The Last Time

Lørdag skal jeg endnu engang til prøve med alle tre hunde

I morgen drager jeg tidligt afsted med alle tre hunde for at deltage i Border Collie Klubben/DKK Kreds 2’s rally- og LP-prøver i Sorø Hallen.

Da jeg gjorde papirerne klar kunne jeg ikke dy mig for en optælling. Jo, den er god nok:

• Megan skal op for 88. gang i Rally (debut 23. juni 2007)
• Max skal op for 32. gang i rally (debut 3. juni 2012)
• Lille Bjørn skal op for 39. gang i LP (debut 18. oktober 2008)

Efter træningen i går kom Anita og jeg til at tale om, hvornår Osseau og Lille Bjørn skulle stoppe med LP. Tankerne kørte videre og til morgen kørte Rolling Stones klassiske (udsendt 26. februar 1965) The Last Time inde i mit hoved:

Well this could be the last time
This could be the last time
Maybe the last time
I don't know. Oh no. Oh no

Hvornår skal det være sidste gang og kan man selv styre det? Lone Sommer har flot beskrevet sin sidste rallyprøve med Panik i sin blog. Hun fik en drømmeafsked med sin stjernehund.

Heldigvis kan vi ikke time afskeden så præcist, som vi drømmer om, men jeg må indrømme, at jeg drømmer om Megans afsked med rally.

Jeg tænker ikke over det til daglig, men jo, hun sover rigtigt meget. Vores ugentlige træningspas på 20 minutter er perfekt. Efter aftensmaden stod jeg i køkkenet med en ende flutes, skar den ud, drengene fik deres del og Megan, hun sov videre inde i stuen.

Jeg har meldt hende til en masse prøver og hvis hvis hvis så bliver hendes prøve nr. 99 og 100 til Islandsk Fårehundeklubs prøver 6. juni (3 dage efter hendes 12 års fødselsdag), arrangeret af Annie og med Anita og Conni som dommere, det ville ikke være et tosset sted at fejre jubilæet.

Og måske pensionere hende.

Det kunne også være sjov at det blev Sydkystens Hundeskoles arrangement 6. September, som var det sidste.

Eller til DM eller til Årets Hund hvis vi kvalificerer os.

Hvis og hvis. Vi tager hver prøve som en gave.

Lille Bjørn bliver 8 år næste måned, og jeg synes han er i sit livs form. Men jeg véd også godt, at der ikke skal meget til, før der er et moment eller en hel øvelse der ikke fungerer, og med 30 LP3-prøver i resultatbogen, må jeg også på et tidspunkt erkende, at vi har gjort hvad vi kunne for at blive DKLPCH.

Tidspunktet for pensionering fra LP bliver nok i år, men jeg har ikke besluttet mig endeligt, der kan ske så meget.

Han skal ikke pensioners fra hundesport, han skal definitivt i championklasse i rally, og jeg er nok talt lidt varm på at tage FS op til "Simon Smith and the Amazing Dancing Bear" i Muppet Show versionen.

Max har forhåbentlig mange mange gode år i sig endnu. Så vi fortsætter i rally et godt stykke frem i tiden.

Hvad med føreren, kan nogen måske finde på at spørge. Jeg skal hilse og sige, at det kan godt være at der bliver droslet ned på nogle aktiviteter - også i hundesammenhæng - men jeg har INGEN planer om at holde op med at træne og gå til prøve.

Generalprøver – uden afslutninger, med forstyrrelser

Anita og jeg mødtes til selvtræning i dag for at pudse formen af inden weekendens prøver.

Jeg kom lidt tidligere for at træne rallychallengebanen med Max et par gange. Jeg kan godt mærke – ikke overraskende – at banen nu sidder i rygmarven, så jeg kun tænker på, hvordan jeg kan sikre fokus ved den næste øvelse – hele vejen igennem. Det kommer stadig fejl, men der er flow og han er på.

Så gik Anita og Osseau deres træning dirigeret af mig, hvorefter Anita dirigerede Lille Bjørn og mig i et næsten fuldt LP3-program – med mange manglende afslutninger. Nu er det også blevet rygmarv, at stoppe visse øvelser og belønne det kritiske sted, når vi træner.

Jeg varmede op med lidt kontakt fri ved fod og springapport. Det hvide spring er altså for højt for ham – og jeg har aftalt med arrangørerne på lørdag at de har et lavt spring.

En fuld fri ved fod (dog lidt korte gangarter), bortset fra lidt hæng/stop i løb og en skævplads var det superflot og med dejlig kontakt.

Stillingsskift, 6 fine skifter, han rykkede næsten ikke og bortset fra at han ikke kan lide at dække i det fugtige underlag var det fantastisk. Jeg afsluttede med Lille Bjørn i dæk.

Den dirigerede apport var virkeligt lækker. Han så ikke den rigtige blive lagt, men den forkerte. En meget flot udgang, et flot stop, ventede flot ved keglen, gik rigtigt på dirigereingen, løb ud og hjem i godt tempo og holdt i munden i anelse skæv plads. Jeg klappede ham og belønnede!!!

Positionerne var også virkeligt flotte, han fulgte godt med i vendingerne og bortset fra den lidt halvhjertede dæk var jeg meget tilfreds.

Superflot stop i indkaldet og belønning for det.

Eneste øvelse, der var kludder I, var fremsendingen. Han løb ud mod en kegle først. I ommeren gik vi tættere og han stoppede alligevel efter nogle få meter. Han kom derefter i feltet, men ville igen ikke dække helt. Jeg gik omkring og belønnede et stykke tid efter værsgo. Heller ingen afslutning her.

Endelig en fin næseprøve, han snusede til to, tog den rigtige (nr. 2) havde et pænt indløb, skæv plads men holdt. Og så smed han.

Bortset fra feltet var det meget tæt på det bedste vi kan præstere i hver øvelse, så selvom det naturligvis ikke på nogen måde er garanti for en god prøve, så synes jeg at forberedelserne har været tæt på optimale.

Så begyndte de andre selvtræningsdeltagere at komme, og jeg benyttede lejligheden til at gå challengen med Max, mens der var fuld gang i de fire andres træning. Bl.a. gik vi lige mod Anja og Magic tre gange for at bakke væk, og det gik fint. Senere kom Sonjas Lemon hen for at hilse, Max holdt sin position og vi fortsatte lige efter, som om intet var hændt. Flot Max!

Han holdt fint fokus og vi endte på en samlet tid på 2:15, hvor der var korrigeret for hilsepausen.

Tak til Anita for god træning og til Sonja og Anja for perfekte forstyrrelser.

Og så kunne vi da lige stå og beundre Sonja og Anjas intensive træning, det var til at blive helt forpustet over, både pga. intensiteten, motivationen og præcisionen.

En grimasse, der kan passe - generalprøver

Mandagens baner

Det er 2½ måned siden jeg sidst har været til prøver, det bliver godt at komme i gang igen i weekenden i Sorø, hvor den står på rally med Megan og Max begge dage og LP med Lille Bjørn lørdag.

Mandag var der generalprøve for Megan og Max.

Vi brugte mine baner fra i onsdags, som dels kunne gås som 4 lige baner, dels kunne gås som én lang bane. Og da temarne var tempo, forstyrrelser og præcision var det en glimrende anledning til at gå tæt efter hinanden på banerne, så vi blev presset.

Den ugentlige træning med Lone og Christina er Megan eneste træning, den er timet til 20 minutter og jeg synes selv det gik fint. Vi gik alle banerne på både højre og venstre side, og jeg synes selv jeg får ret meget fokus i forhold til de første gange. Jeg var ret tilfreds.

Max gik også fint, men det er meget nemt at se, når han mister fokus, fx når der kommer ”ny” hund i hallen, eller de andre kom for tæt på i vendingerne.

Lone skrev på Facebook: ”Og tak for træningen i går. Det er ikke hver dag du får en pisk i måsen!” Det var et let klap lige inden Max skulle snurre rundt på højre side, og jeg mistede helt focus :-) Ikke underligt at hundene også nemt kan miste fokus, når der sker noget uventet.

Jeg gik også gået 3 x challenge banen med Max, og det går bedre og bedre og hurtigere og hurtigere. Der er stadig nogle få usikre momenter, men de 24/25 skilte kan jeg i søvne.

I dag var det Lille Bjørns tur hos Susannes LP-hold.

Starten var ikke noget at skrive hjem om, men jeg lovede Susanne at nævne det. Først varmede jeg op med apport, Lille Bjørn smed den mellem mine ben og lettede ben op ad den. Så var der en springapport, hvor han dårligt ville tage apporten og nogle meget rodede positioner. Hos Susanne valgte jeg dirigeret apport, han luntede mod den rigtige, drejede mod den forkerte og endte med at pølse lige op af Susanne …

Så er det om at finde en grimasse, der kan passe … Jamen, jeg havde luftet ham, hvad jeg også havde, men åbenbart ikke nok.

Men herfra gik det så virkelig godt.

Superflotte fællesøvelser. Lange, flotte passager fri ved fod. Nogle rigtigt gode sekvenser med stillingsskift. En god dirigeret apport, hvor han holdt apporten i afslutningen, En springapport, hvor han holdt i afslutningen. 3 rigtigt skarpe positioner.

