Hukommelse og minder

Dejlig træning i Ringsted tirsdag aften

Den 28. oktober holdt professor Anders Nykjær et meget spændende foredrag hos Folkeuniversitet ”Få styr på hukommelsen”. Hjernen er et fascinerende emne og kompleksiteten næsten ufattelig. 

Fra Anders Nykjærs præsentation

Jeg noterede mig bl.a. de syv forskellige typer af hukommelse og bogen Hjernen og Hukommelsen  kom på ønskelisten. 

Det med hukommelse og minder kom jeg på forskellig vis til at tænke på i den forløbne uge, hvor jeg fyldte 70 år. Det blev bl.a. fejret med en hyggelig brunch/frokost i lørdags på Odd-fellowgaarden, hvor værtsparret Tine og Kristian Østergaard kælede om os. Vi var 24 i alt. De 5 var med til Kirstens og mit bryllup i 1979, det var alle os over 70 år😊 Gennemsnitsalderen var omkring 38 år, 29 år hvis vi så bort fra os seniorer. Det er lidt mærkeligt at tænke på, med også hurtigt fortrængt, at jeg er blevet en af de gamle.

Jeg synes det var vidunderligt livsbekræftende at der deltog 6 børn, 1-11 år, det giver en helt andet stemning, og skaber nogle situationer, som helt sikkert allerede er ved at lejre sig som gode minder.

Jeg fik nogle fantastiske gaver. Der var nogen, der i særlig grad udløste gode følelser, fordi de meget bevidst trak tråde til skønne minder. En dejlig tegning af Max og Otto baseret på et fantastisk foto i en ganske særlig sammenhæng. En Bourgogne, som skulle minde om en ganske særlig oplevelse med en tilsvarende vin. ,

Svenskerne kom naturligvis hjem til os bagefter, og det udløste en ny tradition gætter vi næsten på. Vi havde aftalt på forhånd, at vi ikke lavede mad, men vi ville gerne hente noget, så aftensmaden bestod af takeaway fra Sushi Amor samt champagne. Det var der stor begejstring for 😊

Selvom de ikke har en fremtrædende plads, så er der et par steder i huset hvor der er opstillinger af pokaler og rosetter, og Leo og Leah er meget fascineret af dem, der blev talt meget om, hvem der havde vundet dem og de fik også lov til at vælge nogen til sig selv.

Og det satte virkelig gang i minderne.

Otto 20. november 2021 (foto: Charlotte Lia)

Jeg havde sagt at de måtte vælge lige hvad de ville, men jeg kiggede lige en omgang, da Leah kom med en roset, som jeg ikke lige kunne placere. Det var dommerens valg, som jeg fik af Amanda da hun dømte sin allersidste prøve 20. november 2021, med den begrundelse at jeg havde udviklet mig så meget som fører. Den ville jeg alligevel ikke af med, men vi fandt et godt alternativ!

Pokalerne var det helt ikke nemt for dem at vælge blandt, men de endte med at de fandt en hver. Leah ville ellers have haft en, som Otto havde vundet, men han har jo ikke vundet nogen endnu. Men Leo kunne huske, at den der står på mit skrivebord, er den Otto vandt i Skurup!!! Lige den ville jeg heller ikke af med – utroligt som de børn husker alt 😉

Lille Bjørn 3. juni 2012 (foto: Annie Larsen)

Leah endte med at vælge en, som også fik minderne til at vælte frem, det var Lille Bjørns pokal fra 3. juni 2012, da han blev rally champion. Samme dag som Max debuterede i rally …

Det er så hyggeligt at tale med børnene om det, og gad vide hvilke minder de får om det?

Der har været andre oplevelser de sidste dage, hvor jeg tænkte, at det var dejligt livsbekræftende og motiverende.

Søndag havde jeg en træningsaftale med Liv i Hund360’s hal i Vipperød – primært skulle jeg træne indgange på fremmed underlag med Max. Vi gjorde det tre gange, med startskiltet forskellige steder og skift mellem højre og venstre – og de var alle fantastiske, hvor jeg bare nød hvert skridt på banen.

Mandag var jeg på Nørmark Privathospital bl.a. for at få udført en MR-scanning af lænden. Jeg brugte de godt 10 minutter på nogle fede visualiseringer af Max og mig i rally.

Mandag aften var jeg til fitness-træning, og for x’te gang i træk kunne jeg bare træne igennem, på en overskudsagtig måde. Der er altså noget ved den ny kiropraktors behandling der gør en forskel …

Rally med forstyrrelser

Og i går aftes, hvor jeg for første gang kun skulle træne med Otto hos Johanna, gik vi vores livs hidtil mest fantastiske bane. Det var en lang bane med masser af forstyrrelser, der var en fører, der var ekstremt fokuseret på Otto, jeg kom med kommandoer perfekt timet i forhold til forstyrrelser, støttede eminent, og havde en Otto som var på – en dejlig følelse hele vejen, og den skønneste feedback fra Johanna bagefter.

Jeg nyder det hele fuldt ud 💓💓💓

Titler – rosetter – pokaler

Selvfølgelig er det sjovt at få titler!

Da jeg forleden søgte om Max’ DKRSCH hos DKK opdagede jeg, at jeg havde glemt at søge om RJM og de to svenske rallytitler. Det blev der straks rådet bod på, så nu er alle hans 12 titler på hundeweb.

7 i rally, 2 i LP, 1 titelprøve, 1 HTM (faktisk 2, men HTM1 bortfalder, når man bliver HTM2) og 1 FS. Mange discipliner og masser af gode minder.

De bedste titler er championaterne. Max’ seneste er nr. 13 i samlingen, og Max’ DKRLCH fra oktober 2014 den forrige. En oversigt over de første 12 står i Dusinet fuldt.

Det er også sjovt at få rosetter, både når man bliver placeret i en konkurrence eller opnår titler. Jeg har skrevet om det bl.a. i Seniorer, rosetter og glæde. Jeg synes altid det er fedt at få med en roset med. De flyder på mit kontor, og Kirsten får mig til at rydde op en gammel imellem, men de er altså hyggelige.

Så er der pokalerne.

Det er blevet til nogle stykker efterhånden, og de er ikke alle lige kønne, faktisk synes jeg generelt de er mere særprægede, end noget vi egentlig har lyst til at have stående fremme. Men de står altså allesammen på kontoret. Der er en lille pokal bag rosetten i forgrunden, fra Max DKRLCH. Tegningen på væggen er et helt specielt minde om en ganske særlig hund, Megan holder øje med mig, når jeg er på kontoret..

Jeg var så heldig at Max blev DKRSCH i Sydkystens Hundeskole, hvor man udover flotte rosetter for at vinde og for certifikat/titel, også får en pokal med hundens navn, titel og dato. Kirsten og jeg blev enige om ikke at vælge en traditionel pokal, men i stedet en glasstatuette med navn osv. lasergraveret direkte på glasset. Jeg bestilte den hos Deki forleden og hentede den i dag. Og hold da op, den er flot:

Fotoet øverst er det officielle DKRSCH foto 😊 Titelhaveren i centrum, glasstatuetten ved siden af. Og fra venstre 2. vinder roset og supercert. roset fra Samsø 15. oktober 2017, 1. vinder roset og supercert fra 1. prøve i lørdags og 1. vinder roset og DKRSCH roset fra 2. prøve i lørdags. En skøn samling!!!

Minder

Jeg havde tænkt at jeg ville rydde op på kontoret i dag. Jeg startede med rosetterne fra i år, som lå ovenpå en reol. Så gik der struktur i det, og jeg noterede dato, konkurrence, hund og sted bag på de enkelte. Det krævede lidt opslag i performancejournalen, jeg fik kigget i bloggen og læst nogle indlæg og så endte det hele med, at jeg fik styr på alle rosetterne for 2017 (oprydningen kommer jeg til en anden gang!).

Jeg har ikke talt dem, men der er en del :-)

Hver eneste roset er et minde om en prøve eller en serie af prøver, som var vigtig og som vi har trænet imod. Hver eneste af dem er noget specielt.

Tre af rosetterne har Megan fået, jeg måtte slå datoerne op.

Der var den uofficielle Nose Work prøve den 13. april, hvor hun vandt beholdersøget:

Og så var der de to som hun vandt i rally champion cup 2016/2017, for at være ældste hund og for at være bedste spaniel. Hun fik dem den 2. juni, 5 dage før vi måtte tage afsked med hende:

Der er rosetter fra Årets Hund i rally, DM i rally, NM i 6+, uofficielle Nose Work prøver, rallyprøver i massevis, HTM, FS, 6+. Og Lille Bjørns for at være gladeste hund i championklassen i Sabro.

Jeg valgte en roset fremfor legetøj til Lille Bjørn for hans 2. vinder i HTM i går, fordi det er noget særligt for mig, at han i en alder af 10½ år kan præstere så godt i HTM. Det gør prøverne ekstra hyggelige, når jeg kan have begge hundene med, ligesom jeg normalt har det i rally. Det minder dén roset mig også om.

