I går var på mange måder en træls dag, som man kan læse om i mit blogindlæg i går Bonjour tristesse.
Jeg vågnede kl. 3 i nat og alt muligt kørte gennem hovedet et par timer, inden jeg faldt i søvn igen. Jeg véd ikke, hvor konstruktivt det var, men der blev ryddet ud i nogle af de værste tanker.
I morges skulle beslutningen så træffes, prøve i Sheltie Klubben eller ej?
Jeg fik flere gode, støttende forslag til håndtering af situationen, særlig tak til Camilla, Annie og Mia. I sidste ende skulle jeg selv mærke efter.
Jeg var så heldig at banerne blev hængt op fra morgenstunden, Mette fotograferede championbanen, og sendte den til mig og jeg kiggede på den. Helt sikkert en Lille Bjørn hadebane med 13 sitter, 2 dækker, en masse sideskift, mere højre- end venstrehandling. Jeg var sådan fristet til at bruge det, som forklaring (læs: undskyldning) på, at jeg ikke kom.
Men. For det første havde jeg udtænkt en ny start for Max, som jeg morderligt gerne ville prøve af. For det andet, når vi går i championklasse, så er det da perfekt træning at gå en DM-bane (det blev Conni og jeg enige om at betegne den som), en varm eftermiddag.
Jeg lærte banen udenad – det er jo rutine, når man har trænet hos Johanna – og så var det bare at tage af sted og følge planen. Jeg ankom, kunne holde lige ved rallybanen, hilste på Mathilde og Mette, afleverede resultatbøger, fik et par dessiner af Amanda (som var sekretær), spiste is med Mathilde og Mette, gik en gang rundt om banen med hundene, og så kom Lille Bjørn tilbage i bilen, mens Max og jeg satte os ind ved siden af Gitte, og så var der fokus på Max derfra og indtil vi havde leget sammen efter prøven.
Strategien var baseret på, at Max absolut ikke bryder sig om at være adskilt fra mig, så hvorfor skulle han være det lige inden prøven? Derfor var det vigtigt, at jeg kunne banen udenad, så jeg kunne sidde med Max, mens de andre gik banegennemgang. Jeg havde også fulgt ekspertklassen, som mindede meget om championklassen, og havde helt styr på de steder, hvor der skulle gås lidt skævt for at ramme skiltene.
Vi skulle op som ekvipage nr. 2 og da nr. 1 var ved at være færdige gik vi ind i opvarmningsområdet, jeg tog linen af, og vi lavede nogle enkle øvelser, han blev belønnet, legetøjet blev brugt (ikke stor interesse) og gemt på mig, og da vi fik klartegn til at gå ind fra Anita, løb jeg ind i ringen med Max, løftede hånden og fik fremad-signalet. Vi var i gang fra start, og det føltes rigtigt godt. Max fik ikke tid til at tænke, at der var farligt i ringen, og jeg var ikke på noget tidspunkt usikker på, om han blev i ringen. Vi måtte lave en enkelt øvelse om, og der var lidt snus og hæng, men intet kunne overskygge den fede fornemmelse af, at have kontakt med ham!
Da vi passerede mål løb jeg ud, trak legetøjet frem og Anita gav Amanda feedbacken – Amanda synes ikke helt forkert, at jeg har tænkt for meget på at lytte til dommernes feedback fremfor at belønne hundene efter prøven, så det gjorde vi. Max var minimalt interesseret i legetøjet, men meget i godbidderne og jeg blev da ganske forpustet alligevel …
Da ekvipage nr. 2 før Lille Bjørn var halvvejs i banen kom Max i bilen, og Lille Bjørn som sov, blev vækket og kom ud, tissede, fik vand over sig, og så var vi ved at være klar til at gå ind.
Han gik virkelig godt! Der var 5 ommere, og vi mistede skilt 17 springvand – lige efter twist på højre side – lidt for meget snurren for Lille Bjørn. Igen løb jeg ud af ringen, Amanda fik feedbacken, og Lille Bjørn og jeg løb ud og legede med julemanden. Han havde virkelig gjort en fantastisk indsats. En bane på 3:36:77, som et HTM3-nummer, hvilket var et af mine hemmelige argumenter for at gå banen 😊 At teste ham arbejde så længe under svære vilkår.
Præmieoverrækkelsen – med flotte præmier – var en fornøjelse. Selvom Lille Bjørn blev IB’et havde han fået 67 point (1x10, 3x5 og 1x8), overordentlig tilfredsstillende. Max blev trukket 3 for ommeren og 8x1 for diverse. 89 point rakte til 2. vinder på dagen, en flot pokal og andet godt.
To fede prøver, hvor jeg begge gange var den bedste fører for mine hunde, og havde en rigtig god følelse, da jeg forlod ringen. Her er virkelig noget jeg kan bygge videre på, ikke mindst i forholdet til Max.
Tak til alle for gode råd og dejlig opbakning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar