fredag den 31. marts 2017

Klar til Hangar 17

Fredag morgen på stranden, en god start på dagen


I morgen tidlig går turen til DKKs HTM-arrangement i Hangar 17. Hangar 17 er uden tvivl mit foretrukne sted at gå til HTM-prøver. Der er et skønt underlag, der er masser af plads, gode parkeringsforhold. Og der er gode minder, ikke mindst dette fra 9. oktober 2015 Max i Hangar 17 , hvor Max vandt HTM1 og fik HTMF.

Max og Osseau havde en fantastisk dag 9. oktober 2015

Hangar 17 ligger lige uden for Feldballe, godt tre timers kørsel fra Solrød, ikke den mest spændende tur at køre alene, men jeg gør det gerne, for jeg er sikker på det bliver en dejlig dag :-)

Forberedelserne er på plads.

HTM-kostumet skal i anvendelse for første gang:


FS-kostumet er opdateret, idet stokken er væk:

Foto: Grafiko.dk

Musikken er opdateret og dobbelttjekket. Og sidst men ikke mindst er jeg mentalt klar. De to hatte er præpareret med de rigtige tanker og følelser:


Jeg glæder mig til at møde en masse dejlige hundemennesker i morgen og jeg er sikker på at opleve en masse flot hundearbejde.

Jeg kunne ønske alle pøj pøj, men er forsigtig med det efter at Amanda fortalte, at det ikke gik godt for hende, når jeg gjorde det. Så derfor:


Vi ses i Hangar 17!

onsdag den 29. marts 2017

Forberedelser – motivation og stemning


Pierre Niney og Paula Beer i Frantz

På lørdag skal jeg til prøve med Max i Hangar 17, først HTM, så FS. Det er ingen hemmelighed, jeg har skrevet om de nye programmer, om kostumet til HTM, om tilpasning af musikken, om følelser og stemning og alt sådan noget. Og først og fremmest om, at dette er en prøve på Max’ præmisser, ligesom rallyprøverne på Bornholm.

Stemningen kom jeg ret uventet til at tænke meget på i går. Kirsten og jeg havde for længst bestilt biletter til forpremieren i Grand på François Ozons Frantz (2016). Jeg synes det er en fantastisk dejlig film, som jeg ville have elsket at skrive en anmeldelse af (!), men det er ikke det vigtige her.

Historien er i den ultrakorte udgave: Tyskland 1919; den tyske kvinde Anna (Paula Beer) sørger over sin forlovede Frantz’ død i første verdenskrig, en ung tilrejsende franskmand Adrien (Pierre Niney) lægger blomster på hans grav. Hvorfor det? Det handler filmen om og mere skal ikke afsløres her, gå selv ind og se den :-)

Men stemningen. Sorgen over de mange unge, døde under krigen, børn og kærester der aldrig kom levende hjem. Der er en sørgmodig stemning over mange passager af filmen. Præcis den stemning, som jeg gerne vil udtrykke i en del af Que reste-t-il de nos amours

Hvis jeg lige skal gøre i går færdig, så startede vi traditionen tro før filmen på Villa Vino med et glas vin, og bagefter fik aftensmad på The Italian. En superhyggelig aften.

Og så stemningen fra Frantz

Jeg prøvede den af i eftermiddags, det skulle jeg altså bare, ude i haven med Max. Vi varmede op med FS-nummeret med musik, derefter gik jeg det en gang uden musik, bortset fra at Max pludselig var med – næsten lige fra start – og så gjorde vi det engang til. Masser af belønning og masser af leg bagefter.

Og så HTM med musik, hvor jeg måtte stoppe halvvejs, fordi jeg gik for kort i en position. Vi gik direkte i gang igen, nu det fulde nummer, og med den koreografi, jeg havde drømt om. Jeg fik altså lidt tårer i øjnene, dels fordi jeg kunne FØLE den sørgmodige stemning, dels fordi Max bare var så meget på, at det gjorde helt ondt.

Det er den eneste træning med Max og musik inden lørdag, de to numre passer bare så godt til os, og nu kan jeg mærke, hvordan de små tilpasninger – jeg justerede en anelse i FS-programmet i dag – gør nummeret mere flydende, det passer til os! Og tilsvarende i HTM, hvor overgangene, som jeg kun har trænet lidt indimellem, pludselig ser ud til at virke og får nummeret til at hænge sammen.

Min bevægelse og min glæde smittede helt sikkert af på Max, og som han gik i dag, er han bare enestående. Max og jeg har virkelig noget sammen!!!

søndag den 26. marts 2017

The Best Things in Life

Morgentur i tågen

I går skulle jeg finde et gammelt blogindlæg, som jeg kunne huske nogle ord fra, og vupti fik jeg Googlet mig frem til Øjeblikke  og de afsluttende ord ”det smil, jeg blev mødt med og det kram jeg fik, det glemmer jeg aldrig.” Jeg kom til at tænke på Citizen Kane, hvor Jed Leland (spillet af Joseph Cotton) har en replik mod slutningen af filmen, om en kvinde han engang så et glimt af, og han har tænkt på hende hver eneste dag siden.

Hvorfor kom jeg til at tænke på det? Jeg aner det ikke … Men sådan er det med gode øjeblikke. De kan ikke forsvinde, de er der bare, og du kan tage dem frem og genskabe dem og komme i den rette stemning. Det er rigtigt meget dét, mental træning handler om.

Så her kommer lidt, som måske handler om min mentale træning frem til prøverne på lørdag, måske ikke.

Morgenturen var i ret tæt tåge, men heldigvis mødte vi alligevel weekend-hundevennerne og pludselig var der 7-8 hunde der løb og legede. Jeg fik lige lejlighed til at tage ovenstående foto af Max og Lille Bjørn, Megan gik lidt for sig selv, som hun næsten altid gør. Jeg holdt stort set kun øje med Max, og der er ingen tvivl om, at han er glad, når han løber og leger med de andre hunde. Han kommer hen til mig indimellem og bliver rost og får godbid, og så får han fri.

Klar til generalforsamling ...

Der var indkaldt til generalforsamling i Sydkystens Hundeskole i dag. Vi havde afstemt alt i bestyrelsen, regnskabet var godkendt, beretningen godkendt, og det blev aftalt, at jeg gik alene til generalforsamlingen (altså uden andre fra bestyrelsen) og da der ikke kom andre i øvrigt, blev det en meget hurtig generalforsamling.

Jeg kom til at tænke på en anden Orson Welles film The Lady from Shanghai, hvor Arthur Bannister (spillet af Everett Sloane) er forsvarer for Michael O'Hara (spillet af Orson Welles) og indkaldt som vidne af anklageren, og dermed får mulighed for at forhøre sig selv. Det var cirka sådan jeg havde det, da jeg gennemførte generalforsamlingen på tre minutter. Men alt er foregået korrekt.

Vi havde talt om at tage til København i dag, men det endte med at vi ikke havde lyst alligevel. Vi blev enige om bare at hygge os hjemme.

Jeg fik videooptagelserne fra Nose Work prøverne 18. marts, og nød specielt at se Megans indesøg og beholdersøg. Det er dejligt at se hende arbejde og jeg var ærligt talt også lidt stolt af mit førerarbejde.

Flot vejr til hundertur

Vi kørte til parkeringspladsen ved Trylleskoven og gik en tur med hundene. Vi grinede lidt af 2.37 km på 43 minutter, men det var jo sådan set også en tur for hundene, og de hyggede sig gevaldigt.

På vejen hjem var vi forbi Netto, officielt for at købe kartofler og en flaske hvidvin, men vi endte med en masse vin og øl til Christian, nogle friske Limfjordsmuslinger og lidt forskelligt. Og vi glemte hvidvinen.

Da vi kom hjem fik hundene først noget lammekallun og derefter noget oksehud, at det jeg købte i torsdags. Så var der ro på matriklen!

Jeg fik en morfar i drivhuset med Max ved siden af.

Forret med friske muslinger

Vi fik et glas champagne eller to før aftensmaden, og jeg fik lavet en lækker forret af friske Limfjordsmuslinger, peberfrugter, løg og hvidløg.

Lammekoteletter

Kirsten skar en frisk irsk lammekrone ud til koteletter og lavede noget bagt kartoffelmos til, dertil en (jævn) Barolo.

Det lyder fantastisk flot, når jeg skriver det, men jeg husker perspektiverne. Muslinger, lam, champagne og Barolo har tilsammen kostet 325 kr., og med det løse bliver det alligevel mindre end fx det koster at gå til en LP-prøve eller et udstillingsgebyr eller to hunde til en rallyprøve.

Giver det mening at stille det op på den måde? Jeg véd det egentlig ikke. I sidste ende handler det jo – for langt de fleste – om at prioritere, og prioriteringen i dag var perfekt.

Hundene, Kirsten og jeg har haft en fantastisk dag!

lørdag den 25. marts 2017

Lærerig FS- og HTM-træning

Max er klar!

