mandag den 14. maj 2018

Roskilde eftertanker



Mette har sendt videoer af Mathildes rallybaner med Lille Bjørn og Max.

Først Lille Bjørn og Mathilde. Hun får en fin start trods Lille Bjørns massiv snus lige før starten. Hun har supergod kontakt hele vejen, meget professionelt.

Så Max og Mathilde. Max er lidt træls, men Mathilde arbejder ufortrødent videre, og det er god læring for hende, at arbejde ned Max, når han er slået ret meget fra.



Mette og Mathilde træner videre, og mon ikke vi får lejlighed til at Mathilde også træner med Lille Bjørn og Max frem mod først DM i Vejen 25. august, siden Årets Hund i Herning 3. november. Prøver er der stadig en del af i kalenderen.

Hvad med min egen status med hundene?

Først Lille Bjørn. Jeg fik en fantastisk dejlig besked i går: ”Fik ikke sagt tillykke med lillebjørn. Det var virkelig super flot!! Han er født til HTM 🙂 Og du virker så rolig og overskudsagtig sammen med ham... Super flot.

Hvis du fortsætter med at hjælpe ham så fint ved at bevare roen og vente på ham (som du var mega god til i lørdags) så bliver I også klar til klasse 3 🙂

Jeg har skrevet det før og bliver ikke træt af at gentage, hvor fantastisk det er at gå med Lille Bjørn i HTM. Han arbejder bare så flot, har lært de nye positioner på rekordtid og er bare på, når vi træner og konkurrerer, så det gør mig glad langt ind i hjertet. Jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde med et nyt program med ham, til ny musik. Helt underligt, når vi kun har været oppe 6 gange 😊

Så, hvis jeg skal sige det helt ærligt, så er det min Lille skønne fantastiske Bjørn som har givet mig mit livs største hundeoplevelser. Emmy, Megan og Max har også bidraget godt, men Lille Bjørn er altså noget ganske særligt.

Vi har ikke tiden for os, så jeg klør på med det hele: vi fortsætter i rally som ren hygge – og med juniorklasse som bonus! – vi træner Nose Work og satser på en officiel prøve på et tidspunkt, og i HTM klør vi bare på. Vi skal have HTM2-titlen og gå klasse 3.

I Hässleholm skal vi op to gange med det danske HTM2-nummer, bare det at gå op i Sverige i HTM er noget helt specielt. Det er fedt og jeg glæder mig vildt.

Hvad med Max?

Ja, i går smuttede han igen igen fra en prøve, og det var da fristende at sige, at det var det, og pensionere ham. Men, nu simulerer jeg min skarpeste hundevenner:

Spørgsmål: Hvad har I opnået indtil nu?

Svar: Pæne LP-resultater., masser af flotte rallyresultater inkl. ok debut i Sverige, FS1, masser af flot HTM inkl. pæne optrædener i klasse 3, super Nose Work hund.

Spørgsmål: Hvad er du så utilfreds med?

Svar: Jamen, der er så langt mellem de gode resultater, det er pissefrustrerende, og når det virkelig gælder slår han fra.

Spørgsmål: Er det noget han styrer?

Svar: Møhhh, jeg plejer at sige at det altid er førerens skyld …

Spørgsmål: Du har trænet med ham i snart 7 år, du må du vide, hvornår der er sat op til succes, og hvornår der ikke er …

Svar: Jeg har ikke noget helt præcist svar. Måske er det noget med store områder, mange forstyrrelser og sådan noget.

Spørgsmål: Ikke godkendt. Du må da vide mere præcis, hvad der skal til for at sætte Max op til succes. Er det bare trial and error?

Svar: Øh, for hulen, jeg har ikke noget godt svar …

Spørgsmål: Så du vil pensionere en hund, der ikke er fyldt 7 år, uden at vide hvordan du har formået at få gode resultater med ham? Er der ikke noget med at både Megan og Lille Bjørn også skulle pensioneres flere gange og du alligevel fortsatte, og fik flotte resultater?

Svar: Jo, men ….

Spørgsmål: Jeg gider ikke høre mere. Hjemmeopgave til om 14 dage: kom med en konkret handlingsplan for hvad du vil gøre, for at du og Max forøger jeres chancer for succes til prøver fra 50 % til 75+ %. Er det ok?

Svar: Det kan jeg vist kun svare ja til …

Afsluttende kommentar: Ja, og tag dig nu sammen for hulen!

Svar: Javel!

Ingen kommentarer: