Viser opslag med etiketten Bianca van der Post. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bianca van der Post. Vis alle opslag

lørdag den 26. december 2009

Årets top 10

På et år med 22 kursusdage, deltagelse i 10 LP-prøver og 4 udstillinger, et utal af træningstimer herunder en del uofficielle LP-prøver i Nørdklubben samt ansvar for Spaniel Klubbens første officielle LP-prøve 26. september og en officiel rallyprøve 25. oktober som støtte for det danske LP-landshold, har der også i 2009 været rigtigt mange fantastiske oplevelser relateret til hundene.

Jeg plejer ikke at lægge skjul på min begejstring i bloggen, så at de følgende udgør top 10 (12) kommer sikkert ikke som nogen overraskelse for læsere af bloggen.
Jeg kan (og behøver heller ikke!) argumentere præcist for hvor rækkefølgen er lige præcis denne, og der er andre end disse som med næsten lige så god ret kunne have været med, men her kommer den så.

1. Beagle Klubbens LP-prøver i Haarlev Hallen den 11. april 2009. Først og fremmest fordi Lille Bjørn fik sin LP1-titel. Men også for Megans 2. vinder i LP3 med 227 point - og jeg havde valgt fællesdækken fra.

2. 12 kursusdage med Bob Bailey i Borlänge. Uovertruffen inspiration og fantastisk læring ved at træne med høns.

3. Træning og konkurrencer med min yndlingstræningsmakker Camilla Johannessen. Det er rigtigt mange gode timer vi har tilbragt i hinandens selskab. I år har Camillas skønne Emma desuden fået sin velfortjente DKLPM titel, Camilla og Rune blev gift og de har fået Gustav, så 2009 er virkelig et skelsættende år for Camilla.

4. Samme med Camilla og Mette Andreassen er Sydkystens Hundeskole bragt fra idé til virkelighed. Det at etablere hundeskolen var i sig selv tilfredsstilende, at det er blevet en stor succes endnu mere tilfredsstillende og at jeg skulle synes det var så sjovt at undervise hundeejere overraskede endog mig selv lidt :-)

5. Johanna Allanach lærte jeg for alvor at kende på det andet Bob Bailey kursus. Alle der interesserer sig mere end marginalt for agility, LP, rally, dog dancing, HTM mv. kender Johanna, og at danne par med hende på kurset var bare en fornøjelse. Siden har jeg haft nogle fantastiske træningsrunder hos hende, kulminerende med at Megan fik lov at komme på hvalpekursus hos hende - og det var bare en skøn oplevelse.

6. Jeg har udover kurserne hos Bob Bailey været så heldig at få mulighed for at deltage i kurser hos en række andre meget dygtige trænere. Det er svært at rangordne dem, men jeg gør det alligevel og kurset hos Hanna Helminen skiller sig afgørende ud.

7. Det sammen gør kurset med Bianca van der Post.

8. Det er (heller) ikke nogen hemmelighed, at jeg er på jagt efter en ny hvalp. I denne søgen efter den perfekte lydighedshvalp får jeg hjælp fra flere sider, men jeg vil specielt nævne og takke Marianne Jensen, som har givet mig en fantastisk sparring i denne proces, og har været med ude og se et par spændende kuld engelske springer hvalpe. Og Marianne har også givet mig en masse støtte i forbindelse med træningen af Megan.

9. Jeg er også nødt til at nævne klikkerinstruktøruddannelsen. Den tunge del af uddannelse lå i 2008, i år var der tre ud af ni kursusdage, og meget eksamensfokuseret; men det er den uddannelse som har været udslagsgivende i forhold til at jeg fik ideen med Sydkystens Hundeskole.

10. Endelig vil jeg nævne solstrålehistorien med Chilli, som fik en ny bonusmor og en drømmetilværelse som prinsesse hos Ulla.

Og når jeg nu selv fastsætter reglerne synes jeg ikke listen vil være komplet hvis ikke disse to også kom med :-)

11. Helle Damkjærs weekendkursus for konkurrencehundeførere.

12. Enetimen med Birgitte Brüel.

onsdag den 21. oktober 2009

Et lærerigt lydighedsår – del 3 af 3

Jeg nævnte i del 1, at jeg med særlig glæde tænkte tilbage på to enetimer med Johanna Allanach. Udover at have fat i min dødkedelighed i forhold til Megan, viste hun hvordan jeg kunne træne fri ved fod, smækdæk mfl. som hun lærte sine hvalpe og sine hvalpehold.
Jeg hørte det, brugte noget af det, men fik det aldrig ind under huden.
Men det hele vendte tilbage i forbindelse med min blog om at starte forfra.
Og ikke mindst kurset med Bianca i lørdags. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men det jeg gerne vil have fokus på her er hendes indlæring i forhold til hvalpe.
Nogle eksempler:
  • Fri ved fod. Megan var begyndt (under træning) at komme lidt langt frem, fordi jeg klikkede for kontakt. Jeg skal nu klikke for positionen, hvor jeg har venstre fod lidt foran højre (så det er tydeligt forskelligt fra samlede ben = sit).
  • Jeg skal træne gang med massiv lokning (først) med venstre hånd, så Megan får det rigtige bevægelsesmønster i gangen inden jeg aftrapper belønninger (bliver til håndtarget, som derefter fjernes)
  • Ditto ved vendinger, så jeg har sikker kontakt hele tiden. Derefter alle mulige drejninger, slalom osv.
  • Afbryde hvis det ikke er ok (træde til side), så hunden finder ud af det kun er korrekt position etc. der giver belønning, ellers stopper det sjove. Og hunden skal selv søge kontakt for fortsættelse. Det skal være sort/hvidt for hunden = hvad er skidt og hvad er kanel.
  • Stillness training (stå, sidde eller dække helt stille), som bygges op med afstand og tid.
  • Have fuld kontrol med træningen (hund under kontrol i pauser)
  • At variere træningen, så det hele tiden er afvekslende og sjovt og motiverende for hunden.
  • Jo mere uforudsigeligt og jo mere hunden kan forvente af belønning, jo mere motiveret hund
  • Grundindlær øvelsen i kendte omgivelser, og først når den er ganske sikker generaliseres

Noget af det ser nok lidt indforstået ud, men jeg tror jeg ved hvordan jeg skal gribe det an :-)
Og så noterede jeg mig at Bianca har skrevet alle de kommandoer ned, som hun bruger i forhold til sine hunde. Hun har mange kommandoer og gør sig umage med at de er lydmæssigt nemme for hundene at adskille.
Jeg har i går nøje gennemgået FCI-reglementet for Eliteklasse, for hver øvelse noteret de kommandoer som står i reglementet som mulige kommandoer, sammenholdt med hvad jeg bruger, og bundlinien er, hold da op hvor har jeg gjort det nemt for mig selv og svært for Megan.
Jeg bruger fx dæk til følgende:

  • Som startkommando når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende og går i skjul i 4 minutter
  • Når jeg dækker hende af under Stå, sid og dæk under gang
  • Som startkommando når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende for at lave et indkald
  • Som kommando (evt. erstattet af håndtegn) når hun skal dække af under indkaldet
  • Som kommando, når hun skal dækkes af, når hun står i feltet i fremsendingen
  • Som startkommando, når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende for at lave stillingsskift
  • Som kommando (evt. erstattet med eller kombineret med håndtegn), når hun skal dække fra sit eller dække fra stå i Fjernkontrol.

Og jeg véd godt at der i konteksten er andet end det verbale signal, der betyder noget. Men alligevel.
Og hvad kan et stå betyde?

  • At Megan mens hun går ved siden af mig skal stå stille (Stå, sid og dæk under gang)
  • At Megan mens hun løber med fuld fart mod mig skal stoppe (evt. håndtegn)
  • At Megan mens hun løber med fuldt fart væk fra mig mod en kegle skal stoppe ved keglen (fremsending og Fjerndirigering apportering)
  • At Megan fra dæk eller sit skal rejse sig uden at flytte bagbenene (evt. med håndtegn eller begge dele)

Det er nogle vidt forskellige situationer, og med samme kommando??? Jeg har da selv været ude om en masse problemer må jeg erkende …
Så en væsentlig del af min start forfra træning er NØJE at overveje hvilke kommandoer jeg vil bruge!!!
Dag 1 af min start forfra var i mandags. Jeg trænede ti minutter i Værløse med Megan om morgenen, kun fri ved fod og ren lokning, og en megaglad hund, der gik rigtigt flot.
Om eftermiddagen var jeg en halv time i Jersie med Camilla, og trænede fri ved fod, nu med lidt aftrapning af belønning, og gik i gang med at shape en dæk med hovedet i jorden. Max 15 minutters træning og så lidt snak. Og jeg huskede ikke at lade Megan belønne sig selv ved at slippe hende før vi trænede, det var belønningen efter endt træning :-)
Og nu hedder det gennemtænkning af øvelser og planlægning, inden jeg træner noget som helst nyt med Megan.

lørdag den 17. oktober 2009

Problemløsning, motivation og samarbejde – kursus med Bianca van der Post 17. oktober 2009

Jeg har været på det mest fantastiske kursus i dag! Det var arrangeret af DKK, emnet var ”Problemløsning, motivation og samarbejde” og instruktør Bianca van der Post fra Holland.
Hvis kvaliteten af et kursus skal måles på, hvor mange konkrete ideer man har fået at arbejde videre med, et dette kursus uden videre topscoreren. Allerede under Biancas introduktion havde jeg fået noteret så mange tips, at jeg tænkte, at hvis kurset var sluttet der, havde jeg fået rigeligt udbytte.
Jeg noterer her de første ideer jeg har noteret – der kommer naturligvis en uddybende blog senere. Jeg har formuleret det på ”min” måde, så måske kan andre udlægge det anderledes:
  1. Jo mere præcision du kræver af din hund, jo gladere hund får du. For hunden er glad hvis den véd præcis hvad den skal gøre for at få belønning.
  2. Find ud af hvad der forstærker din hund, og beløn den efter hvor tæt den er på det ønskede resultat. Hvis hunden er tæt på målet, vil den næstbedste belønning få den til at anstrenge sig for at få den bedste!
  3. Føreren skal være knivskarp til at iagttage, så hun/han er i stand til at vurdere hvor godt et moment udføres i forhold til slutmålet.
  4. Bianca bruger klikkertræning uden klikker. Yes er hendes klik, og har den fordel at det kan bruges i konkurrencerne :-)
  5. Brug (dele af) en øvelse til at belønne en anden øvelse. Hvis hunden fx er glad for apport, kan belønningen for et godt stillingsskift være, at hunden får lov at apportere.
  6. Varier antallet af belønninger, så klik ikke bare er = én godbid. Det vil få hunden til at blive hos føreren, fordi den ikke véd om der er endnu en godbid på vej.
  7. Lad være med at tale med hunden under øvelsen, det skal alligevel trænes væk.
  8. Brug både forkommando (gerne med navnet på øvelsen, så man selv kan huske det) og belønningsord (brug ordet i belønningen, fx ”flot apport”).

Alt dette er fra den første time, der kommer meget mere!