Jeg havde lejet hallen i Ringsted i dag kl. 8-9 for at træne på et underlagt som minder om det i Hangar 17 og for at få prøvet FS- og HTM-programmerne i fuld udstrækning. Træningspas, leg, lidt rally indimellem og til sidst, 55 minutter med god intensitet, ganske korte pauser og endnu engang masser af input til føreren.

Jeg har det sidste stykke tid kørt en del visualiseringer af begge programmer. Med Max har jeg trænet specifikke momenter (tricks/positioner/overgange), så at få det hele i sammenhæng var relativt nyt for FS og helt nyt for HTM.

Jeg mindede mig selv om reglerne. Det skal være sjovt for Max og mig, jeg vil se glæde og engagement. Hvornår har jeg det? Når jeg slapper af, når jeg støtter ham, giver tydelige kommandoer, når jeg har fokus på ham.

Hvornår opstår der fejl = noget andet, end det jeg ønsker? Det gør der, når jeg bliver febrilsk – fx fordi vi kommer til at hænge i forhold til musikken, eller Max ikke reagerer på en kommando, eller han gør noget andet end det jeg tror, jeg beder om. Max begynder at dæmpe og jeg stopper og tænker mig om!

Det sidste skete nogle få gange i dag, og det var hver gang når der var musik på, fordi jeg gik i ”konkurrencemode”, fordi jeg ville følge musikken, i stedet for at hjælpe Max. Jeg har prøvet det masser af gange før, og det var rigtigt godt at gå i fælden et par gange i dag, og håndtere det konstruktivt.

I FS blev jeg opmærksom på, at jeg simpelthen kom med for får kommandoer. Jo, der er mange, men der var situationer, hvor jeg kunne se, at Max var i tvivl, fordi jeg ikke sagde noget, fx efter en spin. Det var da nemt at rette.

Vi kan under afslappede former gå programmet med ganske få håndtegn, men brug dog de håndtegn, hvis det er det, som giver en tryggere Max.

Hvis vi kommer bagud i forhold til musikken: Lad være med at prøve at indhente det. Drop en slalom eller en spin eller noget andet, hold en pause og start igen.

Resultatet blev, at vi fik et meget bedre flow, fordi indholdet blev skræddersyet til det lidt langsommere tempo jeg går i og Max’ lidt langsommere reaktioner, når vi er til prøver. Det føles godt.

HTM flyder meget bedre. Jeg kan virkelig positionerne på rygraden, og vi har fået lavet nogle gode overgange. Der er nogle af positionerne, der halter lidt, og de kommer af præcis de årsager, som er nævnt under FS. Og kuren er præcis den samme, typisk at holde en pause og få Max med.

Jeg har næsten kun længere passager (en position over længere tid), og det er præcis det, som gør at Max og jeg føler os trygge sammen og dermed får et godt flow. Højrebakningen (P5 bak) har vi trænet en del i rallysammenhæng, og vi kan lave den virkelig flot, men det er en position, der kan gå helt i skuddermudder, hvis er der lidt pres på, så jeg prøvede i dag P10 i stedet, og det gav meget mere ro og en god overgang til P9, som vi lige skal arbejde lidt mere med, men han kan næsten snurre rundt mellem mine ben :-)

Jeg synes, vi er kommet ret langt med HTM-nummeret på ganske kort tid, og jeg glæder mig meget til at debutere med det om en uge. Jeg bliver som bekendt i HTM2 indtil jeg bliver tvangsoprykket til HTM3. Jeg har den længere udgave klar i hovedet. Men det føles rigtigt godt at starte med en kortere udgave og at kunne blive i HTM2 lidt endnu og få arbejdet med at skærpe positioner, overgange og koreografi inden vi debuterer i HTM3.

Det var også interessant at mærke efter i dag, og konstatere, at jeg helt klart har en præference for HTM i forhold til FS med Max. Det er så tydeligt, at Max er mere på og opmærksom i HTM, hvor han ikke skal spinne og snurre og gå rundt. Så prioriteterne, som var så svære for nogle måneder siden, falder ligeså stille på plads.

Stetson’en bliver (mentalt) fyldt med alt det, som gør Max glad, og så er vi klar til på lørdag!

fredag den 24. marts 2017

There ain't no cure …


 
Et af dagens minder på Facebook var Afsløringer, hvor jeg for to år siden fortalte noget om, at jeg var i gang med noget HTM. Som jeg skrev, da jeg delte det i dag: ”To år siden jeg for alvor blevet smittet med den frygtede HTM-virus. Og jeg er aldrig sluppet af med den igen.” Der har været opture og nedture, men absolut mest det første og det er en fascinerende sport.

Jeg er ikke meget for at skrive det, men i går på vej hjem fra Nose Work træning hørte jeg Que reste-t-il de nos amours flere gange, og jeg var ikke så koncentreret om trafikken, som jeg burde være, og det kunne være gået grueligt galt. Der skete intet, men jeg har forbudt mig selv at høre HTM-/FS-musik, mens jeg selv kører. Jeg bliver så opslugt af nummeret og trinene og overgangene …, og det er altså ikke godt, når jeg sidder bag et rat.

I morgen har jeg booket hallen i Ringsted 8-9, det er kun Max og mig, og vi skal hygge og lege os igennem HTM og FS, som generalprøve til 1. april i Hangar 17. Det er ret god timing med de prøver. Det er de første prøver efter rallyprøverne på Bornholm, hvor mit eneste fokus var ”at være en ordentlig fører”, og det er bare det skal jeg skal have med til Hangar 17. Jeg bare huske at have fokus på, hvordan Max har det …

Helt ærligt tror jeg det bliver nemt, for læringen på Bornholm var ikke til at tage fejl af: den gode fører har glade hunde som arbejder med overskud. Det er lige det, jeg vil opleve næste lørdag. Note til mig selv: Husk at aftale at få prøverne videofilmet!

Jeg har tidligere beskrevet, at årets fokus er rally, og HTM/FS er en flot nummer 2. Det bliver ikke til mange HTM-prøver i år, men jeg har besluttet at prioritere lørdag den 14. oktober på Samsø. Så meget at jeg allerede har booket overnatning i et stort sommerhus fredag-søndag, for der er rally søndag, og så begynder det at ligne noget, der er mere en værd at tage til Samsø for.

Jeg har en aftale med Anita og Amanda om at vi overnatter sammen, derfor det store sommerhus. Jeg har Max og Lille Bjørn med, og Lille Bjørn skal jo ikke noget på dag 1. Så jeg har udfordret Amanda med, at hun og Dumle skal konkurrere med Lille Bjørn og mig om bedste FP2. Jeg tror vi har cirka lige meget at træne = vi er langt fra målet. Jeg håber Amanda er frisk på udfordringen :-)


Ingen hundetræning i dag, alle hundene har fået kødben, og åbenbart af den gode slags, for ifølge Kirsten har der været fuldt fokus på kødbenene siden de blev serveret.

Endnu engang har jeg tænkt over, hvor privilegeret jeg er: at have tre sunde og raske hunde, som jeg har masser af gode oplevelser med til hverdag/træning/konkurrence, som har formet mit liv de sidste 12-13 år, og som har resulteret i mange hundebekendtskaber og –venskaber. Jeg kan glæde mig til et par prøver 1. april og især til at være sammen med en masse andre, der har det cirka ligesom jeg, med hundene.

Jeg håber ikke, jeg kommer til at opleve en tilværelse uden hund, at leve og arbejde med hunde er en sygdom, som ikke kan kureres.

torsdag den 23. marts 2017

Nose Work i Herlev

 
Først lidt reklame for Sunde Snuder aka Rigtig Hundemad Herlev. Ejeren Ulla Hansen lagde butik og have til aftenens Nose Work træning, hvor vi ud over to runder god træning havde en pause med kaffe og tre slags kage og til sidst fik mulighed for at handle i den meget fristende butik. Et besøg kan varmt anbefales! Ulla har også taget alle fotos.


Megan var første hund og startede med et søg i rummet med vægten, hvor hun efterhånden fik pejlet sig ind på kilden under vægten.


Næste søg var fire kilder inde i selve butikken, hvor der var masser af distraktioner, som det kan ses. De to kilder blev fundet enkelt, de næste to tog lidt længere tid, men flot arbejde af Megan, gode markeringer og en lidt hurtigere fører ville ikke skade …


Så et kassesøg, hvor der blev flyttet lidt på de lettere genstande, men markeringen af den rigtige kasse var ikke til at tage fejl af.

Så gik vi udenfor og med Leif som iagttager gik vi efter 4 kilder. Det er virkelig en fornøjelse at se Megan udenfor, hun går lidt rundt, fanger færten og arbejder sig flot frem til markering. Virkelig flot. Vi blev også lige mindet om at lave ordentlige markeringer af fund, så vi gør det pr. automatik til prøver.

Derefter havde jeg mulighed for at se de andre arbejde, og det er som altid lærerigt, og det er meget nemmere at se de andres fejl, end sine egne.


Efter pausen startede Megan med indesøget, igen 4 kilder i butikken.


Det var noget sværere end første gang, men efter noget arbejde fandt vi to og med lidt hjælp også de sidste to.


Specielt det næstsidste blev diskuteret en del, fordi alle andre end jeg havde set en meget tydelig markering fra Megan …

Udesøget, hvor der igen var fire kilder, gik noget bedre. Der var en tydelig markering, som jeg var meget længe om at markere for. Derefter gik hun under en postkasse, hvor der var lidt reaktion, men hun styrede målrettet mod en busk og lavede en flot markering. Derefter gik vi tilbage til postkassen, og der kom en ny flot markering. Det sidste søg var lidt drilsk, selvom vi gik lige op ad kilden, kom der ikke markering, men til sidst lykkedes det alligevel.

Men med 18 kilder på en aften, det kan godt accepteres at der var lidt træthed til sidst.

Dernæst var der igen mulighed for at følge de andre hunde, og notere sig, at alle havde tydelig interesse i de steder, hvor kilderne havde været først. Men langt de fleste havde markante og flotte markeringer på de rigtige kilder.

Jeg sluttede med at handle lidt, så der er nogle ekstra spændende spiselige ting til hundene den kommende tid.

Tak til alle for nogle hyggelige timer og ikke mindst tak til Ulla for et flot arrangement samt fotos!

onsdag den 22. marts 2017

Nose Work i Ringsted


I dag skulle Max og jeg til Nose Work hos Johanna, denne gang i det central Ringsted.


Mødestedet var en parkeringsplads ved Søgade, vi blev introduceret til ruten, vi var flere der ikke ønskede at vide hvor kilden var på de forskellige søg. Det endte med at Charlotte, Camilla og jeg gik som den ene gruppe, uden at kende til placeringen på de søg, vi skulle lave på egen hånd. Spændende!

De første fem kilder var placeret i en passage mellem parkeringspladsen og Tinggade. De to på en mur fandt Max let. Så var der et ved en trappe, hvor Max på to søg markerede samme sted, og det var godkendt tæt på kilden. De sidste to var mere drilske, men ved anden banegennemgang, og med lidt tip om, hvor de andre havde fået reaktion, fandt Max også dem og lavede to flotte markeringer.

Derefter gik vi ud på Tinggade. Vi havde fået udpeget fire bænke og der var to kilder. Jeg brugte en del tid i den ene ende, uden markering. Da vi kom til den anden ende var Max hurtig til at lave to flotte markeringer. Tjek.

De næste søg var med Johanna som iagttager. Det foregik langs murene på vestsiden af Tinggade. Max er meget tydelig, når han får færten i næsen. Han arbejder meget koncentreret og effektivt og man kan høre hans næse arbejde. Det var lidt svært for ham at lokalisere de lidt høje søg, vi skal have arbejdet med at han vænner sig til høj placering af kilder, men det endte med meget flotte markeringer af begge kilder på første stræk. Dernæst yderligere to, som han fandt flot, og endelig et sidste, som vi selv skulle finde uden hjælp og han lavede to flotte markeringer det rigtige sted på en måtte.

De sidste to kilder var placeret i en passage tilbage til parkeringspladsen, det lavt placerede fandt han lynhurtigt. Det højt placerede, brugte han mere tid på, men igen fin markering til sidst.

Det er virkelig spændende at se ham arbejde med næsen. Han arbejde utroligt koncentreret, slår nogle slag ud indimellem, med det er tydeligt at han følger færten. En sjælden gang kan han være lidt væk, men 95 % af tiden er det seriøst Nose Work arbejde.

Max er virkelig en fornøjelse at arbejde med, også i denne disciplin.

tirsdag den 21. marts 2017

Kort og godt


I går var dagens minde på Facebook et blogindlæg fra for to år siden Vigtige ting i livet, på det der ville have været Emmys 20 års fødselsdag. I indlægget er nævnt en golden ven, som Max leger med. Vi har ikke set den længe og forklaringen kom i går, fordi en, der læste mit blogindlæg, vidste, at den var død for 1½ år siden. En dejlig hund, en ulykke, og ved et tilfælde hørte jeg det så længe efter.

I går aftes fik jeg redigeret Que reste-t-il de nos amours til den 2:37 minutter udgave, jeg skal bruge 1. april. Det er en rigtig god udgave at debutere med. Jeg hørte den et par gange, jeg har styr på positioner og retninger. Jeg skrev forleden Erfaring er godt  om at jeg trods alt følte mig lidt erfaren indenfor HTM, og derfor havde en mere afslappet tilgang til prøverne 1. april. Sandie skrev som kommentar ”… du har da monster meget erfaring indenfor konkurrencer som du kan bruge til alt.”, og sådan kan det også siges :-) Max og jeg har da været til 9 officielle rallyprøver siden sidste HTM-prøve, så vi skal nok være helt klar 1. april.

Morgenturen i dag var fantastisk – det bliver ikke meget bedre end at gå med hundene på en mennesketom strand, se solen stå op og bare tænke gode tanker.


Arbejdet bøde på nogle konstruktive møder og en brandalarm … Vi kiggede lidt vantro på hinanden, da alarmen gik, men fandt ud af, at det lød som alvor, så computeren under armen og på vej ud, indtil jeg fandt ud af, at overtøj, tegnebog og bilnøgler også var værd at tage med.

Heldigvis blev alarmen afblæst efter kort tid.

Sidst på eftermiddagen skulle jeg bruge noget fraskær (kalvemørbrad) fra weekenden, og det blev til 20 minutters fokuseret træning med hundene.

Max og jeg prøvede HTM-nummeret og det virker rigtigt godt. Jeg har helt styr på positioner og retninger, så jeg kan støtte ham ordentligt, og jeg havde også overskud til nogle gode overgange – det er tricks vi kan, jeg skal bare huske timingen af kommandoerne. Det blev faktisk ret godt.

Musikken fortsatte lige over i When I’m 64, og så tog vi da også FS-nummeret med min nye koreografi, rigtigt godt. Derefter lidt tricks og leg og udskiftning til Megan, som fik 5 minutter med sideskift, bakning, snur rundt.

Til sidst Lille Bjørn med dobbeltspring (to træstykker fra en blomsterkasse) ro, noget bakning på højre side og bakke væk fra, og endelig lidt sideskift. Han var bare total stjerne. Alt det ”svære” bliver leget ind, og han er totalt på, (også) når vi arbejder på den måde.

Endelig lidt leg med alle hundene. Perfekt træning, kort, effektiv og masser af succes.

I morgen skal Max til Nose Work, på torsdag skal Megan til Nose Work og lørdag morgen har jeg booket hallen i Ringsted 8-9, så jeg kan få testet HTM- og FS-programmerne på ordentlig underlag.

Jeg kan mærke, at træningsdoseringen er lige som den skal være, og jeg tør næsten skrive det offentligt: Jeg glæder mig som til juleaften til prøverne den 1. april. Jeg føler mig i den mentale tilstand, som jeg skal være i, for at kunne være den allerbedste fører for Max, og vi får en skøn drengetur til Hangar 17.

søndag den 19. marts 2017

Erfaring er godt


Den seneste tid har jeg fokuseret meget på rally (både som dommer og deltager) og der har også været forskelligt på Nose Work fronten.

Hvad blev der lige af HTM og FS kunne nogen spørge.

De er bestemt ikke glemt. Efter mange overvejelser – som jeg har skrevet om tidligere – endte jeg med at melde til prøverne i Hangar 17 den 1. april, og i morges besluttede jeg så at se på planlægningen af forløbet frem til de prøver. Det er om 13 dage, så det må siges at være på høje tid. Efter morgenlufteturen gik jeg så i gang.

Først gik jeg FS-programmet 2 gange i haven med musik, uden hund. Dvs. de tre hunde var i haven, og det var sjovt, de tilbød alle sammen al mulig adfærd Jeg kan konstatere at:
  • Jeg har helt styr på det ændrede program efter de seneste justeringer
  • Det er i forhold til det forrige noget enklere for Max, så alt andet lige burde vi kunne få et godt flow
  • Det meste af adfærden (faktisk alt sammen) træner Max og jeg løbende som en del af rallytræningen eller vores korte træningspas indimellem
  • Vi skal lige træne det fulde program et par gange inden 1.4, så er vi klar
HTM-programmet er jeg ikke ligeså langt med, eller det var jeg ikke i morges. Jeg skrev til en livline og Anita svarede: ”Så må du improvisere en plan frem. Du lader lige som om at du er Johanna og sætter dig ned og laver et program :-) :-)

Ja, det er da sådan man gør!

Jeg havde en udskrift af det fulde program (tider, tekst, position), fandt en nyere på Pc’en, læste den igennem og justerede og sendte til Anita.

Svar: ”Og i første omgang til ca. 2.05??

Det var formuleret som et spørgsmål, men det var vist et trickspørgsmål, så jeg svarede: ”Det ville nok være fornuftigt + de sidste 20 sekunder fra 2:46 for at få en ordentlig afslutning

Så sådan er det blevet. Ca. 2:25 i stedet for 3:10.


Næste opgave var at se på om positioner og retninger lignende noget, der kunne fungere på en bane, og tegningen ovenfor viser retninger. Jeg skal prøve det i praksis, men jeg tror det fungerer og giver en god udnyttelse af banen. Det er dejligt at skulle afprøve det første gang i Hangar 17, hvor der er rigeligt med plads.

