Viser opslag med etiketten Stestrup WorkingPaws. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stestrup WorkingPaws. Vis alle opslag

lørdag den 2. marts 2019

FS2 – og masser af positiv forstærkning


Det har på flere områder være været en virkelig god uge, også hundetræningsmæssigt. Tirsdag Nose Work med Max hos Merete Forandringens vinde, onsdag Heelwork med Lille Bjørn og Max hos Anja Fri ved fod nørderi og i går Tricks og freestyle med Max hos Johanna.

I dag var vi syv, der havde sat hinanden stævne i Stestrup WorkingPaws fra 9-12 for at træne HTM/FS. Konceptet er enkelt og smart: 8 ekvipager, 7 minutter til hver i 3 runder, 5 minutter til klargøring og 7 minutter til oprydning, så er de 3 timer fyldt ud. Opgaven som DJ/tidtager gik på skift, og så kørte vi ellers derudaf.

Jeg havde valgt ”kun” at tage Max med og træne det nye FS-program, inkl. de nye overgange fra i går, og en bakke rundt om fører, som pludselig dukkede op i går, og som Max udfører flot og lynende hurtigt. Jeg valgte i begge runder at bruge tiden, hvor den foregående ekvipage var på banen, til at hente Max i bilen og varme ham lidt op udenfor ringen.

I første omgang kørte vi det fulde program to gange. De gik begge fint, der var kun lidt tøven og lidt usikkerhed - det var fordi bl.a. overgangene kun er trænet meget lidt, og lidt manglende førerskarphed – men generelt var jeg supertilfreds. Max var virkelig på og jeg følte at de syv minutter var på niveau med vores bedste FS-træning nogensinde.

Anden omgang var cirka kl. 11 (første kl. 10), opvarmningen gik fint, og i ringen gik det nogenlunde, men Max var helt tydeligt ikke så meget på længere, der var nogle passager jeg måtte korte af, og bakningen blev i en ganske begrænset version. Han var træt.

Jeg besluttede at droppe den tredje omgang, og jeg kunne godt regne ud, at et program som det ovenstående plus de mange motionsture, måske godt kan forklare, at både Max og jeg trænger til at holde lidt træningsfri 

Det var meget spændende at se de andre arbejde med deres programmer, lige fra helt nye programmer med uerfarne hunde, til stjerneevkipager med fantastiske programmer.

Jeg kørte hjem med mange rigtigt gode følelser indeni, og topmotiveret til at arbejde videre med FS2-programmet.

En ganske dejlig uge med masser af fin hundetræning, og bekræftelser af:
  • At Lille Bjørn bestemt stadig er i fin form, topmotiveret og klar til -her en uge før sin 12-års fødselsdag - at arbejde videre i HTM
  • At Max arbejder flot, koncentreret og motiveret i Nose Work og Freestyle
  • At jeg selv hele tiden har fokus på Max’ motivation, og får en masse gode bekræftelser af, at vi er på rette spor
Jeg har på det sidste oplevet en masse små tilkendegivelser, hvor mit samarbejde med specielt Max er blevet rost. Jeg labber det hele i mig, og glæder mig hver eneste gang over at det bliver bemærket, at det bliver kommenteret og at jeg godt véd, at de har fuldstændig ret ;-) Jeg glemmer mig selv nogle af gangene, som ved Anja træningen, hvor jeg efter et af passene sagde højt, ”Hold da op hvor er han bare god” om Max, og Anja direkte kommenterede ”I er gode”.

Den måske allerstørste ros fik jeg ganske uventet på arbejde. Et møde startede ikke helt som jeg havde regnet med, jeg kan ikke beskrive de nærmere omstændigheder, men der var lidt spænding i luften; jeg stoppede min præsentation (lukkede låget på pc’en), tog dialogen med direkte øjenkontakt og vi blev enige om, hvordan vi skulle komme videre. Det virkede fantastisk. Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og sagde med direkte henvisning til den omtalte situation: ”Hvor er du god og rummelig!”. Jeg kan garantere for at jeg svævede ovenpå den ros (og jeg huskede naturligvis at sige tak!!).

PS: Talje Hofte Ratio 1,03 (mål 1,00). Vægt 78,5 kg. (mål 77,0 kg.). Vægtmålet bliver stående, men når jeg når det bliver næste mål sat til 75,0 kg.

torsdag den 23. august 2018

Ferie dag 21 – Bistromad & Rallyprøve


Den første halve dag var ren afslapning, og omfattede bl.a. et smut til Køge for at spise frokost på Odd-fellowgårdens Bistro, og en tur i det endnu engang mest fantastiske vand på Solrød Strand.

Jeg kørte ved 15-tiden til Stestrup og landede først hjemme lidt i 23, efter en hyggelig eftermiddag og aften med at dømme rallyprøver. Det var at støttearrangement for OEC-landsholdet, og hvis jeg skal være helt ærlig har jeg også sørget for papirarbejdet op til prøven og sørget for at resultaterne registreres, så er det ligesom en samlet pakke, jeg har bidraget med 😊 Kirsten synes det var lidt vildt at bruge en halv feriedag på det, men sådan er der så meget …

Jeg oplevede så meget flot hundearbejde i dag, og der var specielt en ekvipage, jeg var helt vild med: Signe Andersen og hendes Islandske Fårehund Lukka, som vandt ekspertklassen med 97 point. Man kunne se at de arbejdede i den perfekte boble. Og allerede efter 5 skilte kunne jeg mærke, at jeg begyndte at holde vejret og tænke på, at det skulle bare blive ved og ved. Det gjorde det heldigvis, der var en ommer på springvandet som var sidste skilt, men jeg vidste bare den ville lykkes. At opleve sådan en prøve er for mig noget af det bedste ved at være dommer.

Der var så meget andet flot, og jeg tør næsten ikke nævne nogen, når så mange burde nævnes. Men så alligevel.


I Juniorklasse var det fedt at opleve Zenja og Bylgjas debut, blændende samarbejde og 87 point med en 13’er på bakke, det var så flot. Mathilde og Boogie gik igen fantastisk, og vandt med 100 point, det var tredje prøve i træk med 100 point 😊

Der var Tina og Woodys debut i begynderklasse til 100 point. Sonja og Lemons 97 point i øvet klasse. Pia og Zazias 95 point og DKRLCH i ekspertklasse.

For ikke at tale om en fantastisk championklasse. Jeg var ikke selv helt tilfreds med placeringen af skiltene på den sidste del, og sammen med deltagere blev den justeret under banegennemgangen 😊
 

Jeg kunne nævne alle i klassen, men vil nøjes med Susanne og Annesines 80 point med en 13’er, Conni og Malous 85 point med en 10’er, Marieanne og Skyes debut i klassen med 90 point med en 10’er og Berith og Spirits 98 point og supercertifikat! Der er simpelthen så mange fantastiske ekvipager i championklassen generelt, det er vidunderligt at se, hvordan de præsterer på topniveau.

Der blev alene på rallydelen et overskud på godt 6.000 kr. til landsholdet, så det var også på den front en fin dag.

onsdag den 12. oktober 2016

Masser af træning



Det lyder måske voldsomt med overskriften, men i går var jeg til 1 times rallytræning hos Johanna og i dag trænede Anita og jeg små 2 timer HTM/FS, og det er meget for mig pt. Begge dage var det kun med Max og begge dage i Stestrup WorkingPaws.

Fotoer viser en ret usædvanlig opstilling for rallytræning hos Johanna. Ikke alene er der ét (1) skilt på banen, der er også et par spring og et utal af kegler. Tilsammen udgjorde det seks baner, som vi skulle rotere imellem.

Første opgave inden rotationen var en rallyudgave af legen, hvor man skal hviske noget til naboen, som skal hviske noget til sin nabo osv., indtil den, der startede, får en ofte ganske forvansket besked fra naboen på den anden side. Her var det rallyøvelser, der skulle udføres. Vi havde hver fået en øvelse, som vi skulle starte med, samtidig med at vi skulle holde øje med sidemanden vil venstres øvelse, som vi skulle udføre umiddelbart efter.

Det gik i fisk for mig allerede under 2. skifte, Max smuttede og jeg så ikke hvilken øvelse, der var den næste. Max var bestemt ikke vild med øvelsen, vi stod tæt på hinanden og jeg kunne ikke holde fokus på ham i det omfang, han havde brug for (fordi jeg skulle se den anden øvelse samtidig) – meget typisk konkurrencesituation.

En anden udfordring var underlaget, som var vildt fascinerende for Max (og flere af de andre hunde). Vi fik tips af Johanna tril at håndtere det. Og vupti, da vi startede hos Johanna i den individuelle runde, var Max’ fører 100 % fokuseret på ham, og vi kørte med klatten. Ovenikøbet fik jeg lavet en hidtil uset udgave af sit foran, hund bakker 1-2-3 skridt, hvor jeg vendte mig i afslutningen!

Hvis jeg skal være helt fair overfor Max – og det skal jeg naturligvis være – var det så første fulde træningstime efter 4 dage på pension, så det var ok at vi lige skulle varme lidt op …

I dag finpudsede Anita og jeg formen inden lørdagens prøver på Samsø.

Anita og Osseau udførte en brilliant udgave af HTM-nummeret og hold da op en udvikling i FS-programmet, fart og tempo, masser af glæde fra fører og hund og Osseaus udstråling var fantastisk.

Det kneb lidt mere med mine programmer. Jeg synes begge var nogenlunde, men der manglede lidt energi fra min side, og så var der noget sjusk med forkerte verbale kommandoer og overflødige håndtegn. Jeg fik en del god feedback og forbud mod at træne mere HTM før prøven!

Jeg har vurderet positionerne i HTM én for én, og jeg synes der er sket god udvikling af dem alle over det sidste halve år. Der er ingen tvivl om at programmet er blevet løftet en del, og når vi kommer i prøvesituationerne på lørdag skal der nok være mere nerve i udførelsen.

Det samme med FS-programmet, vi er mere sikre, og så bliver Max meget mere tryg.

Det bliver så godt på lørdag!

søndag den 2. oktober 2016

Glæde og motivation


Det har været to fantastiske dage!

I går var havde Christina Berantzino inviteret til festlig åbning af sine træningsfaciliteter Stestrup WorkingPaws, og jeg havde fornøjelsen sammen med Anita at stå for noget af underholdningen i form af opvisning med vores HTM/FS-programmer. Jeg havde egentlig kun tænkt at vise HTM, men efter en fin generalprøve fredag besluttede jeg mig endeligt for begge dele.

Det er en skøn hal! Der er stødabsorberende underlag og kunstgræs. Der er alt muligt udstyr til LP og rally, der er flot toilet, der er fine parkeringsforhold og et indhegnet græsareal til luftning af hundene. Den kan varmt anbefales! Læs om den på hjemmesiden.

Vi fordelte vores optræden, så Max og jeg startede med HTM, Anita og Osseau viste deres HTM og jeg sluttede med FS. Det var en perfekt mulighed for at træne et nyt sted med gode forstyrrelser og ny tilgang til starten. Jeg lagde linen lige uden for ringen, gik ind med nogle få godbidder i lommen, og det meget spændende nye legetøj, som jeg viste i blogindlægget fredag. Kort opvarmning med det, bytte med godbid, og så var vi klar! Jeg havde den mest fantastiske følelse under HTM-nummeret. Jeg havde fokus på udførelsen, men hele tiden overskud til at være der for Max, og jeg kunne mærke, at han følte sig tryg og gjorde sit allerbedste. Det var virkelig en pragtfuld oplevelse. Derefter skulle vi se Anitas nummer, som også gik forrygende.

Så skulle jeg ud til bilen og skifte vest med jakke, kasket med sixpence, samt huske stokken. Så var vi klar til FS.



Jeg valgte at lægge linen, der hvor jeg sad, og skulle dermed gå med Max i hallens bredde for at komme til indgangen, og han smuttede på vejen lige ud til madhjørnet med et flot pyntet bord med alskens lækkerier til menneskene … jeg fik ham kaldt til mig, og vi gik ind og arbejdede. Christina skrev bagefter til mig, at han valgte frikadellebordet fra, og det var jo præcis hvad han gjorde – han valgte mig til Jeg var MEGET stolt. Samme opvarmning og vi gik nok vores bedste FS-program nogen sinde. To fantastiske programmer indenfor højst 15 minutter, topmotiveret Max og superglad fører. Det swingede bare.

Jeg siger endnu engang tak for, at jeg fik lov til at være med, det var den skønneste træning.

Jeg tog hjem og havde en hyggelig aften med Christian (på besøg fra Sverige) og Kirsten. Christian fangede Max i den situation, man kan se på fotoet foroven: jeg tror han var godt tilfreds med sin fører 

I dag til turen til Ølstykke og DKK Kreds 1’s rallyprøver. Der var to ringe, Frank Kuhfeld dømte ekspert og champion.

Lille Bjørn startede som nr. 2 id af 15 i ekspertklasse, og gik supergodt. Der var lidt snus, og en anelse hæng, men de sidste 2/3 af den ganske lange bane (3:20 gik vi) gik han som en drøm. Dejligt. Han var virkelig på på den gode måde, ingen lyd, bare opmærksom og præcis.

Ærespladsen gik også fint, det var dæk ved siden af. Han var lidt urolig på et tidspunkt, og jeg kunne ikke afgøre, om han var oppe eller bare urolig, vi blev trukket en 3’er for uro i positionen. Det skete i øvrigt efter 2:29,28, så hvis der var sket 0,72 sekund senere, havde det ikke kostet noget … Vi endte med 93 point og 4. vinder og jeg var meget tilfreds også med det.

Max startede først af 13 i championklasse. Jeg fandt under opvarmningen ud af, at legetøjet havde nul værdi på det tidspunkt, men godbidderne var absolut godkendte, så vi brugte plan B (samme som i Ballerup): masser af belønning de sidste minutter inden vi skulle på. Linen af et par meter fra ringen, belønning, hen til kantbåndet, belønning og så ind og i gang. Det gik virkelig godt. Jeg var superopmærksom på ham hele tiden, og ved det mindste tegn på, at hans fokus var på vej væk, kom der en støtte kommando, og der var masser af ros undervejs. Virkelig en skøn fornemmelse, at jeg helt levede op til mine forventninger til mig selv – og Max ville rigtigt gerne lege bagefter. Som bonus havde Sidsel set hele banegennemgangen, og roste mig specielt for det fokus, jeg havde haft på Max, jeg støttede ham virkeligt godt. Dejligt at høre fra en, der virkelig er skarp til at iagttage.

Vi endte med 96 point og 4. vinder. Det var også en dejlig bonus og en tangering af vores bedste point i championklasse.

Jeg er meget tilfreds med Lille Bjørn, meget tilfreds med Max og jeg er også ret tilfreds med min egen indsats denne weekend. Det har været en stribe dejlige oplevelser og det er præcis de gode oplevelser jeg samler på og bygger videre på.