Et ok indkald, efterfulgt af en lidt rodet fremsending, hvor jeg bevidst ikke afbrød: han stoppede 5-6 meter ude og kiggede på mig, ny kommando, flot ind i felt, 3 afdækninger, rundt om og klik et stykke tid efter at jeg havde fået værsgo til indkald; han lå bomstille.

Endelig en næseprøve med det gode søg, som vi savnede sidst og så pyt med at han smed i afslutningen.

En super god generalprøve.

Den sidste finpudsning bliver til selvtræning med Max og Lille Bjørn på torsdag.

Hvad betyder noget?

Max og Frasse

 

Jeg synes virkelig min hjerne har arbejdet på højtryk de sidste par dage. Det kan man så grine af eller lade være, men jeg synes virkelig den har sendt mig på en masse underlige ture, som jeg ikke selv følte jeg havde kontrol over.

 

Kirsten havde fødselsdag i fredags, Sandra, Christian og Frasse kom først på eftermiddagen og vi fejrede Kirsten med en hyggelig middag.

Det er sjovt som fødselsdage kommer til at fylde mindre og mindre med årene. Kirsten fyldte ikke rundt, så vi fejrede det i en meget lille kreds. Selvom jeg synes 2 i 6te er et flot, rundt tal.

Frasse er bare så lækker, glad, livlig og smilende. Han kan kravle og han vil så gerne tale og gå, og pludselig kan han det hele. Han er vildt interesseret i Max – og det er gensidigt – så de får forsigtigt lov at hilse på hinanden. Jeg er helt sikker på, at når Frasse bliver lidt større så bliver han og Max jordens bedste venner.

Så flyver tankerne tilbage til min kærlighedsløse barndom. Jeg har tit ville skrive ordet, men det blev altså i dag. Jeg kan ikke bruge det til noget – udover at erkende at sådan var det – men det er vigtigt for mig selv, for at forstå nogle af mine reaktioner.

Måske var det et indlæg af Christina Huebert på Facebook, der fik mig til at tænke tilbage. Hun skrev, at hun giver sin ene nyre til sin mor. Min reaktion lang tid efter – 1½ døgn er uendeligt i Facebook sammenhæng – var denne: ”Jeg kender dig jo slet ikke, vi er bare Facebook-venner. Men jeg synes du er fantastisk. Det er fantastisk dejligt, at du elsker din mor så meget, at du vil give noget af dig selv, bogstaveligt talt, for at hun kan få lov til at leve et godt liv. Det har virkelig fået mig – og sikkert mange andre – til at tænke over, hvem der virkelig betyder noget i ens liv. Det er stort af dig og jeg håber du og din mor får mange dejlige år sammen.”

Jeg ville ikke have drømt om at give min mor eller en far en nyre. Jeg kan kun komme i tanke om Kirsten eller Christian jeg ville give en nyre. Men jeg kunne forestille mig dilemmasituationer, hvor valget ville være rigtigt svært.

Jeg har også ofte tænkt på det i forhold til hunde. Jeg håber, ikke at nogen er i tvivl om, at jeg elsker mine hunde meget højt og at de betyder rigtigt meget for mig. Men i forhold til det andre gør for deres hunde, er jeg langt efter. Mine hunde er hunde, de er ikke mini-mennesker. Jeg håber ikke, at jeg kommer i situationen, men hvis fx Megan skulle komme til at fejle noget, og hun skulle igennem en behandling – som jeg ikke synes var værdig for hende – for at blive rask, så ville jeg ikke gøre det. Ja, der kan være grænsesituationer, men hun nærmer sig de 12 år, og hvad skulle formålet være?

Meget værre (aldersmæssigt), hvis det var Max. Jeg bilder mig selv ind, at jeg vil tænke ligesådan, er det værdigt for ham? Eller jeg håber, jeg vil tænke sådan. Jeg håber jeg vil tænke på alt det gode, vi har oplevet sammen, og seriøst ville tænke over om livsforlængelsen kun ville være for min skyld eller også være for hans skyld.

Når jeg tænker sådanne tanker bliver livets små trakasserier til småting ved siden af, luksusproblemer hed en blog om netop dette.

Der har været 2-3 situationer de sidste dage, som har irriteret mig rigtigt meget, men hvor jeg tror jeg har behersket mig tilstrækkeligt til at jeg ikke kammede over. Jeg har ikke fortrudt mine reaktioner og endnu mindre mine følelser i de pågældende situationer; men jeg har naturligvis tænkt over hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.

Jeg kan ikke forhindre følelserne i at opstå. Kan jeg afværge reaktionerne? Næppe. Men jeg kan forsøge at arbejde med at styre, hvordan jeg handler bagefter – hvis modparten betyder tilstrækkeligt for mig. Jeg skrev om det i en blog om inkompatibilitet.

Min konklusion: Mine følelser og reaktioner opstår, fordi de er affødt af situationer og mennesker, der betyder noget for mig.

Hvis jeg var rigtigt fræk ville jeg perspektivere ovenstående i forhold til hundetræning. Men jeg er sikker på at du, kære læser, har fanget pointen.

* * *

Hvornår kommer mit blogindlæg nr. 1000. Her er de 8 bud:

Dato	Kl.	Dage til
22-06-2015	21:35	134
28-06-2015	22:10	140
19-07-2015	20:19	161
06-08-2015	21:30	179
09-08-2015	21:15	182
14-09-2015	18:54	218
10-11-2015	22:24	275
16-01-2016	16:00	342

Selvtræning og challenge

Jeg har selvtræning de fleste af de torsdage, hvor jeg ikke går på rallyhold hos Johanna, og i dag var ingen undtagelse. Anita og jeg havde aftalt at mødes en halv time før og jeg endte med at komme yderligere en halv time tidligere. Så der var masser af tid til både Max og Lille Bjørn.

Med Max arbejdede jeg primært med den challenge, vi har fået til næste rallyomgang hos Johanna. Vi skal gå en rallybane på 120 sekunder. Der er et start skilt + de rekvisitter vi har brug for, men ellers intet, altså ingen andre skilte. Pointen er at vi skal lære en bane udenad, så vi kan gå den knivskarpt med vores hunde.

Der er selvfølgelig nogle regler: Det skal være forskellige skilte, øvelserne må ikke gentages (korrekt første gang) og der er krav til sværhedsgrad: C E Ø B, C E Ø B osv., dog må en øvelse godt ligger over det anførte så C C C C er fx ok. Jeg har lavet banen i mandags, har opbygget den i logiske klumper og har arbejdet noget med at huske sekvensen.

I dag skulle den stå sin prøve i praksis. Jeg havde lavet en bane på 25 skilte, nok mere end der kan nås på 120 sekunder, men for en sikkerheds skyld.

Først huskede jeg at gå banen uden hund. Derefter gik jeg det to gange med Max, med passende belønninger. Og endelig en gang efter at Anita og Osseau var kommet, og det var noget distraherende for Max kunne jeg godt mærke. Men i øvrigt gik han som en drøm.

Lille Bjørn gik – bortset fra fællesøvelser – stort set et helt LP3-program. Der er detaljer der fungerer (bliver bedre) og noget der driller, men samlet var jeg mere end almindeligt tilfreds med ham. På drillesiden er at han selv stoppede i et indkald og at han gik på Anitas værsgo i indkald fra felt. Positivsiden var bl.a. at hans vendinger i fri ved fod mv. er blevet superskarpe. At han tager stillingsskiftene på første kommando og stort set holder positionen. At han holder apporten /næseprøvepinden i afslutninger. At han lavede en fantastisk positioner under gang. Jeg føler virkelig at grundniveauer er blevet hævet.

Skøn selvtræning!

Mandagsrallychampionnørdetræning og tirsdagsLPforstyrrelsestræning

Mandagsrallychampionnørdetræning

Mandagstræningen i rally med Christina og Lone kører videre på bedste vis. Lone har beskrevet den i sin blog i går  og jeg er ganske enig med hende.

Jeg plejer at lukrere på de baner, vi bruger mandag, til mine onsdagshold. Men denne gang var det modsat, vi brugte min åben klasse bane fra i onsdags.

Den blev brugt til venstre- og højrehandling, og vi improviserede nogle skilte, hvis vi ville have det lidt sværere.

Ved siden af var der fokus på kegler og felt (der var lige noget der skulle trænes efter sidste uge …) og tredobbelt spring.

Hyggeligt og fornøjeligt.

Max gik ret godt det meste af tiden, og jeg arbejder virkelig med hans fokus frem til sideskifter, og alligevel mistede jeg et springvand 3-4 gange :-(

Efter at Megan var blevet varmet ordentlig op gik hun også meget fint, bl.a. åben klasse banen på højre side. Hun var på i præcis 20 minutter (timet) og Max resten af tiden.

Anja havde hold i hallen lige bagefter og vi bad om forslag til vores træning næste uge. Det kom hurtigt: forstyrrelser, tempo og præcision. Tjek!

