mandag den 11. marts 2019

Nordisk rally – dommertræning mv.


Maria, Solveig, Iiris, Taru, Ida, Beatrice, Amanda og Paul

Weekenden stod endnu engang i rallyens tegn, denne gang udelukkende i den nordiske rallys tegn. Amanda og jeg mødes i Kastrup tidligt lørdag for at flyve til Oslo og mødes med de andre nordiske dommere og sekretærer i Hadeland Hundeklubb, som ligger i Gran cirka 50 kilometer fra Gardermoen, Vi har så heldige at lande ganske kort tid efter Iiris og Taru fra Finland, så vi kunne køre med dem. Vi mødtes med Beatrice og Ida fra Sverige samt Solveig og Maria fra Norge, for at dømme i alt 8 inviterede ekvipager, heriblandt flere norske topekvipager.


I løbet af lørdagen fik vi opstillet to baner og bedømt alle ekvipager på begge baner, og ikke mindst talt rigtigt meget om bedømmelserne. Vi havde naturligvis forberedt os grundigt og have gennem en lang periode arbejdet på at beskrive fratræksregler, men det var noget ganske andet at stå foran ekvipagerne og opleve alt muligt, som vi på kort tid skulle forholde os til og omsætte til et fradrag. Vi er alle 8 dommere – det er os der skal dømme og være sekretærer til NM – og vi kommer alle med vores nationale baggrund, og skulle i en given situation diktere vores fradrag efter de foreløbige nordiske aftaler. Det lærte vi rigtigt meget af, og der blev løbende noteret forhold, der skulle drøftes nærmere.

Den første bane, som Beatrice havde designet, var virkelig udfordrende for nordmændene. Det var der en god grund til: i nordisk rally er der en hel masse man må, som man ikke må efter de nordiske regler (fx behøver man ikke vende lige foran et vendingsskilt), mange af øvelserne har de ikke, og højrehandling er ikke så omfattende som i nordisk klasse, hvor alt må højrehandles.


Derfor blev anden bane, som jeg havde designet, hurtigt ombygget. Der var en del højrehandling i den første, men ved at ombytte to par skilte blev det til en mere overkommelig opgave for nordmændene.

 

Efter dommertræningen tjekkede vi ind på Hotell Hadeland og så kom næste punkt på programmet. Iiris, Beatrice, Solveig og jeg havde NKU rallymøde, mens de øvrige udarbejdede en samlet liste med spørgsmål og kommentarer fra dommertræningen. Begge dele gik fantastisk – vi fik udarbejdet det materiale vi havde aftalt, herunder fik vi konstitueret os, hvad vi har glemt tidligere. Jeg fik formandsposten, frivilligt :-) Sekretærerne var også færdige, så vi nåede alle sammen at behandle en del af de åbenstående punkter inden middag, og efter en lækker middag fortsatte vi lidt endnu, efter at have aftalt at slutte kl. 21:00, for vi var godt brugte, ikke mindst finnerne som havde været op ved 3-tiden CET.



Næste morgen kunne vi glæde os over en ualmindeligt flot morgenmadsbuffet på hotellet. Det tog lidt tid at varme biler og skrabe ruderne fri, det var minus 12 grader, men vi nød det skønneste solskinsvejr.

Derefter gik turen igen gik til Hadeland Hundeklubb og de samme 8 ekvipager, som igen kom til at gå to baner, først en anden af mine og dernæst Beatrices anden.

Det var helt tydeligt, at vi var meget bedre til at dømme ens, men naturligvis stadig med forskelle, for når man står fire forskellige steder er der detaljer, som ikke alle kan se og dermed ikke kan trække for.


Vi sluttede først på eftermiddagen og så gik turen hjemad, stadig i flot vejr, og udsigten fra flyet var fantastisk, her et foto Amanda tog kort tid før vi ankom til København.

Væsentlige konklusioner fra de to dage?

Der er en masse vi fortsat skal afstemme i dommergruppen, så vi er nu alle 8 med i en Facebook-gruppe, hvor vi skal afklare alt udestående.

Vi er rigtigt glade for at der er 4 dommere til NM, for på trods af, at vi alle er relativt garvede dommere, så var der stor spredning i bedømmelserne. Selvfølgelig bliver vi bedre, når får trænet noget mere, men sportsligt får vi helt sikkert den mest fair afgørelse med 4 sæt dommerøjne på hver ekvipage.

Amanda og jeg har talt en del om, hvordan vi gør det bedst i forhold til de danske kvalifikationskonkurrencer og forberedelse til selve mesterskabet. Vi har besluttet, da vi to er de eneste i Danmark, der har mulighed for at gøre det , at vi må udarbejde en oversigt over de nordiske øvelser, og notere de steder, hvor udførelsen af øvelserne fraviger fra de tilsvarende danske, og hvordan de skal udføres. Jeg nævner bare nogle få eksempler:
  • Line skal tages af lige inden man går ind i ringen på et markeret sted og skal bæres skjult at føreren
  • Hunden kan starte på højre side og der er ingen begrænsning på antallet af højrehandlede skilte
  • Ekvipager er under bedømmelse fra de går ind i ringen til de går ud, altså også før startskiltet og efter målskiltet
  • Ved øvelser med gå rundt om skal man stoppe op, inden man tager hunden med
  • 180 graders vendinger skal foregå meget snævert (på A4-areal)
  • 90 graders vendinger skal foretages skarpt på stedet
  • Osv.
Oversigten bliver naturligvis udarbejdet så alle tilmeldte i Nordisk klasse i Roskilde kan få oversigten i god tid inden prøverne.

Derudover vil vi helt sikkert arrangere noget træning for landsholdet, når det er udtaget.

Jeg skal helt sikkert selv i gang med træningen, for selvom jeg ikke kan deltage til NM som udøver, vil jeg da ikke forspilde muligheden for at gå til de kvalifikationsprøver, som jeg ikke selv skal dømme, den oplevelse vil jeg ikke snyde mig selv for.

Ingen kommentarer: