Mathilde Petersen og Elverlamshuset’s Boogie (foto: Zakkai Hundevenner)
Kirsten og jeg grillede til aften, og pludselig sad vi og talte om gamle dage. Skoletiden, vores første hunde. Vi kom til at tale om, at det snart er et år siden Megan døde. Om lidt bliver Max 7 år. Vi fik også talt om, hvor vi vil bo, når vi bliver ældre, om timing af min pensionering.
Jeg kom til at tænke på, at om fem dage er det tre år siden jeg debuterede i HTM med Max, og en ny gren af hundesporten for alvor åbnede sig for mig. Den har grebet mig, og jeg tror ikke den slipper sit greb … Det er en langtidsholdbar kærlighed. Jeg har lært en masse nye mennesker at kende gennem HTM/FS, og der er mange, der ved siden af LP/Rally dyrker HTM/FS, og det er bare fedt.
Jeg kom til Sheltie Klubbens arrangement i søndags til at tale med Stine og Susanne om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg droppede hundesporten. Finde min ungdoms frimærkesamling frem? Øh nej, hundesporten og alt, der følger med, er bare min verden nu og til jeg ikke kan mere.
Jeg har luftet – ret ofte – mine tanker om en ny hund, og det skal nok blive en realitet. Og jeg ved lige præcis, at HTM bliver vores disciplin, med mindre hunden fortæller mig noget andet 😉
Så er der ligesom taget hul på fremtiden.
På helt kort sig er der lørdagens HTM-prøver, som jeg skrev om i går.
Den 16.-17. juni er der rallyprøver i Vejen, jeg skal ”bare” være dommer og prøveansvarlig, og det føles ærligt talt meget rart. Jeg har gjort banerne klar i dag (Ekspert lørdag, champion søndag), og kunne rigtigt godt tænke mig at gå dem med Lille Bjørn og Max. Det sker måske en dag, men det er ikke vigtigt.
Mathilde skal begge dage op med Boogie, Lille Bjørn og Max – der er 9 ekvipager i juniorklasse begge dage. Jeg lavede noget statistik på juniorklassen i rally, og Mathilde har siden sin debut 11. februar været oppe 27 gange på 105 dage. Hun er for mig tæt på indbegrebet af fremtiden i rally. En pige på 10 år med sådan en flair for at træne hund og med alt det, der skal til, for at blive en stjerne. Jeg véd, hun er stolt af at have fået mulighed for at gå med Lille Bjørn og Max. Jeg skal hilse og sige, at både hundene og jeg er megastolte af, at hun går med dem, og på fremragende vis.
Indbegrebet af fremtiden – når Mathilde nu ”kun” var tæt på – er Amanda. Jeg driller hende nogen gange med, at hun bare har overtaget mors toptrænede Osseau, og det er jo delvis sandt. Men det er Amanda der har trænet ham op til topniveau, gjort ham til superchampion og præsteret fantastisk med ham i adskillige år. Han er næsten helt døv nu, men lur mig om ikke Amanda også tager det som en udfordring.
Amanda har også trænet skønne Dumle op fra ingenting til en hund, der spreder glæde både på LP- og rallybanen. Nogle af mine fedeste minder er fra de prøver, hvor Dumle fik certer i rally. For helvede, den prøve i Vor Frue, hvor vi stod flere ved ringside og holdt vejret og tudede af glæde bagefter, det er noget af det allerbedste ved denne verden. At glæde sig over, at andre når deres mål.
Amanda er kommet i DKKs rallyvalg. Jeg har i dag gjort en masse klar til hendes rallydommereksamen den 20. juni. Jeg glæder mig som et barn til den eksamen. Jeg holder forhåbentlig mange år endnu, men det føles meget som at give stafetten til den kommende generation, det der sker nu. Det føles ærligt talt godt, når det er Amanda, som repræsenterer fremtiden.
Det kom til at handle mere om Amanda, end jeg havde tænkt, da jeg begyndte at skrive, men det har nok været meningen så 😊
Tilbage til nutiden: I morgen skal jeg træne med begge hunde i hallen i Viby, sammen med Anita og Osseau, og så laver vi lige tre fantastiske generalprøver på HTM-programmerne lørdag. En god generalprøve giver en endnu bedre premiere 😊