Banalt ...

Det er sjældent jeg får trænet så lidt med hundene som i den forløbne uge. Heldigvis. Vi tager revanche de næste uger.

Men hundeaktiviteter har bestemt været i centrum.

Mandag havde jeg en aftale med Ingrid om at træne noget LP2. Jeg havde Max med og vi fik nogle hyggelige timer med træning og hundesnak. Til sidst ikke mindst om landskampen den 28. juni …

Tirsdag havde jeg meldt afbud til træningen hos Susanne, fordi jeg skulle til rallyudvalgsmøde på Fyn. Jeg fulgtes med Johanna og Lonni. Der er ingen præmie for at gætte at der blev talt hund uafbrudt :-)

Onsdag havde jeg godt 5 timer i hallen, først en rallyenetime, så to rallyhold og et LP-hold. Holdene var temmelig sygdomsramte, så der blev kørt hårdt på de deltagere, der kom. Lange og udfordrende baner, aftaler om kriterier, fokus på flow og på detaljer osv.

Der er stjerner … og de andre er på vej mod stjernerne.

Torsdag var jeg assessor på IPMA-certificeringens niveau B. Det er dommerarbejde på en noget anden måde end i rally, men i sidste instans er målet det samme: lever en kandidat op til kriterierne for at bestå eller ej. Det er nemmere at dømme rally :-)

I dag var der dømt ingenting, så jeg har til aften gjort PM og katalog klar til rallyprøverne 31.12.2014.

En travl uge og som skrevet ikke meget træning af egne hunde. De overlever endnu engang. Jeg har til gengæld haft tid til at reflektere over bl.a. kriterier, mål og banaliteter.

Kriterier. I Rally, LP, IPMA-certificering mv. er det beskrevet, hvad man skal kunne, for at bestå. Når der er kriterier er afgørelsen binær: enten opfylder man eller også opfylder man ikke.

Men så enkel er virkeligheden jo langtfra. Der er en gråzone omkring kriteriet, som den, der skal vurdere, skal forholde sig til.

I Rally kender mange det i forbindelse med øvelser, der kan udføres ”som de skal”, med ”langsom reaktion”, med ”modvillig reaktion” ellert slet ikke. I teorien kan man godt beskrive kriterierne knivskarpt, men i virkelighedens verden er der så glidende overgange mellem de forskellige niveauer, at der ER behov for en dommer, der så objektivt som muligt, med dog i langt de fleste tilfælde subjektivt, kan dømme udførelsen af øvelserne.

Det kan vi godt bruge lidt tid på til træningen., Hvad er dine kriterier, hvordan forholder du dig til grænserne mellem kriterierne og hvordan gør du, når kriterierne ikke holder (både den ene eller den anden vej). Det siger rigtigt meget om deltagerne, hvordan de forholder sig til sådanne spørgsmål.

Tilsvarende når vi tale om mål. Vi kommer uvægerligt til at tale om resultatmål og opgavemål. Jeg skal ikke vade rundt i det her, men for de fleste almindelige deltagere er opgavemålet fortrinligt – og bør ikke overskygge resultatmålet.

Og så banaliteten. Der var engang at jeg følte, at det næsten var for banalt at tale om de grundlæggende momenter i øvelser, der ikke fungerede. Men bundlinjen er sjovt nok altid, at grundtræningen ikke er i orden. Hvis hunden ikke kan på kort afstand er der stor sandsynlighed for at den ikke kan på længere afstand …

Men: Back to Basics er så sandt som nogensinde. Grundmomenterne = fundamentet skal være på plads, inden man bygger videre på det.

Det lyder banalt, det er banalt, men nogen gange er det det, der skal til, for at få førere til at erkende, at de skal ændre adfærd – det er sjældent hunden, der er problemet.

Det banale kan ofte være det rigtige. Det er kun banalt i den forkerte sammenhæng. Hvis du kigger din kæreste dybt i øjnene og siger ”Jeg elsker dig”, er det totalt banalt, men hvis du mener det og siger det i den rette kontekst, er det Jordens bedste bemærkning.

Sådan er det også, når man som instruktør skal forstærke kursisterne. Man skal ikke lyve, men den rette forstærkning er alfa og omega, også for førere.