fredag den 15. marts 2019

Geranium

Forårets urter og spirer

I Stjerner og stjernestunder skrev jeg, at min niece Anne og jeg havde aftalt, at vi skulle opleve Geranium - Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant - sammen. Det skete i går, og det blev det vi havde drømt om og endnu mere til – en uovertruffen aften på alle niveauer.

Sprøde jordskokke blade

Fra man træder ud af elevatoren på 8. etage på Per Henrik Lings Allé 4, oplever man en gæstfri, imødekommende, hyggelig og gennemprofessionel stemning. Vi følte os meget velkomne, og vi fik den allerbedste plads. Jeg havde fået en opringning i tirsdags, hvor jeg blev spurgt, om vi havde lyst til at sidde ved et bord lige ved køkkenet, og ja!, mere end meget gerne!!! At sidde en hel aften med udsigt til anretningskøkkenet på Danmarks bedste restaurant, det er pragtfuldt.

Knivmusling

Madvalget var ikke et problem, for der var én menu: Forårets univers. Der var fire forskellige vinmenuer, vi valgte Heart & Soil.

Kammusling

Vi ville godt have et glas champagne at starte med. Tjeneren rullede en vogn med 5 forskellige champagner hen, og gennemgik de enkelte flasker, hvorefter vi valgte en 2013 Chartogne Taillet, Blancs de Blancs.

Marmoreret kulmule

Jeg kunne nævnte alle de 16 serveringer vi fik, de 7 vine, de 2 champagner vi fik (vi fik også et glas til sidst), men det er ikke det, det handler om her.


Det jeg tænkte mange gange i løbet af aftenen var: Dette er det ultimativt mest fantastiske måltid jeg nogensinde har oplevet. Hver eneste servering var et kunstværk, intet er overladt til tilfældighederne. Retterne blev præsenteret med stolthed. Hver mundfuld var fantastisk, en symfoni af smagselementer, som indgik en syntese. Vinene var naturligvis perfekte til.

Grillet Limfjordsøsters

Jeg tog billeder af hver enkelt servering og dette indlæg er krydret med et udvalg af dem. Jeg gennemgik hele menuen for Kirsten i eftermiddags, og en masse skønne minder fra i går væltede frem. Dette var mit livs måltid – indtil nu 😊

Lam

Hvad hæftede jeg mig specielt ved? Der var så mange fantastiske detaljer. Retter, hvor vi bare tænkte: det er ikke muligt, hvordan har de gjort det? Jeg vil hellere lade være med at nævne noget specifikt, det skulle da lige være ”Lam med morkler, grillet kål & syltet gran” dertil 2013 Côteaux de Bassenon, Jean-Michel Stephan, Côte-Rôtie.

En bid af rødbede

Vi blev inviteret på en rundtur, hvor vi kom bag kulissen og blev om muligt endnu mere bevidste om, hvor meget det kræver at drive en restaurant på det niveau. At komme ind i vinkælderen var bare en rejse til fantasiland, med flasker, som man kunne drømme om. Efter espressoen fik vi et glas Blanc de nor, Fleury. Anne fik sagt, at det var en perfekt dag at dø, efter sådan et måltid, og vi fik talt om perfekte øjeblikke, mine 100 % 😊

Nøgne træer

Jeg fortalte om 9. februar og om de mails jeg har udsendt, hvor jeg har spurgt, om jeg kunne få tilbagemeldinger på situationer, hvor modtagerne har oplevet mig som 100 %. Jeg har fået de skønneste tilbagemeldinger allerede, og en masse lejligheder til at tænke tilbage på specifikke situationer, og hvad jeg har gjort – bevidst eller ubevidst – for at være Paul 100 % i netop de situationer.

Resultatet er, at jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg kan gøre for at bringe mig i den rette tilstand, når der er behov for det. Det glæder jeg mig meget til at arbejde videre med.

På Geranium kunne jeg fra første parket opleve anretning af retter på allerhøjeste niveau. Jeg følte samme sug i maven, som når jeg oplever toppræstationer indenfor fx sport – man kan bare se og mærke, hvordan eksekveringen sker ubesværet, fordi det hele er trænet og trænet, så det bare fungerer ubevidst.

En aften på Geranium er ikke bare et fantastisk måltid. Det er også kunst på allerhøjeste niveau. Det er en oplevelse for livet, som Anne og jeg har sammen. Og vi har aftalt, at vi skal genopleve det en anden gang.

Ligesom jeg har lovet Max og mig selv, at vi skal genopleve det, vi oplevede sammen den 9. februar.

Gode oplevelser er vanedannende, og jeg vi gøre, hvad jeg kan, for at opleve endnu flere.

Ingen kommentarer: