fredag den 1. maj 2020

Hvad hvis…

Max, Otto og Molly fredag morgen
Tiden er en forunderlig størrelse, og jeg har tænkt meget over tid efter at have læst Hvor bliver tiden af?

Jeg kunne skrive løs i timevis om tid og de tanker, tid har sat i gang, det kunne være et af mine mange projekter, som jeg skyder til, når jeg bliver pensionist 😉

Mit fokus er at få mest muligt ud af nutiden og gennem fornuftig planlægning af den kommende nutid (fremtiden), hele tiden have et godt grundlag for en god nutid.

At arbejde giver indtægter, som muliggør en god hverdag og opsparing, så dagen efter hverdagen også kan blive god.

Lille Bjørn for 9 år siden
At træne med hundene er sjovt og hyggeligt i sig selv (hvorfor gjorde jeg det ellers?) og skaber grundlag for at vi kan udvikle os som teams, deltage i konkurrencer og få titler osv. Alt sammen noget, som en med til at give livet værdi.

At gå til fitness, træne, gå, cykle osv. er rart og skaber grundlag for, at jeg har en helbredstilstand, så jeg har et liv de kommende år.

At være sammen med andre mennesker, at have venner, det er med til at udvikle relationer, udfordre, lære, bliver klogere, blive glad, ked af det osv.

At LEVE – at anvende tiden fornuftigt - er summen af det hele. Og mere til ….

Skønt minde fra for 4 år siden. Osseau, Anita, Lille Bjørn, Max, Megan
Vi ved heldigvis ikke, hvornår det er slut, jeg tror at de fleste ville handle fuldstændig irrationelt, hvis de vidste, når de vågnede, at det var deres sidste dag.

Kan man leve hver dag, som om det var den sidste? Ja, hvorfor ikke? Man kan leve hver dag, så de ”efterladte” ville mindes en, som ”den man var”, hvilket man jo selv definerer.

At leve hver dag som den sidste, betyder også at intet kan udskydes: ”Jeg gør det i morgen”, mister al betydning, fordi jeg er der ikke i morgen. Hvis der er noget, du har fortrudt eller mangler at få gjort, så gør det i dag.

Covid-19 gør det oplagt for mange at revurdere deres liv. Mange inkl. mig selv er blevet tvunget til at agere anderledes end vi plejer. Der er mange positive aspekter ved det, og mange negative, men vi er blevet foræret en mulighed for at revurdere den måde vi lever på.

Fredagsbar
Internationalt og nationalt er det helt oplagt, men på det personlige plan er det endnu vigtigere.

For mange af os bliver vores arbejdssituationer fundamentalt anderledes. Vilkår, som vi troede var midlertidige, bliver permanente og under alle omstændigheder vidt forskellige fra, hvad vi var vant til.

Vi kan drømme om, at alt bliver, som det var før, eller vi kan erkende, at det aldrig bliver, som det var før, og gøre vores til, at vi får en plads i den nye virkelighed.

Vi skal redefinere vores hverdag og vores virkelighed.

Intet bliver som før.

Bortset fra, at vi selv vil være de samme indeni, og skal forholde os til, at alt andet er forandret.

Ingen kommentarer: