Lille Bjørn i rally (foto: Annie Larsen)
Belgierklubben Kreds 3 havde i weekenden arrangeret et todages LP- og rallyarrangement, som de havde stor ære af! Det var velorganiseret, med præmieoverrækkelse efter hver klasse, og med masser af dygtige hunde. Vejret var ikke helt med os lørdag, hvor det blæste meget voldsomt og der også kom lidt byger indimellem. Søndag var der til gengæld det skønneste solskin. Så i gennemsnit gik det vist lige op.
Jeg var oppe med Megan i rally championklasse begge dage, Lille Bjørn var oppe i rally ekspert begge dage og LP3 søndag.
Det gik ikke godt med Megan. Hun var totalt fraværende under begge prøver, og under prøven i dag kunne jeg bare mærke, at det ikke var sjovt. Hun snusede konstant under hele prøven, alt foregik i slowmotion, og det var ikke et kønt syn. I går var det på samme niveau, der havde vi tre ommere, og i dag satte jeg så tempoet ned og prøvede at være tydeligere i mine signaler. Da jeg kom hjem sagde Kirsten: Hun er snart 9 år, hun gider ikke det pjat længere. Det må jeg tænke over, for jeg véd at Megan kan gå fantastisk, hvis jeg motiverer hende ordentligt. Vi fik 86 og 88 point, og som man kan se på den opdaterede liste for konkurrencen om Årets rallylydighedschampion rækker de point ingen vegne. Vi er kun placerede fordi vi har deltaget i flere konkurrencer end de andre …
Lille Bjørn er meget sjovere at arbejde med må jeg indrømme. I går fik vi 83 i rally (vi lavede bakken om uden at få den) og i dag 93 point (vi fik bakken i andet forsøg), kun 2 point fra titlen … Vi går nu i bakketræning, for det er den øvelse som skal sidde i skabet, hvis vi skal have den sidste pind. Conni gav mig lige nogle træningstips, og vi starter træningen i morgen.
Weekendens for mig vigtigste prøve var Lille Bjørns 2. LP3-prøve. Hans Ove Pedersen dømte, og de officielle resultater kan ses her.
- Dagen blev reddet allerede i første øvelse, fællesdæk. Lille Bjørn lå i alle fire minutter, ved siden af Berner Sennen Tristan, og vi fik 10 i øvelsen.
- Sitten, som ellers er en favoritøvelse, blev en mindre succes, da Lille Bjørn ret hurtigt lagde sig.
- Fri ved fod med Lille Bjørn elsker jeg. Der var lidt snus indimellem, men han arbejder for sagen, og vi fik 8 i dag.
- Stillingsskiftet: Vi tog det vigtige første skifte, der skulle ekstra kommandoer til i to skifter, men han rykkede ikke ret langt frem, og 8 for den også.
- Den dirigerede apportering var jeg ganske tilfreds med. Han fulgte dirigeringen flot, synes det var en underlig apport (det synes jeg også!), så skulle lige se den anden, men kom ind med den og smed den. 7.
- Springapportering. Jeg blev trukket for en ekstra bliv (den blev nu afgivet før mit klarsignal, men pyt med det) og en skæv plads. Lille Bjørn smed også apporten, så 9 var vist ikke for lidt :-)
- Stå, sit, dæk fik vi 8½ for. Lille Bjørn vendte sig i ståen (ups, det er anden gang), og jeg måtte bruge en ekstra kommando for at få ham med efter sitten.
- Indkald med stå er ikke på plads, og vi fik 0.
- Fremsending er en af favoritøvelserne, som der gik lidt ged i i dag. Lille Bjørn reagerede slet ikke på min første kommando. På anden kommando løb han flot ud mod feltet, og stillede sig lige udenfor. Den tillidsfulde fører holdt sin kæft, og bjørnen løb ud i feltet! 8½.
- Næseprøven fik vi 9 for. Lille Bjørn tog den rigtige smed den, snusede videre, og tog så den rigtige og kom ind med den og smed den.
- Og så 9½ i helhedsindtryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar