lørdag den 28. september 2024

Møf & Max


Paul malet af Iris Bakker

For et stykke tid siden blev det klart, at Max og jeg ville kvalificere os til finalen i Årets Hund i Rally 28. september 2024 på Vilhelmsborg. 

Jeg bookede bord på Møf 27. september og overnatning på Hotel Atlantic – kriterier: man må have hund med, gåafstand fra Møf. 

Jeg skal spare læserne for alt det udenoms, her handler det om præcis det overskriften siger: Møf & Max. 

Møf har jeg besøgt syv gange inkl. i går, og hver eneste gang lover jeg mig selv at komme igen. Fordi maden er fremragende, der er et fantastisk udvalg af vine og betjeningen er personlig og ekstraordinær. 

I år fylder Møf 10 år, det bliver fejret i september med en menu med udvalgte retter fra de første 10 år.

Jeg fik:

Velkomstdrink og snacks

Rørt tatar med syltede bøgehatte, karljohan
mayonnaise, croutons og salat (2014)

Blæksprutte med spicy harissa, flæskesvær,
piment d’espelette og tomater (2023) 

Figenblad is med naboens blommer bagt i hibiscus,
sensommerbær og fennikelsmåkage (2018)

Man skal ikke gå ned på manglende vin!

Jeg var heldig at Makaya, som jeg mødte første gang 31. maj 2024  igen stod for vinen, og jeg fik smagt på en stribe skønne vine:
  • Weingut Klenk/ Cuve Kollektiv Pet Nat Riesling 2023
  • Champagne Piollot Come de Tallants
  • Spätburgunder 2021 (?)
  • Nada Langhe Nebbiolo 2022
  • Huber Verdereau Pommard 1er Cru 2012
  • Osthofen Steinmühle Riesling Trocken
  • Kaufmann Rheingau Riesling Kabinett 2022
  • Azimut Penedès Brisat Orange
Jeg kunne skrive en masse om maden og vinen, men ærligt talt synes jeg bare jeg vil skrive: 
  • mad tilberedt med kærlighed og omhu
  • velvalgte og utraditionelle vine
Det er en god kandidat til mit bedste måltid nogensinde.

Det var jo en fødselsdag, så jeg havde en gave med til Kristine og Michell, de to ejere, og jeg vidste på forhånd, at de også havde en gave med til gæsterne:

Vi er selv kommet i gavehumør og derfor har vi inviteret den talentfulde Iris Bakker forbi restauranten til en kunstnerisk aften. Møf vil gerne forære jer gæster et unikt portræt kreeret midt i vores restaurant. Den 27. september kommer hun og maler alle de gæster der spiser i restauranten den aften. Hun maler portrætter med en speciel teknik hvor hun ikke kigger på papiret og kalder det blind maling.” 

Jeg blev helt blæst omkuld. På ganske få minutter havde Iris (hjemmeside) malet det fantastiske portræt, som I kan se ovenfor.

Jamen, det er helt vildt så dygtig hun er! Tusind tak for denne unikke gave! 

I dag stod den på finalen i Årets Hund.

   

 Tusind tak til Stine som filmende os. 

Der var virkeligt mange flotte momenter, bl.a. skift side foran - med ekstra tydeligt tegn pga. Max’ nedsatte syn – men der var også øvelser, hvor jeg ikke vandt kampen mod underlaget, som Max var meget tiltrukket af i dag.

 Jeg var lidt skuffet bagefter – det må man godt være – og coachede mig selv inspireret af min ”rigtige” coach: 

Q: Hvorfor er du skuffet? 
A: Jeg havde håbet på/regnet med bedre kontakt mellem mig og Max 
Q: Hvorfor havde du ikke den kontakt, du havde håbet på/regnet med? 
A: Max var meget tiltrukket af underlaget og jeg kunne åbenbart ikke konkurrere med det 
Q: Gjorde Max sit allerbedste? 
A: Helt bestemt! 
Q: Gjorde du dit bedste? 
A: Helt sikkert - jeg støttede uanset hvad der skete
Q: Så du er skuffet fordi …? Eller skarpere: Så du er skuffet fordi Max gjorde sit bedste og du gjorde dit bedste, og det ikke var tilstrækkeligt? 
A: Jamen … 

Tak til Christine, Pernille og Ivan for dette fantastiske foto!

Max 13 år 3½ måned og jeg gik finale i Årets Hund i rally, vi ydede vores bedste, og vi endte som Årets Hund nr. 8. 


Jeg er megastolt af Max og mit samarbejde gennem over 13 år og det flotte resultat ved vores sidste store prøve.


Jeg har til aftensmaden og mens jeg har skrevet dette indlæg. forkælet mig selv, det synes jeg at jeg fortjener :-), med den skønneste Champagne!



onsdag den 25. september 2024

Sommelieruddannelse – Mental træning – Max & Otto

Aftenens træning Uva Mira Shiraz 2018 (Stellenbosch) og
Eberle Steinbeck Vineyard Syrah 2020 (Californien)

Sommelieruddannelse 

Den 12. marts i år gik jeg i gang med sommelieruddannelsen på Vinakademiet. I går gennemførte jeg den tiende af de i alt 21 undervisningsgange, hvor den sidste er eksamen den 25. februar 2025. 

Vi får en omfattende, detaljeret og inspirerende gennemgang af alt muligt i relation til det, at være sommelier. Fokus er på vin i meget bred forstand:
  • fremstilling af vin generelt, herunder det botaniske, vindruens udviklingsfaser, sygdomme, opbinding, beskæring osv. osv.
  • vinfremstilling, vindistrikter, druer og vintyper i de klassiske lande og en række nye lande,
  • særskilte dage om Champagne og andre mousserende vine, søde vine, hedvine, øl, spirituosa
  • mad og vin, herunder tilberedningsmetoder og råvarers betydning for vinvalget
  • defekter i vin
  • dekantering af vin
  • og ikke mindst analyse af vin og bedømmelse af vin 
Alt sammen med de allerbedste undervisere, man kan tænke sig. 

Det har for mig været en drøm at komme i gang med uddannelsen, og mine forventninger er allerede indfriet i høj grad, og vi er kun halvvejs. Jeg havde ønsket at få et dyberegående kendskab til vin i bred forstand og ikke mindst lære at smage på vin og kunne sætte ord på, hvordan vinen smager og hvordan jeg vurderer den. 

Jeg har meget at lære endnu, men hele fundamentet er der, og i det videre forløb er det ”bare” at lytte og lære, og ikke mindst læse, repetere … og træne det at bedømme vin. 

Jeg anvender herhjemme Coravin, som muliggør at drikke vine glasvis uden at trække proppen op af flasken. Vinen der tappes erstattes med argon, så vinen i flasken kan gemmes uden at blive påvirket af ilt. Det er perfekt for mig, der gerne vil smage ét eller to glas forskellige vine, uden at skulle åbne en flaske hver gang. 