Jeg har kørt en del visualiseringer og det hænger fint sammen. Der er fire positioner i 3, 1, 2, 3 forskellige retninger/tempi, der er nogle enkle links, jeg tror vi kan få et godt flow i programmet. Alle positionerne fungerer hver for sig, linksene fungerer, vi skal ”bare” have det hele skruet sammen.

Så er der kostumet. Kirsten har fuldstændig styr på vores tøj og pludselig dukkede et dobbeltradet jakkesæt op, som jeg ikke kunne huske. Det passede (!) og med en hvid skjorte og et løst slips lignede det, hvad jeg drømte om.


Jeg oprettede en Messenger gruppe med nogle personer, hvis dømmekraft jeg har tillid til, og der blev suppleret med en hat (Stetson godkendt i første omgang), et pyntelommetørklæde og evt. le Figaro i lommen. Det er hvad jeg kan overskue til 1. april.

Bundlinjen er, at jeg efter at have været på bar bund i morges, nu står med et færdigt program med positioner, tempi, retninger og links, har et kostume klar, nu er det bare at få trænet programmet i etaper, så er vi klar til at debutere med det nye program den 1. april.

Jeg har ikke været oppe siden 18. december 2016, det føles som uendelig længe siden, men det er jo kun tre måneder.

Jeg kan godt mærke, at jeg har rigtigt meget lyst til at gå op igen, det har været godt med en pause. Det har været fornuftigt at justere FS-programmet, og det har været rigtigt sjovt at skulle arbejde med et helt nyt HTM-nummer.

Selvom jeg med under 2 år på bagen stadig er ganske grøn indenfor begge discipliner, kan jeg godt mærke, at min tilgang er fundamentalt anderledes end i starten. Jeg har ikke meget erfaring, men jeg HAR erfaring og den gør, at jeg ikke har tænkt nærmere over, at jeg om 12 dage skal gå et nyt program i HTM. Det er jo bare noget ny musik, positioner og overgange kende jeg i vidt omfang, de skal bare gå op i en højere enhed med den nye musik.

Jeg glæder mig til 1. april!

lørdag den 18. marts 2017

Seniorer, rosetter og glæde


Jeg er så privilegeret at have tre hunde til daglig glæde, til træning og til konkurrence. Max er den eneste der er valgt med henblik på lydighed, Lille Bjørn var ”erstatning” for westien Asta og Megan var bare familiehund.

Megan

Jeg har trænet hund seriøst siden Megan var 1 år, så det nærmer sig de 13 år. Megan og jeg har haft ufatteligt mange gode oplevelser sammen til træning og til konkurrencer, og hun er den direkte årsag til at jeg kender så mange skønne hundemennesker.

Jeg pensionerede hende fra rally sidste oktober og startede på et Nose Work hold med hende. Hun er stadig så frisk, at man næppe kan tro det med hendes alder, og pensionen fra rally holdt ikke så længe, for hun vil stadig rigtigt gerne træne og konkurrere. Og med 95 og 91 til to officielle prøver i rally championklasse i år er hun altså ikke helt affældig :-)

Det er også hende jeg træner mest Nose Work med, først var det tænkt som en hyggesport når hun var pensionist, men det er ret fascinerende at træne, og hun er også god til det. Selvom det virker som ikke noget særligt blev jeg vildt glad i dag, hvor vi var til uofficiel NW-prøve (se forrige blogindlæg). Hun arbejdede superflot og de to rosetter, vi fik, betød rigtigt meget for mig, 3. vinder og hurtigste beholdersøg, det er sgu da sejt.

Jeg skal virkelig være skarp for at læse hende i NW, men hendes markeringer er så flotte og jeg bliver altså stadig helt blød indeni, når vi træner og går til konkurrence. Hun er lige fjollet, hun vil så gerne læse mig og vi går stadig ud og præsterer godt. Jeg tror, jeg har skrevet det før, men Megan og jeg er skabt for hinanden. Det bliver forfærdeligt, når vi skal sige farvel, men jeg kan helt sikkert sige til hende, at jeg har gjort det så godt, jeg kunne.

Lille Bjørn

Lille Bjørn skulle vente længe med at debutere i rally championklasse. Jeg gik og bildte mig selv ind, at han var god i ekspertklasse (og det var han!), men kunne ikke overskue championklasse. Anja fik mig sporet ind på, at jeg fundamentalt er drevet af bl.a. udfordringer, og pludselig trænede Lille Bjørn og jeg højrehandling, og så gik han pludselig championklasse og er en fantastisk stjerne.

Ja, som flere der kender mig godt har kommenteret: han er langt den skarpeste rallyhund af de tre. Han er på, han lytter, følger mine signaler og er præcis – jeg skal bare være præcis med mine signaler.

Han har været til 6 officieller prøver inkl. debuten 11. februar i år, og har opnået 96, 77, 78, 98, 82 og 97 point. Det er fantastiske resultater. Han er næsten sikker på DM-kvalifikation og godt på vej mod kvalifikation til Årets Hund, Han er lige blevet 10 år, og endnu et eksempel på, at alderen ikke er en hindring for at debutere i championklasse og være med i toppen.

Max

Max er den unge herhjemme, og han nærmer sig de 6 år … Jeg drømte om LP med ham, men det var ikke lige ham, så i stedet blev det rally, HTM, FS, NW … alt for meget, som han er god til alt sammen, så jeg har været nødt til at prioritere – trist på en måde, men alligevel godt og fornuftigt.

Jeg har mange gange været skuffet over ham, han er ikke en rigtigt terrier synes jeg, men når regnskabet bliver gjort op, må jeg bare erkende, at han arbejder fantastisk på sine præmisser – og er det ikke altid hundens præmisser vi skal tilgodese, som gode hundeførere?

Det kan godt være at han ”kun” blev LP2, men han er ret skarp i rally – nr. 9 til DM og nr. 8 til ÅH sidste år er ret godkendt – han er HTM2 og står foran debut i HTM3. Han er på vej mod FS1. Og når jeg sammenligner med de andre hunde, burde der være mange gode år i ham endnu.

Han kan nå hvad som helst, hvis hans fører gør det godt, og jeg kan garantere for, at jeg løbende arbejder på at blive en bedre fører, en ordentlig fører. Alle, der følger denne blog, ved hvor meget fokus jeg har på det.

* * *

Konklusioner eller sådan noget:

  • alderen – hundens og førerens - er absolut ikke en undskyldning for at ikke at give sig i kast med nye udfordringer,
  • rosetter er altså dejlige, mentalt betyder de rigtigt meget for mig,
  • jeg elsker at træne og konkurrere med alle tre hunde – hvis nogen skulle være i tvivl!

Megan er sej!


Flotte rosetter og præmier :-)

I dag havde Lonni inviteret til uofficiel Nose Work prøve hos Stine (Tvillinghøj). Lonni er i gang med at uddanne sig til dommer i Nose Work, så alle søgene og feedbacken blev filmet og skal bruges i forbindelse med hendes uddannelse. Jeg havde fået lov at stille med både Megan og Max, vi var nr. 2 og 4 ud af de i alt 9 ekvipager.

Først skulle alle gå Køretøjssøget, og derefter blev de sidste tre søg gennemført i forlængelse af hinanden.

Max’ køretøjssøg var ikke særlig godt. Lonni skrev: ”Fin start. Lidt mere interesse i bil vil hjælpe. Poter på trailer.” Max var meget fokuseret på området omkring bil og trailer, jeg gik rundt om begge uden at få nogen reaktion, og vi fandt ikke noget indenfor de afsatte 120 sekunder.

Megans køretøjssøg var heller ikke prangende. ”Fin start, roligt arbejde af ældre døv dame. Hun er lidt i tvivl om, hvad hun søger efter. På dagen er hendes udholdenhed ikke så lang.” Også med hende gik jeg rundt om begge køretøjer, der var ikke nogen klar reaktion. Hun stoppede og så på mig, og der har jeg fortsat problemer med at få hende til at søge videre, fordi hun tror jeg vil lave sideskifter eller bakning, når hun ser mine håndbevægelser. Også her gik vi ud på tid.

Det viste sig at kun én ud af 9 havde klaret køretøjssøget. Det blæste ret meget, så det har bestemt ikke været nemt for hundene at finde kilden, men jeg ville nu have ønsket at Megan og Max havde givet en indikation af, at de havde fært af noget …

Så blev det Max’ tur til de sidste tre søg. Indesøget var fint. Han søgte lidt bredt, og havde måske lidt rigeligt fokus på underlaget, men da han fik fært arbejdede han superflot og lavede en flot markering. Perfekt!

Udesøget blev ganske kort, jeg kunne se at Max lignede en, der ville lette ben, og trak ham væk. Hvorefter han lettede ben op ad en palle i søgeområdet :-(

Beholdersøget gik vi systematisk igennem, den 6. af de 9 stoppede han lidt op ved og jeg markerede, desværre forkert. Det var den næste, som han markerede korrekt og væltede …

Så jeg skal lære at læse ham lidt bedre!

Så blev det Megans tur. Indesøget var fint, vi gik pænt over hele området, der var en anelse at se på hende, da vi passerede det rigtige område, men slet ikke nok til, at jeg kunne bruge det til noget. Da vi vendte tilbage arbejde hun fint og systematisk og lavede flot markering. Jeg kan se af dosmersedlen at vi brugte 77 sekunder, så det var virkeligt fint og tålmodigt af Megan.

Udesøget blev alt for kort, idet Megan også besluttede sig for at tisse i området. Det var der mindst 5 ud af 9 der gjorde, ikke at det er en undskyldning, men det var åbenbart et område som opmuntrerede til det.

Beholdersøget havde jeg besluttet at gå på samme måde som med Max, med mindre Megan tydeligt viste at hun ville gå anderledes. Stille og roligt gik vi igennem, lidt tøven af Megan ved nr. 7, men slet ikke nok og jeg var allerede videre mod nr. 8, men så stivnede Megan på vej mod nr. 8, som om hun stod og tænkte. Jeg ventede bare og pludselig vendte hun om og lavede en tydelig markering. Superflot!!!

Max endte med 25 point og 8 fejl (han var oppe på trailer et par gange, tissede og fejlmarkering). Megan fik 50 point og 3 fejl (for at tisse). Normalt ville det ikke række ret langt, men det viste sig at langt de fleste havde haft store problemer med flere søg. Jeg mener der var 2 x 0, 3 x 25 og 4 x 50. Så Max endte som nr. 7, og Megan som 3. vinder og hendes tid på beholdersøget (41.91) var den hurtigste, så det fik hun også en præmie for.

Camilla fra Trenddog.dk deltog i prøven og havde sponseret fine præmier, så ud over en masse lærerig søg og hyggeligt selskab, fik vi alle flotte præmier med hjem.

Tusind tak til Lonni for flot dommerarbejde med rigtig god feedback, Camilla for flotte præmier og Stine for at stille prøveområde til rådighed.

Jeg synes både Max og Megan arbejdede fint, jeres far skal bare blive endnu bedre til at læse jer. Og så er jeg meget stolt af Megans flotte arbejde og de to fine rosetter. Hun er altså en sej dame!

fredag den 17. marts 2017

Boblende følelser


Bobler fra Lidl

Hvordan føles det?

Anja har stillet mig det spørgsmål mange gange til vores coachingsessioner.

Hvor sidder følelsen?

Øh, sådan et sted mellem maven, og hjertet og …

Jeg har fået hjemmeopgaven: ”Den anden opgave er at tegne tre hatte til næste gang. En for hver af hundene. Farve, form og indhold skal afspejle min adfærd overfor hundene i forbindelse med konkurrencer. Og det er netop vigtigt, at det er én pr. hund, for der er ikke en universal løsning, som duer for alle.”

Hvad er det med de følelser? De er forskellen mellem at gå ind med hunden og bare gennemføre en prøve, og at være i kontrol med, hvordan man selv skal have det, for at man selv og hunden performer optimalt. Jeg fik en masse ideer i weekenden på Bornholm, men det er sørme en svær opgave, Hvordan har/skal jeg have det indeni før jeg starter en rallyprøve med Megan/Lille Bjørn/Max?

Her er nogle bud.

Med Megan tænker jeg meget à la ”vi skal ud på tur, bare os to” og så går vi og hygger. Hun skal have tisset inden vi gør klar, hun skal snuse lidt, hun skal lige inden vi skal ind, have fokus på mig, halen køre roligt. Jeg tænker oilskinshat, oilskinsjakke, vi skal ud og gå tur, den rette stemning. Følelsen er ”det går som det går” og hatten er grøn.

Lille Bjørn skal lige have styr på underlaget, have snuset lidt, have nogle godbidder, nogle nemme øvelser og han er på. Han skal tjekke ind, inden jeg giver klartegnet. Følelsen: det har vi begge helt styr på. Jeg skal have six pence på, à la Kim Larsen. Farven er gul.

Med Max tænker jeg, at han skal have været godt rundt, støvsuget underlaget for dufte, have hilst på interessante hunde, og gerne have løbet lidt løs, så han synes, han har styr på området, så kan vi gå ind, og så skal han tjekke ind, orientere sig én gang til, og så kan vi gå. Langt bagved ligger ”måske smutter han” men det har jeg fortrængt, tror jeg. Men jeg er klart noget mere anspændt, og det er ét af fokusområderne: stol på Max! Hans hat er blå.

Er det bare pjat? Nej, det handler om, at det altafgørende er, at have den rette følelse, når man skal til konkurrence. Hatten symboliserer det hele, og den rigtige hat, i den rigtige facon og med den rigtige farve, gør, at man fastholder alt det væsentlige, fra man henter hunden til man er færdig med at belønne efter prøven. Det er svært og jeg skal virkeligt arbejde med det. I morgen skal jeg til uofficiel Nose Work prøve med både Max og Megan, og det er prøver, hvor der intet pres er på mig. Jeg skal huske at notere, præcis hvad jeg føler hele vejen igennem, for det kan jeg bruge til det videre arbejde, med at styre, at jeg har de rigtige følelser i forbindelse med prøver.

Følelserne fra weekenden har jeg helt styr på, de popper op helt ukontrollabelt og jeg nyder det. Jeg tror det er en variant af at være forelsket. En fantastisk følelse, som man ikke kan styre.

Jeg skal have styr på mine følelser, så jeg kan bruge dem i prøvesammenhæng, så jeg får de mest fantastiske oplevelser med hver af mine hunde, på en kontrolleret måde.

torsdag den 16. marts 2017

Forår og kanontræning


Når man kan opleve en morgen som ovenstående bliver starten på dagen ikke meget bedre.


Når man kan få en skøn omgang Nose Work træning ved Mosede Fort om aftenen med en håndfuld andre Nose Work entusiaster, så bliver afslutningen på dagen heller ikke meget bedre,

Jeg havde foreslået Mosede Fort til aftenens træning, og blev imponeret over, hvor gode muligheder der er. Der er kanoner, toiletter, billetkontor, containere, lygtepæle mv, perfekt til Nose Work. Når man går ned ved indgangen til museet er der læ, lyset tændes og der var perfekte muligheder, for en stribe beholdersøg.

Foto: Leif Nielsen

Jeg havde Megan med. Vi startede med to søg på kanonerne. Som sædvanlig en lidt træg start, når hun kommer i tvivl går hun i lydighedsmode, men når hun først kommer i gang laver hun fine søg og markeringer. Hun er hurtig til at markere, så jeg skal virkelig holde øje med hende.

Derefter 5 søg på eukalyptus, som Megan ikke har prøvet før, og igen træg start, og ikke så overbevisende søg. Hun fandt dem alle, men jeg skulle have hjælp til lokaliseringen.

Vi gik videre til 3 beholdersøg, og det gik strygende. Først pizzabakker, så urtepotter og endelig æggebakker. Hurtig og tydelig markering og korrekt førermarkering hver gang. Så var der et søg på bøger, og det var for svært. Der var nogle markeringer, som ikke var tydelige, og selv da jeg fik udpeget den rigtige bog, kunne jeg ikke se, at Megan markerede den tydeligere.

Vi sluttede med nogle søg langs stien, med kilder i parasolfod, på lygtepæle, på en væg og på et hegn. Superflot arbejde af Megan!

Masser af søg, god feedback og hyggelig eftersnak. Og det var helt lunt, selv klokken 20. Nu er foråret lige om hjørnet.

Virkelig en dejlig træningsaften.

tirsdag den 14. marts 2017

Førerfejl, rallystillinger og gode følelser

Stillingen i Årets Hund

Nose Work træning med førerfejl

Jeg havde et svagt øjeblik overvejet at melde afbud til aftenens træning på Johannas Nose Work hold med Max og åbne en flakse champagne i stedet. Men det gjorde jeg alligevel ikke …

I første del skulle vi søge i et større afmærket område, hvor der var et ukendt antal kilder. Vi var tre i gruppen, som startede med at søge efter en kilde hver og så ud, men hurtigt var vi alle i gang. Jeg mener Max fandt 5 ud af 6, plus et par fejlmarkeringer fra mig. Max arbejdede virkelig intensivt med næsen, men som Charlotte sagde på et tidspunkt, kunne han godt ligne en hund, der gik spor indimellem. Men han går fint, han laver gode markeringer, han skal bare have en fører, der kan hjælpe ham med at være lidt mere systematisk i sit søg.

Det var tydeligt i anden del, hvor Johanna kommenterede alle søg. Først et langs den ene halside, hvor Max flagrede en del; da jeg begyndte at gå baglæns søgte han perfekt op ad væggen. Han kom forbi kilden et par gange, men endte med en ret fornuftig frys på den høje kilde (ja, det har vi ikke trænet). Jeg blev lige introduceret til at holde lille hund, så den kan søge højt.

Så et søg på 9 metalholdere (rallyskilteholdere), jeg ville gå dem som et S, Max var tydeligt interesseret i den første, jeg fortsatte og afbrød efter 6 ud af 9 for at gå tilbage til den første – tydelig markering. Derefter de sidste 3 (ingen markering). Så 8 stole, hvor jeg lavede to markeringer (forkerte) og til sidst direkte forespurgt sagde, at der ikke var nogen kilde. Korrekt. De to markeringer kom forbi jeg stoppede op, og der så blev tilbudt markering – førerfejl.

Det samme gjaldt metalholdersøget, hvis hunden skal arbejde systematisk, skal den ikke vende tilbage til noget, som er tjekket …

Så masser at arbejde videre med!

Rallystillinger

I dag har jeg fået opdateret listerne med stillingerne til henholdsvis DM og Årets Hund i DKK efter weekendens prøver. Det skal virkeligt høje point til for at komme til DM. I begynderklasse skal man have 100 for at være sikker. Det samme gælder nok øvet, der er pt. 10 med 100 point og 8 med 99 point. I Ekspert skal man bruge 99 (98 rækker pt. til en 13. plads) og endelig championklasse, hvor jeg tror man skal op på 98, 97 rækker pt. til en 11. plads. Det er virkelig en præstation bare at kvalificere sig.

I championklasse ser stillingen således ud:


Lille Bjørn er ny på listen, Max er lige med, men 96 point er i underkanten og Megans 93 point rækker definitivt ikke.

Stillingen til Årets Hund i championklasse ser ud som vist foroven. Det ser da meget godt ud :-) Max nr. 3 og Lille Bjørn nr. 7 pt. Men der bliver også her kamp om pladserne, og vi glæder os til at være en del af kampen!

Gode følelser

Det skete på turen til arbejde i morges. Det sker indimellem, uden at jeg kan kontrollere det. Jeg mærker den boblende glæde over weekenden. Anja vil spørge, hvor følelserne sidder henne, og jeg vil svare, at jeg ikke er sikker, men det er noget med hjertet, hjernen, maven – de fylder meget, de er dejlige ud over enhver beskrivelse, og det er de følelser, jeg skal have med til hver prøve.

Det var de følelser der gjorde, at jeg drømte om champagne i stedet for træning. Men naturligvis skal træningen passes, og jeg skal nok finde en undskyldning for at åbne en flaske champagne inden længe.

Jeg har også fået nogle dejlige hilsner i anledningen af weekendens prøver, og hver eneste en bidrager til de gode følelser.

mandag den 13. marts 2017

En ordentlig fører 2

Søndagstur ved vandet

En ordentlig fører hed mit blogindlæg i onsdags efter coachingsessionen hos Anja. Den session har fyldt rigtigt meget i mit hoved siden da, og jeg havde besluttet at dens konklusioner skulle være topfokus på turen til Bornholm i weekenden.

Det fik den og på allerbedste vis.

Jeg véd ærligt talt ikke hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte, så jeg begynder med en kronlogisk oversigt :-)

Lørdag den 11. marts

Turen til Hønsehuset lørdag morgen gik helt efter planen: Morgenluftetur, hente Anita, ingen kontrol, da vi kørte ind i Sverige, i god tid i Ystad og lidt hundeluftning, uproblematisk tur til Rønne og ankomst ved Hønsehuset lidt over 10, hvor første prøve skulle starte kl. 11.

Jeg skulle dømme begynder og øvet til den ene prøve først (kun DM-kvalifikation), derefter kom den anden prøve der talte til DM og Årets hund, hvor Anita dømte begynder og øvet, jeg ekspert og Anita champion, inden vi sluttede med de sidste to klasser til den første prøve, hvor jeg dømte ekspert og Anita champion. Vi var først færdige ved 21-tiden, så det var en ret lang dag både for official og tilskuere, for ikke at tale om hundene.

Jeg tror, det var ved 17-tiden der var line-up til den første championklasse, jeg mener Lille Bjørn var nr. 3 og Max nr. 9 ud af 12, jeg fik Max flyttet ned som nr. 11, før den løbske tæve.

Præmieoverrækkelse 1. championklasse lørdag

Begge hundene havde været inde i hallen i løbet af dagen, der var styr på hundeholder og fin opvarmning af Lille Bjørn, og så gik det ellers derud af. En fantastisk følelse at mærke hans fokus og lydhørhed, han gik som en drøm, og jeg havde totalt kontakt hele vejen igennem. Jeg var varm og forpustet, men havde først og fremmest den helt rigtige følelse indeni. Feedbacken fra Anita var kort og præcis, der var trukket 2 x 1! 98 point og 3. vinder til Lille Bjørn til hans fjerde officielle championklasse.

Hundebytte og opvarmning af Max. Jeg tror, det var her, han, da jeg tog linen af inden vi skulle i ringen, smuttede ind under dommerbordet, og jeg tog det helt roligt. For hele forløbet havde været godt, han virkede ikke så anspændt og vi gik i gang. Der er var lige lidt tøven i starten, men ellers kørte det fint. Bakke væk fra fører mistede vi helt (13’er) men resten var ok. Jeg kunne mærke at min mentale forberedelse virkede perfekt, jeg var roligt som jeg sjældent har været med ham, og kom også til at grine undervejs! En fed følelse og en af mine bedste prøver med Max. Vi endte med 84 point og 8. vinder.

Så skulle jeg stille bane op og dømme ekspertklasse, inden jeg gjorde klar til dagens sidste prøve. Igen styr på hundeholder osv. Ved line-up fulgte jeg bare katalogrækkefølgen, så Max var nr. 3 og Lille Bjørn nr. 9 tror jeg (der var 3 efter os).

Jeg havde samme gode fornemmelse indeni ved begge prøver. Max gik som en drøm. Der var en cirkel rundt om fører fra højre, hvor jeg et øjeblik troede han var på vej væk, men jeg fik ham lynhurtigt ind igen, så der kun blev noget afstand fra fører – vi talte bagefter om, at han kan have troet, at et hvidt område på tæppet kunne opfattes som et felt! Der var en dum førerfejl, jeg stoppede ved 2 skridt bakke, fordi jeg huskede galt, så den lavede vi lige om. Igen en fantastisk følelse indeni!! Vi endte med 95 med en 3'er for førerfejlen og blev 3. vinder.

Endelig blev Lille Bjørns tur, og han gik sørme også fint igen. Den rundt om fører lykkedes ikke (13’er) og jeg kom for tæt på et skilt, så han væltede det, da han skulle videre, men han gik fint og fokuseret som altid og vi endte med 82 point og blev 9. vinder.


Anita og jeg forlod hallen ved 21-tiden og fandt frem til huset vi havde lejet via Airbnb lige udenfor Gudhjem, hundene fik en mega kort luftetur, vi fik noget aftensmad og gjorde vores baner klar til søndag inden vi gik i seng, totalt brugte.

Søndag den 12. marts

Søndag morgen gik hundene og jeg en tur ned til vandet. Det lyder meget tilforladeligt, men vi skulle gå et stykke langs en stejl skrænt, inden vi fandt et sted at gå ned, og det var ikke helt nemt at komme ned og ud til vandet. Men hundene fik løbet lidt løs. Hjemturen var lidt anstrengende for Lille Bjørn og han pustede godt nok noget efter den for ham ret strabadserende tur på små 45 minutter. Vi fik morgenmad, ryddede op efter os i huset (hurtigt gjort) og var i hallen 9.30 (første banegennemgang kl. 10).

Præmieoverrækkelse championklasse søndag

Jeg hjalp Anita med at opstille championbanen inden jeg hentede hundene, fik aftalt hundeholder, og så var vi klar til weekends tredje championklasse, denne gang med Lille Bjørn som nr. 1 og Max som nr.11, lige før den løbske tæve.

Jeg havde selvfølgelig gennemgået den ophængte bane, og noterede mig, at der var et dobbeltspring ro tilbagespring, og ville gerne have varmet op med det, men det var der ikke mulighed for, så det opgav jeg. Hvilket var ret heldigt, for under banegennemgangen fandt jeg ud af, at det var et dobbeltspring den ene vej og enkeltspring ro den anden, der var vist ingen af de andre, der var i tvivl om, at jeg havde læst forkert, da de hørte min vantro :-) Lille Bjørn pustede fra skilt 1, men hold da op hvor gik han godt! Han var hele tiden, hvor han skulle være og jeg havde for 5te gang den perfekte følelse indeni. 97 point og 4. vinder!

Endelig Max, som også gik fint. Jeg synes banen passede ham perfekt. Enkeltspring ro var lige ved at gå galt, der kom en stribe meget hurtige stå’er fra min side, men han stoppede lige før det andet spring, phew. Vi gjorde det igen, jeg den havde den supergode følelse indeni, og endte med 95 point og 9. vinder.

