Viser opslag med etiketten Motivation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Motivation. Vis alle opslag

onsdag den 4. december 2024

Motivation, Otto, Freestyle, Rally

Fra dagens skønne FS-træning

I betragtning af at jeg kalder min blog for en hundeblog, har der stået forbløffende lidt om hunde på det sidste 😉

Jeg har nævnt at Max er gået på pension, men hvad med Otto?

Sandheden er, at jeg har manglet motivation, i forhold til Freestyle og især Rally.

Definition af motivation fra Rasmus Bagger:

(c) Rasmus Bagger

Det har jeg spekuleret meget over den seneste tid. 

Jeg har faktisk så sent som i går været et sted, hvor jeg tænkte, at jeg ”kun” ville fokusere på Freestyle med Otto. Jeg genså videoen fra 27. oktober af vores debut i FS1, og blev bekræftet I at vi begge hyggede os rigtigt meget til den prøve – og til generalprøven dagen inden. 

Jeg har fået ideer til den videre udvikling ikke mindst fra Louise Vig (tak!) og lagt en meget overordnet træningsplan. 

Jeg har naturligvis også, nu jeg er i gang med Master of Mental Training™ uddannelsen, har læst Stephen R. Coveys ”7 gode vaner” og er i gang med Darren Hardys ”The Compound Effect”, tænkt den nærliggende tanke, at jeg selvfølgelig kunne coache mig selv. 

Vendepunktet kom i dag, hvor jeg havde booket en hal til en times træning. Jeg havde en træningsplan i stikord, faktisk kun med FS-punkter. 

Jeg holdt en peptalk for mig selv på vejen og var topmotiveret da Otto og jeg ankom. 

Vi trænede i omkring 50 minutter. Meget varieret, nogle nye øvelser er startet op, nogle gamle er pudset af – og min underbevidsthed havde mindet mig om at have en targetplade med. 

Otto var en stjerne hele vejen igennem. Der var en masse fantastiske fremskridt. Jeg tror det mentale click kom da target kom frem. Otto var ved at vælte mig for at det skulle blive brugt, og da det kom ned indtog han de smukkeste højrepositioner. 

Jeg troede det var løgn, da jeg kiggede på uret undervejs, for tiden fløj afsted, som den gør når tingene er allerbedst. Otto synes godt vi kunne være fortsat endnu længere, jeg måtte puste ud i bilen mens jeg noterede efter træningen. 

Summen af træningen er, at vi selvfølgelig fortsætter med at træne FS, en udvikling af FS1-nummeret. Samme længde men med flere tricks og større sværhedsgrad. Målet er i 2025 at rykke i FS2 og bestå FS2. 

Derudover, som ren bonus, vendte lysten til rally tilbage. Vi arbejdede lidt med nogle rallymomenter, inkl. punkter der ikke stod på træningsplanen. De fungerede! 

Fra mandagens rallytræning hos Hund og Glæde Hundeskole

Så vi er tilbage i rally, træningen bliver helhjertet og målene pudset af. Det første er at få et certifikat i ekspertklasse. Jeg har et meget præcist billede af, hvad der skal til, for at vi kan nå målene. Det bliver synliggjort i træningsplanen. 

Jeg har husket at klappe mig selv på ryggen for flot coachingarbejde.

søndag den 9. april 2023

Motivation – træning – støtte til rallylandsholdet


Motivationen er i den grad vendt tilbage.

Jeg kan dag for dag mærke øget styrke i venstre ben. Jeg kan gå mere sikkert. I dag cyklede jeg for første gang siden 22. februar, dagen før operationen. På Kirstens cykel, så jeg ikke laver dumme vrid, når jeg skal af og på og kun 10 kilometer her første gang, men nøj hvor det føltes godt.

Det betyder også at jeg har skruet op for hundetræningen, både lidt i haven, selvfølgelig det ugentlige Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge, denne gang med tema påskehygge, i dag for første gang længe i Jersie med begge hunde. Lidt rally med Max, lidt fri ved fod med Otto, masser af leg og vi hyggede rigtigt.
 

En efterladt bold var perfekt til fremsending 😉

Jeg er også tilmeldt de hold hos Merete, Johanna og Karina, som jeg meget mod min vilje har måttet holde pause fra.

I fredags havde vi påskegæster, seniorerne jokede vi med – jeg var den yngste 😉 – og maden var overdådig, påskefrokost takeaway fra Henrik Ravnemose, Strøby Egede Forsamlingshus anno 1942. Som altid fantastisk lækker mad og i store, flotte portioner. Jeg fik de sidste sild (der var tre slags) til frokost i går og i dag!


Lørdag formiddag gik turen omkring Solgaardsparken i Strøby Egede.
 
Jeg har også fået lyst at arrangere nogle rallyprøver igen. Der var flere, der havde efterlyst nogle kvalifikationsprøver til Årets Hund, jeg var nem at lokke og så gik jeg i gang. Først havde jeg planlagt med prøver, måske dobbelte, fra tirsdag den 4. til fredag den 7. juli. Jeg blev mødt af en uventet forhindring: rallydommere har et arbejde ved siden af deres hundeliv, og der kom pæne afslag på mine invitationer med arbejde som begrundelse.

Der blev ændret lidt på datoer og tidspunkter, og vi er endt med tre dobbeltprøver torsdag den 6., fredag den 7. og lørdag den 8. juli.

Onsdag aften blev det danske landshold til NM i Norge til november offentliggjort. Der er tradition for at Sydkystens Hundeskole støtter landsholdet med et arrangement. Jeg foreslog i bestyrelsen, at vi gjorde de seks prøver til støttearrangement for landsholdet, det var der fuld opbakning til.

Liv, som er formand for landsholdsudvalget i DKK, og jeg fik afstemt forskellige ting vedrørende arrangementerne, jeg har fået en kontaktperson hos landsholdet og vi klør på.
   

Følgende ligger fast:
  • Der afholdes seks prøver i perioden 6.-8. juli 2023 som anført her. Alle prøver er åbnet for tilmelding
  • Vi har booket græsarealer hos DKK Ringsted, Ejlstrupvej 121, 4100 Ringsted
  • Der er to dommere pr. prøve og mulighed for tre lørdag
  • Der er i dag efter et opslag i Sydkystens Hundeskoles Facebook-side skaffet to sekretærer pr. prøve
Nu skal vi bare have en masse tilmeldinger – der er netop nu 116 tilmeldinger – og håber, at vi kan skaffe sponsorer til mange af præmierne. Sydkystens Hundeskole har givet et tilskud på 3.000 kr. til rosetter de tre dage, og alle bidrag i øvrigt er velkomne, det er bare at kontakte mig.

Når prøverne er gennemført bliver regnskabet gjort op og overskuddet går ubeskåret til landsholdet.

I morgen skal jeg for første efter operationen dømme, det er hos Neel, og jeg glæder mig meget. Banerne er klar, jeg har skrevet mine kriterier for dagen, og det bliver så fedt at være i gang igen også på den front.