Rent praktisk betyder det at jeg i mit regneark med vinlager har en kolonne, hvor jeg noterer dato for tapning af første glas, og nu har mulighed for at smage den samme vin 5 gange (med et typisk glas på 15 cl.). 

Jeg bruger det strukturerede skema, som vi skal bruge i forbindelse med uddannelsen, og bliver i sagens natur bedre og bedre og hurtigere og hurtigere til at kunne gennemføre analysen:
  • Udseende: klarhed, farveintensitet, farvenuance
  • Duft: renhed, duftintensitet, aromaudvikling, aromakategorier og aromaeksempler
  • Smag: Sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier, aromaeksempler, alkohol, eftersmag
  • Konklusion: 
    • kvalitet
    • potentiale 
    • druesort
    • alder/årgang
    • oprindelse
    • serveringstemperatur
    • mad/råvarer 
Det lyder omfattende og det er omfattende, vi skal kunne gennemføre 4 analyser på 30 minutter, så det gør vi 😉 

Det er for mig en fantastisk gave at have lært at arbejde så systematisk med det at smage en vin. Jeg har smagt mange vine i mit liv, men jeg har aldrig prøvet på en så struktureret måde at været tvunget til at analysere en vin, kunne argumentere for analysen og omsætte analysen til en kvalitativ vurdering.

Kvalitetsvurderingen er baseret på en vurdering af vinens Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og munder ud i en bedømmelse på en 6-trins skala: Defekt, Dårlig, Acceptabel, God, Meget god, Fremragende. 

Bemærk at det ikke handler om, hvor vidt jeg kan lide vinen eller ej, det er om ikke en 100 % objektiv bedømmelse, så dog en bedømmelse, hvor det subjektive element er ret begrænset. Så det er ikke et spørgsmål – ikke i første omgang i det mindste 😊 – om vinen falder i min smag.

En flot og værdsat vingave

En uventet men kærkommen bieffekt af sommelieruddannelsen er, at jeg af omsorgsfulde gavegivere får vingaver, hvor der virkelig er tænkt over indholdet. Med få dages mellemrum fik jeg gaver, med flere flasker, hvor giverne havde talt med vinhandleren om hvem der skulle modtage den, og hvor det er tydeligt at der er tænkt over sammensætningen. Det sætter jeg kæmpestor pris på, og det giver et ekstra element af glæde, når jeg skal smage vinene.

Mentaltræning 

Jeg skrev i mit forrige blogblogindlæg Mig, Hunden, Opgaven om et spændende webinar med Rasmus Bagger. Jeg har i forlængelse af det søgt om at komme på Mental Trainer Practitioner™, og i går fik jeg at vide at jeg er optaget. 

Hvad omfatter uddannelsen? 

Mental Trainer Practitioner™ er den perfekte grunduddannelse for dig, der er nysgerrig på det mentale univers' ubegrænsede muligheder. Dette certificeringsprogram er designet til at give dig både den teoretiske viden og de praktiske færdigheder, der er nødvendige for at arbejde professionelt som mentaltræner. Uanset om du arbejder med atleter, erhvervsfolk eller personlig udvikling, giver Mental Trainer Practitioner™ dig et solidt fundament i mentaltræningens kerneprincipper.

Som flere har sagt til mig: Det er lige dig 😉 

Uddannelsen består af 4 moduler à 2 dage, som jeg regner med at gennemføre i perioden 7. november til 31. januar. 

Meget apropos publicerede jeg i søndags det seneste Podcast indlæg i Et hundeliv ❤️ Her fortæller Channie Elmestedt om Mentaltræning.

Hundetræning

Hvad nu med hundene? 

Bare rolig, de er ikke glemt! 

Max og jeg tager en sidste drengetur til Århus fredag-lørdag, for at deltage i finalen i Årets Hund i rally på lørdag på Vilhelmsborg. Vi har prøvet det en del gange før, og det en dejlig måde at slutte af på.

Jeg har trænet lidt med de langsomme, tydelige armbevægelser og håndtegn, og det ser ud til at fungere. Vi finpudser med lidt træning i morgen. 

Ellers bliver det er forhåbentlig superhyggelig tur med færge til Århus, middag på Møf, overnatning i centrum og stille og rolig start på dagen inden vi tager til Vilhelmsborg. 

Det er 10. år i træk Max er til finalen i Årets Hund. 

DM først på måneden, ÅH sidst på måneden. Det er en fornem afslutning på en meget lang karriere i mange forskellige discipliner, og det er dejligt at slutte i den disciplin, som ubetinget har fyldt mest. 

Flaget blev brug til rally i februar 2024 (foto: Liv)

Liv har opdateret Max’ mesterskabsflag, det kommer med i weekenden, så vi kan få taget nogle gode billeder 😊 

Træning hos Shandi, skønt fokus fra Otto (foto: Shandi)

Otto er kommet i centrum nu, både træningsmæssigt og konkurrencemæssigt. Vi er tilmeldt en del prøver i rally, vi har enetimer hos Karina og er i sidste uge startet på ugentlig holdtræning hos Shandi (Hund og Glæde Hundeskole), det er skønt at være i gang igen, og på et superhyggeligt hold med gode og alsidige træningsoplæg. 

Ulven Paul :-)

Desuden er jeg begyndt at træne Freestyle med Otto, som jeg nævnte i Nørderi. Det er hyggeligt at træne det ved siden af rallyen, og jeg glæder mig meget til at præsentere det i større sammenhæng. 

PS:

Jeg skal da også lige nævne til allersidst, at jeg i sidste uge var på mit allerkorteste besøg på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus. Jeg er nu helt stoppet med medicinering efter mit sygdomsforløb, så for første gang i over et år tager jeg ikke piller! Jeg skal naturligvis være opmærksom på eventuelle tilbagefald, men hvis der intet uventet sker, bliver jeg pr. 14. januar 2025 erklæret symptomfri.

søndag den 15. september 2024

Mig, Hunden, Opgaven

Luftetur i Oxie

I fredags fulgte jeg Rasmus Baggers webinar ”Eksklusive OL-webinar - fejring OL-medaljer og ny hjemmeside!”. 


Jeg har lavet denne korte opsummering for mig selv:
  • JEG har ALTID været til stede, når jeg har haft et problem til træning eller prøve med hundene. JEG er fællesnævneren. Jeg er nødt til at kigge indad for at løse problemet.
  • Hunde følger dem, de føler sig trygge ved. Hvis jeg er nervøs, angst, stresset vil mine hunde ikke føle sig trygge ved mit lederskab.
  • Jeg skal derfor vælge den tilstand og det kropssprog, der passer til situationen. Hvis vi er der ubevidst, kommer det af sig selv, men vi kan styre det: jeg kan ved at ændre kropssprog til det,  der understøtter den rigtige følelse, opnå at jeg fremstår med den rigtige følelse.
  • Jeg skal bevidst skabe det rette fokus, og det er 100 % på MIG HUNDEN OPGAVEN – det er IKKE på at det er DM, OL eller andet.
Jeg fik mulighed for at prøve det af allerede i går, da jeg til dobbelt rallyprøve hos Neel. Tak til Neel, som havde tilrettelagt, så jeg kom først op i mine klasser, og dermed kunne komme hurtigt videre til Sverige. 

Charlottes ekspertbane

Her mine ucensurerede noter skrevet efter hver af de fire prøver.
  • Otto E Charlotte. Det rigtige mode. F støttede virkelig flot. Særligt fine øvelser bakke 3 skridt, bakke væk fra F, dobbelt 180, stå 180 venstre stå, sit-stå-dæk på 2,5 meter!!! Fed feedback fra Charlotte, vi går bedre end jeg har gjort med Max, min kommentar: vi har en bedre og mere rolig relation. Læringspunkter: husk sit til sidst i den 123 skridt stå sit dæk foran F. Og at H faktisk rykker sidelæns i stå 1 skridt mod H stå. 3 i helhed for hop og lyd og samlet 67 med 2x10 og 2x3. Meget tilfreds!!!!
  • Max S Stine. Wow et fokus. Vores nye start lige i øjet. Line af, gå nogle skridt, ind på banen.15 øvelser lige i skabet, den ene kostede dog 10: H og F stå, H rundt om F stå lavede vi flot uden stå De 4 ommere, tja sideskift mellem, sideskift foran, tyvstart i indkald, fremsending om kegle - Max sprang over skiltet som ved højrehandling er på samme side som H og jeg havde ikke givet ham nok plads - Men fed bane!!!
  • Otto hos Stine. Igen fed indgang. En stribe flotte øvelser, godt flow. Virkelig flot ros fra Stine om samarbejdet! Læring, der var to øvelser jeg valgte ikke at lave om selvom jeg vidste de ikke var helt ok. Så var der en spooky start hvor han ikke ville gå på den lige linje, det kostede 2x3 og var meget mystisk. Bortset fra det lidt snus og lidt skæverter 4×1 og 3 i helhed for hop. 67 og toptilfreds!!!!
  • Får ikke lige skrevet om den sidste med Max, Charlotte tror der er noget med synet ... 
Mine konklusioner dagen derpå:
  • Med Otto: fortsæt det gode arbejde, det rykker virkeligt på mange områder. Jeg skal blive endnu bedre til at fastholde hans fokus, og det arbejder vi med i flere sammenhænge. Jeg elsker virkelig at gå til prøve med ham, der er så meget energi og glæde i vores samarbejde.
  • Med Max: der er behov for at tjekke synet (se nedenfor). Vores nye indgang (uden ritualer) er som den skal være, og specielt på Stines bane havde han det fedeste fokus, og det var faktisk også ret godt på Charlottes. Paul: husk at han blev 13 år 3 måneder i går … og nyd at I stadig kan gå på rigtigt flot niveau. 
Shandi var min standin ved præmieoverrækkelsen og fik bl.a. to blå rosetter, som jeg kan forstå er lidt à la dommerens favorit, og det var fra de to dommere i seniorklasse. Shandi noterede følgende: ”Det er for ekstra indsats på trods af det ikke gik helt som det plejer. Der var rigtig mange gode momenter undervejs på trods af et par kiksede skilte. Godt flow god "forbindelse" mellem jer og dejligt samarbejde på trods af det ikke gik som ønsket du fik masser af ros for fører arbejde.

Dem er jeg naturligvis særlig glad for.

Turen gik videre til Sverige hvor vi fejrede at Leah på tirsdag bliver 6 år. Leah er vores yngste barnebarn og er begyndt at gå i skole efter sommerferien – og ja, også en måde at blive mindet om at tiden flyver af sted. 

Hundene hyggede, og Otto var ikke nem at få med hjem, for naturligvis havde han charmet sig ind på genbo Emma. Lufteturen stod Leah og Gina for, hold op hvor hyggeligt. 

Mys seniorbane

I morgens havde jeg en træningsaftale med My og Arya. Det var perfekt timing i forhold til det med Max’ syn, for Arya er blind på højre øje, så My har erfaring med det. 

Jeg bad My om at have fokus på adfærd, hvor Max virkede som om der var noget med synet. 

Det var egentligt befriende, som dengang jeg fandt ud af Megan var helt døv, at konstatere at der er noget med Max’ højre øje. Altså ikke at vi ikke har haft mistanke om det, men nu blev det pludselig åbenbart, hvorfor ting, der ”plejede” at virke – fx sideskift foran, sideskift mellem ben, sideskift om kegle – ikke var sikre længere … 

Jeg SKAL huske at man må sætte tempoet ned og være opmærksom på meget tydelige håndtegn – evt. ændring af dem - kombineret med tydelige verbale signaler. 

Nu kan jeg forholde mig til det, og blive skarpere til at støtte ham. 

Og tro mig, jeg fortsætter selvfølgelig kun så længe jeg føler mig sikker på, at Max er frisk på det og viser glæde ved at gå på banen.

onsdag den 11. september 2024

Nørderi

Jacobshavn

Otto er som bekendt rykket i ekspertklasse i rally, og min tilgang til træningen er blevet som den var ”i gamle dage”, struktureret og systematisk med refleksion, planlægning, udførelse og opfølgning/refleksion (think, plan, do).

Vi træner selvfølgelig både specifik adfærd og kombinationer af adfærd, som samlet udgør øvelserne i ekspertklasse og championklasse. OG mere generelle dele, hvor en del er tværgående i forhold til øvelserne (fx præcision i venstre- og højreposition), en anden del handler om alt muligt andet, specifikt udholdenhed og miljøer. Jeg træner mest alene med Otto, men har også faste enetimer hos Karina, og mere løser aftaler med andre.

Nu hvor FCI-rally øvelsesmæssigt er en delmængde af DKK-rally, er det også naturligt at begynde på noget træning under overskriften FCI-træning, men ærligt talt er det jo bare som at træne championklasse, bare lidt nemmere 😊 Sagt helt uden ironi! Udførelsen er tæt på den danske – med manglende mulighed for ommere som en meget væsentlig forskel – og bedømmelsen ikke meget forskellig fra den danske, med det vi for tiden ved.

Ret spontant besluttede jeg for nyligt at starte med et Freestyle-nummer med Otto, vi er tilmeldt en træningskonkurrence 26. oktober og en officiel prøve 27. oktober. Jeg må indrømme at jeg selv blev overrasket over, hvor tændt jeg blev på at arbejde med nummeret, og jeg kan godt mærke at der er en del erfaring af trække på, selvom det er nogle år siden Max og Lille Bjørn var aktive i HTM/FS.

Noget af det, jeg har tænkt en del over, er:
  • at holde det nede på jorden,
  • bruge noget adfærd vi kan, eller let kan indlære,
  • skabe flow og rytme, der passer til musikken og
  • holde længden på et fornuftigt niveau (kortere end en rallybane).
Musikken er de første cirka 1½ minut af Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, og jeg synes FS-nummeret ser meget lovende efter ganske kort tids træning.

Nu jeg er inde på hundedelen, er der fire andre ting jeg har lyst til at nævne:
  • Selvom Max er næsten pensioneret (det bliver han først officielt efter Årets Hund finalen 28. september), træner han selvfølgelig stadig med, men i mere begrænset omfang. Han er også tilmeldt flere prøver, fordi vi stadig hygger os sammen med prøverne, og nu er det nemmere, fordi der helt sikkert ikke er resultatmål.
  • Jeg har stået for en officiel evaluering af DM i rally, hvor officials er spurgt direkte, og ”alle” er spurgt via DKK’s Rallygruppe på Facebook. Denne officielle evaluering er færdiggjort i dag og sendt til de relevante parter. Det jeg gerne vil nævne, og som har gjort mig virkelig glad, er at der udover en masse ros også er kommet en masse konstruktive forslag til forbedringer; som i seriøst konstruktive. Der har ikke være sure opstød eller andet negativt, blot nøgterne forslag til forbedringer. Det gør det endnu sjovere at skulle opdatere drejebogen for DM.
  • Jeg tjekkede mit dommerkort forleden og ærligt talt så det lidt slidt ud ... Jeg har fået et nyt, men jeg nænner ikke at kassere det gamle :-)
  • Jeg dømte for Rhodesian Ridgeback klubben i lørdags og ret spontant fik Carsten Grøn og jeg i forbindelse med præmieoverrækkelsen arrangeret, at vi ønskede Annette Hansen tillykke med den flotte 3. plads ved DM, hvor hun og Rafiq blev nr. 3 i seniorklasse.

Forrige tirsdag startede niveau 2 af sommelieruddannelsen, som slutter med eksamen 25. februar 2025.

Niveau 1 var 8 dage, niveau 2 13 dage, og vi kommer naturligt meget dybere ind på mange områder, som er berørt eller slet ikke nævnt på niveau 1. Første dag drejede sig om vindruens udviklingsfaser, sygdomme i vinmarken, beskæringsmetoder, opbindingsmetoder, vækstbetingelser – klima, topografi, hav/søer/floder, jordbund - gær og indholdet af vindruen.

Anden dag gik vi i dybden med Italien og fik udvidet det smageskema, som vi har brugt i del 1.

Jeg er totalt vildt med smageskemaet, fordi det giver en 100 % struktureret tilgang til det at beskrive og bedømme en vin.

Det nye på niveau 2 er, at vi på en fast skala skal vurdere vinens kvalitet og potentiale.

Vinens kvalitet er baseret på en vurdering af 4 faktorer (BLIK): Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og en ”objektiv” vurdering baseret på de forskellige elementer i analysen af vinen. Ens egne præferencer indgår ikke!

Potentiale er en vurdering af, om det er en vin der bør lagres, er drikkelig men har yderligere potentiale, er på toppen (som kan være en lang periode) uden at blive bedre eller er for gammel. Der er præcis de fire muligheder.

Jeg bliver ikke så sjældent spurgt, hvorfor jeg er tilmeldt uddannelsen, når jeg ikke skal arbejde med vin professionelt. Det helt korte svar er, at jeg har ønsket at lære at forstå vin i dybden, så jeg var i stand til at sætte ord på vinoplevelsen, vurdere vinen og argumentere for vurderingen.

Det bliver fuldt ud opfyldt.

For at kunne opfylde mit ønske er man nødt til at vide en masse om ”alt” i processen, for det glas vin, jeg sidder og nyder på et givent tidspunkt, er et udtryk for et langt og komplekst forløb. Viden om de elementer der indgår i forløbet, kan gøre at jeg forstår vinen bedre og kan sætte den i perspektiv. Ja, man kan også nyde vinen uden den viden, men for mig gør det nydelsen meget meget større, når jeg kan sætte det enkelte glas vin ind i en kontekst.

Jeg har netop foræret mig selv en for-fødselsdagsgave. Hvis det havde været indenfor hundeverdenen, kunne det have fx have været et kursus i fri ved fod eller alt muligt i andet. Nu er jeg i vinverdenen og her er omtalen, som jeg straks faldt for:

Kom med til årets masterclass: The Geology of Burgundy's Côte d’Or

Nu har du muligheden for at nørde helt ned i det komplekse terroir bag nogle af verdens mest eftertragtede vine. Den 13. november byder Vinakademiet på en dybdegående masterclass med den anerkendte geolog Francoise Vannier-Petit og vinskribent samt underviser på sommelieruddannelsen René Langdahl.

Du bliver bl.a. klogere på:
  • Geologien, terroir, climats og lieu-dits i Côte d’Or
  • Case-studier: Jordbundsvariationer, soleksponeringer og vindretninger samt deres betydning for vinene i Santenay og Chambolle-Musigny
  • Fremtidsperspektiverne for Côte d’Or.
Undervejs vil du smage minimum 14 vine, der eksemplificerer de teoretiske pointer.

Meget avanceret, med nørdet og lige mig 😊

PS: Mere nørderi - den meget korte version :-) Jeg havde købt en flaske Champagne som gave. Jeg er typen der læser al information på flasken nøje. Der stod på forsiden Blanc de Blancs (Chardonnay), på bagsiden Blanc de Noirs (Pinot Noir). Det er 100 % modstridende så jeg skrev til Champagnehuset og til butikken, hvor flasken er købt. Resultat: Tak fordi jeg gjorde opmærksom på det, og i dag modtog jeg to flasker Champagne (den ene en 2014) som "kompensation". Jeg siger tak for topprofessionel service. Kirstens kommentar: Du er garanteret den eneste der har lagt mærke til det.

mandag den 2. september 2024

DM i Rally 2024


Alle fotos: Pernille Jelvard Hyldeqvist

Max og jeg havde kvalificeret os til DM i rally 2024 i seniorklasse, som blev afviklet i går på DKK Ringsted.

Liv havde designet en skøn bane, og vi skulle op som nr. 8 i første gruppe.

Hvordan gik banen så …

Opvarmningen var som den skulle være. Max og jeg havde fuld kontakt indtil 5 sekunder før vi skulle i ringen, så skulle jeg lige lave en bakning (helt unødvendigt) og fik skabt uro lige da vi gik på banen.


Max satte sig i stedet for at stå, og vi måtte lave første øvelse om.


Så kom er fin sekvens indtil skilt 8, fremsending til kegle, hvor Max ikke ville sætte sig …


Og så kom der lidt skvulp i afslutningen, en ommer på skilt 13 (sideskift mellem ben), og en førerfejl ved skilt 15 (sideskift foran).


Jeg havde nogle præcise kriterier om hvordan jeg skulle have kontakt med Max, dem var ikke helt tro imod. På trods af alt hvad jeg har arbejdet med mentalt, så kom der alligevel lidt konkurrenceelement ind i det.

Da jeg bagefter fik spørgsmålet: ”Hvordan gik det?” – faktisk en del gange, og det er jo det mest naturlige spørgsmål til et DM – kom der ikke det svar, jeg gerne ville kunne have givet (”Det gik godt!”), men et lidt mere forbeholdent …

Og ja jeg var lidt skuffet over at jeg ikke havde været en bedre fører.

MEN

når det er sagt, så var det en dejlig dag!

Jeg nød i den grad at hygge med Max.

Han gik sin rallyprøve nr. 400, heraf 358 med mig som fører, og følelsen af at være med ham til DM var uforlignelig. To seniorer, der alene ved at komme til DM har vist et højt niveau. Vi fik også vist, at vi stadig kan gå på et flot niveau. Max er stadig i god form, det er jo en gave i sig selv i en alder af 13 år, 2 måneder og 18 dage.

Som bonus fik vi med 87 point en flot 18. plads og nogle fine præmier.

Det var et superflot arrangement, jeg synes det er det bedste DM i Rally jeg har deltaget i, tusind tak til de mange mennesker der har knoklet for at skabe de allerbedste rammer for alle os udøvere.

Tusind tak til Pernille Jelvard Hyldeqvist for en masse skønne fotos fra dagen!

PS: Tusind tak til Anette Willumsen for video af prøven;
 

tirsdag den 27. august 2024

DM i rally. Hvad er vigtigt?

Megan og Paul nr. 7 til DM 2011

Jeg har gennem tiderne skrevet mange indlæg om DKK’s DM i rally, men det gør jeg gladelig igen 😊

Det første DM i rally blev afholdt 2009 og til og med 2019 var det et kredsmesterskab, som på skift afholdtes af DKK’s kredse. 

Fra 2020 overtog DKK DM i rally og andre discipliner, og de blev en del af Hund I Fokus (HIF). 

I år afholdes HIF for femte gang og for første gang på DKK Ringsted. 

Jeg har været heldig, dygtig, privilegeret … og har deltaget i alle DM siden 2011. En hurtig oversigt:
  • 2011 Megan blev nr. 7 i championklasse
  • 2012 Megan blev nr. 14 i championklasse
  • 2013 Megan blev nr. 5 i championklasse
  • 2014 Megan blev nr. 13 i championklasse og Lille Bjørn nr. 20 i ekspertklasse
  • 2015 Megan blev nr. 19 i championklasse og Max nr. 8 i ekspertklasse
  • 2016 Megan blev nr. 15 i championklasse, Max nr. 9 i championklasse og Lille Bjørn nr. 14 i ekspertklasse
  • 2017 Lille Bjørn blev nr. 15 i championklasse og Max nr. 10 i championklasse
  • 2018 Lille Bjørn blev nr. 7 i juniorklasse og Max nr. 6 i juniorklasse, begge med Mathilde som fører
  • 2019 Lille Bjørn blev nr. 5 i juniorklasse og Max nr. 4 i juniorklasse, begge med Mathilde som fører
  • 2020 Jeg dømte ekspertklase, championklasse og seniorklasse
  • 2021 Max blev nr. 11 i championklasse og Otto nr. 12 i begynderklasse
  • 2022 Max blev nr. 19 i championklasse
  • 2023 Jeg dømte ekspertklasse og championklasse
  • 2024 Max er kvalificeret i seniorklasse 
Desuden har jeg siden 2020 haft æren at være ansvarlig for afvikling af DM i rally og jeg siger tak til Rallyudvalget, som også i år har bedt mig være overordnet ansvarlig, det sætter jeg stor pris på. 

Hvad gør DM til noget særligt? Det kan der siges en masse om, men den korte version er:
  • Det er eksklusivt: man kan ikke tilmelde sig, man skal kvalificere sig og bliver inviteret til at deltage
  • Det er svært at kvalificere sig. Der er mange fantastisk dygtige ekvipager i Danmark, der er mange kvalifikationsprøver og så bliver det tæt i toppen
  • Som konsekvens af det foregående: Det er flot overhovedet at blive inviteret til DM
  • Vinderen af hver klasse får en titel, som kan registreres
  • Det er lidt blæret at kunne kalde sig Danmarksmester 😉 
Hvad er anderledes ved DM? Er det ikke en rallyprøve som alle andre? Det kunne man umiddelbart tro, men der er forskelle:
  • Der er 20 deltagere pr. klasse (som nævnt inviterede)
  • Der er en indledende runde, hvor deltagerne bedømmes af én dommer
  • Man få ikke feedback, man får kun at vide om der var 10’ere eller at man er blevet disket
  • De 10 bedste i hver klasse kommer i finalen, de øvrige placeres som nr. 11-20
  • Finalen dømmes af en anden dommer på en ny bane
  • Man får heller ikke feedback på finalebanen, man får igen kun at vide om der var 10’ere eller at man er blevet disket
  • Resultatet i finalen (point og tid) lægges sammen med resultatet i indledende runde, og summen danner grundlag for den endelige placering
Det er ikke mere kompliceret. DM dømmes ikke anderledes end alle andre prøver. 

Dommerne har formentlig og forhåbentlig skruet op for sværhedsgraden, men bedømmelserne er helt som til alle andre prøver.

Det kan godt være at det udefra er vigtigt, hvem der vinder DM og hvordan andre placeres. 

Men alligevel. 

Det er pr. definition 20 top-ekvipager, der bliver inviteret til DM, og selv med afbud er der ikke nemme kvalifikationer. For at komme til DM har man mindst 2 rigtigt gode resultater, som i 2 x 100 eller 1 x 100 og 1 x 99. 

Alt kan ske i en finale! Der er førere der bliver nervøse, der er hunde der har det svært, det kan være varmt eller koldt, det kan være tørt eller regne osv. 

Der er så meget forskelligt der kan spille ind. 

DM vindes af den ekvipage, der klarer sig bedst på dagen. De 19 andre i klassen er ikke dårlige, de fik bare ikke lige så mange point, eller gik lige så hurtigt, på dagen. 

Så til alle førere; sæt jeres kriterier, så I kan styre, om det bliver en succes eller ej at deltage i DM. 

Hvis dit succeskriterie er at blive nr. 1, er det fint, men der er kun ud én ud af 20 der kan opnå det. 

Jeg har en klar aftale med Max om, hvordan jeg skal være på banen og han har kvitteret med et: hvis du lever op til det, så er jeg med dig! 

DET er vores succeskriterie: 
  • Mit fokus er KUN på ham, og jeg MÅ IKKE tænke på point eller placeringer
  • Hvis vi kommer i finalen, så er det en bonus
  • Vores placering er naturligvis også en bonus
Sådan styrer jeg, at det forhåbentlig med overvejende sandsynlighed bliver en succes at være til DM.

mandag den 26. august 2024

Rally, jubilæer og følelser

En stolt hund og fører (foto: Pernille)

Det har været en weekend i rallyens tegn. Jeg har haft en masse skønne oplevelser og virkelig nydt at være en del af denne fantastiske sport både som udøver, arrangør og dommer. 

Lørdag var jeg til dobbeltprøve med begge drengene. Prøven var arrangeret af DKK Ringsted og blev holdt et nyt sted, i den fjerneste ende af det store græsareal, et dejligt sted at placere rallyringen. 

Max startede i seniorklasse hos Charlotte. Jeg har gengivet mine noter, som jeg fast skriver kort tid efter, at jeg har været oppe: 

Hvis det havde været DM, havde jeg været ked af det. Jeg var ikke klar til start, så det blev hektisk (jeg hyggede med Max), og jeg måtte på en lidt overraskende måde (tid) kæmpe for hans fokus. Han var der ikke og jeg kunne ikke skabe kontakt. Kun i passager viste vi hvad vi kunne. 13 på sideskift mellem ben, 2 andre ommere, jeg væltede kegle pga. balanceproblemer og 2 x 1. Ros fra Charlotte for jeg støttede godt, men ja han var der ikke. Vi prøver igen hos Conni.

Jeg kan godt bagefter se, at jeg var for negativ, jeg fik ikke nævnt at vi havde en flot start med løb, langsom gang, almindelig gang, sideskift om kegle faktisk en rigtig fed start. Jeg støttede Max supergodt, det var tydeligt at han havde det svært på siden længst væk. Så det var bestemt ikke så slemt som jeg fik gjort det til. 

Det var god læring i forhold til at beholde det mentale fokus. 

Derefter var vi oppe hos Conni. 

Max hos Conni. Igen flotte passager hvor jeg virkelig nød det. Men også en rodet start hvor han var på vej til Conni i dobbeltsynkron. Ikke den allerfedeste følelse med bedre end bane 2. Nu venter jeg på første E. Otto og jeg har leget og vi er klar” 

Der kan jeg virkelig se bagefter, at jeg var alt for hård ved mig selv. Det meste af banen gik virkelig godt, føreren var så fokuseret på Max at jeg ikke fik talt kegler, så jeg måtte lave spiral om, og jeg ved ikke hvad der skete, så vi måtte lave sit-stå om. Ellers var der småtterier, men som skrevet en meget bedre følelse end bane 1. Måske var det bare arealet eller en dårlig dag, ligesom den i Bårse 23. juni. 

Så blev det Ottos tur. For mig var placeringen af seniorklasse over middag meget perfekt, Max og jeg kunne vores prøver uden problemer, og jeg kunne varme Otto op præcis som jeg ønskede det. 

Otto hos Conni. Han var med, der skulle arbejdes med fokus, men vi var sammen! Start bakke 3 skridt og to sidestep lige i øjet. En masse flotte momenter, det føltes HELT rigtigt. Bakke væk han satte sig til allersidst, jeg valgte ikke at lave om. 10er. 1 ommer på sit/stå, 4x1 på skæv position, trængning, afstand til fører og noget jeg har glemt. SÅ FEDT Otto 83 med en 10er.” 

Det var så fedt at gå den prøve! Ja, han skal stadig scanne området og multitaske indimellem, men han er hos mig, jeg kan få hans fokus, han klør på – vores træning af at gå uden belønning på tid bærer frugt – og meget mere kan jeg ikke sige, det føltes rigtigt godt. 

Jeg valgte ikke at lave bakningen om, for vi har haft lidt problemer med øvelsen til træning. Den blev analyseret umiddelbart efter, og jeg havde givet forkert stopsignal (bliv i stedet for stå), så det kunne lige blive rettet til næste bane. 

Otto hos Charlotte:

Det gik rigtigt godt hos Charlotte, han gik som en drøm. Vi mistede cirkel omkring fører i begge forsøg, han løb rundt om skiltet - Charlotte fortalte at flere havde lavet underlige ting der ... derudover blev vi trukket 3 point, vi fik bakke tre skridt på højre side med minus 1. Og fed feedback fra Charlotte. Otto er en stjerne!!! 84 med en 13'er. Dagens bedste prøve og fuck hvor er Otto er god!!!!” 

Der er jeg virkelig tilfreds med mine noter, jeg var så glad over vores skønne samarbejde. Og rankede lige ryggen da Charlotte roste bakke væk fra fører som dagens flotteste, det var knivskarpt og jeg gav den rigtige kommando til at stoppe 😊 

To trætte hunde efter en lang prøvedag

En dejlig afslutning på en skøn dag. 

I går havde jeg arrangeret en dobbeltprøve i Bårse. Den var aftalt med Pernille, som drømte om muligheden for at gå i sin officielle prøve nr. 300 med Joker i championklasse, og det var altså lige til højrebenet at arrangere. 

Vi startede kl. 14:00, fordi der var fodbold om formiddagen, og det tidspunkt var der flere der syntes godt om. Jeg skulle også selv op, fordi Janne tilmeldte i championklasse, og blev lokket til at dømme de to seniorklasser. 

Der var en del afbud på dagen, heraf 3 ud af 5 i championklasse, men det lykkedes at få en efteranmeldelse og der kom en uventet gæst, som også blev inviteret med på den anden championbane, så der var 3 i den ene og 4 i den anden. 

Banegennemgang championklasse tidlig

Jeg havde designet banerne for et stykke tid siden, før jeg vidste at jeg ikke skulle dømme seniorklasse, og det bar de to championbaner præg af. Det var lettere opgraderede seniorklassebaner, og helt uden stop begge to. 

Pernille og Joker gik vidunderligt på begge baner, det var en nydelse at følge på første parket, og de vandt begge klasser med 100 point. 

Præmieoverrækkelse championklasse (foto: Lone)

Jeg synes Pernille fortjente en speciel gave i dagens anledning, Jeg havde derfor aftalt med Cathrine Buch, at hun skulle lave en tegning af Joker. Hun laver nogle enestående tegninger af hunde, der virkelig får dem til at stråle, hun fanger de nuancer, der gør hundene unikke. 

Hvordan fik jeg det rigtige foto som grundlag for tegningen? Ved at skrive til Pernille: ”Har du et favoritfoto af Joker taget ikke for langt væk (altså afstand til ham)? Vil du sende det? Og ikke stille spørgsmål”. Det gjorde hun :-)

Pernille med Cathrines tegning af Joker (foto: Lone)

Tegningen blev overrakt i forbindelse med præmieoverrækkelsen. 

Pga. afbud endte Max som eneste deltager i seniorklasse, men det passede os fint. 

Vil du ikke lege? (foto: Lone)

Den første bane gik rigtigt godt, der var fuldt fokus lige da vi var kommet i gang, en enkelt misforståelse så 2x3 og 1x1. 

