At dømme og at blive bedømt

Der tænkes som dommer ... (Foto: Camilla Johannessen, Grafiko.dk)

Efter lørdagens to prøver har jeg været oppe til i alt 175 rallyprøver fordelt således på dommere og klasser:

Rækkenavne	Begynder	Øvet	Ekspert	Champion	Hovedtotal
Anita Jakobsson			9	7	16
Annette Klink Dalgaard			1		1
Christine Hjorth		1			1
Conni Hansen			2	2	4
Ditte Wolsted			2	3	5
Frank Kuhfeld	7	8	16	16	47
Helle Gadeberg				1	1
Johanna Allanach	1	4	13	16	34
Lone Sommer			4	3	7
Pia Johnsen	2		7	4	13
Susann Wheadon			2	2	4
Trine Dyrgaard	5	1	8	10	24
Pia Hansen-Schwartz	1		7	10	18
Hovedtotal	16	14	71	74	175

Med små to års erfaring som rallydommer og næsten otte års erfaring som rallyudøver har jeg oplevet en masse. Som jeg plejer at sige til mine kursister, jeg har begået de fleste fejl selv, så husker jeg dem bedre :-)

Her skal det handle om det at dømme og det at blive bedømt.

Noget at det vigtigste at være bevidst om som dommer er, at det at dømme er ikke en eksakt videnskab – man foretager en masse skøn, der er kort tid til at foretage skønnet og man kan tage fejl.

Hvis man begår fejl, kan det gå ubemærket hen, men ofte bliver det bemærket og kommenteret – mens man går banen, når man får tilbagemelding fra dommeren, under præmieoverrækkelsen eller bagefter.

Heldigvis er reglerne meget klare, dommerens afgørelse er inappellabel. Jeg har været ude for en deltager som vandt en klasse, gjorde dommeren opmærksom på, at hun havde udført et skilt forkert – dommeren havde ikke set det og ville naturligvis ikke rette (der blev gjort opmærksom på det ved præmieoverrækkelsen). Jeg har begået helt klare fejl, som dommeren ikke har set, men masser af tilskuere har set. Og jeg er blevet trukket for noget, som jeg ikke selv mente, jeg burde være trukket for, men som dommeren mente, der skulle trækkes for. Jeg har været ude for at dommeren ud fra min verbale reaktion var sikker på at der var sket noget i ærespladsen, men hun havde ikke selv set det trak derfor ikke for det. That’s the game.

I kampens hede kan fejlene være lidt frustrerende og det der er værre. Der var en deltager som i finalen til DM sidste år fik at vide at hun havde mistet 10 point på sine tyskervendinger og det endte i en lang tråd på Facebook. Jeg har været ude for at diskutere med en dommer under feedbacken og få en afgørelse lavet om (dommeren erkendte at det hun ville trække for, ikke var korrekt), at diskutere hvad der skulle trækkes (jeg mente 3, dommeren 10, det blev undersøgt og det var 10). Og jeg har været ude for at blive ret irriteret, mere end en gang, over det, som jeg opfattede som en unfair bedømmelse.

Men samlet set går det nok op i en højere enhed. Eller rettere sagt: samlet set kommer tvivlen deltagerne til gode: Hvis der tvivl trækker dommeren for mindre, end der egentligt kunne trækkes for.

Det mest grelle jeg har oplevet var en prøve, hvor jeg var sikker på at jeg var IB’et, men endte med ret høje point, fordi det jeg havde vurderet til 10 + 3 kun blev trukket som 3. Jeg mente det var forkert, men dommeren har om ikke altid ret, så dog det sidste ord.

Reglerne giver en række retningslinjer, men også kun det. Der er masser af fejlsituationer som ingen har drømt om kunne opstå, og når jeg oplever kursister eller prøvedeltagere spørge, hvordan dette eller hint bedømmes er standardsvaret: ”Det kommer an på”?

Hvor går grænsen mellem en forsinket og en modvillig reaktion? Hvor meget koster det at sænke farten lidt i stå/stop/sit under gang? Hvor snæver skal 360 grader til venstre være? Osv. osv. Ikke to dommere dømmer ens, men de dømmer (forhåbentlig!) ensartet, der gøres bestemt meget for at sikre, at bedømmelserne kan udføres på et fælles grundlag.

Jeg har også været ud for at reagere på en ikke så konstruktiv måde som udøver, hvilket jeg er ret flov over at tænke tilbage på. Der var en æresplads, hvor dommeren ville stille mig et andet sted, og jeg begyndte at diskutere. Der var en tilbagemelding jeg fik, hvor jeg vantro spurgte om dommeren virkelig havde trukket for det. Selvfølgelig mente jeg i begge situationer at jeg havde ret, men dommerens afgørelse er inappellabel og man skal ikke diskutere, slet ikke når man er i prøveforløbet.

De fleste DKK-rallydommere er også rallyudøvere, så vi kommer til at dømme hinanden og det kan være spændende, specielt for dem, der står udenfor ringen. Ved DM sidste år var vi på et tidspunkt fem rallydommere der fulgte prøverne i championklasse fra sidelinjen – der skal man som dømmende dommer kunne abstrahere fuldstændig fra at dommerne udenfor dømmer med. Og dem udenfor skal kunne forholde sig helt neutralt til at deltagere kommer hen og spørge, hvordan man selv ville have dømt i konkrete situationer.

Dommerens afgørelse er inappellabel, med dommerne er ikke ufejlbarlige. Vi gør det alle så godt vi kan, og jeg tror vores træfsikkerhed i forhold til en ”objektiv” vurdering er ganske høj.

Mange rallyudøvere har meninger om de forskellige dommer, den typer baner de bygger og deres strenghed i bedømmelserne. Igen, jeg tror på at alle dømmer ensartet og fair, så i forhold til den enkelte konkurrence vil resultaterne bliver de samme, uanset hvem der dømmer.

Til sidst: Hvordan vil jeg bedømme mig selv? Jeg kan jo i sagens natur ikke gå op hos mig selv, og jeg kan ikke bedømme mig selv, når jeg går en bane. Jeg har en god formodning om 10’ere og 3’ere, 1’ere er sværere at vurdere og jeg har overset både 10’ere og 3’ere, som jeg først blev opmærksom på bagefter.

Bundlinjen er, at jeg til en rigtig god prøve (med få fratræk) kan have en meget præcis vurdering. Men fx 1’ere for snusen eller ude af position eller langsom reaktion, det er meget svært at afgøre, når man selv går banen. Så vi må som rallyudøvere have den respekt for dommerne, at vi stoler på at de gør det så godt som muligt, og at det ikke er for at genere os, at de ser nogle fejl, vi ikke selv har set :-)