onsdag den 12. oktober 2016

Masser af træning



Det lyder måske voldsomt med overskriften, men i går var jeg til 1 times rallytræning hos Johanna og i dag trænede Anita og jeg små 2 timer HTM/FS, og det er meget for mig pt. Begge dage var det kun med Max og begge dage i Stestrup WorkingPaws.

Fotoer viser en ret usædvanlig opstilling for rallytræning hos Johanna. Ikke alene er der ét (1) skilt på banen, der er også et par spring og et utal af kegler. Tilsammen udgjorde det seks baner, som vi skulle rotere imellem.

Første opgave inden rotationen var en rallyudgave af legen, hvor man skal hviske noget til naboen, som skal hviske noget til sin nabo osv., indtil den, der startede, får en ofte ganske forvansket besked fra naboen på den anden side. Her var det rallyøvelser, der skulle udføres. Vi havde hver fået en øvelse, som vi skulle starte med, samtidig med at vi skulle holde øje med sidemanden vil venstres øvelse, som vi skulle udføre umiddelbart efter.

Det gik i fisk for mig allerede under 2. skifte, Max smuttede og jeg så ikke hvilken øvelse, der var den næste. Max var bestemt ikke vild med øvelsen, vi stod tæt på hinanden og jeg kunne ikke holde fokus på ham i det omfang, han havde brug for (fordi jeg skulle se den anden øvelse samtidig) – meget typisk konkurrencesituation.

En anden udfordring var underlaget, som var vildt fascinerende for Max (og flere af de andre hunde). Vi fik tips af Johanna tril at håndtere det. Og vupti, da vi startede hos Johanna i den individuelle runde, var Max’ fører 100 % fokuseret på ham, og vi kørte med klatten. Ovenikøbet fik jeg lavet en hidtil uset udgave af sit foran, hund bakker 1-2-3 skridt, hvor jeg vendte mig i afslutningen!

Hvis jeg skal være helt fair overfor Max – og det skal jeg naturligvis være – var det så første fulde træningstime efter 4 dage på pension, så det var ok at vi lige skulle varme lidt op …

I dag finpudsede Anita og jeg formen inden lørdagens prøver på Samsø.

Anita og Osseau udførte en brilliant udgave af HTM-nummeret og hold da op en udvikling i FS-programmet, fart og tempo, masser af glæde fra fører og hund og Osseaus udstråling var fantastisk.

Det kneb lidt mere med mine programmer. Jeg synes begge var nogenlunde, men der manglede lidt energi fra min side, og så var der noget sjusk med forkerte verbale kommandoer og overflødige håndtegn. Jeg fik en del god feedback og forbud mod at træne mere HTM før prøven!

Jeg har vurderet positionerne i HTM én for én, og jeg synes der er sket god udvikling af dem alle over det sidste halve år. Der er ingen tvivl om at programmet er blevet løftet en del, og når vi kommer i prøvesituationerne på lørdag skal der nok være mere nerve i udførelsen.

Det samme med FS-programmet, vi er mere sikre, og så bliver Max meget mere tryg.

Det bliver så godt på lørdag!

Ingen kommentarer: