Mærkelig fører ... (Foto: Conni Hansen)
Til aften stod den på anden runde af Johannas rally specialhold. 1. runde var 22. januar, hvor vi fik en challenge nævnt i en tidligere blog:
"Vi skal gå en rallybane på 120 sekunder. Der er et start skilt + de rekvisitter vi har brug for, men ellers intet, altså ingen andre skilte. Pointen er at vi skal lære en bane udenad, så vi kan gå den knivskarpt med vores hunde. Der er selvfølgelig nogle regler: Det skal være forskellige skilte, øvelserne må ikke gentages (korrekt første gang) og der er krav til sværhedsgrad: C E Ø B, C E Ø B osv., dog må en øvelse godt ligger over det anførte så C C C C er fx ok."
Aftenen startede med, at vi alle skulle gå vores bane, her er hvad jeg havde planlagt:
# | Klasse | Nr. | Øvelse |
1 | C | 86 | Send over 2 spring |
2 | E | 76 | Stå - Gå fra |
3 | E | 71 | Indkald under gang |
4 | Ø | 61 | Cirkel i gang rundt om fører |
5 | C | 82 | STOP - hund foran rundt - STOP |
6 | C | 83 | STOP - hund bagved rundt - STOP |
7 | Ø | 57 | Synkron venstre om |
8 | Ø | 56 | Synkron højre om |
9 | C | 90 | Sit under gang - Gå rundt |
10 | E | 79 | 3 skridt baglæns - Hunden bakker |
11 | Ø | 62 | 2 skridt baglæns - hunden bakker |
12 | B | 36 | 1 skridt baglæns - Hunden bakker |
13 | C | 87 | Dæk under gang - Gå rundt |
14 | E | 72 | STOP - Hent/bring |
15 | E | 73 | Stå - Hent/bring |
16 | B | 32 | Hund snur rundt |
17 | C | 85 | STOP - 1, 2 skridt baglæns - hund bakker - STOP |
18 | E | 68 | STOP - Stå - Dæk |
19 | E | 69 | STOP - Stå - Sit |
20 | Ø | 59 | Tulipan |
21 | C | 81 | Skift side bagved |
22 | E | 78 | Stå under gang - Gå rundt |
23 | C | 91 | Stå foran – Bak - Fremad |
24 | B | 35 | Stå |
25 | C | 88 | STOP - Dobbeltspring - ro - spring - STOP |
Jeg har gået den en del gange med Max til træning og nok gået sekvensen endnu flere gange i hovedet. Men huske den kunne jeg og sørme om vi ikke også nåede skilt nr. 25 indenfor tidsrammen, helt klart det hurtigste vi har gået den.
Jeg tror vi mistede et par af øvelserne, men hold da op, hvor gik Max flot. Det er altså lidt sejt at gå en bane på 25 skilte inkl. 9 championøvelser på 2 minutter.
Vinder af challengen med sin gevinst
At vi også vandt challengen var en ekstra bonus.
Dagens anden runde var to øvelser med forstyrrelser. I den ene skulle vi gå mellem to spring, lave en cirkel omkring fører mellem de to spring og derefter vende og sende hunden mod kegle mellem de to spring. Der kom en del spring i utide :-)
Rally med bind for øjnene (foto: Conni Hansen)
Aftenens specialitet var at gå med bind for øjnene og lave sideskift (springvand, tulipan og synkron). Der kom mange forskellige reaktioner. Max tog det med ophøjet ro – selvom han uden tvivl synes jeg var underlig – og lavede vendingerne på mine håndtegn … fik jeg at vide. Sejt.
Aftenens bedste kommentar. til at jeg gik med bind for øjnene, kom på Facebook fra Carina: "Er det fordi han så nøgne mennesker overalt til sidste prøve....".
Der var en individuel runde, hvor Johanna valgte for mig: sideskift foran og cirkel omkring fører fra højre. Uha, det lærte Max hurtigt …
Derefter havde vi en huskeopgave, hvor vi var opdelt i to grupper. Første fører fik vist et skilt, skulle gå ind og udføre det, næste fører fik vist et andet skilt, skulle gå ind og udføre den første førers øvelse + den nye osv. Rigtigt interessant. Jeg kom i tvivl om et skilt, og straks røg Max’ hale ned fik jeg at vide; meget følsom hund og endnu en påmindelse om, at jeg ikke på mindste måde skal lade mig mærke med, at noget ikke fungerer som forventet.
Endelig endnu en huskeopgave, hvor vi hver fik udleveret et skilt, og derefter på skift skulle vende nogle udlagte skilte, og gætte på, hvem af de andre, der havde det pågældende. Den, som vi troede det var, skulle udføre sit skilt, og hvis det var identisk med det vendte, fik den, der havde gættet det, begge skilte. Osv.
Jeg véd ikke hvad der skete, men pludselig var de 1½ time gået – og sikker en fantastisk god træning vi havde igen igen og Max var bare totalt på og smadderskarp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar