Viser opslag med etiketten Planlægning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Planlægning. Vis alle opslag

mandag den 29. juli 2024

Planlægning 😊

Foto: Henriette Ortmann

Jeg skrev i lørdags om Ottos debut i ekspertklasse og om Max’ to prøver i dette blogindlæg

Jeg er superglad og takker mange gange for de mange dejlige kommentarer, og specielt Henriettes om Ottos debut: ”Det var så flot dejligt at se jeres glæde både på banen og bagefter kæmpe stort tillykke med den flotte debut".

Henriettes kommentar er meget vigtig for mig, fordi den bekræfter at jeg har været fuldt ud tro mod mine kriterier, som handler om Ottos gejst og udstråling, at holde energien til begge prøver, den logrende hale og glæden over vores samarbejde. 

Foto: Henriette Ortmann

Otto bevarede energien gennem hele banen (også på bane 2, hvor han tydeligt var lidt træt), halen logrede hele vejen, jeg havde i den grad den rigtige følelse undervejs, da jeg modtog feedback, da vi legede (start under feedback, fortsatte derefter) og da jeg fortalte om prøven. 

Jeg har gennemset begge videoer et par gange og noteret forskellige punkter til opdatering af træningsplanen. Et eksempel på den ”objektive” analyse er: 


Alle øvelser på banen er noteret, om man kommer til skiltet med hunden på venstre eller højre side, dommerens fratræk (så godt som muligt ud fra feedback og gennemsyn af video), RAG-status fra træningsarket (G = Ok til rally, A = Det kniber noget, R = Det fungerer slet ikke. 0 er øvelser der udgår 2.9, så de står ikke i træningsarket) og nogle kommentarer. 

Vigtige læringspunkter:
  • De tre ommere er udtryk for at Otto er for langt fremme, jeg skal arbejde med at have hans fokus hele tiden, det ryger lidt efter udførelsen af øvelser
  • De tre ettere er udtryk for det samme som forrige, bare i mindre grad 
  • Øvelse 218 stod som G, det var den så ikke på dagen (den kommer med til næste træning)
  • Øvelses 232 vurderede jeg som A (det kniber noget), og det var jo helt korrekt 😊 
Disse læringspunkter indgår som sagt i træningsplanen og vi fortsætter træningen med uformindsket glæde. Og med et smil kan sige øv over at vi først skal til prøve igen 24. august 😉 

Max to prøver overbeviste mig definitivt om at jeg ikke behøver at bekymre mig om at Max’ alder tynger ham, eller at banens længde er et problem. Han gik supergodt på begge baner. 

På Johannas uden fratræk efter den første 13’er og hos Conni en enkelte 10’er og lidt småtteri (2 x 1). Selvfølgelig har jeg analyseret 10’erne og i begge tilfælde handler det selvfølgelig om mig selv. 

Hos Johanna fulgte Max ikke med da jeg gik det første skridt, jeg stoppede op, kunne mærke at jeg var ved at miste balancen og det blev lidt rodet og stresset – og Max’ svar er klart: så kan han ikke bakke uden at sætte sig – kontant afregning! 

Hos Conni var det en dobbeltsynkron, Max var lidt for langt væk da vi skulle lave den anden vending, jeg ventede for længe, og jeg valgte at acceptere den (minus 10 var fuldt korrekt!). 

Men konklusionen er, at vi godt kan skrue lidt op for træningen og allerede til aften har jeg en aftale med My og Arya, hvor vi skal træne mod DM. Jeg har designet en indtil videre hemmelig bane, men der er virkelig skruet op for sværhedsgrad og længde.

fredag den 18. oktober 2019

En weekend på Samsø - planen


I morgen går turen til Samsø, og jeg har lagt en plan, for at have rammer for forløbet. Der er huller i planen, og der er mulighed for ændringer, men jeg har det rigtigt godt med, at have planen som holdepunkt.

Jeg tager afsted fra Solrød med Max og Otto ved 7-tiden, vi skal med færgen fra Kalundborg 8:50 med forventet ankomst i Ballen Færgehavn (1) 10:20.

Jeg kører mod Nordby, hundene får en luftetur undervejs, og vi ender efter planen i Nordby (2) og skal handle i Smagen af Øen i Nordby. Forhåbentlig bliver der mulighed for en let frokost.

Næste stop er Samsø Idrætshal i Tranebjerg (3), hvor jeg skal overrække Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2018 til Samsø Hundesport.

Derefter gør vi de nødvendige forberedelser til at Max skal op i FS2 og Otto i Sandkasseklasse.

Så går turen til Nordgården Pension i Onsbjerg (4), hvor vi skal overnatte.

Der bliver et par timer, som hundene forhåbentlig får god glæde af 😊

Aftensmaden skal indtages på Restaurant SAK i Ballen (5), hvor jeg også spiste sidste år. Det bliver i bedst mulige selskab med Anita, Amanda, Louise og Henrik.

Søndag morgen er ikke planlagt endnu, men der skal nok ske noget med hundene.

Derefter skal vi igen til Samsø Idrætshal og Max og jeg skal deltage i to rallyprøver. Kirsten mener også Otto skal deltage i Samsøs sødeste hund, vi må se hvordan det passer med rallyen 😉

Efter rallyen har jeg booket bord på Restaurant Mårup Havn (6), det kan perfekt kombineres med en tur med hundene.

Og så er der pæn luft til at tage til Ballen Færgehavn, hvor der er afgang 17:35.

For mig lyder det som en perfekt weekend. Vi får mulighed for at opleve noget af Samsøs skønne natur, der bliver forhåbentlig nogle gode spiseoplevelser, og to gange hundeprøver lørdag og to søndag.

Min erfaring siger mig, at planerne sjældent holder 100 %, men de giver en struktur, som er god at holde fast i. Jeg glæder mig i hvert fald til en hyggelig weekend på Samsø, og for første gang skal Otto overnatte et fremmed sted, det bliver så stort!!!

onsdag den 26. december 2018

Planlægning


Vi havde talt om at tage til København og gå i biografen, men blev enige om at vejret var for godt.


Så efter morgentur og morgenmad gik turen til Rødvig og en hyggelig tur langs vandet og gennem byen.


En hyggelig havn, en del liv. Vi passerede forbi Klinten, med masser af gode minder fra min tid som ansat i HK 1981-1984.


Vejret var fantastisk, solen skinnede, og jeg har noteret at Kløverstierne også findes her, så det husker jeg til en anden gang, I morges oprettede jeg en gruppe i Messenger til dommere og hjælpere til rallyprøverne 31. december, lidt praktisk information er udvekslet og efter frokost gjorde jeg papirerne klar.

Postkassen var fyldt med tilbudsaviser og jeg har nærlæst de vigtigste med fokus på champagne og skaldyr (østers/hummer), det er en vigtig prioritet op til nytår.

Klokken nærmede sig efterhånden 16, jeg synes jeg manglede lidt motion og ville være gået en tur med Max alene, men Lille Bjørn ville med, så vi fik en delvis snusetur på stranden inden det blev mørkt.


En del af nytårsplanlægningen er også at finde nogle nye opskrifter i vigtige kogebøger 😊

Jeg var også inde og tjekke aktivitetskalenderen på Hundeweb, og nogle rally- og NW-prøver, som ikke er åbnet for tilmelding endnu, er noteret.


Aftensmaden var foccaciavafler med salat, lidt oksekødsrest fra i går og noget dressing: herligt smagende, ligger let og er sundt. Opskriften er fra ”Vidunderlige vafler”.

Til aften har jeg gjort banerne til 31. december klar. På todo-listen inden aftens afsnit af Babylon Berlin er banerne til 12. januar. I går lavede jeg banerne til rallydysten Q1 2019, så er der et stykke tid til jeg skal designe baner igen 😊 Der er forresten også klaret noget planlægning i forbindelse med Årets Hundepris 2018, som skal uddeles 31. december, det er der også kommet styr på.

Jeg er den type, hvis nogen skulle være i tvivl 😊, der elsker at sætte hakker ud for afsluttede aktiviteter på todo-listen.

mandag den 17. september 2018

3 x farfar


Så skete det endelig! Kl. 8:22 blev Astrid født! Jeg har fået at vide at navnet ikke nødvendigvis er det endelige valg, men det håber jeg det bliver, for det kan jeg rigtigt godt lide 😊

Hvad kan jeg sige? Alle i familien er superglade, det hele er forløbet fint, vi var mangeder havde håbet på en pige, og det fik vi!

Tre børnebørn: Frasse på 4 år, Leo på 2 år, og Astrid på godt 13 timer, mens jeg skrive dette, det er stort og skønt og dejligt.

Min todo-liste er alenlang, både den arbejdsmæssige og den private, men der kom en hel del hakker på begge i dag.

På den private har jeg bl.a.:
  • Fået styr på, at jeg kan deltage i næste runde af Amandas rallykonkurrencetræningshold – det blev flyttet fra onsdag til tirsdag, for at vi kunne komme indendørs, så det krævede lidt trylleri - men jeg VILLE bare på det hold
  • Placeringen af næste runde Nose Work-træning hos Merete, det endte med at blive et onsdagshold, når jeg nu ikke kunne fortsætte tirsdage
  • Gjort klar til lørdagens rallyprøve. Jeg har for længe siden designet mine to baner til DKK-prøverne på lørdag i Ballerup, de sidste kvalifikationsprøver til Årets Hund. Jeg skal dømme champion og ekspert, og skiltene er gjort klar i dag
  • Forberedt første oplæg til et indlæg som Tina Brigo-Hansen og jeg skal holde 29. september på Askov: ”Hvad skal der til, for at I som klub eller kreds kan tilbyde en helt ny aktivitet?
  • Fået styr på de sidste praktiske detaljer vedrørende en rallyprøve jeg skal dømme 30. september i Måløv
  • Forberedt noget af det, jeg skal have klar til næste møde i det nordiske rallyudvalg 2. oktober
  • Fået afklaret overnatning på Bornholm natten mellem 23. og 24. marts 2019
  • Fået sendt en mail som forhåbentlig resulterer i en god middag den 23. marts 2019
  • Fået brugt endnu et kg. æbler, det resulterede i 3 glas æblechutney med chili og kanel
  • Fået en portion æblegrød, den er bestemt ikke ringere dag 2
  • Fundet opskrifter på en æblemarmelade og en anden æblechutney, som skal afprøves de næste dage
I morgen står den på HTM-træning med Lonni og Nose Work hos Mette, onsdag på Rallytræning hos Amanda, og så skal vi da nok også et smut til Oxie og hilse på Astrid.

torsdag den 5. juli 2018

Vedligeholdelse, planlægning, perspektiv

For præcis tre år siden

Det var svært ikke at komme til at tænke på alder og behov for vedligeholdelse på en dag, hvor bilen skulle til serviceeftersyn og jeg selv til tandlæge med en tand, der skulle ordnes.

Ingen af delene er noget jeg eksperimenterer med. Bilen bliver vedligeholdet af Ali fra OKBilService i Solrød, som jeg valgte efter flere dårlige oplevelser hos det autoriserede værksted, hos forhandleren hvor bilen var købt. Ali er pålidelig, rimelig, holder aftalerne, ham vil jeg meget gerne anbefale.

Det samme vil jeg gøre med tandlægen.dk Solrød, som jeg har brugt som tandlæge i mange år. Aftalen i dag var aftalt i mandags, da en krone på en tand ikke-planlagt røg af. Den blev klaret midlertidigt i dag, og der blev taget mål til den blivende erstatning.

For første gang skete måltagning med elektronisk udstyr, fra 3Shape, hvor Christian arbejder. Det var en stor fornøjelse, og jeg fortalte begejstret Christian om det bagefter, Han spurgte til detaljer om anlægget, og det er vistnok den udgave, som han har været med til at udvikle. Det er da skønt at min søn er med til at skabe udstyr, som gør at mine tænder kan blive vedligeholdt topprofessionelt 😊

Det med vedligeholdelse gælder i alle mulige sammenhænge, også hundenes træning. Alt det, de og vi er gode til, kommer jo ikke af ingenting. Det kommer af at vi har belønnet rigtigt meget for det. Hvis vi holder op med det, vil vi typisk opleve at adfærden bliver svækket.

Typisk kan hundene ufatteligt meget, hvis de får lov til at lære det, og jeg er ikke i tvivl om, at der sagtens kan komme masser af ny adfærd oveni. Jeg er derfor meget opsat på at følge planen fra forrige blog med Lille Bjørn, der er tre stykker ny adfærd, som vi skal have styr på til 6. august – som er deadline for at indsende nye videoer. Have styr på, det lyder så flot. Det betyder at jeg gerne vil vise, at vi er kommet videre i forhold til udgangspunkterne, som jeg viste på videoer sidst.

Lille Bjørn vil så gerne, og også bevise at det med at man ikke kan lære gamle hunde nye tricks ikke gælder for Norwich terriere … Det har været tydeligt for læsere af min blog længe, men det kan tåle at blive gentaget: Lille Bjørn har jeg større fokus på end Max. Sådan var det ikke for over tre år siden, da jeg begyndte at gå til coaching hos Anja. Men sådan er det blevet, og det er blevet fantastisk.

Ved den 13. coachingsession i december stod HTM øverst på prioriteringslisten for begge hunde og det gør den i endnu højere grad i dag.

Jeg blev MEGET overrasket, da jeg tjekkede performancejournalen. Sidste coachingsession blev gennemført efter Lille Bjørns 2. HTM-prøve, siden er det blevet til yderligere 8: 2 x HTM1 og dermed HTM1-titlen. 2 x HTM2 (2. vinder begge gange), 2 svenske HTM2 (og oprykning i Sverige), og 2 x HTM2, hvor vi blev 1. vinder begge gange.

Hvis det ikke er et vink med en vognstang, så véd jeg ikke, hvad det er.

Lille Bjørn bliver central i min enetime på mandag og i coachingsessionen umiddelbart efter.

Han vil og han kan, jeg skal bare have styr på det hele i mit hoved – og det er ikke altid lige let.

Hvis jeg ikke havde meldt fra HTM-summer camp i år skulle Lille Bjørn have været med alene. Det er sådan jeg har det med ham lige nu.

Der er to prøver, som har prioritet hos mig resten af året, selvom der står mange andre i kalenderen http://bordertoborder.dk/docs/traening/kalender.php, det er HTM-prøverne 9. september i Mørkøv (vores sidste HTM2) og 20. oktober på Samsø (vores første HTM3).

Og bare rolig: Max er hverken gemt eller glemt. Han har bare 2. prioritet lige nu 😉

mandag den 25. juni 2018

Papirarbejde, og den slags

Fra Megans og mit første DM 27. august 2011 på Bornholm
 
En væsentlig del af en succesfuld prøveafholdelse er at have styr på papirarbejdet. Når jeg ovenikøbet synes at den del også er sjov, så er det ren win-win.

Jeg har i dag gjort dommersedlerne klar til HTM-prøven på lørdag, de har været udskrevet længe, men skulle sorteres pr. dommer. Programmet med den samlede tidsplan er opdateret, diverse andet materiale er gjort klar. Rosetterne skulle forhåbentlig være kommet hjem til Amanda. Legetøjet står i en kasse i garagen og kommer over i nogle plastiksække på onsdag, det er nemmere at flytte rundt på. Der kommer altid nogle bump på vejen op til et arrangement og undervejs på dagen, en med fornuftig planlægning og nogle nødplaner, tror jeg der er styr på det meste.

Det betyder også, at jeg har endnu mere ro på i forhold til mine egne prøver. Jeg har stort set besluttet påklædningen på lørdag, nogle variationer kan komme på tale, men grundlæggende er det på plads. Tak til Jette Porter, som fik mig ind på det oplagte valg i lørdags 😊

Jeg fik trænet 5 minutter med hver af hundene efter aftensmaden. Begge helt tændte, og begge ville gerne have mere. Det får de i morgen, hvor Lonni og jeg træner sammen i Viby. Jeg skal arbejde med nogle få positioner og et fuldt nummer med hver med belønning. Dernæst går turen til Nose Work i Jersie.

Apropos Nose Work så popper der nogle gange muligheder op af den blå luft. Merete skrev til sine kursister om en Nose Work-prøve på Garbogaard 26. august, og efter kort betænkningstid meldte jeg Lille Bjørn til i NW1. Den korte betænkningstid var alene fordi det er dagen efter DM i rally, men nu skal Lille Bjørn altså til Nose Work prøve dagen efter DM.

Apropos DM så er det i år første gang siden 2011 at jeg ikke selv er kvalificeret til DM. Det er længe siden at jeg opgav at forsøge at kvalificere mig, ud fra en simpel erkendelse af, at mit og hundenes nuværende niveau i rally ikke er konsistent højt nok. Måske vender jeg tilbage og forsøger at komme til DM 2019 – jeg er tilmeldt en kvalifikationsprøve på Bornholm 14. juli med Max – eller måske ikke. Det føles ikke så vigtigt lige nu.

Jeg glæder mig til gengæld rigtigt meget over at begge hundene skal til DM med Mathilde som fører, men det kommer der meget mere om senere … Der blev afholdt tre kvalifikationsprøver i weekenden og to næste weekend, og så er det slut. Forhåbentlig kan de endelige kvalifikationslister blive offentliggjort midt i næste uge.

Fotoet foroven er fra mit første DM (2011) med Megan (og i det hele taget), vi blev nr. 7 i championklasse. Dagen efter blev vi nr. 2 i championklasse med 99 point og kvalificerede os til DM 2012, det var en fed weekend!


Nå ja, jeg har da også fået gjort banerne klar til Border Collie Klubbens klubmesterskab i rally på søndag. Banerne var designet for et stykke tid siden, men i dag er de gjort klar. Jeg regner med at komme sent hjem fra HTM lørdag, og så er det dejligt at have sådan noget ”kedeligt” papirarbejde på plads allerede nu 😉

fredag den 19. januar 2018

Prioritering, koordinering og planlægning

25. juni 2017: Anita & Osseau, Karolina Hasselroth, Paul

Selvom man prioriterer, kan det ikke undgås, at der opstår konflikter. Der er fx et stort DKK arrangement i Roskilde 11.-13. maj, og den 12. er de HTM, som er landsholdskvalifikation og tæller til Årets Hund, og der er rally, som tæller til Årets Hund. Der er en del, der interesserer sig for begge discipliner, og så kan det blive lidt svært.

Jeg blev i dag tagget flere gange i et opslag i Facebookgruppen Dogdancing.dk, affødt af én, der spurgte, om det var muligt at deltage både i HTM og Rally til DKKs arrangement i Roskilde 12.5. Jeg har skrevet med Emmy, som er ansvarlig for HTM-arrangementet, og vi forsøger at koordinere, vel vidende at det kan være svært, at få det hele til at gå op.

Det er en problemstilling jeg selv har ret tæt inde på livet. Jeg har bevidst trænet, at gå til mange konkurrencer på en dag, for at kunne håndtere det. Jeg har tilmeldt begge hundene til HTM 12.5, hvor jeg skal dømme rally. Jeg har ikke bare tilmeldt og håbet på at det fungerede. Rallyprøverne kvalificerer til Årets Hund, det er en enkelt prøve med to dommere, så jeg skal dømme to klasser i en ring, og kan dermed planlægge rallyafviklingen i forhold til HTM-prøverne. Det skal nok gå.

Jeg har prøvet meget tætte prøveafviklinger, hvor pulsen steg, bare fordi jeg ikke kunne kontrollere det hele, men skulle haste fra en ring til en anden. For mit vedkommende er det ikke nødvendigvis negativt. Jeg tror, det var efter prøven i Roskilde 30. april 2017 Max nu også FS1 at Anita sagde til mig, at det var godt for mig at jeg kom så hæsblæsende, for så nåede jeg ikke at gøre så meget dumt inden og under opvarmningen :-) Der er heldigvis sket en del med mit mentale opvarmningsprogram siden da.

Planlægning er nøglen til det hele.

Planlægning var temaet i min første coachingsession, det at tænke over hvad man vil gøre, hvordan man vil gøre det, og sidst men ikke mindst hvordan man vil have det indeni.

For mig er det resultatet af en lang proces, at kunne håndtere dage med flere prøver, som oftest med to hunde.

Den første prøve er den allervigtigste, alt hund er på den hund der skal op, opvarmningen, gennemførelsen af prøven. Derefter er den næste prøve den allervigtigste. Og sådan fortsætter det indtil den sidste prøve er gennemført,

Dagens træning var 2 x 10 minutter. Med Max arbejdede jeg med starten af HTM3 samt overgangene. Med Lille Bjørn arbejde jeg primært med P9, lidt med P2 og P6 og lidt med højrehandling generelt. Det fungerede fantastisk med Max, med Lille Bjørn skal jeg være lidt skarpere med kriterier, for han nåede at blive lidt frustreret et par gange.

Jeg har også fået gjort de sidste ting klar til i morgen, hvor der er Rallydommermøde på Fjelsted Skov Kro. Jeg ser frem til en spændende og inspirerende dag sammen med først DKK-dommerne, siden DKK- og DcH-dommerne!

Jeg er også i gang med at forsøge at arrangere et weekendkursus med Karolina Hasselroth, et must for FS/HTM-nørder. Jeg er stor fan af hende, og det kursus skal nok blive en realitet!

fredag den 25. november 2016

De næste 10 dage

 
Jeg har skrevet om det en del gange, men jeg kan godt skrive det én gang til: Planlægning er godt!

En plan er et udtryk for, hvordan man på et givent tidspunkt, forventer at noget skal udvikle sig. Det er exceptionelt, hvis planen følges 100 %, der sker stort set altid noget, så planen, skal justeres. En del af planlægningen er at forestille sig, hvad der kan forhindre at planen gennemføres – fx gennem en risikoanalyse – og have gennemtænkt, hvad man vil gøre, hvis planen ikke kan gennemføres som planlagt.

Jeg har både kortsigtede og langsigtede planer for alt muligt privat og arbejdsmæssigt, og naturligvis også for hundene. Alternativet til ikke at have en plan ville – for mig – være at gøre noget mere eller mindre tilfældigt, eller inaktivitet, og ingen af de to muligheder synes jeg specielt om.

Der er momenter, jeg skal træne med hver hund, der er øvelser, programmer, prøveforberedelse osv. Jeg prøver at lægge træningssessioner ind i kalenderen, men jeg får ikke trænet så meget, som jeg har planlagt, ikke fordi det er meningen, men fordi jeg må prioritere, og være realistisk.

Til daglig er der normalt kun aftenerne til rådighed til træning, og jeg må indrømme, at jeg af og til, selvom jeg synes, jeg har lyst til at træne, bare må vælge det fra, fordi jeg kan mærke, at jeg ikke har det overskud, som er nødvendigt, for at træningen skal give mening. Hundene vil gennemskue på et splitsekund, hvis jeg ikke har hjertet med, og sådan skal de forhåbentlig aldrig (=meget sjældent) opleve mig til træning.

Det er helt tilfældigt, at jeg har ladet bloggen få sit navn, men 10 er et meget brugt rundt tal, så det var valget i dag. Mens Kirsten ser Vild med dans, reflekterer jeg over de kommende 10 dage.

I morgen går turen til Odder, hvor jeg skal dømme rally i Zakkai Hundecenter. Det glæder jeg mig naturligvis til, som jeg altid gør, når jeg skal ud og dømme. Men alligevel ekstra denne gang. Tina Kjeldbjerg har aftalt denne prøve med mig for længe siden, det er flot at invitere en dommer fra Sjælland til at dømme i Odder. Jeg er sikker på at det bliver en fantastisk prøve, og glæder mig til at se en masse flot førerarbejde.

Det er en pæn køretur hver vej, så jeg har lagt tre bokssæt klar – bl.a. med den bagtanke, at finde musikken til næste HTM/FS-nummer.

Søndag er fridag, men jeg har planlagt lidt Nose Work med alle tre hunde, lidt bakning med Lille Bjørn, og lidt positioner (højre, behind og front) med Max.

Mandag er fridag uden planlagt hundetræning – men jeg kan lokkes :-)

Tirsdag står den på rallytræning hos Johanna med Max (og eventuelt med Lille Bjørn). Vi har en challenge (sit foran fra begge side uden håndtegn), som jeg har valgt fra, fordi jeg har så mange andre delmomenter, jeg træner med Max lige nu, så jeg holder fokus på dem.

Onsdag er igen fridag uden planlagt træning - og jeg kan bestemt lokkes, hvis jeg ikke er blevet det mandag.

Torsdag er definitivt fridag, jeg skal fejre (endnu) et vellykket projekt i Nets med en middag på Carne Famo, og ikke alt for sent hjem. For

Fredag går turen til Stockholm, hvor jeg skal dømme rally Mästarklass lørdag og søndag. Der skulle gerne blive mulighed for at være turist fredag, og så har jeg fået mulighed for at komme ind fredag aften og se på det hele, herunder det danske HTM/FS-landsholds træning. Fantastisk!

Lørdag og søndag skal jeg dømme i Sverige for første gang. Jeg har nærlæst regler, jeg har designet to vidt forskellige baner, og jeg skal nærlæse regler og bedømmelsesregler fra nu og til lørdag, så jeg kan dem i søvne. Der er en mase, som er ligesom i Danmark, og så en masse detaljer, som er anderledes. Jeg glæder mig vildt meget, det bliver en stor oplevelse.

Mandag har jeg aftalt træning med Anita (anden del af en fødselsdagsgave) i hallen i Stestrup, helt klart med fokus på HTM og FS.

Hvis vejret er, som jeg gerne vil have det, er der også en fotosession med Anne Gisselø i løbet af mandagen (eller dagen efter). Den omfatter Anita med Osseau og Django, og mig selv med Max, Lille Bjørn og Megan. Det er rigtigt mange hundeår tilsammen, og jeg drømmer om nogle ikoniske fotos med fem hunde og to førere som synes livet er … fantastisk!

Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til de næste 10 dage … og også tiden derefter ;-)

fredag den 8. januar 2016

Ændret fokus

Megan (foto: Stender's Foto)

Både arbejdsmæssigt og hundemæssigt er der over et lille års tid sket en markant ændring af mit fokus. Arbejdsmæssigt har der fx været skiftet fra selvstændig til fastansat, beslutningen om at stoppe som assessor i projektledelse og i går afsendelse af udmeldelse af foreningen Dansk Projektledelse; en lille handling, men en vigtig milepæl i forhold til noget, som har fuldt rigtigt meget i mit liv.

Vi nærmer os det hunderelaterede via Wordfeud :-)

Jeg er ivrig Wordfeud-spiller og har i de sidste 5 måneder deltaget i Wordfeud League of Honour, som alle Wordfeud-spillere kan tilmelde sig. Det er en turnering, hvor man i hver runde - som der er sat 14 dage af til - spiller mod syv andre. Vinderen rykker op, de to sidste rykker ned.
Man starter i 9. division, og jeg var efterhånden kommet i 6. division, men rykkede i sidste runde ned i 7. division og kæmper nu for at rykke op.

Den banale pointe er, at hvert spil i turneringen betyder noget, i modsætning til spillene ”for sjov”. I turneringen kan man til nød tabe en kamp og alligevel rykke op, men sjældent to, så det bare om at være skarp i alle spillene. Alle spil i turneringen er med Normal board, hvorimod de fleste udenfor turneringen er med det betydeligt mere chanceprægede Random board. Så jeg er i gang med at omlægge til at spille Normal mod ”alle” og håber ”alle” vil være med, for jeg har brug for at træne i det, som jeg konkurrerer i.

Det fører mig til hundene, undervisningen, træningen og konkurrencerne. Der skal – for mig - være en sammenhæng. Det var en meget velovervejet beslutning, at stoppe med LP, både med Max og senest med Lille Bjørn. Efter over 100 LP-prøver, en masse LP-kurser og en masse LP-undervisning, så er det bare ikke der mit fokus er længere. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med, at jeg fulgte lidt med i prøverne 28.-29. december, hvor jeg mærkede efter: jeg savnede ikke at deltage. De nye regler? Jeg har læst dem, men jeg kan mærke, at jeg har det med dem, ligesom med agility-reglerne: Det er regler for hundediscipliner, som jeg ikke dyrker.