Tirsdag skal jeg for anden gang holde mit foredrag om Mentaltræning. Det bliver en lettere opdateret udgave, og det er sat op som et superhyggeligt arrangement hvor vi starter med at spise sammen, sushi og pizza. Tredje gang er planlagt til 1. maj, og der kan tilmeldes via dette link.

Motivationen er i den grad vendt tilbage.

torsdag den 15. december 2022

Tænk – om motivation


Jeg havde ønsket Svend Brinkmanns Tænk til min fødselsdag, begyndte at læse den forleden og nyder at læse den i små bidder og reflektere over indholdet. Kort fortalt (efter de første kapitler 😉) at give sig tid til at stoppe op og tænke ordentligt.

Jeg er begyndt på at den daglige dosis Mark Anthony med hans podcast 10 i 8, som handler om motivation.

Jeg har en daglig aktivitet på todo listen, den kom på umiddelbart efter Life coaching sessionen, den hedder ”Lykken er … at få styr på sit liv”.

Jeg genlæser ofte nogle vigtige noter og specielt afslutningen NYD DET!

Det giver mig samlet – og sammen med alt muligt andet, der ikke er ligeså planlagt – ro, motivation og fokus på det vigtige.

Jeg kan føle, at det kommende år bliver meget anderledes en de nærmest foregående. Forhåbentlig – sådan tegner det i hvert fald – på den gode måde.

Nogle af de mål, jeg har nået de senere år, kunne måske opmuntre til gentagelser, til at prøve at gøre det igen, prøve at gøre det bedre.

Men de overvejelser er bl.a. mødt at nogle af de allerbedste spørgsmål, jeg kan forestille mig, nogle gange fra andre, andre gange fra mig selv: Hvorfor vil du gøre det? Hvad, hvis du ikke gjorde det? Kunne der var andre mål, som nu var vigtigere? Hvordan føles det? Osv.

Jeg har tirsdag og onsdag været i gang med den nye, faste træningsrutine med Otto og Max: Tirsdag Nose Work træning hos Merete og derefter rallytræning hos Johanna med Otto. Onsdag rallytræning hos Karina med Max.,

Det var tre hver især fantastiske træningstimer.

Nose Work med en Otto, som har lidt mere ro, og bl.a. lavede den flotteste markering af en utilgængelig kilde på rensdyret. Og fandt alle fem kilder i det blinde søg og på meget overbevisende vis.

Rally med Otto på det Johanna havde annonceret som en ”Lumsk led bane.... 🙂”, i bedste skiskydningsstil med en strafbane, man skulle gå, ved fejl på den rigtige bane.

Jeg var lidt slap mentalt inden vi kom på, men da vi gik i gang var jeg næste 100 % på. Jeg gik fejl i dobbelt 8-tal, og jeg var virkelig slap i dæk under gang (”det kan han ikke”!!!!), som han selvfølgelig kan. Otto var totalt skarp, gik den lange bane inkl. en strafbane, på noget under tidsgrænsen, og jeg kunne ikke have været stoltere af vores samarbejde. Han var varmet rigtigt op 😊

”Elsker at I var så på og fokuserede 🤩🤩🤩🤩🤩🤩” skrev Johanna, og hvad er der ellers at sige?

Max og jeg kørte med klatten til træningen hos Karina. Fokus var på afslutningen af banen, at gå i mål og holde fokus derefter. Præcis det vi praktiserer, og vi gik den mest fantastiske korte bane først, hvor jeg lavede indgangen om pga. snus, fik den perfekte indgang, belønnede og derefter gik en vidunderlig bane.

Derefter en fuld bane, igen med det skønneste fokus, hvor det der gik ”galt” var et sideskift om kegle, hvor jeg glemte min forkommando (som Karina har lært mig!) og en øvelse efter lynet, hvor jeg var helt ekstatisk over Max’ præcision og skarphed i lynet. Det var bare så fedt!!!

Juleferieprojektet med Otto er Sirius Øvet Rally, med Max Sirus Ekspert Rally, to rigtige hyggeprojekter, bare fordi jeg har lyst. Selvfølgelig kan vi bruge det som god træning, vedligeholdelse – men jeg vælger at betragte det som ren nydelse.

Det samme med DKK Sirius Winter Sniffs Challenge med begge hunde. Jeg havde skuffelsen for øvelserne i første runde på forskud (hvor dum kan man være?), og filmet dem begge om, hvorefter jeg til morgen kunne se, at de begge var godkendt 😉 De to næste er indsendt, men først efter lidt ommere af filmene, fordi jeg var har været ret uskarp med at læse alle kriterierne. Nu tror jeg, der er styr på dem.

Til morgen er tredje challenge kommet, og jeg læser beskrivelsen mindst tre gange inder jeg går i gang, og prøver at gøre det rigtigt i første forsøg!

Alle Siriusopgaverne er dejligt overskuelige, kan løses i korte bidder, næsten uden tidspres, og det passer perfekt til min tilstand lige nu. Det er topmotiverende at hygge med disse små opgaver og nyde samværet med Max (11½ år i går) og Otto (3½ år på lørdag).

Samlet har det givet mig en masse godt input til, hvordan jeg ønsker at 2023 skal forme sig.

søndag den 28. november 2021

Da liegt der Hund begraben

Aftenens meditationsvin

Den Danske Ordbog forklarer ”dér ligger hunden begravet” således: ”dér er det egentlige problem”.

Overskriften har egentlig ikke noget med indlægget at gøre, men nu er det navnet på vinen, som jeg nyder mens jeg skriver dette, så det var oplagt at vælge som blikfang.

Det er også et godt udtryk, når dette nu (primært) er en hundeblog. Og det bruges jo - om ikke ordret - så i alle mulige andre formuleringer, i min professionelle verden Root cause analysis, men det klinger ikke rigtigt synes jeg 😉 

Men nu jeg kommer ind på det, så kommer jeg alligevel til at tænke på, at det med at finde frem til det egentlige problem, er noget vi bevidst eller ubevidst, bruger rigtigt meget tid på, når vi arbejder med vores hunde. Hvis jeg generaliserer, så kan det udtrykkes kort: Vi træner for at vores hunde skal præstere på en ønsket måde i specifikke konkurrencesituationer. Der vil i mange tilfælde, måske de fleste, være afvigelser mellem det vi opnår og det vi håbede på. Og det må vi analysere og finde frem til grundårsagen til, for at kunne korrigere.

Jeg skrev et blogindlæg i går om en masse træning i den forløbne uge og jeg har skrevet en masse om træning de kommende måneder. Træningen giver selvfølgelig kun mening, hvis jeg har et mål, og – enkelt udtryk, hugget fra Bob Bailey – er bedre stillet efter en træningsrunde end jeg var før.

Selvom jeg ikke har skrevet det ned, så er jeg mentalt bevidst om det, og jeg tjekker altid bagefter, om det har været en god træning … og hvis ikke, hvad jeg har gjort forkert. Og korrigerer til næste gang.

Med Otto er jeg meget bevidst om, at der er grundfærdigheder, der ikke er på plads, og dem har jeg fokus på primært med fri ved fod kurser. Der er selvfølgelig også en masse andet teknisk i forhold til rallyøvelser, vi skal arbejde med, og det har jeg helt styr på planerne for.

Det allervigtigste er det mentale. Max og jeg er blevet stjerner efter at jeg fik styr på det mentale. Max er 8 år ældre end Otto. Otto har på mange områder fået et bedre udgangspunkt end Max. Ergo ender Otto som en meget dygtigere hund end Max, for at bruge Erasmus Montanus logik.

Otto er 2½ år lige om lidt, men kun en stor dreng af sind, og vi har INTET vi skal nå. Vi bliver i øvet klasse længe, og vi får vores samarbejde til at stråle … og derefter rykker vi op. For hvis vi stråler i øvet klasse, så er resten piece of cake. Jeg ved præcis hvad jeg skal træne, der er en håndfuld dygtige trænere, der har givet de samme anbefalinger, så jeg tror jeg er godt hjulpet 😉 Og ved at gå til fast træning er jeg sikker på, at jeg ikke får lov at sjuske!

Max ér en stjerne, hans eneste handicap er en fører, der tænker for meget indimellem. Teknisk er der meget lidt vi kan arbejde med – jeg er meget bevidst om, hvad det er, og der bliver arbejdet på det, kan jeg garantere. Det er nogle småting i dansk rally, og der er noget mere i nordisk.

Og så det at gå hele baner med fuldt fokus = at Max’ fører er til stede og præcis hele tiden og hele vejen.

Jeg har fået en undre-kommentarer om hvorfor Max og jeg går i seniorklasse i rallydysten. Der er to grunde: For det første bruger jeg rallydysten til at træne hele baner, sået er ikke den tekniske sværhedsgrad jeg går efter, derfor er en seniorbane perfekt. For det andet betyder det mentalt meget for mig, at der er et setup, så jeg tænker konkurrence, og der er rallydysten perfekt - i går med Liv som dommer samt Anita og Amanda som tilskuere, så var jeg helt sikker på, at jeg ville gøre mig umage og der kom præcis feedback.

Som jeg nævnte i går ”Jeg er efterhånden også kommet over den mentale barriere, at rallyprøver naturligvis kan bruges til træning”. Vi talte om det i forbindelse med Rallydysten i går, hvorfor er det grænseoverskridende for mange i rally, når det er så udbredt i HTM?

Et dejligt syn fra eftermiddagsturen på Køge Ås

Jeg har planlagt indtil flere prøver den kommende tid, som træning – jeg tror kriterierne er klar i mit hoved. Spørgsmål som: kan man tage til Bornholm og bruge en prøve til træning med Otto, fordi vi har brug for det, og måske en som træning med Max, fordi vi skal nå færgen og føler os pressede? … kan jeg besvare helt klart med: Ja, det kan man.

Det lyder enkelt, og det har ikke været helt enkelt at nå dertil … læs: det har været megasvært!

Det at komme fra: Jeg vil til DM, ÅH og på landsholdet med Max og Otto. Til: Jeg vil være i en boble med Max og Otto hver gang vi går til prøve.

Jeg er blevet bedre til det, men kan blive endnu bedre, til at skubbe pointene helt ud af hovedet, når vi går på banen, og KUN tænke på samarbejdet med Otto/Max.

torsdag den 29. april 2021

Motivation

Fuldt fokuseret Max (foto: Jacob)

På et all-staff møde i dag skulle vi til sidst svare på forskellige spørgsmål om, hvordan vi havde det og hvad vi konkret ville lave om på. 

Jeg vil konkret lave om på ingenting hverken arbejdsmæssigt eller i øvrigt lige nu. Jeg stortrives og er topmotiveret … hvorfor ændre på det 😉 

I søndags startede Kirsten og jeg med en times skøn og hård bootcamp, styret med hård men kærlig hånd af Amalie. 

Om eftermiddagen havde vi arrangeret rallydysten Q2. Den officielle konkurrence er der ikke så meget at sige om, det jeg specielt vil huske dagen for, var anden tur på begynderbanen med Otto, uden line og på højre side. Han var totalt cool og gik superflot. Det er sådanne øjeblikke der gør, at jeg virkelig mærker at vi udvikler os fantastisk sammen. Stine roste os meget, tak for det! 

Tak til Jacob for fotoet af en meget fokuseret Max! 


Mandag startede med den skønneste morgentur og en vidunderlig solopgang. 

Jeg blev mindet om at det var 6-årsdagen (!) for Nedsmeltning, og jeg mindede mig selvom det fantastiske forløb, dét blev starten på 😊 

Til aften havde vi endnu et møde i DKKs rallyudvalg, hvor vi arbejder rigtigt godt sammen og får en masse fra hånden. 

Tirsdag var Kirstens bil på værksted og til syn, jeg gik ned for at hente den sammen med Max. 


Derefter tog jeg til Jersie for at træne med Otto. Der blev stillet nogle kegler op, vi arbejdede med fri ved fod, ren motivationstræning og legede længe efter. En rigtig dejlig træning, som løftede humøret endnu mere. 

Onsdag kort: fitness og pizza 😉 

I dag fik jeg første COVID-19-vaccination, næste er sat til 3. juni. 

Træningen med Tina og Bettina blev med kort varsel aflyst, da vejret ikke var så tiltalende, men jeg trænede lidt med begge hundene, to korte pas og masser af motivation. 


Max og jeg startede med ”de fem øvelser, vi nemmest løber sur i” og ALT fungerede fuldstændig perfekt. Så der stoppede træningen og vi legede sammen, noget længere tid en vi havde trænet. 


Otto kom ud, vi gik lidt fri ved fod, legede, lidt fri ved fod, og vi så legede vi for resten. En kort og enkel træning, og jeg tog afsted med to meget glade hunde og en meget træt mig 😉 

Den forlængede weekend står på konkurrencer og træning. 

I morgen tager Amanda og jeg til Odder til Zakkai Hundecenters rallyprøve med Dumle og Max. 

Otto var også tilmeldt men jeg har afmeldt ham, dels fordi det ikke var fair overfor ham, at vi skulle vente yderligere over 5 timer før han skulle op, dels fordi Amanda og jeg kan komme hjem tidligt på eftermiddagen fremfor ud på aftenen. 

Jeg glæder mig rigtigt meget, både til at skulle op med Max, og – måske mest – til en hyggelig tur med Amanda. 

Lørdag er jeg tilmeldt Denfittecoach Power Dyst 2021, der var tre af de seje kvinder fra seniorholdet der efterlyste en makker, og jeg var nem at lokke. Det bliver smaddersjovt, vi er fire hold der skal kæmpe mod hinanden i forskellige discipliner, som vi ikke kender på forhånd. Kirsten er med som supporter og står for forsyninger. 

Søndag bliver store hundetræningsdag. Først 2 gange rally hos Camilla, så hjem og vende, og så har jeg en aftale med Mia om en enetime i Nose Work med Otto. 

Vi har været så heldige at blive udtrukket til NW1-prøve den 13. maj, og mangler i den grad træning, så vi skal have Mias øjne på vores niveau, og ideer til fokuseret træning inden prøven.

fredag den 20. november 2020

Tilpasningsevne

 


Jeg har nogle feriedage, som jeg skal have afviklet i år, og derfor har jeg booket ferie i dag og de kommende fredage og fra 17. december til 3. januar.

I dag blev en fantastisk dag!

Jeg stod op ved halvsyvtiden, jeg kunne mærke at jeg havde gode ben, og morgenturen gik til badebroen ved Jersie Strandpark og retur. Det var ikke helt lyst, men der var den magiske stemning, når det ikke er helt lyst, og solen ikke er stået op endnu.

Ved badebroen mødte vi fire damer, der hyggede sig med morgenkaffe og lidt spiritus, og jeg blev spurgt om jeg ville fotografere dem, og naturligvis ville jeg det.

Tankerne kører i frigear og jeg kom bl.a. til at tænke på en af mine favoritbøger fra min ungdom, Julian Huxleys bog om Charles Darwins ”On the Origin of Species by Means of Natural Selection”. Jeg kom til at tænke på et kursus jeg holdt, da Lysholdt Consulting var helt grønt, om ”Styring af Web-projekter”. Den tredje overhead ud af 98 var ovenstående.

 Jeg kunne få lyst til at politisere, men ærligt talt: det gider jeg ikke …

Christian skulle på arbejde i dag, og vi havde aftalt, at jeg skulle komme ind, når det passede, og det gjorde det fra morgenstunden. Hundene og jeg var omkring Niels Juels Gade og afleverede en masse spændende varer til Christian.

Kirsten skulle til osteopat i Køge, jeg kørte hende, og hundene og jeg gik en dejlig tur i området omkring Køge Nord Station.

Efter frokost var vi alle fire i Køge og gik en tur omkring Roskilde Fiskeland.

Hjemme kørte jeg mit kombinerede smidigheds-/styrketræningsprogram.

Og Kirsten og jeg gjorde klar til aftensmaden: kogt juleskinke, rodfrugter, grønkål i fløde og grønkålschips. Dertil en L’ostal Cazes Ostalon Minervois 2014, perfekt match.

Jeg er for længe siden kommet over det punkt, hvor Covid-19 var et irritationsmoment. Jeg har INTET, jeg berettiget kan være bekendt at brokke mig over.

I går morges hørte jeg Sarah Streamings radioklip om Motivation, jeg må erkende at tankerne hurtigt flakkede (jeg kunne høre, jeg var enig med hende 😊), helt basalt handlede det om, at hvis dine primære motivationsfaktorer forsvinder (fx at komme til et mesterskab, som ikke bliver til noget), så må du finde noget andet, der motiverer dig.

Det gav anledning til at jeg funderede over, hvad der motiverer mig pt. Jeg vil gerne til DM og ÅH i rally 2021, men er det mine motivationsfaktorer? Næh, slet ikke. 

Jeg bliver glad, hvis jeg kvalificerer mig, men det vigtige for mig er, at jeg oplever at Max og Otto er PÅ & glade til de prøver vi går til og til træningen.

DM/ÅH er bonus, de motiverer mig ikke.

 Hvilket for mig er det ultimative bevis på, at min mentale træning virker 😉

Tilpasningsevne er evnen til at klare sig (overleve) under skiftende omstændigheder. Det er nemmere at sige end at gøre, men det handler om at anerkende/acceptere ændrede omstændigheder og vælge, at man vil leve under dem, eller man vil dø.

torsdag den 5. november 2020

Motivation

Otto kan også lege (foto: Mette Thomsen)

Inspireret af Mark Anthonys onlive foredrag i går aftes, besluttede jeg mig for at notere nogle motiverende/inspirerende nedslag i går og i dag. Hold da op, det var nemt, det føltes skønt og enormt … motiverende og inspirerende 😊 

 Mark Anthony: Motivation er kunsten at skabe interesse og inspirere til handling

1. En tidligere kursist og jeg skrev sammen om hvilken klasse de skulle tilmelde til en rallyprøve. Jeg: ”Spørg dig selv, hvad du helst vil. Når du tænker forløbet igennem, hvilken følelse vil du så gerne have, når det hele er ovre?”

Svar: ”Tusinde tak. Du stillede et spørgsmål som INGEN nogensinde har stillet mig før - hvilken følelse vil du stå tilbage med bagefter? Det er nok det vigtigste spørgsmål, jeg nogensinde har fået. tusind tak for det!

Netop dette gjorde også valget om at flytte tilbage til begynder lettere. Tak for dette spørgsmål!

Hvordan tror I jeg havde det efter det svar?

2. I helt anden forbindelse, skrev Johanna til mig i går, og så kom denne: ”Og mega flot fokuseret arbejde med den mindste i går - han var stjerne sej!!!!”

Tror I jeg rankede ryggen lidt ekstra?

3. En samtale med en god kollega efter et virkelig godt møde. Han roser mig, og jeg griber bolden og giver ham den feedback, han fortjener, fordi han er hammerdygtig og en fantastisk kollega.

Tror I vi begge havde det fedt bagefter?

4. Til møde med Trine, min osteopat. Jeg fortæller om mine gode fremskridt, hun lytter, iagttager og tjekker. Og i processen kommer det så: alle fremskridtene kan jeg takke mig selv for. Jeg har fået masser af input og planer, men de resulterer i sig selv ikke i noget. Jeg har tager det hele til mig, træner og gør fremskridt. Jeg har det faktisk meget bedre end længe.

Med de resultater og den feedback, hvor meget lyst har jeg så til at fortsætte?

5. Foredrag med Mark Anthony. 1½ times onemanshow, med en stribe gode historier og inspiration om motivation. Jeg kan genkende en del fra hans bog ”Drivkraft”, og det gjorde at tankerne fløj lidt, men på en konstruktiv måde. Jeg kunne mærke, at jeg fik lyst til at gøre mere af det samme, forsøge at inspirere og motivere andre, og fortsætte med at lave det, jeg holder af, ved at motivere mig selv.

6. Rallyprøven den 7. november. Det er Anitas afskedsprøve, og det er i sig selv har været mere end nok som motivation for mig. Jeg gætter, på at Anita læser med, men pyt, det vil ikke overraske hverken hende, eller andre hundefolk, der kender os, at det betyder rigtigt meget for mig, at netop denne prøve bliver noget særligt.

Der har været lidt modvind på cykelstien, og jeg har måtte træffe nogle lidt trælse valg undervejs. Men i bund og grund har det været nemt, og jeg har kunne klar det meste på rutinen. Der er nu gjort klar til en prøve, hvor der er knivskarpt styr på eksekveringen.

Der er præcis to officials: Anita er dommer og tidtager, jeg selv står for alt andet 😊 Jeg er prøveleder, jeg er sekretær, jeg står for alt det administrative og praktiske, og jeg skal op i championklasse med Max og i begynderklasse med Otto. De skal henholdsvis starte og slutte, det synes jeg er passende.

Jeg er topmotiveret til, at dette skal blive en fantastisk prøve!

7. I vores begges frokostpause i dag talte jeg med Amanda om forskelligt, og sjovt nok kom vi ind på forskelligt rallyrelateret også, herunder prøven på lørdag. Jeg lovede, at jeg ikke ville blive sur uanset resultaterne. Det er en del af, at det er en fantastisk prøve, og dejligt, at Amanda lige mindede mig om det, selvom det har ligget i baghovedet hos mig.

8. Jeg havde aftalt at træne rally med Mette i eftermiddags i Roskilde. Jeg kom ½ time før og gik en rask tur med hundene i ganske blæsende vejr. Jeg nød bare at gå med hundene, og at jeg gik normalt. Mette kommenterede efter vores træning, der var næsten intet at se af min halten. Det føltes på enhver måde godt.

9. Træningen gik fantastisk. Jeg havde lavet en championagtig bane med 16 skilte, i et kvadrat. Jeg gik den efter at have varmet Max lidt op, men helt tydeligt ikke nok! Han var en ren energibombe, og vi lavede en masse ekstremt flotte momenter, og også momenter med lidt forsiringer, som burde belønnes (bare spørg Liv eller Mia 😊), men efter gældende regler ikke giver bonus. Jeg grinede og havde det herligt, og vi legede så skønt bagefter.

Jeg fortalte Mette, at nogle af mine tidligere trænere skulle have set mig, jeg havde påstået at Max ikke ville lege … det vil han i den grad.

Cirkel om fører (foto: Mette Thomsen)

En stribe skilte blev fjernet fra banen, og voila, der stod en meget svær begynderbane, med 6-7 stationære skilte. Otto blev varmet op, men langtfra nok, og var ret påvirket af blæsten, så det blev en runde med masser af belønning og opmuntring i øvrigt. Da vi gik den igen senere, efter at have leget, var der et helt andet fokus, og en meget stolt fører.

10. Jeg begyndte at skrive til aften og pludselig er vi kommet til ti, og jeg startede altså bare med noget, der skete i går.

Er det ikke skønt, at det er så nemt at finde eksempler på gode oplevelser, som summer op i min mentale bank? Der er en meget stor positiv saldo, og modsat, hvis det havde været en positiv saldo i et pengeinstitut, skal der ikke betales renter af den … tværtimod, det er på mange måder bedre end penge i banken!

tirsdag den 3. marts 2020

Om mål der motiverer (del 2)


Jeg skrev i søndags Om mål der motiverer, og det har affødt dels nogle konkrete planer i forhold til Ottos træning (og lidt til Max’), dels nogle personlige mål.

I går hos Johanna gik vi i gang med at træne nogle af de momenter, som vi skal have fokus på til rallybegynderklasse. Først og fremmest, som Anita også har mindet mig om, træne med line!!! Den line, jeg har Otto i til træning, er en gå tur line, og Otto forbinder den ikke med træning, så nu får han sin rallyline = Megans DM-line, som sikkert bringer god karma. Dernæst konkrete øvelser dæk, stå, down, gå rundt om, bakke, tysker og sideskifter – der er rigeligt at gå i gang med 😊 Det er meget, meget motiverende for min træning!

Jeg nævnte i søndags nogle konkrete kampagneøvelser til Max, og dem kombinerer jeg med at træne forskellige steder med Max og Otto.

I aftes var jeg til Nose Work træning i Solrød med dem begge hos Merete, sidste runde i denne omgang, heldigvis med start på næste runde på næste tirsdag.


Otto var igen en stjerne. Han knokler virkelig med at komme til kilderne, fx ovenstående kilde bag en cykel. Og ved søgene hos Merete var der igen en fantastisk passage, som vi ville have ønsket, var filmet. Kilden var på en bænk, Otto fik hurtig færten, og arbejdede intensivt det længste vi har oplevet endnu, herunder bakkede han på to ben på et smalt område, samtidig med at han søgte, og han var oppe og nede. Han lavede den flotteste markering til sidst. Virkelig fedt at opleve. På det lange søg fik jeg også en virkelig god mulighed for at læse hans markeringer, som er ganske hurtige, men meget tydelige, når jeg bare er opmærksom på det.

Max var også god, men der kom nogle underlige udfald, hvor han pludselig begyndte at spise græs, og halen røg ned mellem benene, og jeg måtte have ham ud og muntre ham op, før vi gik videre. Han kom i gang igen, men det var lidt underligt. Det positive var selvfølgelig, at han kan læses så nemt, og jeg kunne få ham i gang igen.

Jeg har også selv været til træning hos Tina, min fitte coach. I sidste uge talte vi om mine mål, og det betyder en omlægning af træningen, så fokus på styrketræningen bliver mindre, og fokus på smidighed og vægttab øget. Jeg er meget stiv i kroppen, og jeg er ikke helt tilfreds med min mave, så udover den ugentlige træning hos Tina har jeg nu også sat mig et mål med nogle specifikke smidighedsmål (kampagne 10 minutter om dagen den næste måned), og et vægtmål på 75 kg. Det er også meget motiverende.

Jeg har fortsat mine mentale mål at holde mig selv op i mod.

Så samlet er jeg velkørende med mål, som i den grad motiverer mig, og det er skønt ❤️❤️❤️


Og så var morgenturen i dag bestemt supermotiverende. Dejlig frisk blæst og to vindblæste hunde.

fredag den 12. juli 2019

Freestyle og hvorfor?

Max og Leah

I dag var Max og jeg til sidste runde af Johannas Freestylehold.

For mig var formålet med at deltage på holdet at få ideer til og træning af tricks, for at udvikle vores FS2-program, så vi på Samsø kunne gå et endnu bedre program end ved debuten 6. april.

Der er sket rigtigt meget siden vi startede på holdet, herunder har jeg seriøst overvejet at pensionere Max fra FS, for at holde fokus på Rally og Nose Work.

Jeg har fået alle mine ønsker mere end opfyldt, og har masser af ideer til – og fået trænet en del af det også 😊 – til programmet.

Men inderst inde har jeg godt kunne mærke, at hjertet ikke har været helt med …


I dag havde Max og jeg fokus på sidelæns bevægelse til højre og venstre, startindlæring på bræt. Vi fik arbejdet med en del anden adfærd også, og da den første time var gået var Max (og jeg) godt brugt …

Så kom den individuelle runde , hvor jeg ærligt talt ikke havde så meget at byde ind med.

Så er det godt at gå hos Johanna!

Jeg fortalte om mit FS2-program, og hvordan jeg brugte de forskellige ideer til at udvikle programmet, og at jeg skulle gå det 19. oktober på Samsø.

Så drejede Johanna fokus over på hvorfor jeg gik FS og hvad jeg ville opnå. Havde jeg overvejet om jeg ville belønne undervejs på Samsø? Havde jeg overvejet, hvad jeg ville overhovedet med at konkurrere? Sådan blev det ikke formuleret, men det var sådan jeg opfattede det, og det er jo rasende gode spørgsmål.

Det ultimative mål er at Max og jeg sammen har en fest, når vi går i ringen. Johanna talte om belønningsstrategi, både generelt og i forhold til mig, og det selvmodsigende i at belønne udenfor ringen, når vi i bund og grund ønsker at hunden skal synes det er sjovest at være i ringen.

Med mindre vi er ekstremt dygtige til at træne, så hunden tror at vi er til prøve, er det eneste oplagte sted at træne det til rigtige prøver.

Bedst at hvile på ...

Masser af godt input til den videre træning, og til anvendelse af de kommende prøver.

For ja, FS er ikke noget jeg brænder for med Max, så Samsø-prøven er en glimrende anledning til at gå til prøve med belønninger.

En dejlig træningsrunde og masser at arbejde med, både specifik adfærd og mentalt 😊

Dagens mousserende

I vandet med Frasse!

En skøn morgen

tirsdag den 28. maj 2019

Max & Nose Work


I dag kom en dejlig besked om, at Max og jeg kan komme med til NW2-prøve den 7. september i DKK, det bliver Max’ anden NW2, debuten er 29. juni i Lyngby.

Max arbejder vidunderligt i NW og jeg glæder mig så meget til at komme i gang med prøverne i klasse 2.

Glæden blev ikke mindre af, at vi havde en strålende træningsrunde hos Merete til aften.


Vi kom en halv time før start, gik en runde på arealet og legede, og så var han i bilen under banegennemgangen. Vi var først på hos Merete og jeg har aldrig oplevet ham så skarp fra start. 7 kilder, flere 2’ere og han arbejdede hurtigt og effektivt, og jeg gjorde, som jeg skulle: gjorde plads til ham. Jeg blev helt blød indeni, for det er jo præcis sådan jeg vil opleve Max: intenst arbejdende, systematisk, topmotiveret og med en hale, der bare kører.

Det er Max, når han er allerbedst 😊


Resten af træningen var også supergod og jeg kørte hjem i glad og opløftet stemning, og hvis det var, kunne jeg nok have lokket Kirsten til et glas champagne, men det bliver der mange andre gode anledninger til!

Jeg kan mærke, at jeg slapper helt af, når vi træner NW, jeg har fuld tillid til Max, og han kvitterer med at yde sit allerbedste. Præcis den følelse lagrer jeg, for den skal bruges i vores andre discipliner.

Jeg skal da også nævne, at FS2-programmet er begyndt at tage form i mit hoved. Starten har kørt nogen gange allerede, slutningen ligeså (de to dele skal spejle hinanden), og jeg er sikker på, at det bliver fantastisk!


Mentalt har jeg også styr på de kommende rallyprøver, jeg skal bare gøre mere af det, jeg gjorde i Roskilde og i Årslev, når jeg kommer til Kolding og Vipperød. Det bliver nemmere og nemmere, mindre og mindre bevidst, det er præcis målet. Jeg har problematiseret de prøvestarter i en grad, så det helt tog magten fra det basale: gå ind og have det sjovt.

Da jeg hentede Max og gik i gang hos Merete i dag var det såre simpelt, og vi gik bare i gang. Og det er præcis sådan jeg skal gøre i andre sammenhænge.


Det har i øvrigt også på andre fronter været nogle dejlige dage, og så har jeg endda ikke nævnt, at Kirsten og jeg tager en tur til Bornholm (Fredensborg Badeholdet) i uge 26, uden hunde. Ren selvforkælelse!

tirsdag den 1. januar 2019

Sundhed, mål og motivation

Den smukkeste eftermiddagshimmel

Jeg fik en ganske uventet julegave i går: Umahro Cadogans ”Fra usund til sund” – i øvrigt sammen med noget rødvin, for det ene udelukker heldigvis ikke det andet :-)

Jeg kan ikke prale af at have noget kendskab overhovedet til sundhedslitteratur, så jeg kan roligt sige at jeg begyndte at læse bogen ganske fordomsfrit og jeg er overordentligt positiv, efter at have læst de første godt 40 sider.

Der er bl.a. nogle rigtigt gode spørgsmål, hvor man skal sætte ord på sundhed, hvad er sundhed for mig? Og sætte specifikke, målbare mål for, hvordan man kan afgøre om udviklingen går den rigtige vej. Det er som at læse Lanny Bassham eller at høre en af mine coaches!

Ja, det er jo ikke så indviklet: Det er vigtigt at have mål, og det er motiverende at måle, om man nærmer sig målet. For ikke så mange dage siden havde jeg nærmest besluttet, at jeg ikke ville lave en quiz for 2019. Men så blev jeg enig med mig selv om, at det jeg plejer at have som spørgsmål, normalt er udtryk for noget jeg gerne vil opnå, og mange af spørgsmålene er udtryk for delmål. Så derfor kom der igen en quiz.

Det er meget lavvandet i dag :-)

Quiz 2019 er åben til 13. januar, jeg har allerede fået de to første svar (plus mit eget), og det jo tydeligt, at der er planer med Lille Bjørn i rally (junior, champion og Sverige), Nose Work og HTM. Der er planer med Max i rally (junior, champion og Sverige), Nose Work, HTM og FS. Og så er der lidt om mig selv som rallydommer, en eventuel ny hund og min vægt.

I bund og grund handler det om, at hverken hundene eller jeg skal pensioneres i utide. Jeg elsker at træne hundene og at konkurrere med dem i rally, Nose Work, HTM og FS, og mine tanker om at drosle ned er noget mentalt. Lille Bjørn kan stadig gå rally på ganske fornuftigt niveau, han er god til Nose Work og HTM skal vi bare træne videre med – det med seniorklasse taler ikke til mit konkurrencegen. HTM3 skal det være.

Faktisk fik Anita mig til at sætte ord på det i går, da hun talte om at Osseau skulle dø på en rallybane. Bortset fra, at det ikke er aktuelt overhovedet for hverken Osseau eller Lille Bjørn, så er det en smuk tanke at dø med støvlerne på – meget smukkere end mange alternativer.

Med Max er det næsten samme sang. Jeg arbejder videre med motivation og parallelt træner vi det hele: Rally, Nose Work, HTM og FS.

Jeg kunne sågar finde på at lave et 6+ med de to, bare for sjov!!!

En rest østers og prosecco

Dumme undskyldninger for ikke at have mål om fx DM og Årets Hund i rally er der mange af, fx at jeg ikke kan nå så mange prøver og at jeg selv skal dømme de tre weekender med DKKs Årets Hund prøver. Jeg har svaret mig selv, at det er noget fis at høre på. Vi må deltage i det, vi kan, og hvis vi kvalificerer os er det fint og hvis vi ikke gør? Så prøver vi næste år :-)

Godt nytår til alle læsere af min blog – jeg håber I får et fantastisk 2019 og når en masse af jeres mål!

fredag den 21. september 2018

Signaler & Motivation


Temaet på Johannas trickshold i dag var signaler:
  • Hvor hurtigt reagerer hunden på signalet? Det er i fx HTM/FS meget vigtigt, at reaktionen kommer meget præcist umiddelbart efter signalet, så vi fik tips til at iagttage vores hunds reaktionstid, og overveje om det var godt nok
  • Reagerer hunden kun på indlærte verbale signaler, eller reagerer den på andre signaler også? Her er det jo åbenlyst vigtigt, at vi har lært hunden at den ikke skal reagere på noget det ligner eller hvad som helst, men kun det vi har indlært.
  • Reagerer hunden primært på håndtegn eller verbale signaler? Det vender jeg tilbage til
Vi startede med at vise vores tre hjemmeopgaver fra sidst:
  • Øvelse bag førers ryg. Jeg bakkede Max mellem benene og han skulle spinne. Det var for svært. Jeg kunne hjælpe ham ved at samle benene, og ved at vende hovedet og sige spin. Vi arbejder videre med det, for jeg ser det som en naturlig del af hans udvikling mod at være mere selvstændig, at han ikke er afhængig af, at han kan se mit ansigt.
  • Øvelse hvor fører ligger ned. Jeg viste move-on, og han startede med at springe over benene, men efter en strategisk belønning fik vi et par runder hele vejen rundt – det var tydeligt at det var sværere her end i Viby Hallen, hvor vi har trænet det samme med kun Lonni og Morgan i hallen, i dag var vi 6 ekvipager og Johanna.
  • Bakke væk fra fører. Han bakkede og jeg gik baglæns. 10+ meter og en spin. Wow! Det er blevet godt 😊
Vi trænede ret bredt i dag, det kunne jeg mærke, at jeg havde brug for. Øvelse bag fører. Bakning. En ny start på koncepttræningen – jeg havde skiftet baljen ud med en lille skål, og apporten med en lille plasticbeholder. Variationer af move on. Præcision i diverse rallyøvelser, specielt sideskift foran og bakning på højre side. Dobbeltspring ro.

I den individuelle tid viste jeg bl.a. at Max fint kan håndtere at jeg siger noget, der ikke er indlært, fx bakke, stå, pølse, sit, legetøj, bamse, dæk – der kommer kun det indlærte.

Lidt til min overraskelse var han klart stærkere på håndtegn end på verbalt signal: jeg holdt en håndflade mod ham og sagde bak flere gange, og han kom hen og touchede hånden. Det er med til at forklare, hvorfor der indimellem kommer nogle sjove spinner, for det er grundindlært med håndtegn, og en lille håndbevægelse kan gøre forskellen – det var sådan jeg fik en spin i en 180 grader til højre i Rallydysten 😉

Til næste gang er hjemmeopgaven at have lært hunden at reagere på 1-2 kommandoer, som vi har indtalt på telefonen. Vi skal give Johanna telefonen, hun afspiller, og hunden skal gøre det, vi har indtalt.

Fed træning og masser at tænke over!


Ja, du læste rigtigt, der stod at jeg havde arbejdet med præcision i rallyøvelser. Jeg har, som man kan læse af mine indlæg om Rallykonkurrencetræningen hos Amanda, fået rigtigt meget lyst og motivation til at dyrke rally igen. Lysten har aldrig manglet, men motivationen har været vekslende, fordi der skete så mange ”underlige” ting til prøverne. Det kan der uden tvivl stadig ske, men jeg er blevet meget mere bevidst om, hvad der er årsag til det og hvad jeg skal gøre for at undgå det.

Så jeg er topmotiveret for at gå en masse rallyprøver, med den rigtige mentale indstilling. Jeg får en perfekt mulighed 6.10 til Collie Klubbens prøve, hvor Amanda skal dømme – jeg har tænkt, at det var flot at Collie Klubben at lave sådan et arrangement, bare for at Max og jeg kan træne en rallybane under prøvelignende forhold 😊

I morgen skal jeg dømme championklasse og ekspertklasse til DKKs prøver i Ballerup, sidste kvalifikationsprøve til Årets Hund. Jeg synes selvfølgelig jeg har lavet nogle fede baner, og jeg glæder mig vildt til at dømme. Det er topmotiverende at få lov at dømme nogen af de bedste ekvipager i landet.

Arbejdsmæssigt fik jeg en lidt skuffende meddelelse i onsdags. Jeg havde spurgt om jeg kunne komme ind i en seniorordning, så jeg kunne have en fast ugentlig fridag, men det har jeg fået nej til. Ikke et ondt ord om det, og afslaget er (vel)begrundet, men det er lidt demotiverende ikke at kunne få lov at trappe ned til 80 %, nu hvor jeg snart bliver 66 …

Nå pyt, der er så meget andet motiverende her i verden!

torsdag den 8. februar 2018

Motivation, Mindset og State of Mind


Jeg skrev den 14. juni et blogindlæg inspireret af kurset ”Succeed in Check-ins”.

Jeg har meldt mig til at være Change Ambassador i forbindelse med introduktion af Check-ins og i den anledning var jeg i dag på kurset ”Check-in in Practice”.

Der var tre emner, som jeg straks relaterede til hundetræning, eller rettere: førerens tilstand ved hundetræning (og -konkurrencer selvfølgelig).

Den ene var motivation. Motivation er summen af
  • Progress – at vi udvikler os, der sker fremskridt
  • Meaningfulness (Purpose) – at det, vi beskæftiger os med har et formål, det giver mening
  • Competence (Mastery) – at vi kan bruge vores stærke sider, vores kompetencer
  • Choice – at vi selv kan træffe beslutninger undervejs, der er ikke én måde tingene SKAL gøres på
Ja, ja, ja, ja. Jeg kan bare nikke til det hele. Jeg synes det er sjovt at træne og konkurrere og være sammen med ligesindede (det giver mening for mig), jeg kan bruge mine kompetencer som træner, jeg kan se at der sker fremskridt og jeg har utallige valgmuligheder i hele forløbet.

Det er én grund til, at jeg er topmotiveret inden for hundesport 😊

Den anden var Mindset, som blev beskrevet med de to modsætninger Fixed og Growth Mindset. I Fixed handler det om performe bedre end andre. I Growth handler det om performe bedre end man gjorde før – alle, der følger min blog ,véd, hvor meget det har taget mig at komme til Growth Mindset.

Den tredje var State of mind. Vi er default i High state of mind (åbne, med udsyn, konstruktive osv.). Vi kan komme i Low state of mind, som er Highs modsætning, hvor vi er negative osv. Det blev illustreret med at være i en elevator, hvor man i bunden kun kan se meget lidt, og i toppen har udsyn over det hele. Vi skal kunne konstatere, hvor vi er, og styre, at vi er øverst, når vi har behov for det.

Det var virkelig skønt at blive mindet om ovenstående. At kunne sætte præcis ord på, hvorfor jeg træner og konkurrerer med hundene, og hvor jeg mentalt skal befinde mig, for at lykkes til træning og konkurrencer.

Konkurrencesæsonen starter på søndag med en dobbelt rallyprøve, og jeg har som eneste mål at have fire gode oplevelser med hundene, altså ren træning inden HTM-prøverne senere på sæsonen. Det er en perfekt mulighed for at træne mental tilstand til prøverne.

Fotoet for oven er fra et blogindlæg fra for tre år siden, som meget apropos hedder Hvad betyder noget?

onsdag den 25. oktober 2017

Motivation


Jeg havde en 1:1 samtale med min chef i dag, og udover at tale om status og udfordringer på mine igangværende projekter, fik vi også talt om min forestående milepæl (65 år) og om hvad der motiverer mig, i det hele taget og aktuelt til at fortsætte med at arbejde, selvom jeg kan gå på pension.

Lidt efter talte jeg med en kollega, som jeg ikke har talt med et stykke tid. Hun spurgte til det med at blive pensionist, og vi kom på ret kort tid vidt omkring: nogle dødsfald i utide, om glæden ved at have/være bedsteforældre, om prioritering arbejde/ikke-arbejde og andet vigtigt.

Uden at gå i detaljer kan jeg godt afsløre, at jeg har ret godt styr på, hvad der motiverer mig, og at jeg specielt gennem anvendelse af coach i de sidste 2½ år er blevet god til at sætte ord på og leve efter det.

Hvorfor trænede Anita og jeg HTM i silende regnvejr i går? Den ganske korte forklaring for mit vedkommende er, at jeg skal til prøve med Max i HTM3 på lørdag, der er en ny start, der er nogle overgange der ikke er så skarpe, og det havde jeg brug or at træne. Jeg fik samtidig, hvilket ikke kom bag på mig, konstateret, at Max er helt kold overfor regnvejr, og det var en ekstra bonus med den forstyrrelse.

Vores respektive ægtefæller havde helt styr på vejrudsigten og formentlig også på, hvad de mente om at træne i sådan et vejr, og hvad så? Det vigtige var, at vi selv havde lyst til at træne, og derfor gjorde det, og havde det sjovt med det. Jeg havde det faktisk ualmindeligt godt, for Max var bare så meget på. Vi har virkelig fundet melodien sammen!

Apropos melodien er jeg gået i jagten-på-den-næste-FS-melodi-mode … Jeg kan mærke, nu hvor jeg har prøvet det et par gange før, at jeg lytter til musik på en anden måde, tænker musik, tænker melodier, for pludselig er den der, den melodi som skal bruges til Max’ FS2-nummer.

Jeg har søgt om udsættelse af folkepensionsalderen, og har også fået en uventet ro, ved tanken om, at jeg til hver en tid bare kan gå på pension. Jeg tænker overhovedet ikke, at det er aktuelt, men det kan jo pludselig ske. Det er på en måske lidt bagvendt måde motiverende.

Jeg skulle bestille færgebilletter til Bornholm til marts, hvor Anita og jeg skal dømme rally, og sørme om jeg ikke kunne bestille pensionistbilletter. Der er mange økonomiske fordele forbundet med at blive pensionist, dem skal jeg tænke på og huske at anvende.

Jeg tænkte på, hvilket foto, jeg skulle bruge til denne blog, og det blev et dugfrisk foto af et udsnit af en reol med rosetter og pokaler i et virvar, og så den skønne tegning af Megan. Det er ”bare” rosetter og pokaler og en tegning, men hver neste en repræsenterer et skønt minde.

Apropos Megan kom jeg til at tænke på Rallyinstruktøruddannelsen i lørdags. Amanda og jeg stemte det sidste af inden kursisterne kom, vi så på en af de PowerPoints, der illustrerer fristende 8-tal, det viser Anita og Django i en klar 10’er. Vi kunne ikke huske hvor fotoet var fra, Amanda kunne huske noget, jeg kom i tanke om en prøve jeg havde været til dér, vi søgte i min performancejournal og pludselig dukkede det op. Det var Hasselgaard træningscenter. Vi fandt en video af den prøve, Megan og jeg var oppe til, og Amandas dommergen gik i gang, og mente at Megan og jeg var blevet alt for mildt dømt. Jeg så bare Megan gå med noget snus, og indimellem huske på mig og kigge op – hov, der går Paul jo :-) – og tænke på, at det var jo sådan hun var, og mærkede lige det stik af savn, som jeg heldigvis ikke får så tit. Igen var det motiverende, på en lidt bagvendt måde.

Så summa summarum, jeg elsker at lave noget med hundene, og jeg elsker det fællesskab, som det fører med sig. DET er motivation.

mandag den 4. september 2017

Træning og motivation


Anita og jeg er begyndt at træne HTM fast hver mandag i tilknytning til Nose Work-holdet hos Merete. I dag var der ingen Nose Work, men vi trænede alligevel, denne gang i Benløse.

Jeg ankom, lukkede hundene ud, og Max styrtede ind og afbrød Anita og Osseau i et superflot FS-nummer … Derefter blev der mere organiseret!

Den tiger kan ikke reddes :-(

Jeg havde fundet forskelligt spændende legetøj frem til dagens træning. Lille Bjørns absolutte favorit – i skarp konkurrence med en pivende rotte– er en pivende julemand. Så kom han lige lidt ekstra op motivationsmæssigt, selvom det vist slet ikke var nødvendigt.

Ud af bilen, tisse af, ingen opvarmning og ind og gå bedste udgave af Dengang da jeg var lille nogensinde. Jeg brugte vist 2-3 godbidder undervejs, for energien vælter ud af ham, og det bliver brudt, hvis jeg belønner for meget undervejs. Så meget desto mere legede han og vi med julemanden bagefter.

Jeg gik i gang med afslutningen en anelse for tidligt, men Lille Bjørn var perfekt på hele tiden og han var igen igen superlækker at arbejde med.

Det var dagens træning for ham.

Det fokus kan vi lide :-)

Så var det Max’ tur. Jeg havde musik med, jeg havde stok med, og efter at have drøftet med Anita, som er bedre til at overbevise mig, end jeg selv er, gik vi i gang på god klassisk vis. Petanquebanen blev til rallyring, og jeg arbejdede med belønning/motivation, korte sekvenser, belønning/motivation osv. Max var vildt meget på og opmærksom og hvad kan jeg sige andet end: det er sådan vi skal fortsætte og fortsætte, som jeg har hørt så mange gange: Motivation, motivation og så lidt præcision.



Det blev dagens træning for ham, og jeg tror både han og Lille Bjørn synes, det havde været fed træning.

Den 14. oktober skal jeg debutere med det nye HTM3-nummer med Max og i HTM1 med Lille Bjørn. Det bliver detaljer i HTM-programmet, som jeg skal have fokus på i præcisionsdelen af træningen med Max den kommende tid. Og så mangler jeg stadig kostume til nummeret med Lille Bjørn.

Vores optræden i FS i går var definitivt sidste gang i klasse 1, og om der bliver noget FS2-program vil tiden vise.

Tak til Anita for superhyggelig træning, skarpt input og nogle dejlige fotos :-)