torsdag den 15. april 2010

Første afbud …

Lille Bjørn og Megan (Foto Camilla Johannessen)


Mandag havde vi premiere på mini-LP-generalprøver i Nørdklubben. Ideen var at man kunne udvælge 4 øvelser, og så gennemføre dem under prøvelignende forhold. Samme pres som til en prøve, men mere overskueligt. Vi var kun fem ekvipager med, det var ligesom da Nørdklubben startede, og det blev en vældig hyggelig aften. Susanne havde Helen og Hans med, og de blev straks involveret som hjælpedommer og kamerahold :-) Der var rigelig tid, så nogle valgte at gå en fuld prøve, andre (som mig selv) holdt fast i vores 4 øvelser. Alle blev videooptaget (tak Hans!) og blev bedømt af to personer, og der var vist ikke mange detaljer der blev overset :-)
Filmene ligger på YouTube:
Camilla og Emma kom til sidst og fik taget en masse fotos, bl.a. ovenstående af Lille Bjørn og Megan. En glimrende og meget hyggelig træningsaften.
Tirsdagen hentydes der til i overskriften. For første gang måtte jeg melde afbud til træningen hos Johanna. Kirsten og jeg skulle tage afsked med Anne og Jenny, som rejser 2½ måneder til Canada, og afskedsmiddagen fik naturligvis prioritet.
I dag var der så fuld damp på i Sydkystens Hundeskole. Mette & Camilla gik i gang med deres kombinerede hvalpe– og unghundehold, og jeg havde anden runde af rallyholdet og dernæst konkurrencelydighedsholdet. Vejret var bare perfekt træningsvejr og der er en skøn stemning på alle holdene.
Weekenden kommer igen til at stå i hundenes tegn. Lørdag skal Lille Bjørn og Megan op i rally og Megan i LP3 for Megan ved Beagleklubbens prøver. Og søndag er der så foredrag om lydighed med Marianne Jensen i Sydkystens Hundeskole. Og jo, der er stadig mulighed for at tilmelde sig!

søndag den 11. april 2010

Lille Bjørn ER en stjerne!

(Foto: Camilla Johannessen)
I dag havde rallynørdklubben sit første arrangement. Det blev afholdt i Jersie, og under noget nær perfekte vejrforhold kunne 9 førere og 12 hunde gennemføre i alt 16 banegennemgange.
Det var en dejlig prøve, med afslappet stemning, men alligevel med det pres som ligger over noget tæt på prøveagtigt. Conni og jeg havde på forhånd delt dommertjansen mellem os, men Lisa stillede straks op som meddommer, og da vi nåede til de sidste gennemgange i Ekspertklassen var hun autoriseret rallynørdklubdommer – til lykke Lisa!
Conni sørger for at de officielle resultater kommer på Nørdklubbens hjemmeside. Her vil jeg nøjes med at skrive om Lille Bjørn.
Som læserne af denne blog véd, er Lille Bjørn en meget klikkerklog hund, og han er rigtigt dygtig når jeg har hans opmærksomhed – men den kan også være meget svær at få …
Han er ikke glad for at køre i min bil, så når jeg begynder at tænke på at pakke bilen for at køre til træning dæmper han, og gemmer sig for ikke at komme med.
For ikke så længe siden fandt vi ud af, at det er det at sidde i buret bagi, han ikke bryder sig om – hvis han får lov til at sidde foran vil han meget gerne.
Så han sad naturligvis foran i dag.
Godbidderne var osteskiver samt kyllingebryst, også sikre favoritter.
(Foto: Camilla Johannessen)
Jeg varmede ikke ret meget op, men havde helt klart hans opmærksomhed da vi gik ind på banen som de første i begynderklasse. Og sådan fortsatte det hele vejen igennem!
Han var totalt på, og gik bare som en drøm: 98 point og en tid på 1:38, vildt hurtigt – det er Lille Bjørn på toppen!
(Foto: Camilla Johannessen)
Jeg havde besluttet, at hvis begynderklassen gik godt skulle vi også prøve øvede klasse, så det gjorde vi så. Igen var der fantastisk koncentration, og at vi kun fik 64 point skyldtes tre x minus 10: I en 270 graders vending satte han sig og kradsede sig, og den tænkte jeg ikke på at lave om, han tømte den ene madskål i fristende 8-tal (!) og i sidestep (sidste øvelse) var han godt nok træt, og selvom jeg lavde øvelsen om fik jeg ham kun til at dække, ikke følge mig. En mere end godkendt præstation, og en meget meget glad og stolt fører. Det KAN lade sig gøre at få superpræstationer ud af den lille stjerne.
Tak til Camilla for fotos, hvor man kan se en glad og koncentreret Lille Bjørn og en koncentreret og glad fører!
(Foto: Camilla Johannessen)

