Hvad gør dig glad?

Jeg fik spørgsmålet forleden, det er også et, jeg ofte stiller mig selv. Det er vigtigt mentalt (for mig), at være bevidst om, at der sker mange ting, hver dag, som gør mig glad. Så nu skriver jeg bare løs.

Det danske sundhedsvæsen. Jeg kan kun kommentere ud fra min snævre synsvinkel, men jeg har været privilegeret i et noget kringlet og langstrakt sygdomsforløb KUN at løbe ind i gode oplevelser. I mandags oplevede jeg det ganske enestående, i forbindelse med en akut tid på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, at lægen jeg havde aftale med, bad om hjælp og pludselig stod der 6 læger og undersøgte mig. Jeg véd at det betyder, at det ikke er lige ud ad landevejen, og ja, jeg kunne da ønske jeg bare fejlede noget almindeligt … men jeg kan da ikke forlange mere fokus. Og heldigvis, så synes jeg det nu langt om længe er begyndt at gå den rigtige vej. 

Møde med Møns Bank i dag, med Jon min bankrådgiver og Michel min formuerådgiver. De er altid topforberedte, det er jeg også. Nu er der styr på forskudsopgørelse 2024, aftaler om budgetter mv., så der er grundlag for at lave en konkret plan for udbetaling af pensioner i starten af 2024, og som bonus noget information om sundhedssikring, som jeg ikke var opmærksom på. Dejligt.

 

Uventet at modtage Claus Boxenbaums Blue By You med posten fra forfatteren og hans kone Susanne. Jeg skrev naturligvis tak og havde skrevet en mini-anmeldelse, og Claus har kvitteret med ”Du er den eneste, af de mange, der har kommenteret, der på bedste vis har nuanceret din bedømmelse af Blue By You, så der både er roser og ris, og det er præcis den vinkel på bogen, en forfatter har den største glæde af.”

Min anmeldelse: ”Jeg synes bogen startede lidt trægt, lidt staccato-agtigt. Hvor er vi på vej hen? Men pludselig skete der en hel masse, og de mange spændende personer og handlinger udvikles, og jeg blev virkelig revet med. Jeg synes bogen er elementært spændende både på det ydre plan og på det indre.

Jeg fortalte Kirsten om den, og hun spurgte om det var noget for hende … det kunne jeg med det samme svare nej til. Hun vil gerne have meget mere ”kød” på fortællingerne: ind bag personerne, nuancer i forholdene, beskrivelser der gør, at personernes ageren bliver forståelig/troværdig.

Jeg synes bogen har grundlaget for at blive en fantastisk roman, hvis der bygges videre på den. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg i hovedet ser det for mig som en vildt spændende og fængslende film med masser af stof til action – bare tag Williams selvmord, hovedpersonens nær-død på ski, den uventede datter, Malene/Julies død og hovedpersonens likvidering af to skurke – og rigtigt mange relationer, som der kan komme så meget kød og drama på.

En dejlig og læseværdig bog, men jeg er krævende og ønsker mere, når det er så oplagt 😊

Tusind tak for at give mig oplevelsen!!! ”

Helt uventet at modtage en julekalender fra Summer Bird (plus nogle bonus flødeboller). En daglig glæde frem til jul, og anledning til en espresso og afslapning.

Jeg købte et lille Panasonic anlæg til mit kontor, og har rå-nydt at høre en masse Rolling Stones, Love, Beatles og aktuelt er jeg i gang med at høre Mozarts klaverkoncerter fra en ende af, i udgaven med Daniel Barenboim og English Chamber Orchestra.

 

Vi (jeg) er ikke helt der, hvor vi har lyst til at gå ud og spise, så nyder vi gode takeaway muligheder i nabolaget, sidste weekend igen noget fra Muldiverset, vidunderlig dansk lammekølle med fantastisk tilbehør.

Jeg faldt for nogle vine hos Crimewine, bestilte dem, fik at vide at de ikke sender, forklarede min situation og endte med at få dem bragt en lørdag. Flemming fra Crimewine kombinerede leveringen med et besøg med fruen på Frederiksminde, så jeg tror vi ude i en rigtig win-win 😊

Vinene er fra Weinhaus Bettina Schumann UG, og i går nød vi ”Weinhaus Schumann: Walk on Clouds 2021”. Nogle noter: Lys, gylden. Flot duft, dåsefrugt, fersken, medium fyldig. Fantastisk i munden, kompleksitet, syre, fylde, nærmest tyggelig, et fantastisk glas vin.” Det er en utraditionel mix af Weisburgunder og Chardonnay. Virkeligt vidunderlig.

Jeg var tvunget til at udskifte min pc, der var lidt for mange taster der ikke rigtigt fungerede. Installation og opdatering af den nye ASUS Vivobook gik tæt på smertefrit. Der var lidt med Outlook, der drillede, det var fordi jeg ikke tænkte mig om. Dreamweaver var lidt mere tricky, men Christian gav mig lige stikordene, og det hele fungerer som det skal nu.

Fedt samarbejde med Lonni og Liv om opdatering af noget rally-materiale. Altså, når man bare kan mærke, hvordan vi spiller sammen, inspirerer hinanden og nyder at der kommer noget fint og sammenhængende ud af det, det er dejligt.

 

At kunne nyde i går aftes at se Mens Juleklokkerne ringer (Alf Nielsen, 1917), en 23 minutter lang dansk stumfilm. Juleaftensdag, enkefru Ejlersen og hendes voksne søn John er fattige, han betaler med sine sidste penge moderens husleje, så hun ikke bliver sat på gaden. Han prøver at få et forskud af sin chef fabrikant Berg, som principielt ikke giver forskud. Berg fejrer en overdådig, men trist juleaften med sin lille datter Else og en barnepige, mens John desperat går rundt i byen. Han er desperat, fordi han ikke har en gave til sin mor og ender med at bryde ind hos Berg for at stjæle en gave.

En stramt fortalt historie, med flot og enkelt fokus på de sociale forskelle, den manglende glæde hos alle bortset fra Else, som sikrer at julefreden indfinder sig på alle sider på den gode måde.

Scenen, hvor hun opdager John, der er brudt ind, er flot fotograferet, se fotoet og lidt efter kommer Berg og følger deres samtale. En dejlig julefilm.

Lige så langsomt er jeg begyndt at træne med hundene igen. Det har ikke været muligt den sidste måned, men nu kan jeg så småt gå i gang. Otto med Sirius Tricks, Max med Rally, nogle ganske korte pas hver dag; jeg kan mærke at jeg er rusten, og det er Otto også. Max er totalt frisk. 

Jeg håber at Max og jeg er klar til at gå til prøve 31. december og dermed kan have generalprøve på Årets Hund finalen 6. januar 2024. Max har kvalificeret sig for niende år i træk, og jeg vil meget gerne have den finale med …

 

I eftermiddags fik jeg mulighed for at se Folkeuniversitets livestream med Anders Kofod-Petersen Kunstig intelligens, kunstigt sprog?, som humoristisk og meget vidende fik sat AI i perspektiv.

Og der er meget andet der har gjort mig glad, men de allerbedste ting hører til privatlivet :-)

PisseGod Ledelse - Vi er alle ledere. Tips og Tricks til nye PisseGode Ledere (Leise Astrid Passer Jensen og Brian John McCullen Dahl, 2023)

Leise og jeg lærte hinanden at kende for mange år siden i en Projektlederklub. Jeg har fulgt hende på LinkedIn, senest arbejdet med bogen PisseGod Ledelse. Jeg tilmeldte hendes nyhedsbrev forleden, blev inspireret af indholdet, begyndte at læse PisseGod Ledelse, og blev ærligt talt revet med på den skønneste måde.

Bogen er baseret på 7 forudsætninger og 8 paradokser, som hver er behandlet i 3 kapitler. Det er svært ikke at blive nysgerrig, spændt, inspireret eller andet godt – og måske også lidt provokeret indimellem? – af forudsætningerne:

1. Troen på det bedste i mennesket
2. Inspiration, frivillighed og tillid virker bedre end magt
3. Der findes en positiv intention bag enhver handling
4. Respekter andres model af verden
5. Vi er hele mennesker
6. Relationer erstatter hierarkiske organisationsformer
7. Vi lever i en verden med stigende kompleksitet

og paradokserne:

1. Hvis man vil lede andre, skal man kunne lede sig selv
2. Hvis du søger magten over andre, kan du miste den over dig selv
3. Hvis du vil have kontrol, må du selv slippe den
4. Hvis du vil opnå mere, skal du gøre mindre
5. Hvis du vil vise dit mod, skal du vise din sårbarhed
6. Når du ønsker andres tillid, må du selv udvise den
7. Hvis du tror, du skal motivere andre, så lad være
8. Hvis du vil øge din bevidsthed, skal du mindske din ubevidsthed

Jeg var solgt i kapitel 1, da PisseGod Ledelse blev defineret:

PisseGod Ledelse:

• At udøve Ledelse i organisationer, der ikke består af magt-hierarkier og ubrugeligt bureaukrati, men hvor beslutninger tages af dem, der rent faktisk har viden og formår at anvende den.
• At lede med værdighed, respekt og uden at tvinge andre til noget.
• At aktivt fokusere på at skabe et involverende og bæredygtigt arbejdsmiljø med engagerede, ansvarsbevidste kolleger.

Og så er jeg 110 % enig i præmissen, om at for at være en god leder skal kan først og fremmest kende sig selv rigtigt godt.

Jeg værdsætter bogens løse struktur, der opmuntrer til at springe rundt i materialet, opfordrer til at springe afsnit over, som kan være lidt nørdede (jeg sprang ikke noget over 😊) og masser af referencer både til kendt og (for mig) mindre kendt(e) litteratur/videoer/artikler – flere som jeg blev fristet til at se nærmere på.

Men det jeg først og fremmest elsker ved bogen er det overskud og engagement som stråler ud af hver side. Leise og Brians brændende ønske om at formidle deres tanker om hvad der skal til, for at mennesker kan blive gode ledere og hvad det kræver af organisationer. Deres hudløse ærlighed, når de deler erfaringer fra to lange og lærerige karrierer. Når man næsten fysisk kan mærke følelserne, så véd man, at det ikke ”bare” er en bog, de har skrevet, det er en vision om en revolution inden for ledelse.

Brians indlæg, som citeres her, er for mig noget af det smukkeste jeg har læst, jeg fik ærligt talt tårer i øjnene af at læse det:

"Som det meget selvstændigt tænkende og reflekterende individ jeg var (og stadig er), har jeg med årene opbygget en øget følelse af mit eget værd og en egen fornemmelse af, om noget gik godt eller skidt. Det kaldes også for at være ‘internt refererende’, hvilket betyder, at jeg ikke længere er så afhængig af at modtage andres feedback. Anerkendelsen er rar at modtage, og jeg glæder mig også over at få den. Men den supplerer kun min indre fornemmelse. Selvom feedbacken eller den eksterne anerkendelse måtte mangle, har jeg alligevel en indre fornemmelse af, hvordan noget er gået. I øvrigt føler jeg et værd uanset resultatet, for jeg kender min hensigt og ved at den er positiv. Jeg tænker, at dette er et resultat af det slid, jeg har gennemgået for at lære mig selv at kende. Men også de kriser, som jeg har gennemlevet, har spillet ind. Det er dog oftest sent, at man ser gaven i dem, men de medfører bl.a. muligheder for en stor selvindsigt."

Det gad jeg godt have skrevet!!!

Jeg kunne skrive en masse yderligere superlativer om bogen, men egentlig vil jeg bare opfordre alle, der har den mindste interesse i ledelse, i at læse den – og kunne jeg tilføje med et glimt i øjet, hvem kan dog ikke have det 😉

En afsluttende bemærkning. Jeg havde dobbelt fornøjelse af mange af øvelserne, hvor jeg dels relaterede til situationer fra mit arbejdsliv, dels relaterede til en række hobbyaktiviteter mv., som også involverer ledelse.

Reference: PisseGod Ledelse

Rally, vin, liv og perspektiv

Farfar og Max vindere (Leo)

Jeg var senest til rallyprøve 11. november, en dobbeltprøve i Ringsted arrangeret af DKK Kreds 2.

Max og jeg gik to fede baner, jeg husker at jeg nød dem fuldt ud. Det bedste var at få dommerens favorit to gange, med begrundelser, som jeg virkelig kunne forholde mig til og glæde mig over. Stine, som fremhævede Max’ og min fantastiske udvikling sammen. Janne, som omtalte os som et gammelt ægtepar: jeg gjorde noget, Max fulgt bare med, nærmest som om han bare instinktivt vidste, hvad jeg ville gøre.

Prikken over i’et var at komme hjem til svenskerne, og få Leos fantastiske tegning med Max og mig som vindere, for det var vi og det er vi.

Siden har jeg måtte melde fra en række prøver, herunder en dommeropgave, ud fra den helt enkle betragtning, at jeg skal passe godt på mig selv. Heldigvis er der gode venner der kan hjælpe mig på vej, når min optimisme kommer en anelse i disharmoni md virkeligheden … det betyder vanvittigt meget.

 

I dag kom invitationen til finalen i Årets Hund i rally. Max og jeg har kvalificeret os for niende år i træk og for første gang i seniorklasse. Det var ikke en overraskelse, jeg har gået målrettet efter kvalifikationen, og jeg har stået for udarbejdelse af kvalifikationslisten, men derfor er det alligevel en skøn fornemmelse, at vi stadig kan være med på topplan.

Hvis alt går vel håber jeg at gå et par prøver 31. december 2023, så finalen i Årets Hund 6. januar 2024, og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Helbredet går den rette vej, men ærligt talt – til ingens overraskelse – alt for langsomt. Men det er også en sund mental øvelse at erkende at livet kan skifte meget pludseligt, og skulle vænne sig til at få det bedst mulige ud af det.

 

Til aften fik jeg det første glas rødvin længe, Cascina Massara, Barolo Massara 2017, en ganske ung, tør, streng og alligevel lidt frugtig Barolo, med engelsk lakrids, tjære og vidunderlig fylde i munden. Nok drukket for ung, men et dejligt glas vin.

Jeg har, lidt i dække af Black Friday, købt omkring 30 flasker forskellig vin samt en Coravin, som muliggør at drikke vine glasvis uden at trække proppen op. Jeg går i træning med at smage vine, gøre noter mv., for at være klar til sommelieruddannelsen, der starter marts 2024. Jeg kan godt mærke, at det er topmotiverende.

I går gik jeg også i gang med et af de nyeste indkøb fra den lokale boghandel Tidens oprindelse, en fascinerende bog om verdens skabelse og den slags … Jeg tror jeg kan love, at jeg ikke skriver en anmeldelse, det er altså ret tungt stof, men nogle noter skal der nok komme.

Nykøbing Falster Sygehus 16.-22. november 2023

Et dejligt måltid: Svenske kødboller med grov kartoffelmos, flødesauce og ærter, is og dagens kage.

I henhold til kalenderen skulle jeg være fløjet til Oslo fredag den 17. november om morgenen, for at dømme NM i Rally i weekenden.

Sådan kom det ikke til gå.

Jeg var til læge med noget eksem/udslæt 4. september, det udviklede sig ikke helt godt. 26. september var jeg hos hudlæge og kom under behandling. Det gik ikke helt, som det skulle. 16. november kl. 10 var jeg til konsultation på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, den helt store gennemgang med biopsi og blodprøver. 

Jeg kom hjem ved 15-tiden, gik direkte i seng; det næste jeg husker er Kirsten, der vækkede mig, jeg havde ikke hørt telefonen ringe.

Det var Pernille fra Dermatologisk. Jeg skulle akut indlægges. Jeg kan svagt huske at jeg spurgte om det var nu, det var det selvfølgelig.

Kl. 18:56 blev jeg indlagt på Nykøbing Falster Sygehus.

 

Den første stue

Der blev målt en masse. Jeg fik en seng. Jeg var på enestue. Der var en læge og nogle andre, og jeg svarede på en stribe spørgsmål. 

Min afdeling :-)

På et tidspunkt blev jeg kørt et andet sted hen. Jeg kan huske tanker om Kubricks 2001: A Space Odyssey og Godards Alphaville køre gennem hovedet, noget futuristisk og ret uvirkeligt. Der blev taget røntgenbilleder af lunger. Jeg tænkte, de var vildt grundige.

Når jeg tænker tilbage på det melder der sig ord som: professionalisme, tryghed, nærvær … det føltes rart, jeg kunne slappe af og jeg tænkte: Paul, du er de allerbedste hænder.

Jeg havde det ærligt talt rigtigt skidt, og heldigvis blev jeg forskånet for alle de hårde data undervejs. Dem har jeg kunne læse i det Besøgssammendrag jeg fik i forbindelse med udskrivningen. Et infektionstal på 300 (CRP), Diagnosen Akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP) affødt af terpinafil. Intet jeg ville have været lykkeligere af at vide undervejs.

 

Jeg havde heldigvis overskud til at få læst bl.a. Blink, om at kunne foretage hurtige beslutninger på et kvalificeret grundlag.

Da jeg tog afsked med Josefine, den ansvarlige læge, og Sarah, den plejeansvarlige sygeplejerske, i går, fortalte jeg at jeg havde haft en FED oplevelse på sygehuset.

Jeg følte mig i centrum i en stor, velsmurt maskine, hvor talrige (50 måske, jeg aner det ikke) havde direkte kontakt med mig. Jeg følte at de alle var topprofessionelle, ikke én dårlig oplevelse. Jeg følte kontinuitet, der var ikke noget der smuttede. Jeg mødte masser af ægte smil, interesserede spørgsmål, omsorgsfuldhed og engagement.

De mange søde kommentarer til mit udseende, hvor mit ansigt over de seks dage udviklede sig fra noget monsteragtigt til mit normale ansigt. Den daglige glæde over de små fremskridt.

Der blev også tid til snakke om hunde og vind og vejr.

Jeg tænkte mange gange, at det er ikke ”bare” 50 individer, der vil yde deres bedste. Det er det også, men det opleves som noget andet, når det hele fungerer som et samlet hele. Så er det fordi nogen støtter det ledelsesmæssigt, og det virker.

 

Adgangskortet 

Jeg ville gerne takke hver enkelt og jeg håber dette indlæg bliver delt med mange, som har været en del af processen. Her vil jeg takke mit behandlingsteam: Josefine, ansvarlig læge. Sarah, plejeansvarlig sygeplejerske. Wioleta, SOSU-assistent. Sara, SOSU-assistentelev. 

Jeg er sikker på at I gør en forskel mange gange, hver dag. I forhold til mig gjorde I en kæmpeforskel og jeg vil give jer al den anerkendelse jeg kan drømme om, for at I gør, hvad I gør, på en så fantastisk måde. 

Tusind tak!!

Fantastiske øjeblikke

Jeg er blevet 71 år, jeg har haft sidste arbejdsdag, jeg har fået diagnosen psoriasis, jeg er blevet tændt på film igen og … ja, jeg glæder mig over en masse fantastiske oplevelser og øjeblikke i mange forskellige sammenhæng. 

Vi har fået både takeaway fra og spist på Muldiverset, som ligger på Stavreby Strandvej. Man skal vide hvor det ligger, men når vi nu har lært det at kende, har vi bare lyst til at komme igen og igen. De har en meget sympatisk profil, vi har følt os meget velkomne hver eneste gang og ikke mindre vigtigt: de laver noget virkelig fremragende mad, lavet fra bunden, baseret på lokale råvarer, så vidt muligt, økologisk og det smager fantastisk. I lørdags noget lækkert smørrebrød. Der er heldigvis mange der har fundet denne perle, og ja, vi kommer helt sikkert igen. 

Efter frokost var det perfekt at gå en lille tur med hundene på Slotsbanken ved Jungshoved Kirke. Der er en meget lille havn, og en skøn udsigt over Bøgestrømmen. 

Søndag formiddag havde Max og jeg fået plads på en uofficiel NW senior prøve arrangeret af Trine Jensen (HundensFavorit) hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Næstved. Det var meget veltilrettelagt og superhyggeligt, med 6 ekvipager formiddag og 6 eftermiddag, vi har husket at takke for en flot prøve. Mine kriterier var naturligvis afpasset efter træningstilstanden. 

Her er mine noter skrevet lige efter: "Det bedste: Megafedt beholdersøg hvor vi hurtigt fandt begge kilder og fører lige skulle bruge tid for at huske at melde færdig. Fedt arbejde af Max i det første indesøg (et kontor, ikke foto) hvor han fandt den ene kilde. Han arbejde godt og vedholdende men med tydelig frustration når det blev svært, fair nok når vi slet ikke træner NW 🙄 Superhyggelig snak Aino, Tina Brigo, Ulla Vest, Anni og Helle L. Flot feedback fra Trine. Masser af læring, der var specielt i køretøjssøg mange fejl med poter oppe". 

Mandag var sidste arbejdsdag i Nets. Jeg afleverede pc, telefon og adgangskort, der var hyggelig afslutning med min afdeling og nogle gamle kolleger, nogle flotte taler og et par fine gaver. En dejlig måde at slutte af på. Jeg har ferie resten af måneden og fra 1. december er jeg rigtig pensionist; mentalt er jeg det allerede 😊 

I forbindelse med at vi talte om mit liv efter Nets var det vist åbenlyst for alle, at jeg i den grad var klar, og snakken gik om film og hunde og have, og Kenneth min chef spurgte til sommelieruddannelsen. Helt ærligt, den havde jeg fortrængt. Jeg var jo helt klar til at gå i gang med den, med der kom en operation og genoptræning i vejen. Men jeg takkede for reminderen og nu er jeg tilmeldt del 1 af uddannelsen på Vinakademiet med start til marts 2024. 

Jeg har været igennem et længere forløb hos Hud- og Hyperhidroseklinikken (via firmaordning) for at blive udredt i forbindelse med noget eksem på fingrene der udviklede sig og bredte sig. I går faldt dommen, jeg har psoriasis. Det er da træls, men jeg kan uden videre nævne en hel masse, som kunne været meget værre. Det er godt med diagnosen, jeg er blevet henvist til at finde en hudklinik, hvor jeg skal have igangsat strålebehandling. Der er jo lang ventetid, men jeg fik en fantastisk oplevelse da jeg ringede til Hudklinikken Vordingborg. En forstående sekretær talte med lægen i frokostpausen og ringede tilbage til mig for at høre om jeg kunne komme i morgen kl. 9 … OM jeg kan!!! 

En af fødselsdagsgaverne fra Kirsten var Dansk Stumfilm, som udkom sidste torsdag, og som jeg har skrevet en lille omtale af her. Jeg noterede sidst i omtalen seks film jeg gerne ville se, og jeg lagde ud med Klovnen (A.W. Sandberg, 1926), som jeg så i går aftes. 

Klovnen (Kilde: Det Danske Filminstitut)

Handlingen kort. Det lille familie omrejsende cirkus Bunding drives af James (Maurice de Féraudy) og hans kone Graciella (Kate Fabian). Deres datter Daisy (Karina Bell) er linedanser og den talentfulde klovn Joe Higgins (Gösta Ekman) det store trækplaster. De to unges forlovelse fejres efter en forestilling. En repræsentant fra et firma i Paris tilbyder Joe et engagement, og alle fire tager til Paris. Joe bliver en gigantisk succes, alt tegner lyst. Modeskaberen Marcel Philippe (Robert Schmidt) har et godt øje til Daisy, som forlader mand og forældre for at følge ham. Joe begynder at drikke, Daisys ægteskab ulykkeligt og det tragiske er uundgåeligt. Daisy begår selvmord. Joe er tæt på at skyde den ruinerede Marcel, som dog dør af et hjerteanfald lige inden. Joe møder Daisys datter Daisy, som det antydes at han selv er far til uden at vide det, og indser at had og hævn ikke gør noget godt. Jeg blev blæst omkuld af filmen. 

Den er flot fortalt, den er styr på det filmtekniske. Jeg elsker de sjove måder filmens land kontra by, fattig kontra rig illustreres på, og den enkle, næsten naive måde skismaerne stilles op, uden at det virker anstrengt eller belærende. Jeg er vildt imponeret af dramaturgien og den flotte måde scenerne bygges op. Fx hele forløbet frem til at Daisy vil fortælle Joe, at hun forlader ham for Marcel, ikke får det gjort og så ser han det i en dramatisk spejlscene. Eller hele scenen i cirkus mod slutningen, hvor Joe som supplement til sin trickpistol med blomsten, har fået en skarpladt pistol, og har til hensigt at dræbe Marcel, som langsomt begynder at fatte mistanke; det er flot opbygget scene med et overraskende klimaks: Marcel dør, men ikke fordi Joe skyder ham. Gösta Ekman er formidabel som den tragiske klovn og illustrerer mesterligt hans udvikling fra glad, forelsket knægt, til berømt, jordnær og altruistisk stjerne, som naivt tror det bedste om de fleste. Og uhyggeligt overbevisende viser han Joes fortvivlende forfald, med den lille positive åbning til sidst. 

Det var en nydelse af opleve Klovnen, en gigantisk dansk film på internationalt niveau i sin samtid.

I dag fik jeg reminder om Covid-19- og influenzavaccination, fik booket tid i Faxe, så det passede med at jeg kunne fortsætte til Hundene på Bjerggården, hvor jeg havde en aftale om introduktion til nordisk rally. Det var en kærkommen anledning til at få genlæst og genopfrisket nordiske bedømmelser, inden turen næste fredag går til NM i Kongsvinger. 

Neel vidste jeg kom og tog fusen med en flot kegle, en toscaner fra 2017, som fødselsdag-/flyttegave, tusind tak for det 😊 

Masser af skønne oplevelser, også flere end der er nævnt, og jeg føler mig flyvende.

Dansk stumfilm (Lars-Martin Sørensen, 2023)

Jeg må åbent indrømme, at jeg fra første side blev suget ind i det store, prægtige værk Dansk stumfilm. På knapt 400 overdådigt illustrerede sider beskriver Lars-Martin Sørensen med enorm viden og overblik den spændende historie om dansk film fra den spæde fødsel sidst i 1800-tallet over storhedstiden ca. 1906-1913, gennem turbulente krigsår og efterkrigstid, til nedturen i 1920’erne, med nogle væsentlige undtagelser. 

Det er spændende og dramatisk stof og det er medrivende og indsigtsfuldt formidlet. 

Vi begynder med den første danske filmforevisning i 1896, den første danske film Kørsel med grønlandske Hunde (Peter Elfelt, 1897) og hører om driftighed for at spinde guld på det nye medie. 

Ikke mindst ser Ole Olsen fra starten filmen som international, og han ønsker forretningsmæssigt klogt men i praksis vanskeligt realiserbart at have kontrol med hele værdikæden: produktion, distribution og præsentation. Hans Nordisk Films Kompagni bliver en dominerende spiller. Vi hører naturligvis om Løvejagten (Viggo Larsen, 1908) og kontroverser med en vis Alberti i den forbindelse, samt om Storm P.’s korte filmkarriere. 

Den tekniske udvikling går stærkt, og det er interessant at læse sammenligningen af Løvejagten med En rekrut fra 64 (Urban Gad, Alexander Christian, 1910), bl.a. klipningen. 

Fotoramas Den hvide slavehandel (Alfred Cohn, 1910) sætter nye standarder for films længde (3 spoler = ca. 45 minutter), plagieres uhæmmet af Nordisk Films Kompagnis Den hvide Slavehandel (August Blom, 1910), som blev en kæmpe international succes. Og så var der Afgrunden (Urban Gad, 1910), hvor Asta Nielsen og Poul Reumerts gauchodans satte en helt ny standard for erotisk udstråling på film, og kickstartede die Astas karriere. Filmen er kun bevaret i fragmenter og i ret dårlig kvalitet, bortset fra dansen, fordi man under restaureringen fik adgang til et klip, der var uden slitage; det var den svenske censur, der havde klippet det ud af filmen. 

Vi hører om de første store stjerner Valdemar Psilander og Asta Nielsen. Jagten på sidstnævntes arvtager, da hun meget hurtigt tog til Tyskland: Betty Nansen, bl.a. om hendes uglamourøse karriere i USA, danserinden Rita Sacchetto og Clara Pontoppidan, sidstnævnte bl.a. i Blade af Satans Bog (Carl Th. Dreyer, 1921). 

Som kom Første verdenskrig og vilkårene blev dramatisk forandret, herunder naturligvis også forholdene for filmproduktion, filmindhold og distribution. Vi kan læse om internationale versioner, forskellige slutninger til forskellige markeder, selvcensur mv. Om det vanskelige og ofte umulige i at navigere på områder, hvor alt var politik. Der blev skabt nogle pacifistiske film, som i princippet kunne ses ganske neutralt: Ned med Vaabnene! (Holger-Madsen, 1915), Pax Æterna (Holger-Madsen, 1917) og Pro Patria (August Blom, 1916). 

De økonomiske forhold gjorde, at fastansættelse hos filmselskaberne ikke længere var økonomisk muligt, man hyrede fra film til film og det gjorde at mange danske filmfolk søgte udenlands. Bl.a. var det tilfældet for to af de helt store i dansk filmhistorie Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer. 

I løbet af 1920’erne fortsætter derouten, med nogle få undtagelser, mest kendt det internationalt berømte makkerpar Fyrtårnet og Bivognen. 

Bogen slutter med et spændende kapitel om digitalisering af stumfilmene, et møjsommeligt, tidskrævende og bekosteligt arbejde. Men det er gjort og det er en kæmpesucces, tænk at vi digitalt på Stumfilm.dk har adgang til alle bevarede danske stumfilm. 

En spændende og meget underholdende bog, som udover at være generøst illustreret har talrige QR-koder, som fører direkte til relevante film eller filmklip, meget brugervenligt og en perfekt anledning til at bladre igennem bogen, falde over et godt billede eller en fin tekst, og så se filmen live. 

På min ”ønskeseddel” over film jeg skal se, inspireret af første gennemlæsning af bogen: Atlantis (August Blom, 1913), Det hemmelighedsfulde X (Benjamin Christensen, 1914), Hævnens Nat (Benjamin Christensen, 1916), Klovnen (A.W. Sandberg, 1917), Klovnen (A.W. Sandberg, 1926) og  Jokeren (Georg Jacoby, 1928).