Bettine modtager Sydkystens Hundeskoles Hundeepris 2016 på vegne af kredsen

Før præmieoverrækkelsen for champion og ekspert fik jeg mulighed for at overrække Bettine Nordsejl, formand for DKK Kreds 8, Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2016. Med weekends flotte arrangement demonstrerede de endnu engang, hvor gode de er til at arrangere og gennemføre prøver på allerflotteste vis, det var en fornøjelse at være dommer og en fornøjelse at være deltager

Vi var færdige med prøverne ved 16-tiden, Anita og jeg fik en let frokost på Café Gustav i Rønne inden turen hjem. På færgen fik vi meget hyggeligt selskab af Conni, og tre trætte dommere/førere fik talt om alt mellem himmel og jord. Alt gik efter planen og jeg landede i Solrød lige over 22.

Resultaterne

Hvis jeg lige skal gøre resultatdelen færdig: Det er ekstremt attraktivt at deltage i 3 prøver på 2 dage, når de to prøver tæller til Årets Hund og alle til DM. Så der var en meget stærkt besat championklasse, jeg var oppe i. Under mere normale omstændigheder ville de flotte point have rakt til mere, men 95 point og 9. vinder taler sit tydelige sprog om et vildt højt niveau – for det var ikke specielt nemme baner.

Lille Bjørn fik med de 98 point forhåbentlig en DM-kvalifikation. Det bliver i så fald hans 3de DM, og det første i championklasse. Til Årets Hund scorede han 9 point lørdag og 7 point søndag. At sige at jeg er stolt af ham, ville være en kæmpeunderdrivelse.

Max forbedrede ikke sin DM-placering (han har 96 point), og scorede til Årets Hund 3 point lørdag og 2 point søndag, han har 12 point i forvejen. Jeg synes vi havde en skøn debut, Max og hans ordentlige fører, og vi har aftalt, at det fortsætter sådan.

Hvorfor gik det så godt?

Resultaterne var ikke det vigtigste, de var blot en super dejlig bonus, der fulgte med i købet.

Naturligvis har jeg tænkt rigtigt meget over hvad der gik godt, hvad jeg havde ændret i forhold til specielt Max og med Anita som selskab blev det lige analyseret godt og grundigt noget af vejen hjem.
Her er nogle forklaringer:
  • Jeg havde forberedt mig godt på, hvordan mit fokus skulle være, så jeg tænkte virkelig positivt hele turen, og ekstra meget med Max, som jeg vist kunne blive lidt irriteret på en gang, da han skulle ud og tisse midt om natten … Det betød at jeg var helt i balance til de enkelte prøver. Jeg var en ordentlig fører.
  • Det rette fokus gjorde også, at jeg ydede alt i hver prøve. Jeg kunne mærke hvordan jeg efter dem alle var varm og pustede, dels pga. den fysiske fokusering, dels og især pga. den mentale indsats. Jeg kan garantere, at jeg på intet tidspunkt tænkte andet end på at støtte, tænke på næste skilt (næste bold), ikke på point.
  • Jeg varmede hundene perfekt op. Ikke for meget, ikke for lidt. Anita havde en supervigtig pointe: det var godt, at jeg også skulle dømme. For så havde jeg ikke tid til at gøre alt muligt med hundene, som jeg ellers kunne have fundet på. Anita nævnte konkret søndag morgen, hvor jeg bevidst hjalp med at stille hendes bane op, i stedet for at gøre noget med hundene. Og ja, de havde lige været på morgentur og Lille Bjørn skulle bestemt ikke varmes mere op, så kunne han ikke have gået banen. Så opvarmningen med ham var at sidde udenfor ringen og lege og belønne.
Endelig gav Anita mig en rigtig svær en til tænkeren ved 21-tiden midt på Øresundsbron: Nu hvor Lille Bjørn var så skrap og dygtig i championklasse, så gjorde han måske, at forventningspresset på Max blev reduceret, og så ville Max blomstre op igen. Jeg er ret sikker på, at Anita igen igen har ret!

Det har været en pragtfuld weekend:
  • et dejligt arrangement (tak DKK Kreds 8),
  • en fornøjelse at dømme en masse skønne ekvipager,
  • skønt at kunne gå til 6 prøver og føle at jeg gjorde mit allerbedste hver gang, og fik god dommerfeedback og mange positive tilkendegivelser fra andre deltagere,
  • herligt at der også kom gode resultater ud af indsatsen,
  • hyggeligt at møde en masse dejlige hundemennesker,
  • og fantastisk at have det skønneste selskab så tiden bare fløj afsted.

fredag den 10. marts 2017

Turen går til Bornholm igen igen


Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på Bornholm. Men over de sidste 20 år er det rigtigt mange gange, og det har altid været noget med hunde.

Jeg søgte på Turen går til Bornholm, og så dukkede dette link op Turen går til Bornholm, det er snart 6 år siden, dengang var det Megan og Lille Bjørn, der skulle til rallyprøve. Det var på den tur Lille Bjørn blev RØM.

I morgen går turen til Bornholm igen, og det kunne godt have været Megan og Lille Bjørn, der skulle med, men det er Max og Lille Bjørn.

Vækkeuret er sat til 4:30, jeg henter Anita og vi kører til Ystad, sejler til Rønne og skulle gerne være i Hønsehuset senest 10:30, for at være klar til at dømme kl. 11:00.

Der er to prøver lørdag, som Anita og jeg dømmer, og udover at dømme skal jeg også op med drengene i championklasse to gange.

Det bliver en lang dag, for to prøver efter hinanden og mange tilmeldte betyder, at vi nok først er færdige ved 19:30-tiden.

Vi har booket et hus i Gudhjem, på Kirstens anbefaling har vi en tapaskasse med fra Skagen Food som aftensmad og jeg gætter på vi nok går ret tidligt i seng …

Næste dag står den ”kun” på en enkelt rallyprøve, hvor jeg dømmer Begynder og Øvet, Anita Ekspert og Champion, og hvor jeg skal op med begge hunde igen.

Hvis vi er heldige kan vi få tid til at være turister et par timer inden vi skal hjem med færgen 18:30 fra Rønne, og jeg forventer at lande i Solrød lidt over 22 …

Det kan godt se voldsomt ud på papiret, men jeg véd det bliver en fantastisk tur med godt selskab og en masse herlige hundemennesker og dejlige oplevelser ved rallyprøverne.

Mine kriterier for prøverne er helt på plads, I kan se dem i blogindlægget En ordentlig fører fra i onsdags, som druknede lidt i Lille Bjørn 10 år, som kom samtidig, og er blevet mit 3. mest læste blogindlæg nogensinde. Det var forresten også med et foto fra Bornholm.

I øvrigt bliver det også i morgen DKK Kreds 8 får Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2016  overrakt, det er en perfekt lejlighed til at hylde kredsen, og hele dommerkomiteen er til stede, det er udover Anita og mig Christina.

Jeg ser frem til to skønne dage på Bornholm!

onsdag den 8. marts 2017

Lille Bjørn 10 år

Lille Bjørn som lille

Lille Bjørn fylder 10 år om godt en time. Der er så meget, jeg kunne skrive om denne fantastiske hund, her bliver det bare lidt højdepunkter!

2007

Han blev en del af familien og var med på Bornholm, fotoet er fra Opalsøen 29. juni.

2008

Han blev DKCH 20. september 2008, det var åbenbart ikke et blogindlæg værd …

Han var min hund på Klikkerinstruktøruddannelsen Klikkerinstruktøruddannelse - 22. august 2008.

2009

Han blev LP1 Lydighedsprøver den 11. april 2009 - Lille Bjørn LP1.

2010

Han blev RBM Den lille stjerne funkler!!!

2011

Han blev KLBCH Skøn søndag, RØM Lille Bjørn er blevet beRØMt! og LP2 En fantastisk dag i Køge.

Han var på kursus hos Niina Svartberg Lille Bjørn i Eliteklasse.

2012

Han blev DKRLCH Rallyprøver 3. juni 2012 og Danmarksmester i LP3 for terriers Årets Danmarksmesterskab for terriere samt officielle DKK prøver i LP og Rallylydighed 8. september 2012.

Han var på kursus hos Kathy Sdao Cues and Behavior Chains Explained – dag 1.

2013

Han blev LP3.

2014

Han fik FP1 Færdighedsprøver og var til DM i Rally i ekspertklasse DM i Rallylydighed 2014.

2015

Han var udsat for min Nedsmeltning  og dermed årsag til en meget bedre fører.

2016

Han blev nr. 5 til Jubilæumsprøven i rally ekspertklasse Dagens høst – og noget om tillid, nr. 14 til DM Fantastisk weekend på Bornholm - DM i rally 2016 og nr. 8 til Årets Hund Årets rallyhund og Megans sidste rallyprøve.

2017

Han debuterede i rally championklasse med 96 point Super Bjørn i championklassen!

Vi håber at få en masse gode oplevelser sammen både i år og de kommende år.

På visitkortet hedder han DKCH KLBCH LP1 LP2 LP3 RBM RØM DKRLCH Wessex Paddington. For os andre er han bare den superseje superstjerne Lille Bjørn!

En ordentlig fører

Six Thinking Hats by Edward de Bono


Jeg har virkelig tænkt meget over konklusionerne og hjemmeopgaven fra sidste coachingsession, som jeg opsummerede således:
  • Udfordring – jeg har brug for udfordringer, derfor sætter jeg nye mål, både for hundene og mig selv. Målene for Megan og Lille Bjørn står ovenfor.
  • Prioritering – jeg er nødt til at prioritere. Selvom Max er dygtig til alt muligt, så skal jeg fokusere (= prioritere = vælge), hvis jeg vil nå rigtigt langt i en disciplin. Men hvis jeg vil noget tilstrækkeligt (fx HTM3), så kan jeg nå det.
  • Værdier – for hvert mål for 2017, skal jeg til næste session lave en prioriteret list med mål pr. hund, og sætte ord på, hvad målet gør for mig. Hvorfor har Paul det mål?
Jeg startede dagens coachingsession hos Anja med at fortælle om nogle eksempler (både arbejdsmæssige og hunderelaterede situationer), som viser, hvordan jeg agerer meget mere hensigtsmæssigt, mentalt afbalanceret, foretager gode prioriteringer, og handler i overensstemmelse med mine værdier. Det føles RET godt.

Jeg talte også om det interessante i over kort tid at have observeret alle tre hunde til de samme prøver, og opleve min forskellige adfærd, herunder Anitas kommentar om min livscyklus med hundene.

De konkrete forberedelser til coachingsessionen har været i gang et stykke tid og et udkast har været vendt med Anita, som bl.a. kommenterede: ”Hvis der nu kunne komme til at stå noget med glæde og engagement i stedet for en masse forventning om at præstere fantastisk, så vil det godt nok være skønt....

Jeg vil her nøjes med at vise det første af mine 9 prioriterede mål, fordi det er helt afgørende for 5 andre mål, som Max’ navn står ud for.

1. Max. Mål: Glæde og engagement. Det kan være i det hele taget. Og som en del af noget træning og noget konkurrence. Men det skal være hovedfokus hele tiden. Værdi: Glæden over at jeg anerkender og LANGT OM LÆNGE efterlever, at hunden er vigtigere end mine resultatforventninger.

Det nævnte jeg i forlængelse af at jeg beskrev nogle tanker og reaktioner under prøver med Lille Bjørn i championklasse, og også nogle med Megan. Situationer, hvor jeg instinktivt gør anderledes (og mere støttende) hos dem, end når det er Max, jeg går med.

Om min adfærd med Lille Bjørn brugte jeg ord som ”bare” (positivt), lethed, være afslappet, glad, erfaring. Med Max tænker jeg helt anderledes, er anspændt, synes det er svært (modsat ”bare”) og jeg stoler ikke på ham, hvorimod jeg stoler på Lille Bjørn.

Jeg skal ikke bruge to år på at gennemleve den sidste del af den cyklus, som Megan og Lille Bjørn har været udsat for!

Tidligt i coachingforløbet skulle jeg mærke efter, hvordan jeg havde det i konkurrencesituationer, sætte ord på det, og håndtere det bevidst, så det endte med at blive noget, jeg bare gjorde. Nu skal jeg gøre præcis det samme i forhold til at gå til prøver med Max. Mærke efter og være helt bevidst om MIN adfærd, når jeg tager ham ud af bilen osv. til vi har gennemført prøven. For Max’ adfærd er 100 % et spejl af min adfærd, ligesom Lille Bjørns (og Megans) positive adfærd, er et spejl af min adfærd overfor dem.

For at kunne agere – i sidste ende – som en ordentlig fører overfor Max, skal jeg forstå, hvad der sker med mig, når jeg går til prøver med ham.

Bornholm den kommende weekend er som skabt til at arbejde indledningsvis med dette. 3 prøver med både Max og Lille Bjørn = 6 muligheder for at registrere hvad jeg gør, og have et grundlag for at identificere forskelle og lære af dem. Og hvis jeg kan få filmet prøverne er det prikken over i’et.

Det er min ene hjemmeopgave.

Den anden opgave er at tegne tre hatte til næste gang. En for hver af hundene. Farve, form og indhold skal afspejle min adfærd overfor hundene i forbindelse med konkurrencer. Og det er netop vigtigt, at det er én pr. hund, for der er ikke en universal løsning, som duer for alle.

Det er vildt spændende og fascinerende, og jeg glæder mig ekstra meget til turen til Bornholm, og til forhåbentlig at få nye erkendelser af min egen adfærd, og hvad den gør af godt og mindre godt i forhold til mit samarbejde med hundene.

tirsdag den 7. marts 2017

Rally, alt det andet og prioritering

Norsk rallyskilt, som ikke findes I Danmark

Den sidste tid har i udpræget grad stået i rallyens tegn. Udover de prøver jeg skrev om i forrige blogindlæg, er der lavet baner til prøverne på Bornholm og turen til Bornholm er nøje planlagt. Der har også været en del aktiviteter i forbindelse med dobbeltprøverne i Roskilde 30. april, som nu definitivt er lukket med henholdsvis 85 og 78 tilmeldinger. Det har været lidt af et puslespil at få en sammenhængende tidsplan udarbejdet, som både tilgodeser deltagere, dommere og hjælpere, og de tidsmæssige rammer - men jeg tror det er lykkedes.

Ingen læsere af bloggen er vist i tvivl om, at rallyen er min favorit hundedisciplin. Der var engang det var LP, men rallyen har taget helt klart over, og jeg dyrker den med stor fornøjelse med alle tre hunde. Og det er måske en særlig del af fascinationen, at jeg har tre ret dygtige rallyhunde, at der ikke er noget aldersdiskrimination i sporten og og at der kan kompenseres ret godt for Megans døvhed.

Lille Bjørn var i dag til kontrol hos Thomas Ingvorsen og der er et eller andet med højre bagben. Nu er han blevet grundigt behandlet, vi skal holde øje med ham og han skal til kontrol om en måned. Men heldigvis er der intet at mærke på ham til daglig og vi fortsætter rallykarrieren.

Men der er hårde konkurrenter til rallyen.

I søndags meldte jeg til HTM og FS 1. april i Hangar 17, og jeg overvejer kraftigt at melde til FS 30.4, det må kunne indpasses i rallyprogrammet.

Jeg er blevet ret vild med den seneste udgave af FS-programmet, som er den første udgave, hvor jeg virkelig kan mærke at Max og jeg udfører et program, som vi føler os komfortable med. Der er ikke tricks, som er på kanten af vores formåen, der er et godt flow, godt slack til at håndtere fejl og misforståelser, der bliver også kælet lidt for koreografien nu. Jeg glæder mig til at vise det 1.4.

HTM-programmet er stadig meget i sin vorden. Jeg har tilmeldt 1.4 i HTM2, vel vidende at vi ikke har haft tid til at kæle så meget for specielt overgange, som jeg kunne have ønsket, men omvendt ved jeg, at vi kan positionerne og vil kunne lave et fornuftigt sammenhængende program, og det vil jeg altså prøve af i praksis.

Så er der Nose Work. Jeg kunne ikke få indpasset fortsættelsen af Tinas øvet hold i kalenderen, så Megan er ikke på hold pt., mens Max fortsætter på Johannas øvet hold. Vi var til træning til aften og det var både opløftende på mange områder, og samtidig nogle klare erkendelser af, at der er områder, som vi skal arbejde meget mere med.

Vi startede med bilsøg, hvor Max måtte vendes, da han ville ud i græsset og markere; da han første søgte var han superskarp og lavede tydelige, korrekte markeringer.

Idendørs var der en stribe forskellige stationer.

En med masser af sugerør og hvoraf ét med lavendel. Det var tydelig markering, for han ville tage det rigtige op. Inden det med lavendel var lagt ud, havde jeg prøvet, og der kom markeringer – en klar melding om at han gerne vil please.

Der var et søg med fire dåser: en med lavendel, en med kattehår, en med godbidder og en tom. Der kom klare markeringer på dåserne, uanset indhold, uha, der er noget der skal trænes. Han går på duften, når der ikke er noget visuelt at gå efter, men altså ikke, når dåserne er synlige.

Det blev endnu tydeligere ved stationen, hvor vi kunne introducere Anis. Klik godbid for at markere dåsen med Anis, men Max begyndte så at markere hullerne i brættet, ville om på bagsiden, og der skete mange ting. Jeg tror jeg skal tilbage i et meget mere neutralt miljø, hvor jeg skal introducere ny duft.

Sidste station var et afskærmet område med et ukendt antal kilder, hvor vi som hold skulle finde dem alle. Jeg var på hold med Lonni og Charlotte, og jeg lavede ikke én markering med Max. Det er helt klart sværere for ham, når han ikke kan komme til kilden, og meget sværere for mig at læse ham. For der var mindst to kilder, som han havde markeret, som jeg ignorerede.

Nose Work er bestemt en disciplin med udfordringer, og hvor det – som i så mange andre discipliner – er nødvendigt at gå frem i fornuftige skridt.

Hvilket leder direkte til det gode spørgsmål om prioritering, og det har jeg gjort mig en masse tanker om, især på det sidste, fordi jeg har en coachingsession i morgen, hvor jeg skal svare på spørgsmålene fra sidst, se nederst i dette indlæg Lose your dreams and you will lose your mind.

Fortsættelse følger.