Min kalender viser at min egen hundeundervisning pt. er minimal i 2016. Jeg har sagt til at undervise i rally 5. juni i forbindelse med et HMC-arrangement, netop fordi det var HMC. Jeg skal sammen med Anita undervise i to omgange Rallyinstruktøruddannelse i Sydkystens Hundeskole – det glæder jeg mig ualmindeligt meget til. Det har været meget spændende og inspirerende at gennemtænke forløbet og planlægge det i detaljer, og der er kommet et rigtigt godt program ud af det. Jeg tripper for at det bliver den 16. januar og vi kan gå i gang med dag 1!

Hundetræning og Hundekonkurrencer hænger for mig uløseligt sammen. Der skal være et mål med træningen, det er ikke noget jeg ”bare” gør for at aktivere mig selv og hundene. Den organiserede træning er begrænset, men rally hos Johanna og HTM/FS-kurser er, hvad der er på planen, alt sammen med Max. Det afspejler rigtigt godt hvor jeg er henne.

Jeg træner selv med Megan og Lille Bjørn, de kan ”det hele” i rally, og vi træner for at holde det ved lige og for at kunne konkurrere i det på højt niveau, som afspejler mine ambitiøse men realistiske mål.

Med Max er der også ambitiøse og forhåbentligt realistiske mål, men der er meget andet end øvelser, der skal trænes. Fokus, tryghed, forstyrrelser osv., som læsere af min blog véd en masse om – alt det uden om selve øvelsesudførelsen. Og så naturligvis præcision og glæde i selve udførelsen af øvelserne og forløbene, både i rally, HTM og Freestyle. Det er dér, jeg har mit fokus både ved selvtræning og organiseret træning. Det er noget helt andet end for et år siden. Jeg skal deltage i en hel del konkurrencer – det ser lidt voldsomt ud :-) – men det er tænkt igennem. Træningen er også tænkt igennem og jeg skal nok være klar til de forskellige prøver.

I et – kort! – svagt øjeblik har jeg tænkt, om jeg gabte over for meget. Svaret kom hurtigt: Nej.

Jeg skal ”bare” fortsætte med træningen af hundene, som hidtil, og fastholde den mentale træning. Udover en coaching session senere på måneden og genlæsning af With Winning in Mind indebærer det også bevidsthed om alle de rutiner og ritualer, som jeg arbejdede succesfuldt med sidste år. Bl.a. er kalenderen (min private) nu også på vej til at blive opdateret med visualiseringer af Max’ debut i HTM2.

Så summa summarum: samlet set er fokus ændret, men også meget skarpere end det har været tidligere.

2016 er startet godt og jeg glæder mig til et forrygende år.

lørdag den 5. december 2015

Planlægning af første halvår 2016

Tre skønne hunde på dejlig strandtur

Det har været en ren afslapningsdag, og velfortjent synes jeg. Sove længe, gå tur med hundene, til København og spise frokost med Kirsten på Europa, lidt julegaver til os selv (!), gå tur med hundene – som blev ganske kort målt i afstand, men indebar fri leg med tre andre hunde, mens førerne snakkede … om hunde.

5 hunde leger sammen, er det ikke bare skønt?!

Selv Megan kom i omdrejninger, og så bliver det ikke meget større!

Christian har overnattet efter en julefrokost og bliver til i morgen, så det har været en ekstra hyggelig eftermiddag og aften.

På hundesiden er planlægningen af første runde af Rallyinstruktøruddannelsen i fuld gang. Anden runde til efteråret er ikke officielt annonceret, men der er allerede 6 tilmeldte, så der bliver nok snart lukket, det er dejlig at Anita og jeg med dette forløb åbenbart har udbudt noget, som der virkelig er efterspørgsel efter.

Det sværeste på hundesiden i dag har været at få overblik over prøverne i 2016 – rally og HTM – for at planlægge hvilke prøver jeg skal deltage i og med hvilke hunde.

Jeg har ambitioner om at deltage i både DM og Årets Hund i rally med alle tre hunde, fortsætte I HTM med Max og gå i gang med Max i FS og Lille Bjørn i HTM.

For første halvår 2016 indebærer det at jeg skal deltage i 16-18 arrangementer med 39-52 officielle starter (for sjov ikke medregnet). Det lyder vildt og noget nørdet, men det er bestemt til at have med at gøre.

Selvfølgelig er der men’ner: Bliver Lille Bjørn klar til HTM, bliver Max klar til FS, er Megan stadig frisk? Det er nogle tanker der lige kan poppe op, og så bliver de gemt væk ved at jeg tænker på noget positivt.

Vi træner med henblik på at blive klar til de prøver, vi stræber imod. Så jeg træner højrehandling med Max i stor stil både af hensyn til rally og HTM, fra næste uge går den mere målrettede HTM2 og FS1 træning i gang, og på mandag bliver Lille Bjørn første gang testet seriøst i HTM1.

Og Megans nye rallybog skal indvies, så hun holder sig naturligvis frisk længe endnu.

onsdag den 15. juli 2015

Planlægning

Foto: Anita Jakobsson

Jeg fik i dag renskrevet overordnede træningsplaner for alle tre hunde. Ikke fordi jeg har trænet og konkurreret planløst, men efterhånden var en del ikke dokumenteret og det skulle samles i én oversigt.

For Lille Bjørn og Megan er det ganske enkelt, for Max lidt mere kringlet, fordi jeg har gang i ret mange forskellige discipliner med ham:
  • I LP har det nye program virkelig givet mig lyst til at vende tilbage til LP3, så vi er gået i gang med at træne de ”gamle” øvelser og tage hul på de nye
  • I Rally – har jeg groft sagt fokus på det udenoms (Ankomst, Opvarmning, Entre) og på eksekveringen af selve banen (Fokus pr. øvelse, Fejlhåndtering)
  • I FP3/TP-sammenhæng er der en lang række nye momenter, vi er i gang med, og jeg haft en tendens til at ville arbejde med en masse til hver træningssession. Nu bliver der fokus på 2-3 stykker pr. gang, og det giver meget bedre resultater
  • Endelig er der HTM1/HTM2. Jeg har haft en fantastisk lyst til at gå i gang med HTM2-programmet (Main Street), parallelt med HTM1 (Walking the Dog). Jeg har dog erkendt, at der vist er rigeligt at beskæftige sig med med Max, så jeg holder fokus på HTM1-alene
Aftenens træning hos Anja havde dels tema om vores koreografi og udstråling på banen, dels individuelle runder.

Jeg brugte den frie tid på bamse/beg og på spin/twist på verbal kommando. Bamse nærmer sig at kunne fungere på ren verbal, og han sidder superflot og balanceret. Spin er der næsten bag min ryg, men vi arbejder fortsat med generalisering på mere og mere kringlet måde.

Dagens tema, koreografi og udstråling, er rigtigt interessant, for selv om det nogle gange kan være svært at sige præcis, hvad det er, så er det der altid i en eller anden grad. Og når det fungerer, så kan det løfte en god præstation til det sublime, det der gør forskellen mellem bare at vise et nummer og at performe.

Min individuelle tid blev brugt på tre punkter. To irriterende detaljer: bagpartsbevægelse mod fører i P samt baglæns slalom mellem førers ben. Nu har jeg fået adfærden igangsat, og ferietiden skal bl.a. bruges til at få de momenter rigtigt på plads.

Det meste af tiden brugte jeg på at vise og diskutere hjemmeopgaven, som var at gennemføre HTM1-programmet uden håndtegn. Det foreløbige resultat kan ses på ovenstående video. Jeg ville have vist det uden musik, men Anja fik (nemt) overtalt mig dels til at gøre det til musik, dels at få det filmet. Jeg er selv imponeret over, hvor langt vi er nået. Det giver også dejligt overskud, at kunne holde hænderne mere i ro/bruge dem koreografisk.

Dejlig træningsaften med et dejligt hold og en inspirerende træner, hvad kan man ønske mere?

onsdag den 1. april 2015

HTM-planlægning


Jeg er gået i detailplanlægningsmode med mit HTM-program.

En væsentlig del af mit professionelle liv er planlægning og det tager jeg naturligvis med i mit hundeliv.

Jeg skrev i februar om en challenge på et Johanna rallyhold, hvor vi skulle gå en rallybane på 120 sekunder efter hukommelsen, Max og jeg gik 25 skilte på 2 minutter

For mig er dette HTM-forløb på ca. 96 sekunder mentalt præcis det samme. Det er et forløb med noget adfærd der skal udføres, og jeg skal bare kunne det på rygraden, ellers kan jeg ikke støtte Max ordentligt. Selvfølgelig kan der ske alt muligt til prøven 5. juni, som gør, at det ikke går som planlagt, men hovedforløbet holder forhåbentlig.

Ovenstående tegning er foreløbigt sidste led i et længere forløb, som for alvor startede tirsdag 24. marts om morgenen, hvor jeg håndtegnede en bane.

Tegningen viser forløbet fra start til slut, positioner, tider, beskrivelse af vendinger/links samt på en række punkter hvilke linje af teksten, der skal passe med et moment.

Hele teksten er naturligvis også med.

Tegningen repræsenter dermed alt det jeg skal bruge for at kunne træne banen bortset fra selve musikken.

Jeg er som bekendt totalt ny i HTM, så der er masser af spørgsmål. Min håndtegnede bane indeholdt 5 forskellige positioner. Jeg har spurgt nogle af de kloge til råds og fået at vide at 2-3 positioner i klasse 1 er meget fint, så derfor står der nu P2/P7, men jeg vælger nok P2. Der er en kort sekvens med P9, jeg vil se hvordan det fungerer i praksis før jeg beslutter mig endeligt, eller bliver det P5. Så formentlig P1. P2 og P7 og muligvis lidt P9.

I eftermiddags har jeg for første gang gået banen i sin fulde udstrækning ud fra ovenstående plan. Jeg har simpelthen gået den i haven og lavet de vendinger/skifter mv. som skulle til, herunder justeret på et enkelt link: tulipan i stedet for springvand efter 45 sekunder virker meget bedre i forhold til fortsættelsen.

Til sidst gik jeg banen to gange til musik, og jeg kan godt mærke, at der kommer nogle småjusteringer, så nogle vendinger/links/tricks kommer præcis i den rigtige rytme. Men jeg kan også godt mærke at den føles rigtigt godt at gå. Jeg skal arbejde med den måske resten af året, eller længere, så er det rigtigt vigtigt at den føles lige i øjet – og det gør den.

Til sidst trænede jeg nogle korte momenter P2 (startindlæring, kommando foran) og P5 (startindlæring, kommando højre). Pt. går jeg banen med papiret i hånden, men det kommer jeg forhåbentlig snart over, så jeg også kan arbejde med min egen adfærd. ”Historien” er at jeg går en tur med min hund og prøver at finde den rigtige måde at gøre det på.

Det allerbedste ved det hele er, at jeg synes det er en fantastisk spændende proces, at arbejde med sådan et nummer fra bunden, og sikke en masse positive tilbagemeldinger jeg har fået allerede.

Læserne af min blog vil ikke blive forskånet for at høre om udviklingen, og hvis teknikken ellers vil kan jeg også love at der kommer videodokumentation måske af nogle mellemtrin, men ellers definitivt selve prøven 5. juni.

søndag den 9. december 2012

Planer igen igen

Lille Bjørn efter træning i hallen

Der var dømt hjemmearbejdsdag, men jeg havde indlagt nogle motivationselementer undervejs – ikke fordi jeg ikke elsker mit arbejde, for det gør jeg, men alligevel – en søndag synes jeg at jeg fortjener lidt andet også :-)

Så efter at den første eksamensopgave var gennemgået var Kirsten og jeg ude og handle, og derefter tog jeg i hallen med Lille Bjørn og Megan og trænede en lille time, inden jeg tog hjem, spiste frokost og rettede den sidste eksamensopgave.

Og så gik turen til stranden med Megan og Max, som løb løs på en mennesketom strand. På et tidspunkt fik Max øje på en, der kastede en dummy for sin labrador laaangt væk og strøg af sted. Da han var et godt stykke væk fløjtede jeg en enkelt gang (med fløjte), han bremsede og kom tilbage i fuld galop! Masser af belønninger!! En ting er at han smutter efter andre mennesker og hunde, men hvis jeg kan stoppe ham på denne positive måde, er vi begge glade tror jeg. Vi har trænet det hjemme i haven, men det var første gang jeg prøvede hvor der var en STOR fristelse der lokkede.

I hallen trænede jeg LP-momenter med Lille Bjørn og Megan. Lille Bjørn var en helt anden end i torsdags i hallen i Tune. Det er helt klart at han er meget påvirket af, at der er mange hunde på et relativt lille areal. De helt positive øvelser var
  • Dirigeret apport (udlagt inden han kom ind), hvor han fulgte apporten, og efter at have skævet til feltet (som han kunne se mens hans vendte) løb direkte ud til den rigtige apport!
  • Springapport
  • Positioner under gang
Til gengæld var fremsending og næseprøve ikke særligt gode. Han løn direkte til en flad kegle (startpunkt for dirigeret apport) i stedet for til feltet første gang. Og han snuste og snuste og tog ingen næseprøve i første forsøg …

Megans dirigerede apport, springapport og næseprøve var superflotte! Kun fremsendingen var noget rod, hun ville altså også ud til den flade kegle :-(

Jeg fik skitseret en træningsplan for Megan, Lille Bjørn og Max, det blev til denne oversigt.


Jeg planlægger træningen så jeg har 1-2 hunde med hver gang, og udover at have fokus på de to dårligste øvelser, skal træningen naturligvis krydres med vedligeholdelse af de andre øvelser samt diverse andet sjovt.

lørdag den 30. juni 2012

Planer for andet halvår

Afslapning på en skøn sommerdag
En dag uden planlagte hundeaktiviteter, og et godt tidspunkt at gøre status i forhold til målene som blev formuleret for godt et år siden i denne blog. De opdaterede mål for det kommende år er:
Max:
  • Udstillingscertifikater
  • Blive RBM
  • Blive RØM
  • Bestå LP1
  • Blive LP1
  • Bestå LP2
  • Blive LP2
Lille Bjørn
  • Bestå rally championklasse
  • Blive LP3
  • Blive DKLPCH
Megan
  • Få pinde i championklasse
  • Blive DKRSCH
For Max er der kommet lidt flere mål med, for Lille Bjørn og Megan har jeg blot fjernet de mål, som er nået. Træningsmæssigt er det fortsat træning hos Johanna med Max og Lille Bjørn der har topprioritet, og så er der en del mere uorganiseret træning løbende. Min kalender viser både mine egne træningsaktiviteter, mine egne undervisningsaktiviteter, kurser jeg skal deltage i samt planlagte prøver.

På kursusfronten er der pt. kun to på planen, men hvilke to! På onsdag og torsdag Kathy Sdao - Cues & Behavior Chains Explained hvor jeg skal have Lille Bjørn med. Og 11.-12. oktober LP-kursus med Niina Svartberg.

På prøvefronten er det pt. ret overskueligt, jeg har følgende planer:
  • 18. august skal jeg deltage i Border Collie Klubbens rallyprøver, Med Max i begynderklasse og Megan i championklasse.
  • 25. august skal jeg evt. deltage i DM i rally med Megan.
  • 1. september skal Lille Bjørn deltage i LP3 ved DKK’s prøver i Roskilde.
  • 2. september skal Max debutere i LP1 ved DKK’s prøver i Roskilde.
  • 8. september skal jeg deltage i Danmarksmesterskab i LP og Rally for Terriers arrangeret af Dansk Terrier Klub. Lille Bjørn i rally ekspertklasse (for sidste gang) og i LP3. Max i rally begynderklasse (forhåbentlig sidste gang) og LP1 (forhåbentlig sidste gang).
  • 16. september skal jeg deltage i Sydkystens Hundeskoles rallyprøver, hvis vi får prøven godkendt af DKK. Men med hvilke hunde og hvilke klasser véd jeg ikke pt.
  • 22. september har jeg tilmeldt alle tre hunde til Dansk Collie Klubs prøver: Max i LP1 og rally, Lille Bjørn i LP3 og Megan i rally championklasse.

Rally
LP
Max
18.8 begynder
8.9 begynder
22.9 begynder (?)
2.9 LP1
8.9 LP1
22.9 LP1 (?)
Megan
18.8 champion
25.8 DM?
22.9 champion

Lille Bjørn
8.9 ekspert
1.9 LP3
8.9 LP3
22.9 LP3
? = Jeg vil overveje hvad jeg gør, hvis han er RBM/LP1 inden.

Jeg synes selv jeg er meget mere velovervejet, når jeg udvælger prøverne. Når Lille Bjørn var tilmeldt rally ekspert i går var det kun for at få en evt. DM-kvalifikation. Og den 8.9 er det kun fordi jeg gerne vil have ham med til DM i rally for terriers, og ikke træner champion inden. Så 8.9 bliver definitivt sidste gang for ham i rally ekspert, og så bliver hans næste optræden i rally når han er klar til championklasse.

For Max er tilmeldingerne 8.9 også kun foretaget i forhold til, hvor klar han er til klasserne. Jeg håber han er RBM og LP1 inden dagen, eller bliver det på dagen. ? ved prøverne 22.9 betyder at det er tilmeldinger jeg vil bruge, hvis jeg har brug for dem, dvs. enten fordi jeg, mangler præmieringen eller føler at vi er klar til en højere klasse. Og i modsætning til med Megan og Lille Bjørn starter jeg ikke i en højere klasse med Max før jeg synes vi er klar til det.

søndag den 10. juni 2012

Røde øjne og nye planer

Det har virkelig været dagen derpå. Jeg led for mange år siden alvorligt af høfeber, men jeg har heldigvis ikke været generet af den i mange år. I går gik det helt galt. En dags kursus i blæst, på græs med blomstrende alt muligt omkring, det kunne jeg ikke klare :-( Mine øjne kløede helt vildt da jeg kom hjem, og da jeg kom til at gnide i dem hævede de på et øjeblik. Af med kontaktlinser, i brusebad, øjendråber, finde briller frem. Og i dag på apotek og få ”noget” til at tage symptomerne. Først på eftermiddagen var jeg nogenlunde på dupperne igen, men det var lidt forskrækkende så hurtigt det udviklede sig. …
Dagen i dag gik med refleksion, lidt havearbejde, lidt hundetræning, lidt dit og dat.

Og så en samtale med Camilla, som har nævnt den i sin blog. Den korte udgave er at en dygtig hund og en dygtig fører har en dårlig dag, primært fordi føreren har en række uklare kommandoer. Surt show og ikke det man havde håbet på – men uendeligt langt fra det man havde forventet. Jeg er sikker på at Camilla får noget konstruktivt ud af både prøven og vores lange samtale.

Vi har alle vores fokusområder, og jeg følger naturligvis bl.a. via blogindlæg med i hvad mednørderne kæmper med. Annies seneste Når nødder skal knækkes, Connis Rally, regnvejr og ristaffel... og Anitas To meget trætte hunde.

Og så fik jeg lige set på mine egne planer for hundene. Nøgleordet er fokus! Lad være med at brede dig over for meget, ”Vid bedre hvad du véd” skrev Johannes V. Jensen.
  • Megan
    • Motivation
    • Nogle få rallyprøver for at afprøve motivationen
    • Deltage i DM i rally
    • Få rallychampionpinde
  • Lille Bjørn
    • Fokus på LP
    • Få de ”svære” øvelser på plads
    • Rally 29. juni sidste optræden pt. i rally (med mindre han kvalificerer sig til DM :-))
  • Max:
    • Fokus på alsidighed i træningen
    • Fokus på at være i fremmede miljøer med hunde og mennesker
    • Rally skal pt. kun være for sjov, som et led i miljøtræningen, se foregående punkt
    • LP1-debut til september
Stort set kun opgavemål, kun ét resultatmål

fredag den 21. oktober 2011

Planer

Lille Bjørn, Max og Megan i haven i eftermiddags

Hvis jeg skulle vælge ét ord, som karakteriserede mit professionelle arbejde (projektledelse), ville det være Planlægning. Projektledelse handler om så meget, men noget fundamentalt er at lægge en plan, gøre den operationel, følge op på den, justere den osv. Og sikre at målet nås.
Bevidst og sikkert langt hyppigere ubevidst består de flestes hverdag af planlægning på mange forskellige niveauer.
I forlængelse af kurset med Niina Svartberg først på måneden og formuleringen af målet ”Lille Bjørn i Eliteklasse” har jeg naturligvis tænkt en del over, hvordan dette mål skal realiseres. Så jeg har formuleret en plan for hvordan målet skal nås.
Først og fremmest skal en plan have et specifikt mål – det skal objektivt kunne konstateres om målet er nået eller ej. ”Lille Bjørn i Eliteklasse” er et ret løst mål. Skal Lille Bjørn bare deltage i en prøve i Eliteklasse, eller skal der være et specifikt mål med hans deltagelse?
Så et bud på et konk ret mål er: ”Lille Bjørn skal stille op til tre prøver i Eliteklasse, og ved mindst en af prøverne åbne point i mindst 5 øvelser.”
Planen har et udgangspunkt (en baseline), som er en (objektiv) konstatering af udgangspositionen (as is).
Her er et bud på mit og Lille Bjørns udgangspunkt:

