Viser opslag med etiketten Fokus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fokus. Vis alle opslag

fredag den 18. september 2020

Ansvar, forstyrrelse, leg


 
 
Jeg er netop startet på et on-line-kursus hos Nina Steinbach, jeg er igennem totredjedel af at rally øvet kursus hos Lise Sørensen og har i dag været på et NW-kursus hos Johanna Allanach.

Tre kurser/forløb, som intet har med hinanden at gøre, og dog. Det, der er fælles for dem, er at jeg deltager/har deltaget på den alle, og jeg har lært en masse 😉 

Fullt fokus grund – Nina Steinbach
Nina Steinbach var det på svenske landshold i rally 2019 og har været på det svenske landshold i HTM/FS flere år. Da hun opslog et online ”Fullt fokus”-grundkursus var jeg ikke sen til at tilmelde, og kurset startede på flot vis i mandags. Hvad er fokus? Det består af fem elementer: Motivation, kontrol, udholdenhed, koncentration og generalisering (störningssäkerhet). Vi har fået tre hjemmeopgaver til den første uge 
    1. Fem nya favoritbelöningar (här jobbar vi med motivation) 
    2. Leka och pausa i fem olika miljöer (här jobbar vi med motivation, uthållighet, kontroll och störningssäkerhet) 
    3. Starta en träning i fem olika miljöer (även här jobbar vi med motivation och störningssäkerhet)
Mange vil tænke, at det ikke er noget specielt. For mig er det fantastiske, at det rammer Otto og mig præcis på det rigtige tidspunkt. På det tidspunkt, hvor det er blevet synligt, at miljøerne er blevet udfordrende, at jeg har et begrænset repertoire af belønninger og forfalder til vaner, som ikke har givet succes. 

Jeg skal nok skrive mere om kurset, men det er startet perfekt, både alt det formelle og de første videoer samt de første opgaver, er midt i prik.

Rally øvet – Lise Sørensen


I går var Otto og jeg nået til fjerde ud af seks runder på Lises rally øvet hold.

Jeg elsker Lises systematik, som gør, at vi kommer igennem alle øvet skilte, plus får repeteret en masse begynder skilte, over de 6 runder. Til hver runde er opstillet en tematiseret bane, vi er kun fire deltagere, og får to individuelle runder, typisk med selvvalgte problemstillinger, og går banen ud fra selvvalgte kriterier.

I går var jeg tydeligt frustreret over at Otto var seriøst interesseret i underlaget, og jeg endte med at tage hjem med den fedeste følelse. Fordi Lise fik taget mine bekymringer i i opløbet.

Der skete en masse, men den korte udgave er, at hun foreslog at jeg gav Otto ansvar. Jeg skulle ikke gennem gestik og kommandoer forsøge at få hans opmærksomhed, han skulle søge min opmærksomhed (Bianca-cirklen).

Det virkede!! 

Derefter fik jeg en virkelig god introduktion til anvendelse af legetøj som belønning, og sørme om Otto ”som ikke vil lege med legetøj”, gerne ville lege med mig. 

Ikke noget epokegørende, men kombinationen af, at jeg oplevede nogle problemer, var frustreret, og blev mødt af en instruktør, som fik vendt det hele til noget positivt, det var bare så skønt, og jeg kørte hjem i den høje stemning, som jeg helst vil have med mig, hver gang jeg kører hjem.

NW2 NW3 kursus – Johanna Allanach
Via Meretes Hundeskole havde jeg fået mulighed for at deltage i et heldagskursus i NW2/3 hos Johanna i dag. Jeg brugte en feriedag på det, og Max og jeg fik den mest fantastiske dag sammen, sjældent har jeg brugt en feriedag bedre. 

I den meget korte frokostpause (fordi Johanna skulle hjem og lufte hunde), evaluerede vi kurset – ikke planlagt – og den korte udgave er:
  • Johannas kreativitet er uudtømmelig
  • Hun kan udtænke scenarier som ingen andre har fantasi til
  • Hun kan introducere øvelser, så man ikke er i tvivl om udførelse og formål
  • Hun kan give feedback, så man får en masse skulderklap OG får en masse input til overvejelser om fremtidig træning
Vi kom igennem seks runder, flere med to søg, i alt 10 søg og intet var ordinært, alt var spændende og lærerigt. 

Tilføj billedtekst

Et fire minutters søg i et rum med 0-3 kilder, hvor Johanna skulle iagttage ekvipagerne. Max arbejdede flot og stort set uden lyd. Hans fandt 1 ud af 2, da jeg valgte at stoppe. En del distraktioner.


Kilde på stol bag afspærring. Jeg skulle mindes om at bevæge mig, for Max havde alt for meget fokus på mig fra starten.


A-bræt og kilde placeret, så hunden skulle stå på A-bræt for at markere ved kilden. Se video øverst.
Og bemærk, hvor selvstændigt Max begynder at arbejde, da hans fører ikke ”hjælper”.


”Bokssøg”, hvor kilden var lige under gulvet, mellem to bokse.


'Problemløsning, hvor der stod kasse med kilde på balancebom, og hund skulle på bord og derfra sætte fødder på balancebom, for at markere kassen.



Problemløsning, hvor kilden var placeret i vifte over spisebordet, og hunden skulle fra gulvet på stol, på bord, på stol for at kunne markere. 

             

Hunden skulle arbejde under ”noget”, se video ovenover. Som Johanna kommenterede: Max arbejdede flot, fordi han ikke kunne se mig …


Hunden skulle gennem bassin med kugler, for at komme til kilden. Max knoklede med det og endte med at markere direkte på kilden.