Mon ikke der kommer flere til?

Det eneste jeg savner i bogen er et stikordsregister. Den virker så gennemarbejdet, og det er virkelig besynderligt og upraktisk at der ikke er et. Jeg skulle finde omtalen af Emilie Sannom, Filmens Vovehals, Danmarks første stuntkvinde, der skulle bladres lidt for at finde den fine omtale side 192-202.

Dansk stumfilm kan anbefales på det kraftigste til alle der interesseret sig bare lidt for filmens historie.

Præstø og fødselsdag

Først tusind tak til de mange, som har givet sig tid til at sende en hilsen til mig i anledning af, at jeg fylder 71 år i dag. Jeg er virkelig rørt over de mange søde beskeder.

Jeg vender tilbage til fødselsdagen, men først og fremmest skal det handle om Præstø.

Præstø blev ramt utroligt hårdt af stormfloden 20.-21. oktober. Jeg har fået mange bekymrede henvendelser om hvordan det gik for os; vi var heldige ikke at blive berørt direkte.

Som enkeltpersoner kan vi ikke gøre meget, men sammen kan vi gøre en forskel, og der er naturligvis gang i en masse aktiviteter for at skaffe midler til gavn for Præstø.

Sydkystens Hundeskole vil gerne synliggøre, at vi er del af fællesskabet og vil yde vores bidrag. Derfor har vi ansøgt om en dobbelt rallyprøve 23. juni 2024, og bestyrelsen har godkendt at overskuddet går til Præstø. 

Vi håber på og regner med at kunne få sponsorpræmier fra lokale butikker mv. 

Prøverne afholdes på Bårse Stadion og er mig bekendt de første rallyprøver nogensinde i Præstø. Prøverne tæller til Årets Hund i DKK 2024. Vi håber på stor opbakning og jeg slår naturligvis op i relevante grupper på Facebook, når tilmeldingen åbner. Men interesserede kan godt reservere dagen 😉

Kirsten og jeg gør vores for at støtte lokalt. Vi bruger lokale håndværkere til alt, senest gardiner til hele huset. 

Det kan godt være bøgerne kan købes billigere på nettet, men vi handler hos den lokale boghandler. For helt ærligt vil vi hellere betale lidt mere end billigste mulige pris, hvis vi i stedet er med til at sikre et bredt udvalg af butikker lokalt. 

Nogle nye bekendtskaber i denne uge er restaurant Ingrid på Frederiksminde og Bio Bernhard. 

Ingrid har meget begrænsede åbningstider, om aftenen kun onsdag og torsdag 18-20, og der én menu. I onsdags var det Svamperisotto og hvidløgsbrød samt Pæresorbet med ymerskum og crumble. Begge retter i særklasse og et glas Rosso di Montalcino fuldendte oplevelsen af et måltid langt ud over det sædvanlige. Vi vender helt sikkert tilbage. 

Nytårsaftensmenuen er bestilt på Frederiksminde. 

I går var Kirsten og jeg for første gang i Bio Bernhard, hvor vi så The Miracle Club (Thaddeus O'Sullivan, 2023). En film om tro, håb, sorg, vrede, bitterhed, forsoning – om at vove at komme ud af sin komfortzone, at forstå at miraklerne ikke kommer til en, men fødes inde i en selv. En film som også handler om abort og hvilken skade manglende mulighed for legal abort kan medføre, men ganske diskret tematiseret. 

Jeg nød filmen, jeg fældede flere tårer, det er en dejlig film. 

I dag skulle svenskerne være kommet for at være med til min fødselsdag, men desværre var Christian ikke helt frisk, så vi satser på næste weekend i stedet. 

Kirsten forkælede mig med saltimbocca til aften, mit bidrag var Teusner Big Jim Shiraz 2021. En ret i Michelin-klasse med en hammergod vin til. Så er det fedt at blive 71 år. 

I morgen står den på frokost for 2 i stedet for 7 på Muldiverset, en af de allermest spændende spisemuligheder i vores område. 

Og så er jeg altså meget tændt på at smage på to af fødselsdagsgaverne. Den ene er nogle øl fra nano-bryghuset Sønderby Bryghus, jeg har valgt Here Comes the Sun (og ja, den har noget med Beatles at gøre 😊) og Walcher Grappa Pinot Noir.

Jeg skal altså også nævne, at jeg er vild med at kunne gå dejlige ture i nærområdet!!!