  • Lille Bjørn er netop blevet LP2
  • Lille Bjørn er totalt motiveret af godbidder
  • Lille Bjørn er meget nem at ”læse”: hvis halen er oppe vil han arbejde, hvis halen er nede vil han ikke
  • Status på LP2 øvelserne (rød = dårligst i øvelsen, grøn = bedst i øvelsen)
  • Status på LP3 øvelserne:
    • Fællesdæk: Lille Bjørn er usikker, tydeligt dæmpende signaler, kan ligge ca. 1½ minut med synlig fører
    • Fællessit: Er ny øvelse for ham, han kan sidde i 15 sekunder med fører 10 meter væk.
    • Fri ved fod: Meget flot følge i LP2, men masser af skæve pladser i 2-skridtsøvesler og vendinger. Bliver utålmodig i lange forløb.
    • Stillingsskift: I skifter til stå rykker han frem hvis jeg er mere end 1 meter væk, i skiftene fra stå rykker han frem, i dæk-sit og sit-dæk udfører han skiftene korrekt på 5 meter, men ikke så hurtigt.
    • Dirigeret apportering. Står flot ved udgang til kegle, flot stop ved kegle, følger dirigering sikkert, glad for apport på 5-6 meter. Holder apport indtil fører bukker sig. Har aldrig været sendt til kegle.
    • Springapportering. Udgangspunkt tre meter fra spring og træapport: superflot, og holder apport ved afslutning til fører bukker sig. Har aldrig taget metalapport.
    • Stå, sid, dæk. Stå skarp, sid ok to uf af tre gange, dæk træg.
    • Indkald med stå. Er vi begyndt på i mandags.
    • Fremsending. Løber sikkert ud på 12-13 meters afstand. Vi har aldrig prøvet på 20 meter.
    • Næseprøve. Søger ikke fra side. Vil gerne smage på næseprøver. Sikker i at finde den rigtige. Holder ikke ved afslutning.
Plan for at nå fra udgangspunkt til mål:
  • Detailplan for udvikling af hver af de 10 øvelser fra nuværende stade til LP3/Elite (LP3 hvis det er nødvendigt som mellemstep). Fx i springapport: introducere metalapport som særskilt moment. Arbejde særskilt med fastholden af træapport. Arbejde særskilt med fastholden af metalapport.
  • Plan for aftrapning af godbidder som belønning
Dette vil så udmønte sig i en række delmål (milepæle), hvor jeg konstaterer om der sker udvikling i forhold til planen. Eksempler på delmål:

  • Hver enkelt af de 10 øvelser kan gennemføres til mindst 8 på LP3-niveau under træning
  • To færdige LP3-øvelser til mindst 8 under træning uden at belønne med godbidder imellem dem
  • Præmiering til LP3 med anvendelse af godbidder med anvendelse af godbidder mellem hver øvelse
  • Præmiering til LP3 med anvendelse af godbidder mellem hver fællesøvelse og hver anden øvelse i øvrigt
  • 1. præmie i LP3 med anvendelse af godbidder mellem hver fællesøvelse og hver anden øvelse i øvrigt
  • 1. præmie i LP3 med anvendelse af godbidder mellem hver fællesøvelse og hver tredje øvelse i øvrigt
  • DKLPCH med anvendelse af godbidder mellem hver fællesøvelse, efter stå, sit, dæk og til sidst
  • LPE gennemføres
  • LPE gennemføres med point i mindst 3 øvelser
  • LPE gennemføres med point i mindst 5 øvelser
Det er blot eksempler, og jeg har ikke helt præcist fastlagt planen for Lille Bjørn. Det vigtige er at jeg er i stand til at konstatere at der sker en udvikling.
Fx kan jeg overveje, om det er nødvendigt at udfase godbidder allerede i LP3. Og svaret er: ja, det har jeg besluttet. For i forhold til slutmålet kan jeg ligeså godt gå i gang med det nu. Hvis målet var DKLPCH og derefter MÅSKE LPE, så ville jeg vælge en anden plan.
Udgangspunktet (forudsætningen) for det hele, er at Lille Bjørn bevarer sin glæde´ved at arbejde.
Og hvis nogen skulle være i tvivl: Jeg elsker at lave planer :-)

torsdag den 20. januar 2011

Planlægning

Planlægning er en essentiel del af mit professionelle virke som projektleder.
Og det er det også lige nu i hundesammenhæng.
  • Der skal løbende planlægges for de to ugentlige LP-hold i Sydkystens Hundeskole.
  • Jeg har sendt oplæg til instruktørerne i Sydkystens Hundeskole til vores planlægningsmøde i næste uge, hvor vi gerne skulle få styr på holdene for resten af 2011: holdtyper, fordeling på egne og andre instruktører osv.
  • Og ikke mindst er planlægningen af Lille Bjørn og Megans freestyle-programmer i fuld gang.
Og det med freestyle er virkelig seriøs planlægning. Jeg har nu fundet musikken til begge programmer, et afgørende grundlag for et godt nummer, og det har krævet en del lytning.
Og så er jeg i gang med planlægningen af Megans nummer, hvor det første minut nu er planlagt detaljeret: Dvs. det er beskrevet med sekunders intervaller hvad Megan og jeg skal gøre, bestemt af skiftene i musikken.
Og så er jeg begyndt at gå dette minut uden Megan, for at sikre mig at alle detaljer kan udføres i takt til musikken uden hund.
I morgen tager jeg hul på et par sekvenser med Megan. Og så kommer der uden tvivl nogle justeringer. Der er nogle af elementerne (både tricks og HTM), der skal være lidt skarpere, men det skal nok komme.
Det kan ikke længere skjules: Jeg er blevet grebet af en ny disciplin indenfor hundetræning!
Vi har også seriøse diskussioner herhjemme om jeg skal prøve med Lille Bjørn … Mon ikke 1 minut i for sjov klasse skulle være muligt?? – og ikke mindst min påklædning til Megans nummer. Det bliver Ikke noget med tylsskørt, men nok med stråhat!

fredag den 16. juli 2010

Sommerpause – og planlægning

Vi havde lidt kombineret rally- og LP-træning i Sydkystens Hundeskole tirsdag og torsdag. Megan var med begge gange og fik trænet rally (hun afprøvede alle banerne før start) og LP-fællesøvelser.
Men så er der også stoppet for al undervisning, planlagt træning og prøveaktivitet resten af måneden.
Planerne for de kommende måneder kan ses i kalenderen.
I Sydkystens Hundeskole kører jeg en afsluttende gang sommertræning første uge af august, og derefter begynder fire kurser, rally og LP tirsdag og rally og LP torsdag.
Jeg har ikke planlagt noget organiseret træning for Lille Bjørn eller Megan, så det bliver som det har være de seneste måneder, ad hoc træning, bortset fra at Megan naturligvis er med til at alle træningsaftenerne.
Prøvemæssigt bliver det en stille periode. Jeg har tilmeldt begge hundene rallyprøver 21. august, 12. september og 16. oktober, og Megan skal op til LP3 12. september. Sidstnævnte dag afholder Spaniel Klubben dels officielle LP-prøver (for egne racer), dels rallyprøver (for alle racer), og det er jeg naturligvis med til at arrangere. Megans deltagelse i LP3 bliver hendes sidste optræden i officiel LP-sammenhæng, og jeg satser fremover på rally med begge hundene.
Så er der nogle interessante kurser på programmet.
Og drømmen om den næste hund lever i bedste velgående.