Jeg vil meget hellere have en godbid! (foto: Lone)

Den anden var noget af det bedste vi har gået, måske den allerbedste. Max havde det fedeste fokus hele vejen, jeg følte at vi strålede sammen, jeg kunne høre klapsalver da vi gik ud, og hold da op, hvor jeg svævede. Der var en ommer og en mistet kommode - jeg så ikke, at han ikke flyttede bagbenene, jeg havde kun fokus på hans øjne – og det var så totalt ligegyldigt. For følelsen var det hele værd. Hvis vi kan genskabe den bare tilnærmelsesvis til DM, så bliver det en fantastisk dag. 

Og det blev bare bekræftet af denne vidunderlige besked jeg fik bagefter: "Og så vil jeg også sige, at hold da op du og Max gik det bedste jeg længe har set…..Wow 🤩 Sikken et fokus og kontakt (faktisk så Max lidt kæk ud😄) mega flot, tillykke til Jer 🥰 Jeg tror aldrig, jeg har set Max gå SÅ lækkert, som i dag. Det var tydeligt I begge nød det 🥰"

PS: Nu var prøverne jo arrangeret for at Pernille og Joker kunne fejre deres jubilæum, så snakken kom naturligvis på andre tal.
  • Det var rallyprøve nr. 150 og 151 i Sydkystens Hundeskole
  • Det var min rallyprøve nr. 219 og 220 som dommer
  • Otto gik lørdag sin rallyprøve nr. 85 og 86
  • Max gik i weekenden sin rallyprøve nr. 396, 397, 398 og 399, DM bliver nr. 400
  • Mine hunde – Megan, Lille Bjørn, Max og Otto - har gået i alt 770 rallyprøver

mandag den 19. august 2024

Motivation, fantastisk træning og magiske øjeblikke

 

Jeg skal love for at motivationen til at træne rally med Otto (og Max for den sags skyld) er vendt tilbage for fuld udblæsning. 

Sidste mandag havde Otto og jeg enetime hos Karina, og der ligger yderligere en stribe aftaler i kalenderen. Vi arbejder med forskellige basiskompetencer, som jeg ikke har haft (tilstrækkeligt) fokus på tidligere, og Otto er en kæmpefornøjelse at arbejde med. Man kan næsten høre hjernen tikke, når han prøver at forstå mine signaler – hvilket samtidig er en god feedback til mig om at være MEGET tydelig. Det hjælper gevaldigt at have Karina til at iagttage og kommentere 😉 

I lørdags trænede jeg med Amanda og Oonique i Bårse, det er er sørme meget længe siden sidst, og tiden fløj afsted og jeg fik en masse godt input – plus en bekræftelse af, hvor skarp Otto er. 


Vi afsluttede med en lækker frokost på Muldiverset, det var næsten magisk at sidde i den skønne have og nyde maden og stemningen, og få vendt verdenssituationen. 

I dag trænede jeg med My og Arya i Bårse. My havde ønsker min seniorbane fra i går, og det synes jeg var en vildt god idé, at blive udsat for sin egen bane! Max gik nogle seriøst fantastiske baner, føreren var ikke helt så skarp. 

Dagens clou kan ses på videoen: jeg har fuldt fokus på Max, vi har udført de første to skilte meget smukt og jeg har fuldt fokus på at få Max til at sætte sig inden fremsendelse til kegle. Han sætter sig, jeg sender og … det var faktisk en sidestep øvelse, der VAR ingen kegle og det blev til et godt grin i stedet, og Max tog det naturligvis med ophøjet ro! 


Otto fik også prøvet banen, og jeg var vildt imponeret af, hvor meget han allerede er rykket. Hans fremsending til kegle var bare så smuk. Jeg bliver helt blød indeni, når vi i løbet af en træningssession får den ene skønne oplevelse efter den anden, hans fokus bliver bedre og bedre og i længere og længere tid. 

Jeg er heldig at DKK Ringsted på lørdag har lavet et større prøvelignende setup, hvor jeg får mulighed for at træne begge hundene to gange på rigtige baner, det glæder jeg mig vildt meget til!

fredag den 16. august 2024

Bornholm august 2024 - med fokus på det kulinariske


Tirsdag til fredag var Kirsten, hundene og jeg på den traditionelle årlige ferie på Bornholm med svenskerne. De var ”tyvstartet” med ankomst sidste fredag. 

Vi havde hver sin lejlighed i Gudhjem Feriepark. 

Jeg tror jeg tale på alles vegne, når jeg skriver, at det var den bedste ferie vi har haft sammen ever. Børnebørnene er blevet store og vi fik en masse gode oplevelser sammen og hver for sig. 

Jeg havde (naturligvis) skitseret en privat plan, og vi nåede det vigtigste udover samværet med familien, nogle lækre kulinariske oplevelser. 


Tirsdag ankom vi lidt over 14, vi nåede ikke frokost i Râzapâz, men fandt heldigvis til Torvehal Bornholm

Stigs Oliven (ægteparret Stig Louring Larsen og Simikka Larsen) har forpagtet stedet siden efteråret 2022, og frokosten blev den skønneste anretning med lidt charcuteri, ost og diverse tilbehør. Simikka er olivenoliesommelier og vinsommelier, og de har importeret 4 forskellige græske vine, jeg ”kom til” at købe to 😉

Efter en skøn grillaftensmad gik vi alle syv til Gudhjem, Chris og jeg fik et glas Cayrol 2021, skabt af Jean-Claude og Anne Beirieu i Roquetaillade, Languedoc, en dejlig naturvin på 50 % Cabernet Sauvignon/50 % Merlot, med bid, fylde og frugt, et skønt glas vin. 

Resten af familien fik is fra Gudhjem Is lige overfor Provianten, og vi fik lov til alle at sidde sammen hos Provianten! 

Is og vin på Gudhjem Havn

Familiefotoet (eksklusive den stolte farfar) bringes med familiens tilladelse! 


Hjemturen langs klipperne var totalt magisk! 

Onsdag tog Kirsten og jeg til Allinge og købte kaffe og morgenbrød hos Schweizerkonditoriet, som vi kunne nyde lige udenfor. Det er en hyggelig tradition, vi har købt meget morgenbrød der, da vi boede på Klintely. 


Frokosten fik vi midt i Gudhjem, hos Fangst.  Det handler om bæredygtig fisk og andet godt, og vi fik to tapasanretninger og dertil to lækre glas naturvin Marutas rosé Un gran de folie (Carignan, Syrah og Macabeo) og deres orangevin Trafalgar (Muscat á Petit Grains), de importeres af Nichevine. Trafalgar var virkelig lækker, masser af frugt, fylde, intensitet, et skønt glas vin til maden. 

Desserten indtog vi lige i nærheden, hos Chris & Mario, som laver de skønneste is og vi nød dem i den lille gård overfor butikken. 

Vi har tidligere smagt de fantastiske pizzaer fra Brødre Bageri i Tejn, vi blev enige om at jeg skulle hente til aftensmaden, og bestilte 6 forskellige. At sige det var et populært valg ville være årets underdrivelse – de 6 pizzaer forsvandt som dug for solen, og alle var meget tilfredse med valgene, måske med den med kartoffel og den med kartoffel og portobello som favoritter? 

Torsdag startede med noget så uventet som regn, vi søgte ly hos Pernille Bülow i Svaneke, hvor vi købte lidt glas, og derefter gik vi ind ved siden af hos Spröt og fik en Cappuccino og en vinterbader, en juice på æble, gulerod, citron, ingefær. 

Frokosten har vi besluttet skulle nydes på Christianshøjkroen. Sofie Edlev Nielsen og Nikolaj Jeppesen overtog forpagtningen i 2023. Han er udlært fra Kommandanten og har været restauratør med Ensemble, og det stod højt på ønskelisten at spise frokost hos dem. 

Det var en kæmpefornøjelse, og et af de bedste måltider vi har fået. 



Jeg fik ”skovfrokost med tre slags sild (sherry, stegte, urte), kroketter af saltet torsk med remoulade, vildtpaté med surt, kalveroastbeef med peberrod, tærte med karamelliseret løg, blåskimmelost med vaniljesyltet hyben. Brød og rugbrød, smør og krydderfedt.” 


Kirsten fik ”kroens frokostsalat med Bornholmske bælgfrugter, urter, bagte rødder, ostecreme og sprøde salater plus svampekroket.” 

Dertil en Svaneke Classic på fad, og et glas rosé - Filarino Sangiovese 2022, Poderi dal Nespol, Emilia-Romagna. 

Hver mundfuld af skovfrokosten var udsøgt! Der var kælet for det hele, alle kombinationer var velovervejede og fremhævede grundingredienserne i retterne. Det er sjældent jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg ikke kan pege det bedste ud, for jeg synes ALT var fantastisk. 

Vi HAR noteret, at vi skal besøge Christianshøjkroen næste gang vi kommer til Bornholm. 


Det ville være synd at sige at vi var sultne bagefter, men en tur til Bornholm kræver at vi kommer omkring Snogebæk og Kjærstrup Chokolade. Vi er kommet der jævnligt siden de startede i 1999, og jeg valgte denne gang en flødebollesoftice med orange. Den mindes jeg ikke at have set på kortet før, men den bliver forhåbentlig, for det er den bedste jeg har smagt!!! 

Fredag endte vi ret uplanlagt i Svaneke og igen i Spröt, hvor jeg fik kaffe og solopgang (æble, appelsin, gulerod, ananas). 

Frokosten inden vi skulle hjem efter et alt for kort besøg på solskinsøen SKULLE være på Râzapâz.


Kirsten fik to stykker smørrebrød (laks, hønsesalat), jeg den evige tatar (jeg er SYGT vild med den!) og dertil et glas Eser Spätburgunder. 

Som sagt et alt for kort besøg på Bornholm, men vi nåede en masse også på den kulinariske front. Skønne genbesøg af Torvehal Bornholm, Provianten, Brødre Bageri, Kjærstrup og Râzapâz. Og to rigtigt spændende nye bekendtskaber: Fangst og Christianshøjkroen.




mandag den 5. august 2024

Første dag efter ferien


Som pensionist kan det nemt ske at dagene flyder i ét, og jeg kan komme i tvivl om ugedagene. Det er rart. Jeg er også opmærksom på at dagene ikke bare skal flyde i ét, for det kan føles som at de bare forsvinder, og det har jeg det ikke godt med. 

Så når jeg kan læse, at nu er ferien slut og advarsler om hjemrejsetrafik så ånder jeg på den ene side lettet op – det berører ikke mig – på den anden side får jeg fokuseret på de aktiviteter, som er vigtige for mig. 

Så for at fastholde en fed pensionist dag, skriver jeg dette indlæg. 


Morgentur til Jacobshavn. 

Podcast nr. 1.000 downloadet. Min podcast Et hundeliv ❤️ har med to indlæg fredag og lørdag virkelig rykket. Dels Karina Al-Saffars om hendes karriereskift, dels Channie Elmestedts om hendes træningsplanlægning, har været vildt populære. Channies har på ingen tid fået over 100 downloads, hvilket er et kæmpehit i mit regi. 

Hendes indlæg har givet mig en stribe ideer til min egen træning, og vi har aftalt en del 2, som skal handle om den mentale træning. 

Jeg tjekkede status for rallyprøverne 25. august i Bårse, og 21. september i Hvidovre, efter en reminder er begge tæt på udsolgt. Det er fedt at prøver der hverken tæller til DM eller Årets Hund også kan trække fuldt hus! 

Derefter morgenmad. 


Der skulle sendes hilsen fra mig og hundene, og selfies skal jeg tydeligvis øve mere på 😊 Og ja Max er med (Otto sidder på ham). 


Jeg fik også taget et foto af Kirstens største solsikke. 

Derefter gik turen til Bårse med begge hundene for at træne. Der var fodboldtræning, der vor vi plejer at træne, så vi trænede et andet sted end normalt, og det var lærerigt! 

Max startede mærkeligt usikkert, indtil det gik op for mig at vi var helt oppe ved hegnet mod vejen og han tydeligt blev distraheret af trafikken. Da vi gik lidt væk, kunne han alt, højre ryk (mod mig) og væk (fra mig) er rykket en del. Jeg kunne tude af glæde bagefter. 

Otto bakning væk fra fører hat og briller indtil jeg startede forfra i små skridt og så bakkede han forrygende. Vi fik også startet på sideskift om kegle V til H, superflot. Og udholdenhedspassagen jeg blev helt revet med og pludselig var der gået 4:13 og der blev leget godt og grundigt. Virkelig fed træning. 

Derefter gik vi som vi plejer en tur om Bårsesøerne, det er virkelig skønt at have så dejligt et område lige ved siden af vores træningsplads. 

Hjemme fik jeg en let frokost og løste en virkelig svær Sudoku. 

Derefter gik jeg i gang med lektiedelen. Jeg har planlagt et forløb frem til 3. september, hvor sommelieruddannelsen niveau 2 går i gang, hvor jeg kommer i dybden med at repetere materialet fra del 1. I dag var det vinfremstilling, smagning af vin og Frankrig, hvor jeg fik tegnet et nørdet kort over Frankrig med distrikter og druer. 

Jeg havde noteret, at der var finalen i mændenes single i badminton og jeg nød at se Viktor Axelsens imponerende sejr over Kunlavut Vitidsarn. 


Aftensmaden var en rest tærte fra i går og noget salat, og vi fejrede guldmedaljen med et glas Château de Castillon 2022 fra Bandol. En lækker rosé, med flot syre, medium krop og smagsintensitet og medium eftersmag. Duft og smag er diskret, med noter af grønne æbler, lime og lidt blomstret. Ok vin, men jeg bliver ikke stor fan af rosé generelt.