søndag den 30. januar 2011

Træning med Lille Bjørn

I dag var jeg til den ugentlige træning på Camillas LP-begynderhold med Lille Bjørn.

Jeg stillede som sædvanlig rallyskilte og kegler op, varmede lidt op med Megan og varmede derefter lidt op med Lille Bjørn.
Jeg synes selvfølgelig han er meget veltrænet – men alligevel bliver jeg imponeret over hvor meget han kan være på: total kontakt hele vejen igennem når jeg ønsker det, og meget præcis i de øvelser hvor jeg har lagt vægt på det i træningen.
Vi nåede i dag i det officielle program:

  • Kontakt
  • Plads
  • Plads ved bevægelse
  • Stå-sit
  • Introduktion til spring
  • Indkald med forstyrrelser
  • Næsesøg – introduktion til bunkemetoden
  • Fællesdæk – introduktion hvor hunden skal ligge ved siden af føreren i x sekunder
Derudover arbejde jeg med diverse rallyøvelser, masser af fri ved fod, pole (gå om pind). LP1 og LP2 spring mv.
Lille Bjørn var på i 5 kvarter, og var bare dejlig at arbejde med.
Og Camilla er altså bare fantastisk som instruktør – jeg tror nok jeg har skrevet det før, men så gentager jeg det nu.
Hun sætter overliggeren højt, elsker når vi går efter den, men accepterer når vi sætter lidt lavere mål.
Vi får feedback, meget specifik og altid med et smil. Camilla skaber en fantastisk stemning på holdet. Det er bare rigtigt hyggeligt at være på træningspladsen.
Som I, der læser min blog, véd, har jeg trænet hos de bedste instruktører i Danmark. Jeg er ret sikker på at Camilla slet ikke tænker om sig selv i de baner, men hun er altså en af de helt skarpe instruktører!
Lille Bjørn og jeg er rigtigt glade for at få lov til at træne hos hende :-)

fredag den 28. januar 2011

Hundeskole, Gustav og freestyle

Gustav og Paul
Jeg har haft nogle ikke-planlagte fridage, og de er gået en del – men ikke kun! - i hundene.
I tirsdags var vi på udsalg i København og fik en lækker frokost på Bøf og ost, jeg fik deres sildebuffet med 10 slags sild for 109 kr., og det kan varmt anbefales!
Om aftenen stod den på instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole. Med seks engagerede instruktører går det ikke stille for sig :-) Vi har nu fået skitseret et skarpere kursusprogram, der gerne skulle give vores kursister endnu bedre mulighed for at følge forskellige flows igennem vores kursusudbud, afhængig af deres interesser. Vi skal arbejde yderligere med kursusbeskrivelser og den konkrete planlægning om nogle uger, men der tegner sig et rigtigt spændende program for de kommende måneder.
Onsdag formiddag fik jeg bl.a. lavet årsregnskab for Norwich Terrier gruppen i Dansk Terrier Klub. Nydeligt, med et overskud på et par tusinde kroner.
Onsdag eftermiddag havde jeg lovet – på mine og Kirsten vegne – at passe Gustav, Camilla og Runes skønne dreng! Kirsten er bestemt ikke den store børneelsker, men selv hun indrømmer at Gustav er noget særligt, og jeg synes det var overhyggeligt. Udover at alt muligt skulle undersøges, og der skulle spises, og hygges og leges, fik jeg set noget ret sjovt børnefjernsyn sammen med Gustav. Jeg var nødt til at gå et par timer før Gustav skulle hentes – undervisning i Sydkystens Hundeskole! – og fik at vide at Gustav havde grædt da jeg gik, men heldigvis hurtigt faldt i søvn derefter. Dejlig dejlig dreng, som jeg gerne vil passe noget mere … hvis Kirsten giver mig lov :-)
Onsdag aften stod den så på de to dejlige LP-hold. Det første, hvor Susanne Jervin og jeg underviser sammen, er på 12 deltagere, opdelt i 3 grupper cirka efter niveau, og jeg havde fokus på lineføring i den ene gruppe og fremsending i de to andre i min del af træningen. Dagens bedste oplevelse (undskyld alle I andre), var at se de fire LP1-hunde være nået meget langt med deres lineføring. Fantastisk kontakt, skarpe vendinger, et afstemt tempo, og gode belønningsstrategier. En fornøjelse. Og så fik jeg lejlighed til at diskutere en række forskellige strategier i forbindelse med indlæring af fremsending – det bliver rigtigt godt at se udviklingen på den del også.
På Stjerneholdet har jeg efterhånden lært mine begrænsninger at kende … jeg skal finde noget mere fantasifuld påklædning/udstyr med for at distrahere hundene. Og – er der fuld enighed om på holdet – udover fællesøvelserne har vi hver gang fokus på én bestemt øvelse, i onsdags dirigeret apportering. Der var der rig lejlighed til at diskutere kriterier og generalisering. Den ridehal vi bruger bliver brugt som ridehal, der er to hold hunde lige inden stjerneholdet, deriblandt en tæve i løbetid, og det giver rigtigt mange distraktioner, og vi lavede fremsendingen i retning mod den halvdel af hallen, hvor de andre trænede. Svært og god anledning til at konstatere, at der kan være brug for at sænke kriterierne i starten.
I torsdags var jeg først oppe hos Sofie Eggert Hjorth. Jeg havde bestilt en enetime for at få gennemgået/kommenteret/inspiration til mine htm-programmer for Lille Bjørn og Megan. Jeg havde sendt mine to musikvalg inden, jeg havde lavet skemaer med opdeling af de to programmer, og jeg havde forslag til program for de første 40 sekunder for Lille Bjørn og det første minut for Megan. Det var meget spændende at arbejde med at udvikle programmerne. Hundene kom slet ikke på banen, men vi fik gennemspillet musikken, fik arbejdet med hvad de to hunde kunne/kunne lære i forhold til at sammensætte et fornuftigt program, der bl.a. skulle leve op til følgende krav: det skulle være realistisk, der skulle være tid til at trække vejret/begå mindre fejl – uden at det samlede program kollapsede, der skulle være fleksibilitet, så kompleksiteten kunne øges (når vi nu skal udvide programmet), og ikke mindst skulle det være meningsfyldt og timet i forhold til musikken.
Så der skete en hel masse med mine oplæg. I begge fik vi introduceret en intelligent anvendelse af en rekvisit (en stok). Jeg fik nogle af de komprimerede dele udvidet, så der var mere tid til at vise hvad vi kunne – og mindre hæsblæsthed og dermed risiko for at det faldt sammen ved mindre fejl. Jeg fik bevidsthed om at tænke på arealet, herunder dommernes placering, så arealet blev udnyttet og tricksene blev vist, så dommerne kunne se dem. Osv. osv. Det er rigtigt meget nyt at lære, og det var rigtigt betryggende at være i erfarne hænder, og opleve Lille Bjørns program udviklede sig på en spændende måde, fordi stokken blev introduceret og anvendt spændende. Og Megans program blev hurtigt skrottet (alt for meget htm, og jeg vil jo freestyle), og pludselig blev der introduceret de detaljer, der får forløbet til at blive den kærlighedserklæring til Megan, som jeg havde drømt om! Tusind tak til Sofie for en time, som virkelig rykkede meget indholdsmæssigt, men ikke mindst mentalt i forhold til min forståelse af disciplinen freestyle.
Jeg har aftalt med Sofie, at jeg skal have en næste enetime, når jeg er kommet godt i gang med de to programmer. Og hun har også spurgt ind til mine mål ..., så dem kom jeg også til at sige højt, men jeg skrive dem ikke her ... endnu!
På vejen hjem var jeg omkring DKK og hentede papirerne vedr. rallyprøven 26. februar 2011. Så nu kan kataloget snart udarbejdes.
Om aftenen stod den på 1) møde med Anne Ingevold om træning mv. i Spaniel Klubbens region 2. 2) Dummyhygge, hvor vi var en lille håndfuld der lavede vores egne dummyer med lækkert kaninskind. Jeg fik lavet en meget stor og en lille, og jeg glæder mig til at prøve dem med Megan i morgen. 3) Generalforsamling i Spaniel Klubbens region 2. Jeg blev valgt som dirigent, og det var en dejligt fredsommelig oplevelse. 10 deltagere, og ingen vilde diskussioner, så det hele var overstået på en time.
I dag kl. 10 står den på møde med Solrød Kommune om træningsarealer, det er vi ret spændte på – vi vil så gerne kunne tilbyde vores medlemmer noget mere!!!

mandag den 24. januar 2011

Vild med dans

Jeg er altså blevet LIDT grebet af det der freestyle …
De to melodier kører rundt i hovedet hele tiden. De to detailplaner ligger fremme og der bliver noteret på dem løbende. Jeg har bestilt en enetime for at få input og kommentarer. Det føles godt!
Udover de to – velvalgte synes jeg selv – melodier, er grundlaget for et færdigt program selvfølgelig, at hundene kan øvelserne.
Så jeg er i fuld gang med at indlære diverse tricks med både Megan og Lille Bjørn, så der er et støtte repertoire at trække på, når det færdige program skal fastlægges. Herunder er en bambuspind (i mangel af bedre) introduceret om targetstick.
Det er tydeligt at min begejstring smitter af på hundene, og de arbejder så det er en fornøjelse begge to.
Det er bare sjovt det her!

søndag den 23. januar 2011

Topmotiveret Lille Bjørn

Hold da op en fantastisk træningstime vi havde i dag i Jersie! Lille Bjørn og jeg går på Camillas LP begynderhold i Sydkystens Hundeskole, hvor vi har selskab af fem andre hunde. Lille Bjørn er den ældste og mindste i klassen, og holdet passer perfekt til os. Jeg stillede som sædvanlig 4 rallyskilte og nogle kegler op, og opvarmningen bestod i at udføre diverse øvelser ved og omkring opstillingen, og belønne med vekslende intervaller rundt omkring i forløbet. Lille Bjørn var totalt opmærksom og rigtigt dejligt på, og det fortsatte bare hele timen :-)
Dagens øvelser var kontakt, balje, plads (klikke hinanden), vente (stimuluskontrol), indkald, næseprøve (med Megan som demohund af færdig øvelse) og High 10 som afsluttende for sjov øvelse.
Camilla er som altid god til at introducere øvelserne og give feedback, og skabe en rigtig god stemning på holdet.
I stedet for næseprøven arbejdede jeg med apporteringen med Lille Bjørn, en øvelse jeg ikke har trænet i meget lang tid med ham – og hold da op hvor gik det godt, han hentede og kom pænt ind ved siden af mig da jeg begyndte at gå væk fra ham, og anden gang satte han sig og holdt apporten i flere sekunder inden jeg klikkede – og besluttede at stoppe med denne fantastiske succes.
Den følelse jeg havde under og efter træningen var bare så god – da jeg kom hjem var min første kommentar til Kirsten: ”Det føles som den bedste time jeg nogensinde har været til med Lille Bjørn”.
Det er skønt at arbejde med hunde!!!

torsdag den 20. januar 2011

Planlægning

Planlægning er en essentiel del af mit professionelle virke som projektleder.
Og det er det også lige nu i hundesammenhæng.
  • Der skal løbende planlægges for de to ugentlige LP-hold i Sydkystens Hundeskole.
  • Jeg har sendt oplæg til instruktørerne i Sydkystens Hundeskole til vores planlægningsmøde i næste uge, hvor vi gerne skulle få styr på holdene for resten af 2011: holdtyper, fordeling på egne og andre instruktører osv.
  • Og ikke mindst er planlægningen af Lille Bjørn og Megans freestyle-programmer i fuld gang.
Og det med freestyle er virkelig seriøs planlægning. Jeg har nu fundet musikken til begge programmer, et afgørende grundlag for et godt nummer, og det har krævet en del lytning.
Og så er jeg i gang med planlægningen af Megans nummer, hvor det første minut nu er planlagt detaljeret: Dvs. det er beskrevet med sekunders intervaller hvad Megan og jeg skal gøre, bestemt af skiftene i musikken.
Og så er jeg begyndt at gå dette minut uden Megan, for at sikre mig at alle detaljer kan udføres i takt til musikken uden hund.
I morgen tager jeg hul på et par sekvenser med Megan. Og så kommer der uden tvivl nogle justeringer. Der er nogle af elementerne (både tricks og HTM), der skal være lidt skarpere, men det skal nok komme.
Det kan ikke længere skjules: Jeg er blevet grebet af en ny disciplin indenfor hundetræning!
Vi har også seriøse diskussioner herhjemme om jeg skal prøve med Lille Bjørn … Mon ikke 1 minut i for sjov klasse skulle være muligt?? – og ikke mindst min påklædning til Megans nummer. Det bliver Ikke noget med tylsskørt, men nok med stråhat!

søndag den 16. januar 2011

Sporkursus for øvede

Megan venter på at gå spor (foto: Camilla Johannessen)
I dag stod den så på sporkursus for øvede. Og lad mig indrømme det straks: Jeg har ikke fået trænet spor med Megan siden begynderkurset midt i november 2010, og vi var absolut ikke klar til at gå noget der mindede om et øvet spor.
Men det betød ikke at vi fik mindre udbytte af kurset med Vibeke Gyldenkærne som instruktør, Sydkystens Hundeskole som arrangør og Køge-Herfølge Jagtforening som vært.
Vi fik en hurtig repetition af indholdet af begynderkurset, og hørte derefter om:
  • Målsætning ved et sporsøg: sporstil, sporfasthed, generalisering, koncentration, ro, glæde mv. Og ikke mindst at det er selve sporet, der skal være attraktivt for hunden, ikke en belønning ved enden af sporet!
  • Træningen: Motivation, opbygning af sporteknik (først små skridt …), generalisering (underlag, vind og vejr, sporalder, afledninger, genstande på sporet, fremmedspor mv.)
  • Indlæring af knæk og spidser
  • Afledninger
  • Beskrivelse/dokumentation af sporet, herunder sporrapportering
  • Særlige problemer ved sporarbejde. Som til forveksling ligner problemer i al anden form for træning :-) For svært underlag, overtræning, utålmodig fører går for hurtigt frem (fx accepterer at hunden går for stærkt), fører hjælper hunden i stedet for at lade hunden løse problemet.
Megan har bestemt ikke den ønskede teknik, hvor hun zigzagger mellem højre og venstre fodaftryk, så jeg fortsatte med at lægge lige motivationsspor, med lidt længere skridtlængde, for at få tempoet i søget ned. Når skridtafstanden var for lille skøjtede Megan over sporet og passerede en masse godbidder. Men kort line, ro på og ordentlig skridtlængde gik hun rigtigt pænt, og gennemførte nogle gode 90 graders knæk.

Paul lægger spor (Foto: Vibeke Gyldenkærne)
Megan fik ikke gået så mange spor, men hun var på hele dagen (hun slapper ikke af i en bil), og oveni i gårsdagens kursus har vi INTET mærket til hende siden vi kom hjem. Der bliver sovet igennem :-)
Tak til Vibeke for et meget velgennemført kursus med en masse godt præsenteret teori, og en masse god feedback ude på det frosne/mudrede areal :-))))

lørdag den 15. januar 2011

Heelwork to Music og Freestyle

Foto: Camilla Johannessen

Megan og jeg har været på det mest fantastiske kursus i dag!
I forbindelse med Store Hestedag på Dyreskuepladsen i Roskilde 4.-5. september 2010 blev jeg totalt bjergtaget af Anja Christiansens opvisning i HTM. For at lære noget om denne fascinerende disciplin indenfor lydighed havde Sydkystens Hundeskole simpelthen købt et introduktionskursus til HTM og Freestyle af Anja Christiansen og Sofie Eggert Hjorth med dem som instruktører, og kurset blev afholdt i dag.
Vores fem faste instruktører deltog og de sidste fem pladser blev udbudt gennem Sydkystens Hundeskole. Holdet var fyldt med læreivrige deltagere, og Anja og Sofie leverede i den grad varen!
Jeg kender dem begge fra klikkerinstruktøruddannelsen, og véd at det faglige fundament i orden. De er begge udøvere på meget højt niveau i HTM og Freestyle, og deres glæde, entusiasme og begejstring for de to discipliner gjorde bare kurset til en helt unik oplevelse.
Vi kom igennem et omfattende program med bl.a.:
  • Introduktion til HTM og Freestyle, med karakteristisk af de to discipliner, videooptagelser af prøver på både begynderniveau og topniveau
  • Opbygning af programmer: valg af musik, sammensætning af musik og øvelser, detailplanlægning for forløbet, koreografi, udstyr, påklædning, osv.
  • Bedømmelsesforløbet til konkurrencer (både Anja og Sofie er også dommere)
  • Indlæring af et program til musik (Mr. President med Coco Jambo), hvor hundene skulle cirkle omkring førerne, gå i plads, lave 2 x twist, gå på førerens højre side mens føreren bakkede, bagom fører, slalom fremad, op på førerens hånd og dreje rundt, skifte til førerens anden hånd og dreje rundt, ned i twist, bakke og bukke. Et forløb på et minut, med en masse HTM og tricks der skulle indlæres.
  • Indlæring af en specielt ønskede momenter.
  • En lille konkurrence til sidst, hvor det indlærte program blev bedømt. Marie med Chelsea vandt fortjent (Megan og jeg tabte på lodtrækning).
Alle momenter i programmet og de særligt ønskede blev gennemgået med demohunde, vi fik tips til indlæringen, og god feedback når vi stod og arbejdede med øvelserne – det var undervisning på rigtigt højt niveau. Der var for mig en dejlig blanding af kendte og nye øvelser, som det var rigtigt sjovt at arbejde med.
Kurset blev afholdt hjemme hos Sofie, så teori, morgenmad og frokost foregik inde i deres stue, mens den praktiske træning foregik udendørs på et stort, skønt grønt areal – med lidt is, men skønt at træne på græs igen.
Jeg må indrømme at jeg er blevet ret tændt på HTM & Freestyle, og jeg har allerede en række ideer kørende i hovedet til programmer for både Lille Bjørn og Megan.
I får os helt sikkert at se mindst i for sjov klassen indenfor ikke ret mange måneder :-) Camilla har lovet at være til stede og fotografere.
Tak til Anja og Sofie for et fantastisk kursus, og tak til alle deltagerne for hyggeligt og inspirerende samvær.