TirsdagsLPforstyrrelsestræning

I dag startede februarrunden af LP-træningen hos Susanne, vi var kun tre og vi havde fokus på træning med forstyrrelser.

Sikken en masse vi nåede.

1. Hund søge plads
2. Hund sendes om slalompind (for at få tempo) og søge plads. Jeg fandt hurtigt ud af at det kunne Lille Bjørn godt (løbe om pind) og såmænd også cirkle om den.
3. Fri ved fod. Susanne sad i midten. Der var lagt en cirkel af legetøj om hende. Vi skulle gå fri ved fod rundt om legetøjet og efterhånden ind omkring hende, hvor hun også lokkede med godbidder. Lille Bjørn var totalt sej, og var på stort set hele tiden. Selvom der var lidt der skulle tjekkes undervejs, så kom han hurtigt tilbage hver gang.
4. Så skulle hundene dækkes af ved legetøj, førerne ind til Susanne og vi skulle lave tre stillingsskift. Stå, sid, dæk. Lille Bjørn bakkede i sit (perfekt!) og rørte sig ikke ud af flækken – fantastisk flot!!!
5. Så en almindelig apportering, hvor apporten skulle smides mellem legetøjet. Intet problem for Lille Bjørn som ovenikøbet kom lige ind og holdt apporten!!!
6. Så en dirigeret apport, hvor apporterne blev lagt ved legetøjet og den, der skulle hentes mod feltet. Lille Bjørn løb direkte ud, kiggede lige på legetøjet, tog apporten og kom flot ind. Verdensklasse!!!
7. Så fremsending, først bare forbi legetøjet, så forbi en stol og endelig forbi stol med Susanne på. Det sidste blev lidt for svært, og vi måtte tættere på. Men jeg kunne også se på Lille Bjørns udløb, at han var træt. Det var virkelig træning, der krævede meget løbearbejde i dag.
8. Næseprøven gik da også galt. Han diskriminerer helt tydeligt ikke, når han er træt, så næste gang er det aftalt at vi igen slutter med næseprøve, men jeg varmer op med pinde uden fært, godbidder indimellem, og dermed igangsætning af diskriminering. Vi ser om det lykkes.
9. Til allersidst skulle jeg prøve et indkald, og det var ok, men hans tempo cirka 60 % af normalen. Han var virkelig træt.

Superdejlig træning, tak Susanne!

Rally skilte

Paul og kursist (foto: Kirsten Holm Iversen)

Jeg havde i dag fornøjelsen at undervise for DKK på holde Rally skilte, som var annonceret:

”Har du brug for:

• en opfrisker af de nye 2014 skilte?
• indlæring og udførsel af skiltene?
• tips til indlæring/træning af Champion øvelserne?
• ny inspiration til egen træning eller undervisning?

Så er dette kurset for dig. Der veksles mellem teori og praktik.”

Kursustitlen var ikke den mest sexede, men jeg var svineheldig og havde seks topmotiverede, engagerede og dygtige kursister. Så er det pludselig rigtigt sjovt at undervise.

Efter en kort introduktion og præsentation gennemgik vi først skilteændringerne samlet.

Derefter blev skiltene gennemgået detaljeret klasse for klasse – med udførelse, indlæring og typiske fejl - og efter hver klassegennemgang skulle deltagerne gennemføre en bane i den pågældende klase med lutter nye skilte.

Efter en kort frokost talte vi generelt om højrehandling, og gennemgik de nye skilte for at diskutere detaljer i ved højrehandling af dem.

I ”øvelse der driller” var vi vidt omkring med æresplads, et skridt til venstre, fremsending til felt, bakke til højre, bakke væk, dobbeltspring ro og tilbage m.fl.

Indimellem havde vi samlinger hvor vi talte om at opbygge øvelser trin for trin – ud fra et billede af, hvordan den færdige øvelse skulle se ud – at sætte kriterier, at hæve kriterier, være konsekvent, træne fra momenter til konkurrence, træning med forstyrrelser mv.

Vi havde også en spændende snak om det at gå i gang på banen til en prøve (hvad man gør i minutterne op til man går ind på banen).

Vi sluttede med en bane, som deltagerne selv byggede af nye skilte, alle gik den ene gang og to seje to gange. Klokken var over 15 og både hunde og førere var trætte, så det var forståeligt at de ikke orkede mere.

Som ekstra bonus fortalte jeg ærligt om nogle af de ting, jeg fortæller kursisterne, og som jeg også er begyndt på selv ;-) Fx at udnytte hele tiden til banegennemgang. Og jeg blev mindet om forskellige detaljer, som jeg selv skal arbejde med.

En superhyggelig dag.