søndag den 27. august 2023

DM i Rally


Jeg deltog for første gang i DM i Rally 27 august 2011. Det var på Allinge Stadion, en fantastisk oplevelse. På fotoet Megan, som blev nr. 7 i championklasse.

Siden har jeg deltaget i alle DM, og siden 2020 - da DKK afholdt for første gang - har jeg været med til at planlægge og gennemføre DM.

Ud fra de tilbagemeldinger, som hidtil er kommet på sociale medier, vil jeg godt tillade mig at konkludere at DM i år var det det bedste DM nogensinde, med fuld respekt for de mange fantastiske DM, der har været igennem tiden. Med fem dommere i fem ringe er det ”bare” et spørgsmål om planlægning at lægge en robust plan for gennemførelsen, og med rutinerede folk på alle poster har eksekveringen været exceptionel.

Jeg var inviteret til at dømme ekspertklasse i første runde og championklasse i finalen. Mine baner kan ses her.
 


I ekspertbanen ville jeg lægge op til en lang, flydende bane, hvor deltagerne blev udfordret med både langsom gang og løb, bakning og sidestep på begge sider, og ikke ret mange muligheder for at ”pause”, for der var kun ét stationært skilt. Lige over 2 minutter blev der brugt i gennemsnit, point fra 80-100 og der skulle 96 til at komme i top-10 og dermed nå finalen. Det var et meget flot niveau.

 

Finalen i championklasse havde jeg glædet mig ret meget til at dømme. Banen er designet for meget længe siden, den er gennemtestet til træning med Liv, for at få afstand mv. på plads. Temaet var enkelt: 4 øvelser højrehandlet, 11 sideskift og 4 øvelser venstrehandlet.
 

Da jeg skulle bygge banen i praksis i går udnyttede jeg den kæmpestore ring, så der blev endnu bedre plads mellem øvelserne, og jeg opdaterede banetegningen da jeg kom hjem, så den svarede til virkeligheden. Jeg håber mange vil prøve den til træning, jeg har fået meget fine tilbagemeldinger om den 😊

3 minutter og 20 sekunder brugte deltagerne i gennemsnit på at gå banen, den er pænt lang, og 94,7 point i gennemsnit, der var kun én der fik en 10’er. Top-5 fik 100, 98, 97, 97 og 97. Jeg ved godt det er var et megastærkt felt, men alligevel – det er et megahøjt niveau og jeg nød i fulde drag at se førerarbejde på allerhøjeste niveau fra første parket.
 


Dommergaverne faldt i virkelig god jord. En flot mindesten sponseret af Lone Rahbek Christiansen, og et udvalg af øl sponseret af Skjold Burne i Ringsted. Jeg siger tusind tak, det er to meget anvendelige gaver, som jeg sætter stor pris på.

Jeg har fået æren at være ansvarlig for DM i Rally 2024 i DKK Ringsted, og planlægningen tager naturligvis udgangspunkt i drejebogen for i år justeret ud fra de aktuelle evalueringer. Vi er mange de vil gøre meget, for at næste DM bliver ligeså velplanlagt og -gennemført som i år!

tirsdag den 22. august 2023

DM, NM og perspektiver

(c) Hundefoto.nu

I dag fik jeg invitationen til at dømme NM 2023 i rally i Kongsvinger i Norge. Det passer selvfølgelig ikke helt, for det har ikke været nogen hemmelighed, at jeg skulle dømme. Men pga. nogle upræcise mails har jeg først i dag fået officiel besked om at jeg skal dømme, hvilket hotel jeg skal bo på og tidsplanen for arrangementet. 
Jeg blev også bedt om en kort præsentation af mig selv, og den følger her, jeg havde forberedt den, og billedet er genbrug, et af mine favoritfotos af Max og mig 😉 

”I participated in my first rally competition the 23rd June 2007, and since I have participated with four different dogs in more than 600 competitions.

I qualified for the Danish Championships 15 times with five top-10 results. I have been a judge since 21st June 2013, until now. 

I have judged close to 6.000 teams at close to 200 competitions, no. 200 being in Kongsvinger. 

I have been part of all Nordic Championships until now. I arranged and judged the first in 2019, judged in 2021, participated with my border terrier Max in 2022 and now am back as judge

In my professional life I’m a fulltime project manager in Nets/Nexi, retiring by end of the year, enabling me to use even more time on dogs and dog related activities 😊”

Jeg er I gang med at planlægge turen til og fra NM, og jeg må indrømme at den officielle tidsplan ser lidt konservativ ud. Søndagen, finaledagen, har seneste mødetid kl. 8:30 og præmieoverrækkelse 15:30. For deltagerne omfatter det interval en banegennemgang og at 20 deltagere skal gå én nordisk bane. 

Det var nærliggende at sammenligne med DM 2023, som jeg selv har fornøjelsen at være med til at arrangere, Velkomst 9:30 og præmieoverrækkelse 15:30. Der er så 5 ringe med 5 dommere og 20 deltagere i hver og en finale med 10 deltagere i hver, men det er helt sort for mig, hvordan NM kan trækkes så længe. 

Det korte af det lange er, at jeg kommer ”dryssende” fredag og skal af sted søndag lige efter at jeg har dømt færdig, fordi jeg prioriterer mit arbejde. 

På lørdag står den på DM 2023. Jeg har været med til langt de fleste, men dette bliver alligevel noget særligt. 

Jeg er ”kun” dommer. Jeg har lavet de mest fantastiske baner, en kvalifikationsbane til ekspertklasse, en finalebane til championklasse. De er testet ved en træningsseance, hvor Liv og jeg arbejdede hårdt med afstande, kombinationer mv. 

Ja, det er noget særligt at lave baner til DM, de skal være noget ekstra. Jeg kan roligt sige at begge baner er seriøst sjove og ikke nemme (håber jeg), for det ER altså DM. 

NM-banen er i samme kategori. Min NM-bane er den bedste ever, det eneste underlige er, at jeg ikke véd om den bliver brugt. Vi er fire dommere, der har designet én bane hver, og det bliver afgjort ved lodtrækning hvilke tre af de fire, som skal bruges. 

Tilbage til DM. Jeg har fået æren igen at skulle holde velkomsttalen til DM, det er en meget stor ære og meget forpligtende. Der er en masse jeg gerne vil sige, men med fuld respekt, så tror jeg langt de fleste deltageres fokus er på banegennemgangen lige om lidt. Og sådan skal det være. 

Jeg ville have skrevet en personlig hilsen til de DM-deltagere, som jeg kender mere end bare lidt. Det viste sig at være en hel del … 

Så her kommer i stedet en kollektiv "pøj pøj og må du få det DM du drømmer om" til ALLE deltagere. 

Jeg glæder mig til at være en del af dette fantastiske arrangement og nyde en masse flot førerarbejde som dommer.

lørdag den 19. august 2023

Minder og ferie på Bornholm


Da Max blev Rally Senior Champion den 6. juli i år var der ingen tvivl om, at vi ikke ønskede en pokal eller glasstatuette som minde. Det skulle være noget, som vi ville have stående fremme, måske noget keramik. 

Så på vores miniferie på Bornholm mandag-torsdag gik turen torsdag bl.a. omkring Matter - House of Craft på Nexø Havn, hvor jeg faldt for ovenstående vase skabt af Sarah Oakman. Nu pynter den med en blærespiræa fra haven og minder mig om den magiske aften. 


Vi boede i Gudhjem Feriepark, svenskerne og vi i hver vores lejlighed, en godt udgangspunkt for en masse gode ture. Bl.a. kom vi endelig til at opleve vandfaldet i Døndalen.


Onsdag passede vi Frasse, Leo og Leah, mens mor og far fik brunch på Cafe Plateau på Hotel Klippen. Leah og jeg gik tur med hundene imens og det er altid superhyggeligt. Maden blev rost til skyerne, så det endte med at de passede hundene mens Kirsten og jeg gik derhen for at spise. 


Desværre var brunchbuffeten lukket, men til gengæld fik vi lækker frokost, og den bedste udsigt man kan tænke sig. 


Vi fik meget godt at spise og drikke på ferien, bl.a. pizzaer fra Brødre Bageri, Kjærstrup is både i Snogebæk og Banken i Allinge, saltstegt sild på Snogebæk Røgeri og øl og vin på Provianten, alt det som for mig er en del af en traditionel Bornholmerferie 😊 

Tirsdag fik vi frokost på Le Port i Vang, som vi har haft flere gode oplevelser hos. Det havde vi også denne gang, men det var tydeligt at der er slækket lidt på kvaliteten, portionerne er lidt mindre, og der er ikke kælet så for meget for det hele. Så forholdet pris/kvalitet synes vi var skuffende

Bedste måltid fik vi mandag, hvor vi efter at have luftet hundene, da vi ankom til Bornholm, fik frokost på Râzapâz. Vi sad udenfor, menuen blev præsenteret på en tavle, tapas til to fristede, men jeg valgte tatar, en signaturret, med ribs, og deres vildt lækre brød og olivenolie til (man behøvede ikke andet). Kirsten fik en kæmpe croque monsieur, som hun heldigvis ikke kunne spise selv, så jeg måtte hjælpe 😊 Sød og opmærksom betjening, dejlig mad, hyggelig stemning. Det er bare et fantastisk sted. 

I går gik turen til Præstø, hvor vi fik nøglerne til vores nye hjem. Der skal ske en masse de kommende uger (vi skal være ude af huset i Solrød 1. oktober), og drømmene begynder at tage form. 


På vej hjem hentede vi tapas fra Den Lille Gourmande, det er altid godt og en fin måde at fejre at vi har to huse – man kan altid finde på noget at fejre her i huset 😊

torsdag den 10. august 2023

Mål, rejser, selskab og the stuff that dreams are made of



Kilde: https://www.jamesnorbury.com/


Jeg er vild med tegningen ovenfor.

Meget forenklet: for mig er det naturligvis væsentligt at have nogle mål, de er vigtige. Rejsen mod målet er også betydningsfuld; der er formentlig mange delmål/milepæle. Men i langt de fleste tilfælde er selskabet meget vigtigere end både målet og rejsen.  


Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden fik de seneste af Max’ indtil videre 27 titler på Hundeweb. Jeg er bestemt ikke ligeglad med titlerne, men jeg synes det er meget sjovere at plukke nogle af dem ud, og forsøge at genkalde, hvad der skulle til for at opnå titlen og ikke mindst at tænke på dem, som var en del af processen.  


De fire championater:
  • Den ganske særlig prøve, hvor Anita dømte, Amanda var sekretær, jeg var totalt determineret og Max og jeg fik det sidste cert. Rigtigt mange mennesker var involveret i den rejse og véd hvordan der er arbejdet og kæmpet for den titel.
  • Den fantastiske dobbeltprøve, hvor jeg fik et supercert. hos Anita, og overhovedet ikke kunne koncentrere mig på den næste bane … jeg tror Max og jeg svævede igennem og fik det tredje og sidste supercert. hos Amanda. Igen et langt forløb, virkelig vedholdende træning hos mange gode mennesker, og så pludselig hang det hele sammen, og jeg elskede at kunne dele glæden med mange.
  • Dobbeltprøven i Sverige, hvor jeg var tæt på panik på første bane, fik verdensklasse coaching af Liv pr. telefon inden den næste prøve, hvorefter Max og jeg gik en drøm af en bane og fik det det svenske cert. og den svenske championtitel. Liv har om nogen været drivkraften i denne proces, den der stillede de gode spørgsmål, udfordrede mig, hævede barren, og fik mig mentalt sporet ind på det rigtige.
  • Den magiske aften for godt en måned siden, hvor Max og jeg kl. sent gik to drømmebaner, fik to seniorcerter. og seniorchampionatet. Aftenen var magisk i femte potens. Rejsen havde været kortere end de tre andre nævnte, men bevidstheden om at have valgt klassen uden mulighed for at gå tilbage til forrige klasse og at Max var i sit livs form, det var det stof der nærer endnu større drømme.  
Den seneste titel SIMSC-G23 er om noget et fællesprojekt herhjemme. Kirsten har filmet alle søg, og har været den kreative i de fleste setups. Og både Max og Otto har opnået titlen.  


Nye mål med Max på godt 12 år? Ja da! Der er Årets Hund 2023, DM 2024, bronze-, sølv- og guldtitel. Der er træning hos Karina og andre steder. Der er spændende og givende træningskammerater. Men først og sidst er der nydelsen ved at træne og konkurrere med Max, som har fulgt mig i tykt og tyndt over 12 år  

Med Otto er jeg i gang med træning på flere fronter. På LP/HTM-fronten enetimer hos Karina og et bonusforløb hos Lise. Jeg uddyber begge dele en anden god gang. Ligesådan NW-træning med fokus på at komme af med slikkeadfærd også hos Lise.  

Otto har et kæmpepotentiale som jeg ikke har fået udnyttet. Selvfølgelig er den eksplosive energi og slikkeadfærden symptomer på ”noget” og et særligt forløb hos Lise har præcist fokus på at gå bag om symptomerne for at løse de fundamentale problemer, og så bygge op derfra. 

Lidt på tværs af disse initiativer er jeg i gang med at skabe et Sirius HTM1-program (Alice-tema). Liv holder mig op på det (deadline 1.9., der er lige om lidt), og jeg var i dag nået til første generalprøve af mange, hvor vi gik til musik og eksperimenterede med positioner og skifter, improviseret træningsforløb. Det bliver fantastisk 😊

lørdag den 5. august 2023

Pensionen nærmer sig …

Mosede Fort

Jeg går jo på pension ved årets udgang, og på formiddagens cykeltur tænkte jeg på min erhvervskarriere. Jeg har opsummeret den i det følgende, hvis du ikke synes det er interessant, så gå til slutningen 😉 


Jeg blev færdig som civilingeniør i 1976, bygningsretningen med speciale i by og trafikplanlægning, operationsanalyse og planlægningsmetoder. 

Mit første job var som konsulent i Organisations- og Rationaliseringsafdelingen i Sparekassen SDS. Et par spændende år, inden jeg, primært på grund af lønnen, rykkede videre til et job som projektleder i Finansbanken i 1979. Teknologisk langt efter SDS, men jeg mødte Kirsten fra marketing og vi blev gift. Alex Brask Thomsen solgte i 1981 til Jyske Bank, og jeg fandt et nyt job i HK, hvor jeg arbejde som projektleder indtil 1984. Efter et kort intermezzo i Regionalsparekassernes sekretariat, blev jeg synlig for min tidligere chef i SDS og vendte i 1985 tilbage til en række opgaver indenfor udlands-og fondsområdet.

I 1989 kom der vigtigt jobskifte, jeg blev ansat i Programator, som kort tid efter blev opkøbt af Cap Gemini, og havde otte lærerige år som konsulent med en lang række spændende opgaver hos kunder som SAS Data, SAS, PBS, Topdanmark, Postvæsnet, Codan, DSB og BRFkredit. I 1997 blev jeg ansat hos ALKA forsikring, et job som jeg var nødt til at søge, og lærte mig en masse, men allerede et år efter var jeg tilbage i Cap Gemini, og fik igen en stribe spændende kunder: FDB Data, ALKA forsikring (!), Danisco Pack og PFA Pension. 

Det var i den periode Kirsten stillede det rasende gode spørgsmål: Vil du blive i Cap Gemini i resten af dit liv … 

Det endte med at jeg etablerede Lysholdt Consulting A/S i 1999 og det blev starten på en helt anden tilværelse, hvor jeg som selvstændig selv skulle skaffe kunder, forhandle kontrakter, gennemføre opgaver osv. Kundelisten synes jeg er imponerende, jeg vil kun nævne nogle enkelte: Københavns Fondsbørs, Landsarkivet for Sjælland mv., Novo Nordisk, Niveau Consulting, Maersk Sealand, Coop Danmark (Coop Data), Nycomed, Coop Danmark (Coop Norden IT), Topdanmark, PBS, PFA Pension, Nets Denmark Merchant Solutions A/S og Brødrene Hartmann. 

I 2014 fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, en fastansættelse i Nets. Jeg var 61 år, tæt på at blive farfar for første gang, og det føltes helt rigtigt. Det har affødt en stribe meget forskelligartede opgaver. Jeg kan ærligt sige, at jeg på intet tidspunkt har fortrudt, at jeg opgav tilværelsen som selvstændig for at blive fastansat. 

Jeg må også erkende, at det har været en endog meget turbulent periode i PBS/Nets/Nexi med mange organisationsændringer og mange chefskifter. Jeg har ikke altid følt at mit potentiale blev brugt optimalt, men jeg har gjort hvad jeg kunne for at omstille mig, og føler helt klart at jeg går på en ærefuld pension, når jeg slutter kort tid efter at jeg er fyldt 71 år. 

Jeg har planlagt afvikling af restferie mv. og hvis det hele flasker sig har jeg sidste arbejdsdag 8. december. 

Jeg nyder at arbejde med de opgaver jeg har, og jeg nyder at kunne trække på en imponerende pulje af online-kurser. Så sent som i denne uge har jeg gennemført et obligatorisk kursus i Business Continuity Management og to selvvalgte kurser: Manage Your Work-Life Balance og Improve Your Wellbeing. Målgruppen er nok primært yngre kolleger, men jeg vil ikke lægge skjul på at jeg glædede mig over, at jeg i flere år virkelig har formået at holde en god balance mellem arbejde og fritid, og jeg føler mig overbevist om at overgangen til pensionisttilværelsen ikke vil volde problemer … 

Nogle af ugens dejlige oplevelser, ikke prioriteret:

  • En skøn tur med hundene i Karlstrup Skov/Karlstrup Mose, bål pladsen gav mig ideen til Alice HTM-nummeret med Otto, og det træner vi på 😉
  • Jeg har fået planlagt det sidste i forbindelse med rallyprøver første del af 2024, der er søgt om i alt 5 dobbeltprøver, så er vi ligesom i gang.
Leg efter rallyprøven
  • En hyggelig rallyprøve fredag eftermiddag/aften, hvor Max og jeg nærmest droppede ind og gik en bane og tog afsted igen. Max var en stjerne (som altid), jeg fik input til at stramme mig an, og erkendelse af at vi mangler konkurrencetræning …
  • Det, der glædede mig allermest ved rallyprøven, var at tale med forskellige bekendtskaber om alt muligt: rallyskilte, flytning, helbred … og så var der lige den fedeste feedback om hvad mit foredrag om mental træning havde betydet for den pågældende. Det er sådan noget der glæder mig mere end næsten alt andet!!! 
  • En fantastisk tapasanretning fra Den Lille Gourmande. En sjov historie i den forbindelse. Neel og jeg er cirka lige store fans af Cecilie, som ER den lille gourmande. Neel sendte en besked fredag ved 13-tiden med fotos af tapas, som hun netop havde afhentet. Jeg kunne kvittere med, at jeg skulle hente vores kl. 14!!! Cecilie vil jeg skrive særskilt om en anden gang, men hun er en glædesspreder af Guds nåde, altid smilende, altid serviceminded, opsat på at yde sit allerbedste. Hun kan en masse med mad, er topuddannet sommelier, og kan altid anbefale perfekte matches til maden. Jeg elsker at komme hos hende og mærke hendes overskud og engagement.
  • Hundene og jeg gik ende dejlig tur i området ved Mosede Fort. Vi mødte en ældre dame (= på min alder) med en ruhåret foxterrier (vores første hund var en ruhåret foxterrier) og vi fulgtes og fik en lang, hyggelig snak om hunde og alt muligt andet.
  • Jeg var omkring Det Ny Røgeri, hvor jeg havde bestilt to stjerneskud som takeaway. Jeg kørte direkte hjem med dem, og vi fik den mest fantastiske frokost – i øvrigt med en rest Champagne fra i går. Det er et rigtigt stjerneskud uden alt den overflødige pynt vi har oplevet andre steder.
 Livet er godt.