Jeg er stor fan af rosetter ;-)

Seniorer, rosetter og glæde

Jeg er så privilegeret at have tre hunde til daglig glæde, til træning og til konkurrence. Max er den eneste der er valgt med henblik på lydighed, Lille Bjørn var ”erstatning” for westien Asta og Megan var bare familiehund.

Megan

Jeg har trænet hund seriøst siden Megan var 1 år, så det nærmer sig de 13 år. Megan og jeg har haft ufatteligt mange gode oplevelser sammen til træning og til konkurrencer, og hun er den direkte årsag til at jeg kender så mange skønne hundemennesker.

Jeg pensionerede hende fra rally sidste oktober og startede på et Nose Work hold med hende. Hun er stadig så frisk, at man næppe kan tro det med hendes alder, og pensionen fra rally holdt ikke så længe, for hun vil stadig rigtigt gerne træne og konkurrere. Og med 95 og 91 til to officielle prøver i rally championklasse i år er hun altså ikke helt affældig :-)

Det er også hende jeg træner mest Nose Work med, først var det tænkt som en hyggesport når hun var pensionist, men det er ret fascinerende at træne, og hun er også god til det. Selvom det virker som ikke noget særligt blev jeg vildt glad i dag, hvor vi var til uofficiel NW-prøve (se forrige blogindlæg). Hun arbejdede superflot og de to rosetter, vi fik, betød rigtigt meget for mig, 3. vinder og hurtigste beholdersøg, det er sgu da sejt.

Jeg skal virkelig være skarp for at læse hende i NW, men hendes markeringer er så flotte og jeg bliver altså stadig helt blød indeni, når vi træner og går til konkurrence. Hun er lige fjollet, hun vil så gerne læse mig og vi går stadig ud og præsterer godt. Jeg tror, jeg har skrevet det før, men Megan og jeg er skabt for hinanden. Det bliver forfærdeligt, når vi skal sige farvel, men jeg kan helt sikkert sige til hende, at jeg har gjort det så godt, jeg kunne.

Lille Bjørn

Lille Bjørn skulle vente længe med at debutere i rally championklasse. Jeg gik og bildte mig selv ind, at han var god i ekspertklasse (og det var han!), men kunne ikke overskue championklasse. Anja fik mig sporet ind på, at jeg fundamentalt er drevet af bl.a. udfordringer, og pludselig trænede Lille Bjørn og jeg højrehandling, og så gik han pludselig championklasse og er en fantastisk stjerne.

Ja, som flere der kender mig godt har kommenteret: han er langt den skarpeste rallyhund af de tre. Han er på, han lytter, følger mine signaler og er præcis – jeg skal bare være præcis med mine signaler.

Han har været til 6 officieller prøver inkl. debuten 11. februar i år, og har opnået 96, 77, 78, 98, 82 og 97 point. Det er fantastiske resultater. Han er næsten sikker på DM-kvalifikation og godt på vej mod kvalifikation til Årets Hund, Han er lige blevet 10 år, og endnu et eksempel på, at alderen ikke er en hindring for at debutere i championklasse og være med i toppen.

Max

Max er den unge herhjemme, og han nærmer sig de 6 år … Jeg drømte om LP med ham, men det var ikke lige ham, så i stedet blev det rally, HTM, FS, NW … alt for meget, som han er god til alt sammen, så jeg har været nødt til at prioritere – trist på en måde, men alligevel godt og fornuftigt.

Jeg har mange gange været skuffet over ham, han er ikke en rigtigt terrier synes jeg, men når regnskabet bliver gjort op, må jeg bare erkende, at han arbejder fantastisk på sine præmisser – og er det ikke altid hundens præmisser vi skal tilgodese, som gode hundeførere?

Det kan godt være at han ”kun” blev LP2, men han er ret skarp i rally – nr. 9 til DM og nr. 8 til ÅH sidste år er ret godkendt – han er HTM2 og står foran debut i HTM3. Han er på vej mod FS1. Og når jeg sammenligner med de andre hunde, burde der være mange gode år i ham endnu.

Han kan nå hvad som helst, hvis hans fører gør det godt, og jeg kan garantere for, at jeg løbende arbejder på at blive en bedre fører, en ordentlig fører. Alle, der følger denne blog, ved hvor meget fokus jeg har på det.

* * *

Konklusioner eller sådan noget:

• alderen – hundens og førerens - er absolut ikke en undskyldning for at ikke at give sig i kast med nye udfordringer,
• rosetter er altså dejlige, mentalt betyder de rigtigt meget for mig,
• jeg elsker at træne og konkurrere med alle tre hunde – hvis nogen skulle være i tvivl!