lørdag den 30. april 2011

At flytte


Flytning har virkelig fokus hos os i øjeblikket.
Arbejdsmæssigt har jeg gang i et flytteprojekt med en meget stram tidsplan. Indenfor de næste godt 7 uger skal virksomheden flytte fra Glostrup til Ballerup, og det indbefatter etablering af produktionsfaciliteter, ombygning, etablering af teknik bl.a. telefoni og IT, selve den fysiske flytning mv.
En af afdelingerne havde møde i de meget tomme nye lokaler forleden og da jeg var der ude dagen efter så jeg dette på væggen:
Og jeg tænkte, at det jo er præcis det, der holder os i gang som mennesker. Når vi flytter os, hvad enten det er fysisk eller mentalt, så er det fordi vi idet mindste håber, at det bliver bedre det nye sted.
Vi er sikre på at Christian får det rigtigt godt sit nye sted, for han er også i gang med sin store flytning. Fra ungdomsbolig i Solrød Strand til lejlighed i Vanløse. Lejligheden er blevet malet, og i dag var Kirsten og jeg ude og gøre rent mens Christian pakkede i den gamle. Det bliver en skøn lejlighed og udsigten er bare så flot:
Mange ting dukker op under en flytning, bl.a. havde Christian også denne herlige telefon:
Som en del af flytningen har han også fået lov at købe mors gamle Mazda og Kirsten har fået en Mitsubishi Colt:
Hundemæssigt har det været en fredelig uge. Rallytræning i tirsdags og så undervisning på tre LP-hold i torsdags. Men der er godt nok flyttet en del inde i mit hoved.
Nettes fri ved fod kursus har virkelig sat sine spor. Jeg har fået videoklip før og efter, men efter var Lille Bjørn træt, så jeg nøjes med at lægge klippet fra før.
Hver gang jeg træner og hver gang vi går tur tænker jeg på det kursus, for Lille Bjørn søger tit hen til mig, og så begynder jeg uvilkårligt at tælle 1-2-3-4, og hold da op nogle skarpe vendinger vi kan lave nu :-)
Det føles godt at flytte!

mandag den 25. april 2011

Mingus

Kirsten med sin 4 dage gamle grandnevø Mingus!
Søndag aften aftalte Camilla og jeg spontant lidt træning i Jersie her til morgen. Jeg lagde et spor og var figurant for Emma.
Megan og jeg havde 4 kegler og en pose kyllingestykker som hjælpemidler, og gik snedige mønstre med højre- og venstrehandling – jeg prøvede også at få rytmen 1-2-3-4 :-) Så arbejdede vi med sideskift specielt det foran, og jeg vil ikke sige det er helt godt endnu, men det bliver altså bedre og bedre.
I eftermiddags var vi til Jennys fødselsdag og for første gang så vi Mingus live: Mingus er nevø Peter og hans kone Pernilles søn, som blev født i torsdags! Uha en lækker lille dreng :-)
Det var så en påske der gik en anelse i hundene: rallychampion kursus torsdag, fri ved fod kursus lørdag, træning søndag og træning mandag. I morgen er det tilbage til hverdagen, Megan og Lille Bjørn skal til rallytræning i morgen aften, og torsdag går mine tre LP-hold i gang igen.

søndag den 24. april 2011

Kontakt søges!

I dag skulle Lille Bjørn og jeg så deltage i Camillas LP-begynderhold. Megan kom med, som hun næsten plejer, og på vejen hentede vi også Izabella og hendes skønne labradorhan Belli. Vi mødte dem i går på Fri ved fod kurset, og da Izabella alligevel var i Solrød for at passe hunde, var det oplagt at hun skulle med til træningen.
Jeg tror vi fik afprøvet niveauet på det meste i LP1 og LP2 med Belli, og det er godt nok en lækker labrador, hvis største handicap er alderen (8 år). Med Izabellas entusiasme er LP1 et ganske realistisk mål inden for ganske få måneder.
Lille Bjørn var ikke rigtigt tændt. I springet var der flere sjuskede tilbagespring, og Lille Bjørn havde bestemt ikke glemt Kizmin, som han var ovre hos flere gange.
Næseprøven: Han ville godt påvise den rigtige pind én gang, men derefter var øvelsen totalt uinteressant.
Fri ved fod gik fint, vi kørte nogle korte pas med vendinger som vi lærte i går, og det kørte bare strygende.
Og så sluttede vi med en flot fællesdæk, hvor Lille Bjørn lå 1½ minut inden jeg klikkede og belønnede, på trods af at Belli rejste sig efter 20 sekunder og skulle dækkes af igen.
Bundlinje: Jeg skal arbejde endnu mere med at få Lille Bjørn overbevist om at næseprøve og spring er sjovere end mærkelige dufte og Kizmin :-)

lørdag den 23. april 2011

En lørdag paa Amager

Hele holdet (Foto: Nette Stormlund)

”Danse hvo som danse vil” hedder en af sangene i Johanne Louise Heibergs vaudeville ”En søndag paa Amager”. Og det er naturligt at tænke på, hvis man ellers kender vaudevillen :-) OG har været på fri ved fod kursus på Amager i dag!
Nette Stormlund debuterede som instruktør for Sydkystens Hundeskole, men med et kursus som hun har god erfaring i: Et kursus i fri ved fod.
Jeg havde høje forventninger til kurset – og de blev mere end indfriet!
Nette gennemgår og demonstrerer en gennemtænkt og afprøvet måde at tænke fri ved fod på.
Hun tager udgangspunkt i sin professionelle erfaring som solo-oboist, og beskriver letforståeligt hvordan meget af den viden hun fik om indlæring af musik, i vid udstrækning kan overføres til moderne hundetræning: træning af delmomenter, baglænskædning, ”kroppen husker” mv. Jeg hæftede mig specielt ved:
  • At menneskets indlæringskapacitet er tidsmæssigt begrænset til ca. 20 minutter. Hundenes er meget kortere (3-5 minutter).
  • At hjernen (både menenske og hunde) skal hvile mellem de enkelte træningssessioner.
  • At indlæring af musik i vid udstrækning er baseret på, at man kan spille instinktivt. Man kan simpelthen ikke nå at spille stykkerne i det rette tempo etc., hvis kan skal tænke over hvad man gør.
  • At egentlig træning betyder at man træner 4-5 gange om ugen.
Kursusforløbet omfattede kort opsummeret følgende:

  • Vi skulle alle gennemføre en dirigeret fri ved fod. Lille Bjørn gik fantastisk – jeg var vist den, der sidst opdagede det …
  • Vi brainstormede over hvilke momenter der indgår i fri ved fod (25+).

  • Vi trænede specifikke momenter (højre om, omkring, 360 grader højre om, venstre om, 360 grader venstre om) ved hjælp af plader med ”dansetrinene”.
  • Vi trænede momenterne med og uden musik
  • Vi trænede forløb med musik
  •  Og vi sluttede med en dirigeret fri ved fod uden musik.
Og det jeg oplevede var en helt anden form for fri ved fod: grundtrinene sidder i rygmarven, rytmen i gangen er bestemt af musikken – igen Rasmus Seebachs "Lidt i fem" :-) – føreren går mere afslappet og med mere energi … og hundene følger med.
Det kursus var altså lige i øjet! Det var så tydeligt at se, hvordan ALLE hunde gik en meget bedre fri ved fod til sidst end da dagen begyndte. Lille Bjørn stod af til sidst, han var virkeligt træt, men det ændrer ikke ved at det er MEGET smart måde at træne fri ved fod på.
Tusind tak til Nette for et fantastisk kursus.
Og til alle deltagerne for meget hyggeligt selskab.
Og til alle de misundelige … Vi har planlagt yderligere to af disse kurser, læse mere på Sydkystens Hundeskoles hjemmeside.

torsdag den 21. april 2011

It's the singer not the song


Da Megan og jeg havde deltaget to gange i Connis rally champion kursus spurgte jeg, om Conni ikke ville udbyde et kursus for dem, der havde brug for endnu mere. Og Conni var naturligvis frisk og udbød et halvdags rally champion plus kursus! I dag løb der første af stablen på Hasselgård Træningscenter med seks forventningsfulde og entusiastiske ekvipager som deltagere.
Conni havde virkelig fået tilrettelagt et spændende forløb:

