Hvad laver jeg med hundene?

En skøn eftermiddagstur i Næbskoven. Efterår kan noget med farverne ;-)

Siden 1993 har mine 11 hunde været til 1.145 prøver i 11 forskellige discipliner. Hvis ikke andet er nævnt er det border terriere 😊

1. Rasmine (ruhåret gravhund) var på 2 udstillinger
2. Trine (ruhåret gravhund) var på 7 udstillinger og 1 gravprøve
3. Emmy var på 25 udstillinger og 11 gravprøver
4. Otto var på 54 udstillinger og 8 gravprøver
5. Shauna var på 1 udstilling
6. Anna var på 5 udstillinger
7. Felix var på 7 udstillinger og 1 gravprøve 
8. Megan (engelsk springer spaniel) var på 3 udstillinger, 3 dressurprøver (i Spaniel Klubben), 40 LP-prøver, 147 rallyprøver og 2 færdighedsprøver
9. Lille Bjørn (Norwich terrier) var på 21 udstillinger, 50 LP-prøver, 138 rallyprøver, 1 færdighedsprøve, 3 seniorklasser (HTM) og 11 HTM-prøver
10. Max har været udstillet 6 gange, været til 17 LP-prøver, 404 rallyprøver, 6 færdighedsprøver, 9 6+prøver, 17 FS-prøver, 29 HTM-prøver og 13 NW-prøver
11. Otto har været udstillet 1 gang, været til 89 rallyprøver, 2 færdighedsprøver, 2 FS-prøver og 9 NW-prøver 

Den samlede oversigt over prøver

Max har ”rekorden” med 501 prøver, heraf 42 rallyprøver med juniorfører (3 x Sebastian og 39 x Mathilde). 

Han fyldte 13 år den 14. juni, og har været oppe til 19 rallyprøver siden, og han er også tilmeldt et par prøver i det nye år. 

Det har været tydeligt at skarpheden på det sidste ikke har været den højeste ikke mindst hos føreren, men jeg er ret god til at finde undskyldninger/forklaringer – og der var lige det med det ene øje. 

I dag var jeg til det årlige dyrlægetjek med både Otto og Max, og begge blev naturligvis undersøgt meget grundigt. 

Otto hos dyrlægen

Otto er i topform, der er ”bare” noget tandsten. 

Max har desværre lidt mere end det. Det er tydelig grå stær på venstre øje, højre øje virker ok. Der er også noget med hofterne … og pludselige flashbacks til problemer med at sitte ☹ 

Begge bliver set nærmere på om et par uger. Max er også i topform bortset fra de små, aldersrelaterede skavanker, men det ingen skam at trække sig tilbage fra konkurrenceverdenen efter en karriere som Max’. Den skriver jeg helt sikkert mere om en anden gang. 

Otto og jeg er helt klar til at fortsætte konkurrencekarrieren både i rally og FS, og mon ikke noget mere kommer til? Men det bliver helt ærligt underligt kun at træne og konkurrere med én hund …

Åh, disse minder

13. september 2008: Megan DKLPCH (foto: Camilla Dinesen aka Johannesen)

Minderne (DDO: en i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling der engang har gjort et stort indtryk på én).

Et godt minde allerede: Max og Otto som de allerbedste venner :-)

Det er bestemt ikke noget jeg tænker på dagligt, som det jo så ofte er med minder. Men af og til sker det, og i går var det så fordi det var præcis 11 år siden Megan og jeg blev DKLPCH at mindet om den dag poppede op. Jeg har skrevet om prøven i dette blogindlæg. En uge efter blev Lille Bjørn i øvrigt DKCH, det var ikke engang et blogindlæg værd dengang?!

Men Megans DKLPCH, det var en ganske speciel dag, en dag som var kulminationen på en masse træning, for midt vedkommende den allerførste træning af en hund, ovenikøbet en crossover hund, i en lydighedsdisciplin i DKK. Det var vores 15. prøve i LP3, og marginalerne havde ikke altid været med os, men den dag spillede det hele, og jeg var stolt ud over alle grænser over Megan, og sikkert også lidt over mig selv.

En skøn eftermiddagstur med Max i dag

Vi har fået 13 championtitler med 5 hunde, heraf har de 7 været udstillingstitler: Emmys DKCH, Ottos DKCH, INTCH, KLBCH og SCH og Lille Bjørns DKCH og KLBCH.

Emmys DKCH – vores første championtitel - fik hun 21. september 1996, det er snart 23 år siden.

Men i mit hoved er udstillingstitlerne for intet at regne mod prøvetitlerne.

Det startede med Emmys DKJCH(G) for over 20 år siden (17. april 1999), som der virkelig blev kæmpet for.

Et vidunderligt aftensmåltid og en enestående vin ;-)

Så kom Megans DKLPCH og siden hendes DKRLCH 29. december 2010, som også var en helt speciel oplevelse, og som der bestemt også blev kæmpet for.

Lille Bjørn blev DKRLCH 3. juni 2012 og Max 4. april 2014.

Derefter drømte jeg om at en af hundene kunne blive DKRSCH. Hverken Megan eller Lille Bjørn var tæt på, ingen af dem fik supercerter., men sørme om Max ikke gjorde det i år, den 9. februar i år fik han to supercerter. samme dag og titlen.

Jeg kan huske alle dagene med prøvetitlerne ligeså tydeligt. Emmy som fik sine sidste to certer. med en uges mellemrum. LP-prøven med Megan i Albertslund. Rallyprøven med Megan ved den allerkoldeste rallyprøve nogensinde i Danmark (og en ommer i en spiral som næstsidste øvelse). Lille Bjørns rallytitel til en prøve i Osted, arrangeret af Sydkystens Hundeskole, hvor der vist var 6, der blev champions, og Max’ til en prøve ved Rishøjhallen (Dansk Collie Klub) med Anita som dommer og Amanda som sekretær.

Og så er der lige 9. februar 2019, som jeg med garanti heller aldrig glemmer, hvor Max først fik et supercert. hos Anita, og jeg tror vi gik vores livs prøve, og så gentog vi det lige efter hos Amanda 😊

Det fede er, at jeg nu er blevet meget bevidst om den mentale forstærkning der ligger i at rose sig selv for godt førerarbejde, og der er så mange prøver, hvor jeg har gjort det fantastisk, og sjovt nok har hundene altid været med på den, og gjort det mindst ligeså godt!

Det er bestemt og heldigvis ikke kun dagene med championtitler, der står klart i erindringen. Der er mange andre fantastiske oplevelser, som jeg tænker tilbage på med glæde, når jeg bliver mindet om dem. Og nogen gange popper de bare op.

Hver eneste dag er der nye muligheder, og der er hele tiden potentiale for øjeblikke, hvor situationer opstår, som vi kan mindes med glæde dagen efter eller mange år efter. Eller resten af livet.

I Orson Welles The Magnificent Ambersons (1942), en af mine yndlingsfilm, fortæller Joseph Cotten på et tidspunkt om en kvinde, som han engang har set, og han har tænkt på hende hver dag resten af sit liv. Sådan har jeg det næsten med nogle minder, og det føles ærligt talt ret godt.

Kommer de sådanne minder i resten af 2019?

Ha, det er det gode, det er ikke noget der kan forudses 😉

Hundefortiden

I går handlede blogindlægget om vores tre hundes konkurrencer gennem tiden. Jeg skrev bl.a.: ”Skemaet øverst viser opsummeringen af vores prøver siden 2005. Det er kun prøverne med Megan, Lille Bjørn og Max der er med, der var også lidt med Otto, Felix og Asta.”

Eller var der?

Ved hjælp af Hundeweb fandt jeg resultater på de gamle hunde, der er en oversigt over hundene her:

Vi udstillede første gang 12. juni 1993 og jeg blev selv ret overrasket over ovenstående. 101 udstillinger og 21 gravprøver i perioden 1993-2008, var der noget hundenørderi som jeg har fortrængt???

Naturligvis har jeg opdelt det på hunde, så øverst er den fuldstændige liste over mit hundeliv ud fra en konkurrencemæssig synsvinkel – 354 blev til 476.

• Rasmine var vores anden hund, en ruhåret gravhund, som vi udstillede et par gange.
• Hurtigt kom Trine, også en ruhåret gravhund, til, som både blev udstillet og trænet på grav og sørme også bestod en gravprøve.
• Med Emmy, vores første border terrier, skete der ting og sager. Hun var fantastisk på udstilling, 7 certifikater, 8 BIR og 2 BIM og en stjerne på grav.
• Otto, også border terrier, kom til tre år efter Emmy. 8 BIR og 14 BIM på 54 udstillinger. 13. juni 1999 og 4. juli 1999 blev de BIR og BIM på samme udstilling. Otto er far til 7 kuld og oldefar til Max.
• Shauna, border terrier fra Sverige, var sød, men en skuffelse og blev kun udstillet 1 gang.
• Anna, Emmys datter, blev udstillet 5 gange, før hun blev solgt.
• Felix, også border terrier, fik et certifikat. og bestod sin gravprøve, en dejlig hund, som vi nok skulle have beholdt.

Asta troede jeg vi havde udstillet, men det nåede vi ikke, før hun blev syg.

Det er lidt underligt for mig at lave dette tilbageblik fra en konkurrencesynsvinkel. Der er virkelig dukket en masse hvis ‘er op, mens jeg gennemgik data. Men det er fortid og vi gjorde hvad vi gjorde, som vi syntes det var fornuftigt den gang.

Højdepunktet fra de mange år var Emmys DKJCHG 17. april 1999, den måtte jeg virkelig knokle for, i modsætning til udstillingsresultaterne.

Men det er fortid alt sammen. Den vigtigste prøve er den næste, det er 13. februar, hvor både Megan og Max skal op i rally championklasse to gange hver. Jeg glæder mig ekstra til netop den prøve, fordi det bliver Max’ debut i championklasse.

13-10

Emmy og Oscar i 2002

For 13 år siden...:-) hedder Oldfruens blog fra i går.

 Conni skriver bl.a. ”-var Übernørden Paul lige fyldt 50 år – gad vide hvordan hans hundeliv så ud dengang ? :-)”

Vi havde dengang to border terriere Emmy (Borderhouse Emily Rose) og Otto (Borderhouse Knight Rider) – Max’ oldefar- og vi havde også Oscar, den eneste hvalp efter Emmy og Otto, som man kan læse om her.

Emmy var pensioneret fra udstilling og gravprøver.

Otto havde et godt udstillingsår:

10.03.2002	Hårlev, Dtk	Ilse Freerksen	1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIM
01.06.2002	Hårlev,d.T.K.	L. Crawley	1.CHK 2.CHKK CK 3.BHK
16.06.2002	Valby, D.K.K.	M. Mccarthy	2.CHK
17.08.2002	Hillerød, Dkk	Guiseppe Alesandra	1.CHK 3.CHKK
24.08.2002	Kolding, D.T.K.	Ann Rode	1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIM
25.08.2002	Kolding, D.T.K.	Pamela Cross Stern	1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIR
03.11.2002	Herning, D.K.K.	Løvenkjær, Svend	1.CHK 1.CHKK CK 1.BHK BIR

Oscar fik sin gravprøve 2002 og blev DKCH året efter.

Jeg var med i redaktionen af Border Terrier Nyt.

Året efter kom Megan til, men det er en helt anden historie :-)

Tak Conni for den kærkomne opfordring til at se 13 år tilbage!

Den 26. maj 2006 er det 10 år siden den første officielle rallyprøve blev afholdt i DKK’s regi. Dengang anede jeg naturligvis ikke, hvor meget rally skulle komme til at fylde i mit liv.

Nu konkurrerer jeg med alle tre hunde i rally, har været til DM med to i år, skal til Årets Hund med 2 senere på måneden, vil gerne kvalificere alle tre til DM/Årets Hund næste år, underviser i rally, holder instruktøruddannelse i rally, dømmer i rally og er i DKK’s rallyudvalg.

I forbindelse med det sidste har jeg fået fornøjelsen at skulle redigere festskriftet (som bliver en bog!) i forbindelse med jubilæet og i den anledning er jeg ved at indsamle data om alle de hunde, der har opnået titlerne DKRLCH, DKRSCH, DKRLME eller DKRSME.

Listen opdateres løbende og ligger her. Det er sjovt at samle informationerne, og jeg kan bare læse og høre, at det giver anledning til en masse gode minder, hos dem der sender resultaterne ind.

Vigtige ting i livet

Emmy (Foto: Suste Bonnén)

Først på ugen var jeg seriøst bekymret for, om jeg var ved at blive stresset. Jeg har på forskellig vis håndteret det, bl.a. ved at fastholde fokus på nogle vigtige, prioriterede opgaver – som jeg véd modvirker stress jf. min blog i går.

I dag vågnede jeg med en virkelig god fornemmelse af, at det ville blive en fantastisk dag – og det er et rigtigt godt mentalt sted at være, inden man står ud af sengen.

Det mest stressende var at opdage, lige da jeg var gået ned ad stien mod stranden, at jeg ikke havde fået telefonen med – Megan var over alle bjerge og drengene (som er i flexline) ville bestemt ikke vende om, men tilbage skulle jeg, for dagens solopgangsfoto skulle tages.

Fredagens solopgang

Igen en storslået solopgang. Det er bare utroligt at der er så stor forskel dag for dag - og jeg tænker ofte på hvilket privilegium det er, at kunne have havet som nabo til morgenturen.

Max og legekammerat

Derefter et hyggeligt møde med Max’ golden ven. De legede så godt og jeg blev helt ked af det, da vi skulle gå igen.

Hjemme igen gik tankerne til Emmy, som blev født for 20 år siden og altid vil have en ganske særlig plads i mit hjerte. Hun har naturligvis sin egen side.

Suste Bonnéns dejlige foto blev taget til en firmabrochure i år 2000. Vi havde talt sammen om fotoet inden og da hun hørte om Emmy var hendes krav, at jeg tog hende med.

Emmy indtog lejlighed og atelier som det mest naturlige i verden, sprang op på bænken og lagde sig som man kan se på fotoet. Og så fik jeg besked på at sætte mig og holde armene på samme måde.

Hold da op en effekt det foto gav!

Jeg lagde fotoet på Facebook til morgen og jeg må indrømme at humøret var helt i top

… og så tog jeg en dyb indånding.

Der var en situation for et stykke tid siden, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Men den nagede mig og jeg reagerede et stykke tid efter med en ret klar udmelding pr. mail. Jeg har ikke fortrudt indholdet, ikke sådan rigtigt, for jeg mente det jo, da jeg skrev det,, men jeg ville nok ikke have sendt mailen i dag.

Min coach mente jeg skulle have sagt ”pyt” til situationen og at der var vigtigere ting i livet.

Det har taget lidt tid at få dette ind under huden, men i dag hvor det mentale overskud var til at tage og føle på, røg der en ny mail afsted til dem, der havde modtaget den første.

Med et citat af Lady Macbeth: ”What's done cannot be undone" bad jeg modtagerne om at se bort fra den første mail.

Alle har kvitteret med ok og smil :-)

Det føles rigtigt godt at få perspektiverne på plads.

Tak til min dygtige coach lyder ikke af så meget, men den pågældende véd, at dette tak betyder alt.

Nostalgi

”Nostalgi er en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte). Det bruges om at længes efter noget tabt, forsvundet eller bare gamle dage.” (wikipedia)

Megan, Max og jeg tog efter morgenlufteturen ned til hallen for at træne sammen med Camilla, Emma og Findus. Det blev en rigtig fornøjelig træningstime. Det føltes godt at stille i hallen 7:45, og det føltes ekstra godt at starte med Megan, som var tændt i eminent grad. Så vi fik arbejdet videre med sideskift foran og springvand med meget små håndtegn (og huske højrekommando lige efter skiftet), bakninger på begge sider og væk, fremsending til kegle fra mærkelige vinkler og diverse andet. Uha hvor er Megan god, når jeg arbejder fornuftigt med hende.

Max og jeg arbejdede med en masse LP-momenter, og der var nogle svære detaljer (stå-sit og indkald) som pludselig gik fantastisk, nogle af de ”gode” øvelser som bare stadig var gode (fremsending, springapport, fri ved fod) og så lidt forskelligt vi i øvrigt fik arbejdet med.

Så fik vi talt om nogle af Camillas fokusområder, og pludselig var timen gået, Brian – som havde lejet hallen fra 9-12 kom – og vi fik en nørdet snak med Camilla om Findus’ korrekte pladsposition.

Jeg skulle til et møde kl. 15 cirka ½ times kørsel hjemmefra, og valgte at tage Beatles’ andet album med ”With the Beatles”. Det er ren nostalgi. Nogle af numrene kan jeg ikke engang mindes jeg har hørt tidligere, andre er klassikere, som All My Loving, Please Mister Postman, Roll Over Beethoven og I Wanna Be Your Man (sidstnævnte er dog ikke i nærheden af Rolling Stones’ udgave). Det kan godt være at der teknisk kan udsættes noget på numrene, men hold da op en energi der vælter ud af højtalerne, det er bare skønt at høre på her snart 50 år efter udgivelsen.

Mødet var hunderelateret (!) og vi kom på et tidspunkt til at tale om rosetter og hvilke man gemmer. Og det er da en oplagt mulighed for at blive nostalgisk. Jeg har ikke tal på hvor mange rosetter vi har vundet, de fleste er smidt ud, en del ligger i en skuffe, og nogle ganske få hænger fremme. ALLE rosetterne har betydet noget, da jeg fik dem, men der er ikke så mange der betyder noget længe efter. Rosetten over dem alle er afbildet ovenfor, den fik Emmy for at blive dobbeltchampion den 17. april 1999, dvs. udstillingschampion DKCH OG gravchampion DKJCHG.

Hvad skal der til for at slå den i min bevidsthed? Jeg kan nævne tre titler, som jeg i dag synes virker meget langt væk: at Megan bliver superrallychampion, at Lille Bjørn bliver lydighedschampion og/eller at Max eller elitelydighedschampion. Ingen af målene er umulige, men de virker fjerne og der skal virkelig en indsats til for at nå målene. Så det er da tre rigtigt gode mål at have :-)

Pardon me, if I’m sentimental – Sjov Sommer 2012 og 30 års fødselsdag

Foto: Peter Steffensen

I dag var det tredje gang Sydkystens Hundeskole var med til Sjov Sommer for børn i Solrød Kommune, og anden gang jeg var med, og det er en fantastisk oplevelse hver gang. Det er da noget af det mest livsbekræftende, jeg kan forestille mig, at bruge fem timer sammen med nogle dygtige instruktører fra hundeskolen (Anita og Christina) for at lave noget sjovt for 17 børn og deres hunde. Dagens program omfattede: rallytræning, agilitytræning, ideer til tricks og aktivering, fletning af fleecetov samt en hundequiz.

Som man kan se af ovenstående fotos krævede det dyb koncentration at lave fleecetov, men alle fik mindst ét med hjem.

Quizzen bestod dels i at man skulle gætte nogle hunderacer ud fra fotos, dels i at der skulle sættes navne på forskellige tegneseriehunde og –ejere, og hunde og ejere skulle parres. Quizzen var bestemt ikke nem, men alligevel opnåede to 28 ud af 29 mulige point, og i øvrigt med samme forkerte svar: De gættede på at Lille Bjørn var en Cairn terrier.

Jeg har ikke fotos fra selve hundetræningen, da jeg selv stod for rallydelen, men Anita fangede denne dygtige golden i færd med at plukke godbidder fra et tørrestativ. Under opvarmningen skulle Megan teste denne aktivitet, og hun forstod bestemt ikke konceptet :-(

Jeg er helt sikker på at alle børnene elsker deres hunde, og at den kærlighed bare bliver yderligere forstærket af de timer de brugte sammen med deres hunde dag! Det var en flok trætte og glade hunde og børn der blev hentet kl. 14.

På sådan en dag var det nemt for mig at komme til at tænke på min egen hundebaggrund. Jeg kom fra et hjem med klaver, men desværre ikke med hund, så det var først som voksen at jeg fik hund. I alt 14 er det blevet til, se oversigen på min hjemmeside, hvoraf vi stadig har de fire.

Netop i dag bliver de fire hunde tilsammen præcis 30 år, og så kom jeg på den mærkelige tanke: Hvilken hund har betydet mest for mig? Det er et svært valg, men heldigvis kan hundene ikke læse. Så:

Nr. 4: Max er kun 13 måneder, og vi får forhåbentlig mange gode år sammen, og han vil rykke op på listen.

Nr. 3: Emmy, læs historien om hende.

Nr. 2: Lille Bjørn. Han er kun 5 år, og vi er bare i gang med at udvikle os sammen. Han er hunden, jeg ville have pensioneret for flere år siden, men siden er jeg heldigvis blevet en meget dygtigere fører, og hold da op hvor er der sket en masse med vores samarbejde. Han har allerede præsteret mere i LP og rally end jeg kunne have drømt om, og vi er slet ikke færdige :-) Han er sådan en sjov hund at arbejde med. Og så har han en personlighed som er ganske speciel. Bare se Peter Steffensens dejlige foto øverst, taget i forbindelse med kurset med Kathy Sdao den 5. juli.

Eller dette foto fra i aftes. Vi sad og så fjernsyn, og så kiggede jeg ud i haven og så Lille Bjørn sidde i en havestol.

Nr. 1: Megan. Min vidunderlige Megan, en crossover hund, som har oplevet de mest underlige ting med sin fører, og alligevel følger mig i tykt og tyndt. Jeg tænker tilbage på vores træning til dressurprøverne i Spaniel Klubben, hvor jeg intet anede om positiv træning. Jeg tænker tilbage på vores mærkelige start i LP, hvor jeg intet anede om LP men begyndte at gå til prøver. Jeg tænker tilbage på vores helt tilfældige start i rally. Både i LP og rally er jeg gået fra klasse til klasse uden at være klar til det, og Megan er troligt fulgt med og vi har fået de titler, som jeg gerne ville have, selvom det bestemt ikke var på en optimal måde – heldigvis håber og tror jeg Lille Bjørn og ikke mindst Max har fået en meget bedre fører end Megan har haft!

Hvis og hvis og hvis. Der er så meget der kunne have været anderledes, hvis jeg for nogle år siden havde vidst det, jeg vidste i dag. Men sådan er livet, man bliver – forhåbentlig – klogere og klogere. Hvis jeg skulle leve hundelivet om med kun én hund, ville det være med Megan ved min side.

Chillis nye mor

I går fik en jeg en trist opringning – en familie med to border terrier tæver havde nu haft flere situationer, hvor den unge Chilli (8 måneder) havde angrebet den ældre (cirka 2 år), og det sidste i torsdags havde været rigtigt alvorligt. Hvis hundene havde været alene, havde de ikke begge levet i dag. De ringede til mig, for at få hjælp i den meget svære situation, og så er det bare lækkert at have et skønt hundenetværk at trække på.
Indenfor ½ time havde jeg fået flere mails, og ikke mindst den fra Ulla – Emmys bonusmor!! – var lovende. Og vupti, i dag, næsten præcis 24 timer efter, var Ulla hjemme hos Chillis familie i Solrød, og kom derefter hjem til os, med Chilli!
Chilli er bare den skønneste tæve man kan tænke sig, og hun har i Ulla fået den perfekte mor, og hun vil få et langt (håber vi) og aktivt (er vi sikre på) liv. Det tæller bestemt også med på den positive side, at Chilli ligner Emmy ret meget, og så kan det ikke bliver meget bedre, hvis man spørger Ulla og os!