fredag den 9. april 2010

Motivation

Endnu en travl arbejdsuge, men nu er det heldigvis dejligt nemt at komme ud at træne udendørs også om aftenen.
I onsdags skulle jeg – som forberedelse til timen med Camilla fredag – tænde Megan på et nyt target, så jeg fandt et Tupperware-låg og noget Pedigree vådfoder, som jeg sjældent bruger, men Megan er MEGET glad for det.
Megan startede med at lunte ud til target, klik/godbid. Så luntede hun en anelse hurtigere, klik/godbid. Tredje gang var det ikke ok med lunten, så jeg holdt hende i halsbåndet og animerede hende, og der kom bedre tempo ud. Og fjerde gang var ok. Og jeg stoppede.
Så prøvede jeg med Lille Bjørn: Han løb ud til target. Fik belønning (også Pedigree vådfoder), og så lavede vi tre gentagelser, hvor han SPURTEDE ud.
Ja, han er virkelig klikkerklog!
Torsdag var der så to nye hold, der gik i gang i Sydkystens Hundeskole, dels et rallyhold, dels et LP-hold. Jeg varmede Megan lidt op, og gik så rally begynderbanen, men jeg fik samme mønster som tidligere: den første tredjedel er noget rod, de sidste to tredjedele supergode. Jeg må simpelthen træne den start separat, ligesom starten på flere andre øvelser.
Til allersidst blev fem næseprøver med fremmed fært brugt i en næseprøve, som gik superflot – cigarføring, som jeg accepterer, og ellers bare rigtigt godt.
I dag havde jeg så min halve enetime med Camilla. Jeg havde stillet en rallybane op, og samme mønster som før nævnt gentog sig …
Så gik vi i gang med de to øvelser, jeg ville have noget inspiration til: fri ved fod og dirigeret apportering. Og det er ikke nemt, for vi starter helt fra scratch – og der er nogle helt fundamentale ting, som jeg ikke kan med Megan …Hmmm, jeg skal tørtræne at få Megan ind i en helt almindelig plads med skulder-knæ-kontakt, for det kan jeg ikke lige finde ud af. Og skal grundtræne dirigering med target, helt fra grunden.
Jeg kan godt forstå hvis Megan igen igen blev lidt (!) forvirret, for det er da ikke småting hun har måtte prøve på nye måder.
Og den måske mest tankevækkende iagttagelse. Flere gange, da Megan havde fået fri, og Camilla og jeg talte sammen, valgte Megan at ganske i et stykke træ – ikke at tilbyde adfærd, som kunne resultere i hvad jeg mener, er hendes favoritbelønning. Uhyggeligt tankevækkende.
Tusind tak Camilla for en masse skarpe iagttagelser :-)

tirsdag den 6. april 2010

Træning hos Johanna Allanach den 6. april 2010

Så er det blevet forår! Dagens træning foregik på græs, og det var bare skønt!!!
Vi varmede op mens træneren prøvede at få styr på/indfange sine egne hunde :-)
  • Vi startede med Tandvisning (tæt på perfekt)
  • Og Ryg, hvor Megan næsten kom en halv omgang rundt (ok)
Dagens hovedemne var lineføring/fri ved fod, så mens hver af vi 5 kursister fik 7-8 minutter hos Johanna, var der en række andre øvelser vi kunne arbejde med.
  • Jeg kombinerede spring og apport, og med en perfekt springapport og en knivskarp plads var det belønning og ikke mere af den øvelse.
  • Så arbejdede jeg med buk (hmm, ser godt ud, og jeg få belønnet godt, lige inden Megan lægger sig, og med kast væk fra hende, jeg skal have kommando på nu)
  • vekslende med bakning (rigtigt godt, men der kommer lidt bue efter 4-5 meter)
  • Så var det fri ved fod. Johanna dirigerede mig i en LP1 uden line, og så blev den lige dissekeret bagefter. Så her er mine fokusområder til næste gang:
    • Vær meget sjovere og overraskende. Jeg dæmper Megan og det mønster skal brydes. Midt i en almindelig fri ved fod skal jeg gøre noget uventet, fx lade hende lave en slalom, så hun bliver nødt til at holde fokus, fordi jeg ikke bare går forudsigeligt.
    • Gør meget ud af starten. Jeg skal ikke lokke hende til at være klar. Hun skal melde klar til mig, og så skal jeg melde klar til dommeren!
    • Korte intensive forløb med kun højredrejninger, og belønninger for at hun holder hovedet oppe, jeg har fået skabt et flot mønster, hvor hun dukker sig i vendingen (nej, jeg slår hende ikke), og uvægerligt kommer til at hænge.
  • Så improviserede vi lidt felt (Megan blev kaldt tilbage fra et lunteudløb, og jeg fik ”hidset” hende op til at løbe ud anden gang. Lidt rul. Og lidt andet sjovt.
Hjemmeopgaverne til næste gang er:
  • Position ved pind (2 ud af 5 havde trænet den!)
  • Fri ved fod jf. ovenfor
  • Bakke tre meter og afslutte med buk. Kriterium 1: færrest mulige kommandoer. Kriterium 2: kortest tid. (Gad vide om der også skal musik til, så bliver det en HTM-opvisning)

søndag den 4. april 2010

To travle måneder står for døren

Jeg har lige opdateret hundeaktivitetskalenderen og det er et par travle måneder, der står for døren. Det falder sammen med to travle arbejdsmåneder, og så kan jeg ikke få det meget bedre :-)
På hundefronten står den på følgende:
  • Foundation træning lakker (desværre) mod enden, der er kun tre gange endnu, men jeg håber på en fortsættelse Johanna!!!
  • På torsdag starter jeg to nye hold i Sydkystens Hundeskole, dels et rallyhold, dels et konkurrencelydighedshold. Jeg glæder mig som altid rigtigt meget til at gå i gang!
  • Så er der foredrag med Marianne Jensen  den 18. april , hvor hun vil fortælle om LP1, LP2 og LP3 fra en dommers synsvinkel, og om de nye LP-regler. Vi er en del der ser meget frem til dette arrangement.
  • Nørdklubben er i fuld vigør og nu også med en aflægger i form af en Rallynørdklub. Jeg kan og skal ikke deltage i det hele, men er dog med til at arrangere en rallygeneralprøve og en mini-LP-generalprøve. I sidstnævnte er det prøvelignende, men hver ekvipage må kun vælge fire øvelser – det er et eksperiment, som jeg er meget spændt på udfaldet af. Jeg tror det vil give samme pres som en fuld prøve, men bedre mulighed for at få fokus på nogle specifikke udviklingsområder.
  • Så har jeg bestilt en halv enetime hos min yndlingstræningsmakker – Camilla er ubetinget den der træningsmæssigt kender mig bedst, og nu har jeg bedt om hendes hjælp til fri ved fod og dirigeret apportering; det glæder jeg mere end almindeligt til!
  • Sydkystens Hundeskole har engageret Johanna Allanach til en inspirationsaften for vores instruktører (Camilla, Mette og mig selv), og det er bare noget vi ser meget frem til – for hun er den mest inspirerende træner man kan opdrive.
  • Selv om der ikke er så meget fokus på Lille Bjørn pt., så bliver han altså stadig trænet :-) Og for ham står de kommende måneder på nogle rallybegynderprøver (næste gang 17. april), han skal naturligvis udstilles på årets skue for Norwich og Norfolk-terriere den 25. april (som vi selv arrangerer), og hans skal udstilles både på DTK-udstilling 1. maj og DKK-udstilling 2. maj
  • Megan skal både op i rallyekspert og i LP3 den 17. apil og i LP3 den 2. maj. Denne gang vil jeg bede om at der står nogle nørder ved ringside, og kommenterer, hvis jeg ikke har fokus på Megan – målet er at det skal være sjovt (jeg har prøvet det før, men nu skal det være alvor), og det skal der være nogen der holder øje med!!!
  • Sidst med ikke mindst kommer de sidste to kurser med Bob Bailey. Jeg tager til Borlänge 11. maj for at deltage i Chaining workshop 12.-16. maj og Teaching workshop 19.-23. maj. Jeg glæder mig rigtigt meget til alle ovenstående hundeaktiviteter, men jeg glæder mig vildt meget til at møde Bob Bailey igen og lære lære lære ...

lørdag den 3. april 2010

En fiskefrikadelle, tre kegler og fire apporter

Mens halvdelen af Nørdklubben trænede i Hasselgård Træningscenter ”nøjedes” Megan med en halv time i Jersie, igen i det skønneste solskinsvejr. Jeg havde medtaget et styk udskåret fiskefrikadelle som belønning; det samlede træningsudstyr bestod af tre kegler og fire apporter – og så blev der som bonus brug for stopuret til sidst.
Efter lidt sjov opvarmning gik vi i gang med fri ved fod – almindelig gang, langsom gang og 2-skridtsøvelser. Jeg fik Megan tættere på (ret flot synes jeg selv), og bortset fra nogle vendinger (god kampagnekandidat!) var der superkontakt.
Så arbejde vi med stillingsskiftet stå-sit, 5, 8 og 12 meter, og det var bare perfekt! Så prøvede jeg kombinationen dæk-stå-sit på 10 meter, og så rykkede Megan frem, tilbage til 7 meter og så var det ok.
Så fik jeg rodet en del rundt i den dirigerede apportering. Jeg havde placeret en kegle og udlagt apporter to og to, som i LP3. Og planen var så at lave 4 apporteringer fra keglen. Den første venstre apportering gik ikke godt, jeg skulle ned på tre meter for at Megan fulgte dirigeringen. Så kom en meget flot højreapportering. Næste venstreapportering krævede også at jeg gik tættere på, før Megan løb derud (i en bue …), og den sidste højreapportering fungerede først anden gang. Rigtigt dårligt førerarbejde – allerede ved første venstreapportering skulle planen være revideret (eller øvelsen stoppet). Ny plan ønskes til i morgen!
Stå, sid og dæk under gang (som tre selvstændige momenter), var bare perfekt, Megan havde bare kontakt hele vejen, og så plejer den at være der!
Så trænede vi foran/plads/moveon (rally), hvor meningen er at Megan på rent verbal kommando skal sætte sig foran mig, og så enten i plads venstre om (plads) eller højre om (moveon). Jeg er ikke kommet helt af med håndtegnet i foran, men den er liige ved at være der …
Endelig sluttede jeg af med stay og bliv stående, det bliver bedre, Megan fastholdt positionen selvom jeg fristede med fiskefrikadelle foran hende.
Så havde jeg ikke planlagt mere, og der var stadig lidt fiskefrikadelle, men så dukkede fire børn og og skulle spille fodbold, og to unge mennesker, som skulle træne golf. Og yes, det var jo en meget fin mulighed for at træne dæk med forstyrrelser. Så med golfspillerne næsten lige bagved Megan, og de fodboldspillende børn lidt længere væk, blev Megan dækket af: Godt et minut stod jeg synlig – belønning – så to minutter i skjul – godbid – og så et minut i skjul – og belønning i form af søg efter de sidste stykker fiskefrikadelle, som blev spredt ud over græsset.
Bortset fra apporteringen, som jeg altså planlægger bedre til i morgen!, en super træningsomgang!

fredag den 2. april 2010

Effektiv træning i Jersie


Det skønne solskinsvejr blev lige udnyttet til en kort, effektiv træningsomgang i Jersie.
Jeg hørte i søndags hvordan der ved Eliteprøver i Sverige lægges baner, så ekvipagerne kommer hurtigt fra den ene øvelse til den anden – og det skulle jeg naturligvis prøve til dagens træning :-)
Som det ses af tegningen brugte jeg fire kegler (1-4), 2 apporter og et felt.
Jeg havde planlagt træning af 6 øvelser:
  • Fri ved fod, som begyndte og endte ved kegle 1
  • Stillingsskift, hvor Megan blev dækket af ved kegle 1 og jeg gik ud til kegle 2
  • Apportering, hvor vi gik fra kegle 1 og Megan skulle stå ved kegle 3
  • Stå, sid og dæk under gang, som begyndte og endte ved kegle 1
  • Indkald, hvor vi gik ud til kegle 4, Megan blev dækket af, jeg gik til kegle 1 og Megan blev stoppet ved kegle 2
  • Og så fremsending fra kegle 1
Det hele var lagt på forhånd, inkl. apporter, og så blev det til 20 meget effektive træningsminutter, da vi først gik i gang!
Jeg varmede op med lidt bakning og setup, og så var Megan pludselig på (jeg begynder også altid med sådan noget hos Johanna).
Vi gik en fuld LP3 fri ved fod med belønninger undervejs. Jeg havde specielt fokus på armbevægelser (mine egne!), og på at Megan var med – og det var hun hele vejen. Hun er lidt for langt væk, og der var et par standsninger hvor hun ikke satte sig, men mit fokus var bare at hun var med, specielt i vendingerne, og det var hun! Man kan kun træne et kriterium ad gangen …
Stillingsskiftet kørte vi en sjælden gang som fuld øvelse, og det stå-dæk skal jeg have gjort noget mere ved, for vi er stadig ikke kommet ud over 5 meter, så kommer bagbenene meget frem i skiftet …
Udlagt apport var fokus på at Megan følger min armbevægelse og bevæger sig i lige linie mod apporten. Jeg var nødt til efter et par kiks at reducere afstanden til 3 meter fra kegle, før hun tog venstreapporten. Derefter en flot højreapport på fuld afstand. Vedrørende de to kiks var jeg meget hurtig til at afbryde, godt.
Stå, sid og dæk under gang. Alfa og omega er at Megan har kontakt; hvis hun hænger, indtager hun ikke positionerne, så jeg sørger for kun at give kommandoer når jeg har kontakt, men fik kludret med den første sit – resten var bare superflot.
Indkald med stå: meget flot tempo og rigtigt flot stop. Belønning for ståen og ingen afslutning af øvelsen naturligvis.
Endelig fremsending, med meget tempo i udløbet, flot stop og afdækning i første kommando – masser af belønninger og så legede vi inden vi ryddede op efter en meget succesfuld træningsomgang.