  • Første del handlede om hvordan vi støtter hunden. Vi skulle først gå en lille bane med en medkursist som hund. Banen havde et start skilt, et hemmeligt skilt og et målskilt. Det hemmelige skilt fik føreren oplyst, mens ”hunden” under banegennemgangen måtte støtte sig til føreren. Lidt tankevækkende hvor meget man kan og må hjælpe hunden i rally og ikke altid får gjort. Derefter arbejdede vi med håndtarget. Og baljeøvelsen, hvor vi skulle have hunden med uret – som hjælp til plads på højre side.
  • Anden del handlede om at få flow i de fremadskridende øvelser, hvor vi til Rasmus Seebachs "Lidt i fem" skulle arbejde med 360 graders vendinger, omkring, og højre/venstre sving. Hold da op en forskel det gør, når man får rytme ind i sin gang
  • Tredje del handlede om sideskift foran og bagved, hvor vi primært arbejde med skiftet foran, ved anvendelse af håndtarget. Og vi arbejdede også med fremsending til kegle.
  • Vi sluttede af med en fuld rallybane.
Jeg må indrømme at jeg synes Megan virkede lidt uoplagt da vi nåede til sidste del med fremsending til kegle og den fulde bane. Der var også flere andre hunde der virkede lidt brugte. Og det var da klart: Det var over 20 grader, og det er da rigtigt længe siden vi har trænet så længe når det var så varmt.
Så Megan fik ekstra belønninger under rallybanen, og jeg var meget tilfreds med hendes indsats over dagen.
Jeg synes det var et fantastisk kursus, og det tror jeg også de andre deltagere gjorde. Først og fremmest skyldes det naturligvis underviseren, Conni.
Og hun bliver dermed anledningen til at jeg skriver om ”It's the singer not the song”-
Man bliver ikke en god violinist fordi man har en Stradivarius. Man bliver ikke en god jæger fordi man har en Holland & Holland model Royal. Man bliver ikke en god fotograf fordi man har et Hasselblad H4D-60. Man bliver ikke en god kok fordi man har adgang til de dyreste råvarer. Man får ikke topresultater i lydighed, ved at vælge en hund, som har den mest fantastiske afstamning. Fortsæt selv listen.
Godt værktøj og gode materialer og råvarer kan give nogle fordele i forhold til ringere udgaver.
Men i sidste ende kommer det an på kvinden eller manden, som betjener værktøjet og forarbejder materialerne og råvarerne, hvad resultatet bliver.
Og hvad har det så med hunde og hundetræning indenfor lydighed at gøre?
Alt!
Johanna Allanach har fået mig til at forstå det med at kommandoer i fx LP skal resultere i en særskilt adfærd, ikke være startsignalet på en stribe forskellige adfærd.
Der er mange trænere der har sagt til mig, at jeg skulle belønne med legetøj. Det var først da Helle Damkjær viste mig det med Lille Bjørn som demohund, at jeg virkelig forstod det.
Og Conni træder fint ind i rækken af supertrænere, jeg har oplevet – jeg tror ikke hun sagde noget på kurset, som jeg ikke vidste i forvejen. Men hun fik sagt det på en måde og i en sammenhæng, så jeg virkelig fik noget at tænke over. Hvordan arbejder jeg med håndtarget? Hvordan belønner jeg? Hvorfor har jeg ikke arbejdet med baljeøvelsen med uret? Osv.
Tak til Conni for et ualmindeligt inspirerende kursus!!!

tirsdag den 19. april 2011

Sydkystens Hundeskole

På otte dage skal jeg deltage i i alt 5 arrangementer i Sydkystens Hundeskole. Og jeg synes det er fantastisk at kunne deltage i så varieret et udbud af arrangementer med en række fantastisk dygtige og engagerede instruktører.
I dag deltog jeg i Susanne Jervins kombinerede rally øvet og tricks hold. Officielt deltager jeg med Lille Bjørn, men Megan er også med, og udover at Susanne kan bruge hende som demohund, er træningen også perfekt for mig, fordi jeg uden videre kan træne begge hundene.
I dag havde Susanne lavet en minibane specielt til ære for mig, med de fem første skilte fra den famøse championbane i søndags :-) Jeg gik de skilte tre gange med Megan, og fik rigtigt øvet mig i at tælle 1, 1-2 og 1-2-3. Jeg udfordrer mig selv og Megan ved at højrehandle hende næsten hele tiden, og det er stadig rigtigt svært over længere forløb, hvor Megan kommer til at hænge. Jeg fik noget god feedback fra Susanne, og arbejder videre med det.
Lille Bjørn er herlig at arbejde med. Når han er bundet af er hans fokus alle mulige steder, og i dag havde han set sig gal på den skønne flatcoat Balder, som fik en del bjæf med på vejen. Men så snart jeg henter Lille Bjørn er han på, og går de mest fantastisk baner.
Både Megan og Lille Bjørn skulle udfordres i det store minefelt Susanne havde udlagt, med mange skåle, mange med godbidder i. Og det klarede de begge rigtigt godt.
På torsdag skal Megan og jeg på rallychampion plus kursus hos Conni Hansen. Vi har været to gange på hendes rallychampion kursus, og udover at der er stillet noget specialtræning af 1-2-3 skridt baglæns i udsigt, skal vi arbejde med flow. Vi er 6 ambitiøse deltagere på halvdagskurset, og jeg glæder mig virkelig meget til dette.
Lørdag står den så på fri ved fod kursus med Lille Bjørn hos Nette Stormlund. Det er hendes debut som instruktør for Sydkystens Hundeskole, men rygterne om hendes fri ved fod kursus stiller et meget spændende og utraditionelt forløb i udsigt. Kirsten fatter ikke, at man kan bruge en hel dag på et fri ved fod kursus, men hun er jo heller ikke nørd :-)))
Søndag er det så Lille Bjørn igen, denne gang på Camilla Johannessens LP-begynder hold. I søndags fik jeg flere ting at tænke over i forbindelse med Camillas introduktion til vendinger i fri ved fod, og jeg kan godt mærke at jeg virkelig begynder at interessere mig rigtigt meget for denne øvelse inden Lille Bjørns generalprøve i Nørdklubben 18. maj.
Og tirsdag er det så rallytid igen.
Det bliver en herlig uge :-)

søndag den 17. april 2011

Smil du er på :-)


Jeg skrev et indlæg på Facebook i går aftes med denne overskrift. Indhold:

”Megan og jeg skal til rallyprøve i Ølstykke i morgen, og sjældent har jeg været så afslappet.
Jeg véd vi er velforberedte. Jeg véd hvordan jeg skal varme Megan op. Jeg skal huske at smile (se blogindlægget), og så skal det hele nok gå.
”Opvarmningen” har bestået i at Kirsten og jeg i går aftes med et par gode venner på Kiin Kiin – som bestemte ikke tabte ved genbesøg!
I dag nogle korte ture, 10 minutters træning med Megan i haven.
Og i morgen starter jeg med at træne Lille Bjørn 9-10 i Jersie på Camillas LP-hold, og så tager jeg hjem, henter Megan og kører til Ølstykke.
Det lyder afslappet, og det er det!”

Træningen med Lille Bjørn gik fint. Vi fik lavet nogle pæne fremsendinger, en ok apportering, en masse pæn fri ved fod, en superflot balje. Der var gået 40 minutter. Så stod vi et øjeblik det sted hvor Kizmin, en lækker engelsk springer spaniel, havde trænet baljeøvelse – og pludselig var der 0 kontakt til bjørnen. Kizmin har været i løbetid for nylig, og så kunne jeg ikke få Lille Bjørn til at lave mere. Vi prøvede noget næseprøve, men intet kunne interessere ham mindre.
Så vi tog hjem, Lille Bjørn blev udskiftet med Megan og vi kørte til Ølstykke, hvor vi var kl. 11, og kunne nyde en masse LP- og rallyprøver inden vi selv skulle op.
Jeg fulgte planen med Megan til punkt og prikke. Hun kom ud fra start, var med til indskrivning, og vi lavede lidt småøvelser mens hun blev luftet. Og så tilbage i bilen. Da ekspertklassen var slut hentede jeg hende, og jeg var lige kommet tilbage med hende da banegennemgangen til championklasse skulle gå i gang. Annie holdt Megan, og jeg gik banen igennem 3 gange, og varmede så Megan op indtil vi skulle på som 3 af 7 ekvipager i championklasse.
Jeg synes selv det gik ret godt, og det syntes dommer Pia Hansen også – bortset fra den lille detalje, at skiltet ovenfor blev udført med 1-2-2 skridt i stedet for 1-2-3 … en total begynderfejl. Den kostede lige 10 point og DM-kvalifikation.
Pernille Thelin har optaget prøven – tak for det:
Og Pernille har også sendt følgende kloge ord, som jeg har fået lov at citere: ”ja, nu har du jo lært at gå afslappet og se glad ud - så et par timer i 1. klasse så er den hjemme :-)”
Så selv om DM-kvalifikationen glippede, blev det alligevel en god dag!

lørdag den 16. april 2011

Forår


Det er forår for alvor, træningen er kommet i gang igen, og prøvesæsonen sætter rigtigt ind.
Lille Bjørn går nu både på LP-hold hos Camilla og rally hos Susanne. Megan går ikke til noget officiel træning, men der bliver arbejdet med masser af korte træningsseessioner, hvor vi øver diverse rallyelementer.
Nørdklubben er både på LP- og rallysiden kommet i gang igen, så Lille Bjørns gen-debut i LP2 er planlagt til 18. maj. En officiel LP-prøve er dog ikke pålanlagt endnu.
Vores samlede aktivitetsplan fremgår af kalenderen , som også indeholder to rigtigt spændende kurser i den kommende uge; Connis champion plus kursus og Nettes fri ved fod kursus.
I torsdags blev mine tre LP-hold gennemført i det skønneste solskin. Jeg skriver altid en opsummering til holdet efter træningen, og læserne af min blog får lige indledningen fra den sidste opsummering :-)

Der er virkelig forår i luften. Solen skinnede, græsset var grønt og snart springer alle træer og buske ud – og det er skønt at træne når vejret er, som det var i går.
Der sker noget inden i mennesker og dyr på denne årstid, og der var mindst et par stykker, som synes at det ikke lige var den samme hund de havde med i går, som den de plejer at træne med.
Der er en masse gode, objektive forklaringer: Nye hunde og nye førere, nye dufte, tæver der lige har været i løbetid, tæver der er lige ved at komme i løbetid, hanhunde og tæver der er ved at blive teenagere. Hold da op, der er noget at tage vare på for enhver normal hund :-)
Og hvad skal I så gøre, som hundeejere der gerne vil træne, men ikke synes jeres hund helt er på bølgelængde med jer?
  • Lad være med at blive irriterede på jeres hund! Den gør det ikke for at genere jer, og hvis I bliver irriterede kan I lige så godt stoppe træningen – for der kommer intet godt ud af det. Husk min introduktion sidst: Jeg vil have glade førere og hunde når I kommer, når I træner og når I går!
  • Så det I kan gøre er at sænke kriterierne. Der var nogen på alle hold, som gik tilbage til punkt 1 fra hvalpeholdet, klik når din hund søger kontakt. Det er ikke et nederlag for føreren, tværtimod er det et udtryk for en fører, som agerer hensigtsmæssigt i forhold til noget, hun ikke kan ændre på. Hvis I går i gang med noget, som plejer at lykkes, men ikke gør, så afbryd. Og prøv igen med lavere kriterier.
  • For jer med teenagehunde. Læs kapitlet om dette i Irene Jarnveds Fra hvalp til hund.
Og så et generelt råd, til de forhåbentlig mange af jer, der fører træningsdagbog. Det er en rigtig god idé at reflektere generelt over træningen efter hver træningsomgang. Fx på en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst, hvordan vil jeg så vurdere træningen. Og så det vigtige: Notér hvorfor det gik godt eller mindre godt. Hvis I begynder at kunne se et mønster, så kan I begynde at arbejde med det. Et par eksempler:

  • ”Jeg synes den første del af træningen gik rigtigt dårligt, for pga. trafikken kom jeg først, da træningen var gået i gang, og jeg varmede ikke op, og havde rigtig dårlig kontakt med min hund.”
  • ”Min hund gik den mest fantastiske fri ved fod! Jeg gjorde mig umage med at varme hende op med nogle tricks, så hun var lidt tændt inden vi gik i gang. Jeg sørgede for at have kontakt med hende, og belønne hende for det 3 gange inden vi begyndte at gå, og jeg belønnede konsekvent efter 4-6 skridt, og det gik godt hver gang.”
Helt det samme kan I gøre i forbindelse med generalprøver og rigtige prøver. Måske tegner der sig et mønster, som I kan anvende til noget konkret!

tirsdag den 12. april 2011

Rallytræning


Jeg vågnede tidligt i morges, længe inden vækkeuret ringede. Fuglene sang så det var en fornøjelse, og jeg besluttede – spørg mig ikke om sammenhængen!!! – at melde Lille Bjørn til det rallyhold, som Susanne Jervin startede samme aften i Jersie.
Morgenturen var herlig, ikke et øje på stranden, så alle tre hunde kunne løbe løs, og vejret var fantastisk.
I løbet af formiddagen blev det så regnvejr, og det blev blæsende, og det varede ved. Men træningen skal jo passes, så jeg tog af sted med Lille Bjørn og Megan, jeg regnede med at træne hende lidt bagefter.
Hold da op, det bliver et hyggeligt hold. Det er enten nogen jeg selv har haft på rallyhold tidligere, eller nogen jeg har trænet sammen med, så vi kender hinanden godt.
Benedikte og Egon kom med deres herlige beagle Samba, og det var Egon der skulle gå med hende i dag, mens Benedikte skulle kigge på. Men det var der en nærliggende løsning på: Benedikte lånte Lille Bjørn – det havde han bestemt ikke noget imod – og jeg trænede med Megan; win-win. Lille Bjørn vil tilbyde hvad som helst for godbidder, så Benedikte fik sin sag for, når hun var langsom med at få belønningerne frem. Men dejligt at se at Lille Bjørn bare gerne vil arbejde for ordentlig betaling.
Fra næste runde bliver holdet – et rally øvet hold – slået sammen med familie-/hyggeholdet. Det giver en fornuftigt holdstørrelse og rigtig god synergi træningsmæssigt. Hvor var det godt, at jeg vågnede tidligt i morges og fandt på at tilmelde mig!

søndag den 10. april 2011

Gustav

Gustav fik en introduktion til rally

I dag havde jeg fået en uventet fridag, og havde aftalt med Camilla, at jeg skulle deltage i hendes LP-hold med Lille Bjørn. Samtidig fik jeg lovet at passe Gustav mens Camilla kørte dels LP-, dels hvalpehold. Og det gav nogle ekstra træningsmuligheder. Fx fik jeg gode muligheder for at belønne Megan og ikke mindst Lille Bjørn for at holde sig i ro
Gustav er den skønneste dreng, 16 måneder, nysgerrig, rolig og lærenem. Vi fik arbejdet med felt, apportering, diverse rallyskilte, klappe fremmede hunde (Megan og Lille Bjørn), ikke gå hen til mor mens hun underviser mv.

Gustav og Lille Bjørn hyggede sig sammen

De 2½ time fløj af sted, og jeg fik trænet lidt småøvelser med både Lille Bjørn og Megan undervejs, så det var perfekt.
Eftermiddagen gik med at ordne drivhus og ellers nyde at kunne sidde udendørs!!!
Jeg fik trænet lidt med Lille Bjørn og Megan, og de er bare totalt færdige efter en dag, hvor de ikke har hvilet ret mange minutter ad gangen.

lørdag den 9. april 2011

Nørdklubbens rallyprøver 8. april 2011

Nørdklubben er blevet et begreb inden for rally og ikke mindst LP i Danmark. Der har været en længere stilstand i aktiviteterne, men i går var rallynørdklubben i aktivitet igen. Hasselgård Træningscenter var booket nogle timer, og 7 nørder med 11 hunde gennemførte i alt 20 banegennemgange. Conni, som ikke selv skulle op, havde tilbud at være dommer, og med lidt effektiv planlægning nåede vi det hele på 2½ time, inkl. præmieoverrækkelse med dommerkommentarer.

Foto: Annie Larsen

Jeg havde Megan oppe to gange i Championklasse. Jeg havde bestilt en bane med tunnel, som vi ellers aldrig får trænet, og Annie havde fundet en Pia Johnsen bane med tunnel og alle fire højre venstre skift, perfekt. Vores første banegennemgang blev ret hakkende, jeg skulle have varmet Megan bedre op, og hun skulle have været mere inde i hallen. Anden gang havde jeg valgt at starte med hende på højre side, og gennemføre banen spejlvendt. Og det gik meget bedre. Megan var også i hallen da de to andre var oppe, og der var meget mere ro på. Skift side foran fungerer ikke ordentligt endnu, det skal vi have arbejdet med, men ellers var jeg meget tilfreds.
Foto: Annie Larsen

Så blev det Lille Bjørns tur i øvet klasse. Han forlod banen undervejs, fordi han bare ville ud til en af Heidis lækre labber, og der blev kæmpet lidt med opmærksomhed undervejs, men generelt var jeg meget tilfreds, og specielt fungere det fristende 8-tal rigtigt godt.
Jeg lavede også en banegennemgang med ham i Ekspertklasse, og den var jeg bestemt også tilfreds med. Jeg valgte at skippe de øvelser, hvor der gik kludder i dem (han ville altså ikke sætte sig til sidst), så vi fik et fornuftigt flow, og passende belønninger undervejs. Ærespladsen (dæk ved siden af fører), droppede vi efter cirka 5 sekunder, og jeg arbejde med dæk under hele banegennemgangen. Så Lille Bjørn fik bestemt en god oplevelse ud af det. Det blev også bemærket, at halen kørte hele tiden.
Jeg var meget tilfreds med generalprøven, tak til alle mednørder for en hyggelig træningsaften.

onsdag den 6. april 2011

25 år


Otto er 13+, Megan 7+ og Lille Bjørn 4+ - og i dag bliver de til sammen 25 år.
Otto er stadig frisk, men sover rigtigt meget, og man kan bestemt godt se at han er en ældre herre, når han rejser sig og strækker ben, og går lidt usikkert. Når han er med på turene – det er ikke altid han vågner, og så bliver han hjemme – bliver de ikke så lange, men han nyder det stadig.
Megan er bare på toppen og i fuld vigør. Efter at vi har droppet LP-træningen og har fokus på rally og htm er det blevet meget sjovere for både hende og mig at træne, og også meget tydeligere for mig hvad jeg skal gøre for at motivere hende. Jeg håber der er mange gode år i hende endnu, og nyder at arbejde med hende – hun er glad, hurtigt opfattende, og når jeg ellers gør mig umage er hun også på!
Lille Bjørn er først ved at blive voksen. Jeg skal til at vænne mig til at det er ham der skal med på flere af de kurser, jeg gerne vil deltage i. Fx det fri ved fod kursus, som vi skal med på den 23. april. Jeg havde pr. automatik tilmeldt Megan, og da jeg i dag skulle sende information ud og lavede deltagerlisten tænkte jeg, at det da var underligt at jeg havde tilmeldt Megan, for det er jo Lille Bjørn jeg skal op i LP med. Så der blev lige ændret i tilmeldingen :-)
25 hundeår, de repræsenterer utallige dejlige oplevelser, træning og konkurrencer med gode hundevenner, og en række højdepunkter i form af mindeværdige udstillinger, LP- og rallyprøver, gravprøver mv. Og titler, hvoraf mange betyder rigtigt meget - fordi de repræsenterer resultatet af en lang, målrettet indsats.
Og først og fremmest det daglige, dejlige samvær med hunde, som betingelsesløst elsker os. Et stort og et dejligt ansvar for os som mennesker.

søndag den 3. april 2011

DKK Kreds 4’s rallyprøver i Tønder


Lørdag gik turen til Tønder, hvor DKK afholdt udstilling, LP og rallyprøve, sidstnævnte som DM-kvalifikation.
Championklasse havde banegennemgang 1330, så vi tog først af sted 0830, og nåede frem 1130, og nåede at se Susanne & Maddie i LP2 (169½), Susanne & Kellie i rally ekspert (87), Conni og Zcarlet i LP2 (179) mfl.
Megan gik rigtigt pænt, men trækeglen ville hun ikke lige ud til, så vi lavede en ommer (mindst) og endte med 92 point og 3. vinder. Johanna vandt med 96 point, et point fra det andet superrallycert.
Megan gjorde det fantastisk igen, og jeg er kun en lille smule skuffet over mig selv, for hvorfor hulen har jeg ikke trænet fremsending til trækegle??? Vi har altså en stående i garagen!!! Megan opfattede det helt klart ikke som en kegle, dvs. føreren har ikke fået generaliseret øvelsen. Vi prøver igen i morgen.

Megan og jeg tjekkede derefter ind på Schackenborg Slotskro, gik en dejlig tur og jeg fik til sidst en velfortjent – når jeg selv skal sige det – påskebryg, nydt udendørs i 20+ graders varme!


Til aften fik jeg en lækker slotsmenu med tilhørende vine på Slotskroen. Glimrende mad og glimrende vine.

* * *


 Megan og jeg gik i seng inden 2200, meget uvant, men allerede 0530 var vi klar til en ny dag. En mørk morgentur som endte i den smukke Slotsgade.

Jeg fik et fantastisk morgenmåltid på kroen, og så var Megan og jeg ellers klar til at indtage rallybanen … troede jeg.
Megan var meget veloplagt, og jeg troede at hun var varmet godt op, men jeg havde fået sjusket med det, og jeg havde ingen kontakt ved første skilt (dæk under gang, gå rundt om hund), og efter tre dæk-kommandoer sad Megan, jeg lavede øvelsen om, dækkede Megan på første kommando. Og gik videre :-(  Da vi kom til skilt 4-5 stykker var der super kontakt, og jeg synes selv vi gik ret godt resten af banen, men ved det tyvende og sidste skilt gik det galt igen. Skift side foran, og Megan tvistede, jeg lavede den om, og Megan tvistede. Det var minus 20 på to skilte og jeg mistede 9 i øvrigt (urolige positioner sagde dommeren), og med 71 point var vi langt fra de 95, som var målet for DM-kvalifikation.
Men jeg var heldig! Johanna (hende med Masterclass mv. mv. I véd nok -:)) fulgte hele banegennemgangen, og så fik jeg nogle gode råd. Som læserne af denne blog nok har gættet handlede ingen af rådene om Megan – som jo er en klog, arbejdsivrig og lærenem hund - men om ham den underlige person, som prøver at være fører for hende. Jeg tror Johanna vil godkende en opsummering som denne: ”Slap af og smil, når du går på banen!” Det er da et enkelt råd … For det første går jeg selvfølgelig til prøver, fordi jeg synes det er sjovt, og så kan jeg da godt vise det. Men Johanna gav lige en ekstra vinkel på det – vi lever i en verden med katastrofer, mennesker der hverken har mad og drikke eller noget sted at bo, og vi kan tillade os den ufattelige luksus at bruge tid og penge på at gå til konkurrencer med vores hunde!!! Så skulle det vel ikke være så svært at få et ægte smil frem. Så endnu engang tak til Johanna – jeg følger normalt hendes råd, både fordi de er ualmindeligt gode og fordi hun holder øje med, at jeg følger dem :-)
Ellers var det endnu en fantastisk dag blandt skønne hundevenner. Selvom det også er konkurrence mærker man det ikke blandet deltagerne – jeg er helt sikker på at langt de fleste kæmper for at nå deres egne mål. Og hvis de så resulterer i en god placering, så er det en ekstra bonus.
Jeg har ikke styr på alle resultaterne, men jeg er sikker på at Conni i sin blog vil komme med væsentlige nørdresultater.
På engelsk springer spaniel-fronten fik Susanne & Maddie i dag en flot revanche fra i går med 202½ point og en flot 3. vinder i LP2. I rally fik Susanne & Kellie 93 og 2. vinder i Ekspertklasse (sååå tæt på første pind). Anne var oppe i øvet klasse med to hunde. Nushka og Ayou fik 93 og 88 point og Anne blev dermed 1. og 4. vinder. Stort til lykke til Susanne og Anne med de flotte resultater!
Listen over årets lydlige spaniels er opdateret .
En herlig weekend!

fredag den 1. april 2011

Sydkystens Hundeskole gik i sort

Endnu en uge er fløjet af sted.
Ugen startede med at Christian fyldte 30 år, på en herlig solskinsdag. Vi fejrede dagen med en lækker middag på Kultorvet 5, som indgår i Copenhagen Restaurant Week. Vi har allerede besluttet at vi skal ind og have deres store menu, dette er brasserie mad på højt niveau.
Onsdag sluttede denne omgang LP-træning indendørs. Der var ikke lys i hallen da vi kom, og vi kunne ikke få hjælp ... Det var ikke noget problem med LP-holdet, men da LP-stjerneholdet gik i gang var det ved at være ret mørkt, og da det også regnede begyndte det at knibe med mulighederne. Jeg fik set nogle positioner under gang i det svindende mørke, og vi kunne lige hutle os igennem fællesøvelserne. Det var altså lidt spooky at være i næsten mørke mens regnen væltede ned. Man skulle virkelig anstrenge sig for at se hundene … Næste øvelse skulle have været fremsending, men feltet var umuligt at se for os. Men heldigvis, ejerne af ridehallen kom hjem, lyset blev tændt – og resten af træningen forløb i normal belysning. Mørket blev naturligvis taget med godt humør på holdet, og set som en god mulighed for at træne en uvant forstyrrelse :-))))
I går torsdag skulle vi så på La Vecchia Signora (Copenhagen Restaurant Week), dvs. vi kom i god tid, så vi nåede at besøge R vinbar for første men stensikkert ikke sidste gang. Jeg fik et fantastisk glas Ch. Muzar 2003 (fra Libanon), en pragtfuld vin.
I dag har jeg så pakket bil, så Megan og jeg er klar til at tage til Tønder i morgen. Vi skal op i rally championklasse begge dage (DM kvalifikation), og som man kan se på billedet er Megan helt klar. Jeg glæder mig til at skulle op begge dagene, og naturligvis til at følge en masse flot lydighedsarbejde. Megan og jeg skal overnatte på Schackenborg Slotskro, det bliver rigtigt hyggeligt.
Og så har Christian i dag fået nøglerne til sin nye lejlighed i Vanløse, og den skulle vi naturligvis ind og se efter aftensmaden. Nej, hvor han glæder sig til at flytte ind!