onsdag den 30. december 2020

Hvad vil 2021 bringe?

Det bliver svært at overgå hundeåret 2020!

Max og jeg havde det mest fantastisk samarbejde. Vi har været oppe sammen 22 gange, og det er gået meget, meget tilfredsstillende. Der var 2 IB’er, den ene fordi jeg ikke gik i mål, den anden fordi jeg dårligt kunne gå. Det har intet med vores samarbejde at gøre.

Derudover var der en masse skønne prøver, startende med en dobbeltprøve 4. januar, hvor Max og jeg med henholdsvis 95 og 96 point blev 2. vinder slået på point til begge prøver og sammenlagt vinder, og sluttende med en prøve på Bornholm 28. november, hvor vi vandt med 90 point.

Prøven i Sporup 12. september var noget ganske særligt. Jeg kunne næsten ikke gå, jeg havde fået smertestillende piller, og Max var med mig på allerbedste vis. Vi blev 5. vinder med 96 point i et megastærkt felt, og fik den mest fantastiske feedback af Helle Gadeberg. Den bane vi gik 30. oktober til finalen i Årets Hund var jeg også ret vild med, og der var flere af prøverne hos Anita hvor vi rigtigt gode, måske især 7. november? Den dag vender jeg tilbage til.

1. august

Otto debuterede i rally 1. august, fik RBM-titlen 9. august, kom til Årets Hund, hvor han blev nr. 8 på dagen med 96 point (!!!) og samlet nr. 6. Vi har gået ret stabilt.

Max har været oppe to gange i NW2, med ok resultater, uden at være prangende.

Otto har været oppe 1 gang i NW1 og fået sin titel, da han bestod med 100 point og 3 fejl.

Hvad skal der ske i 2021?

Max og jeg skal fortsætte det gode samarbejde. Det handler 90+ % om det mentale. De sidste cirka 10 % er teknik, og det arbejder vi naturligvis også med.

Min glæde ved at arbejde med Otto, og fornuften i at have besluttet at blive i begynderklasse i rally i hvert fald til efter DM 2021, er indiskutabel. Der er så meget vi skal arbejde med at udvikle, så vores samarbejde kan blive endnu bedre, og vores teknik udvikles betydeligt, for vi har en masse vi skal lære.

Rallytræningen hos Johanna fortsætter, primært med Otto, og derudover er jeg kommet på to hold hos Camilla Schapel (Absolut Hund), øvet med Otto og ekspert med Max. Lonni har anbefalet hende varmt (og skal i øvrigt gå på de samme hold med LeeLoo og Morgan), og jeg kender da også godt Camilla, hun gennemførte Rallyinstruktøruddannelsen hos Sydkystens Hundeskole 2019, og er meget dygtig; jeg glæder mig ret meget til at starte hos hende!

Jeg har brugt noget af juleferien på at genopfriske/gennemgå et par af de online-kurser, som jeg har tilmeldt i år. Dels Nina Steinbachs Fullt fokus grund, dels Solveig Zetterstrøms Bakpartskontroll og rygging på fot. Jeg går materialet detaljeret igennem pt., og det resulterer i en større opdatering af træningsplanerne for både Max og Otto.

På NW-fronten fortsætter jeg med begge hunde hos Merete.

Endelig træning jeg lidt tricks med Otto med henblik på at gå i FP1 med ham, når der bliver mulighed for det. Lige nu påstår jeg, at det er hvor det ender, men Amanda og Anita mener jeg nemt kan lokkes til at gå FS/HTM med ham, og de kender mig tit bedre end jeg selv gør 😉

Hvad ender det så med i 2021? Ja, nu har du mulighed for selv at gætte med, idet min Quiz 2021 er offentliggjort, tillige med det endelige resultat for Quiz 2020.

Til sidst lidt om nogle magiske prøver. Der er nogle prøver jeg tænker tilbage på, og tror jeg vil huske også om nogle år, som nogle ganske særlige prøver. Det var ikke nødvendigvis prøver med nogle ekstraordinære resultater, men der var noget ved dem, som gjorde dem til noget særligt, måske at oplevelsen blev delt med andre på en unik måde?

  • Der var Ottos debut 1. august, som mange hjalp mig med, men specielt Livs opbakning og coaching vil jeg aldrig glemme.
  • Der var rallydagen på Bornholm 8. august, hvor jeg under middagen med Anita og Amanda sagde, at jeg ikke havde noget at være utilfreds med efter sådan en dag.
  • Der var DM den 6. september, hvor en masse mennesker bidrog til, at den blev noget ganske særligt, som et DM skal være; det var mit første DM som arrangør, og jeg har masser af gode minder fra dagen.
  • Der var Årets Hund finalen 10. oktober, hvor jeg var ansvarlig for arrangementet, skulle dømme, og op med begge hundene, og hvor det hele gik op i en højere enhed og Amanda og jeg havde en skøn, lang ud- og hjemtur oveni.
7. november
  • Der var Anitas afskedsprøve 7. november, hvor hun dømte og tog tid, jeg sørgede for alt andet, og det hele kørte som smurt. Jeg fik også fine resultater med begge hundene, og der var superhyggelig middag bagefter, det er ved nærmere eftertanke en god kandidat til årets rallyprøve/rallydag for mig …
  • Og der var årets sidste prøve 28. november, hvor Lonni og jeg lige smuttede til Bornholm og havde en dejlig og hyggelig dag, og også fik nogle pæne resultater.

Magien har været en del af alle prøverne, så ja, det bliver svært at overgå hundeåret 2020, men jeg skal gøre mit allerbedste, for at 2021 bliver endnu bedre!

Til allersidst vil jeg ønske alle læserne af min blog et fantastisk nytår.

Ingen kommentarer: