Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær

Steen Steensen Blichers novelle Hosekræmmeren begynder med de bevingede ord ”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”. Læsere der trofast har fulgt min blog kan måske huske denne fra december 2009, hvor jeg både kunne fortælle om Camilla, der var blevet mor, og at vi skulle til begravelse af en vores søns allerbedste venner. Det føles bare helt forkert når det er de unge, der dør først – det er ikke meningen med livet.
Og så blev det desværre igen det, der skete. Vores søn var i påsken i Indien sammen med en god ven, og havde en fantastisk ferie hos en fælles ven udstationeret i Indien. Sidste weekend kom den ufattelige besked, at vennen i Indien var død. For os bare en stor dreng først i 30’erne, for vores søn en god ven, for familien en søn, en storebror, og han havde en kæreste. Christian skal for anden gang bære kisten med en af sine gode venner, og det føles så forkert. Det er bare ikke til at fatte eller bære.
Sådan havde jeg det også, da jeg i dag hørte at Dil og Shantis Joythi ikke var mere. Joythi, som vi trænede sammen med for 14 dage siden, Joythi som blev DKLPCH for 13 dage siden. Joythi som mange af os hundefolk oplevede som en stresset hund, men dygtigt trænet af Dil opnåede nogle fantastiske resultater. Det føles ikke rigtigt, at Joythi ikke er mere, men naturligvis har Dil og Shanti truffet den rigtige beslutning, som de har beskrevet her.

Der var en gang for mange år siden, at jeg følte det mærkeligt, at jeg kunne græde mere over at min hund var død, end når et menneske jeg kendte var død. Der var heldigvis en klog person der kunne fortælle mig, at det var ganske naturligt – for vi omgås vores hunde på en helt anden måde end de fleste mennesker vi kender. Hundene er der ALTID, og er helt afhængige af os, og når de ikke er der mere er det naturligt at føle en helt anden form for sorg, end hvis selv en nærtstående person, som man ikke omgås daglig, dør.

Vi er mange hundevenner, der har grædt med Dil og Shanti i dag.