagens læsning af noter mv. er, at jeg med sikkerhed skal gøre følgende:

• Fortsætte arbejdet med alle de positioner, som jeg bruger i dag, De kan alle blive bedre/skarpere.
• Fortsætte arbejdet med de nye positioner, herunder være opmærksom på, at der er nogenlunde balance mellem positioner med uret og mod uret (jeg har vist en præference for med uret).
• Jeg skal overveje nogle svære momenter, fx overgang fra forlæns til baglæns, fx P5 forlæns, link til P3 baglæns
• Igen er det bedre med færre og sikre positioner, end flere, der kræver hjælp (håndtarget)
• Det gør bestemt ikke noget med længere stræk i helt sikre positioner
• Jeg fastholder at blive længst muligt i HTM2, og jeg bliver først smidt ud om 6 Q points :-) Så der er mulighed for at gå til prøver med det nye program fx til april 2017, men i HTM2.

Så er der lige den supervigtige detalje: Den nye musik. For én ting er helt sikker: Walking the Dog er vi færdige med som konkurrencenummer efter 1½ år og 16 officielle prøver.

Anita gav mig lige stikordet til en kandidat i dag, da hun skrev: ”Hvad med nogle af alle de gamle film du kender. Er der ikke musik der, du kan bruge?”

Jeg kom til at tænke på Baisers volés (Stjålne Kys), François Truffauts charmerende film fra 1968 og den sang, den har hentet sin titel fra: Léo Chauliac og Charles Trenets Que reste-t-il de nos amours? Man kan læse om sangen på Wikipedia og høre den på YouTube:

Jeg tror på, at der er muligheder i den! Uden at have lagt mig endeligt fast endnu.