Hunden skulle til bevægelig kilde = Johanna som kørte ottetal med sækkevogn omkring to kegler. Max anede ikke, det var sidst på dagen, så han knoklede løs med et meget langt søg med top-intensitet.


Hunden skulle arbejde med føreren placeret bag en tunnel. Et ret let søg som afslutning, og Max arbejdede topsejt og markerede hurtigt og præcist.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om kurset var for avanceret for Max og mig. Men nej, selvfølgelig var det niveauopdelt, og Max arbejdede intet mindre en fantastisk hele dagen.

Jeg er meget tilfreds med alle tre kurser og specielt med Ottos og Max’ indsats på kurserne.

torsdag den 13. august 2020

Fokus-træning


Det har træningsmæssigt været nogle stille dage efter vi kom hjem fra Bornholm, det trængte både hundene og jeg vist til.


Tirsdag havde vi NW-træning hos Merete ved Jersie Hallen. Både Otto og Max gik virkelig godt, og Otto fik lejlighed til at arbejde med høje søg, bl.a. ét, hvor han skulle løftes, det tog han ret cool.

I eftermiddags trænede Liv og jeg rally i Roskilde. Vi havde aftalt at jeg tog Anitas begynderbane fra Østerlars med. Jeg har nævnt, at jeg havde den rigtige følelse under og efter banen, men der var noget fra Anitas feedback, som nagede, og blev bekræftet af flere gennemsyn af videoen: der er FOR meget stram line.

Så mit træningsfokus, i dag og generelt, er at få mere vedholdende fokus fra Otto. Det er rigtigt fint meget af tiden, så der er bestemt et godt udgangspunkt 😊

Der skete en masse på ganske kort tid.

Først gik vi banen med line, helt prøvemæssigt (men med belønning undervejs), og det gik rigtigt godt. Noget bedre end til prøven.

Derefter arbejdede jeg med Otto, mens Liv varmede op og derefter gik banen. Jeg arbejdede kun med Ottos fokus, og det var fantastisk! Han blev distraheret lidt indimellem, og ganske naturligt, men hans fokus var lynhurtigt tilbage, klik-godbid, og så fuldt fokus, så vi kunne arbejde videre. Det var virkelig lækkert.

Til sidst gik jeg banen uden line på Otto. Det var magisk 💖💖💖

Otto gik som en drøm, der var en enkelt fejl – den vender jeg tilbage til – som blev håndteret med smil og grin, og ellers et fantastisk fokus og fuld kontakt hele vejen igennem. Helt klart den bedste bane, jeg nogensinde har gået med Otto.

Hvad lærte jeg af det: jeg gør mig ubevidst lidt mere umage for at fastholde Ottos fokus, når jeg ikke har line på. Så det gør det jo nemt: fortsæt træning uden line, og kun linetræning op til en prøve.

Så var der fejlen … Jeg har trænet for lidt højrehandling, og jeg har nok undervurderet synkron venstre på højre side, og synkron højre på venstre side, altså de skifter hvor Otto skal vende mod mig mens jeg vender væk fra ham. Så der kommer på højre side helt uprovokerede twister (dreje til højre), så der skal vi have fokus på, at han holder fokus på mig, og lytter til min kommando, i stedet for at gætte. Det er også nu, vi generelt har meget mere fokus på højrehandling.

Max var naturligvis også ude, vi tog en superflot bane på højre side, med lidt championøvelser indimellem. Fed træning også med ham, hans fokus var eminent.


Jeg blev i dag også mindet om, at FS2-programmet med Max skal genopfriskes, vi har ikke gået det i 8 måneder, så det står på planen i morgen. Jeg tror på, at den udvikling Max og jeg har haft i rally vil få en gavnlig indflydelse på FS2-programmet, jeg glæder mig meget til at gå det igen 😊

tirsdag den 30. juli 2019

Max fokus


 
Den 12. juni 1993 blev vores gravhund Rasmine udstillet i Hillerød. Det var vores første møde med udstillingsverdenen.

26. september 1993 var vi med Trine, også gravhund, til vores første gravprøve.

Vi blev først rigtigt grebet af det med udstillinger og prøver da Emmy, vores første border terrier, kom til i 1995. Det blev rigtigt spændende og sjovt, for hun var en fin udstillingshund og en fantastisk gravhund, og med hende fik vi vores første to championtitler: DKCH den 21. september 1996 og DKJCH(G) den 17. april 1999.

Siden skete der en masse.

Med 10 hunde er det indtil videre blevet til 830 udstillinger og prøver. Prøverne fordelt på dressur, gravprøve, LP, rally, færdighedsprøver, 6+, seniorklasse (HTM), Freestyle, HTM og Nose Work.

Lille Bjørn skal stadig skal gå nogle rallyprøver med Mathilde i juniorklasse, men er ellers pensioneret. Eller så ikke helt, for han er da tilmeldt et Nose Work hold hos Merete, han er ret skarp til det, og hvem ved, måske kan det medføre en prøve eller to …

Så er der Max, som er den hund jeg træner og konkurrerer med for alvor 😊

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over at se tallene. 292 af de 830 udstillinger og prøver, 35 %, står han for.

Han har været den absolut mest alsidige hund, vi har haft.

I LP har han opnået LP1 og LP2, Danmarksmester i LP1 i DTK 2012 og Danmarksmester i LP3 i DTK 2013.

I Rally, med 202 prøver, er han blevet RBM, Danmarksmester i rally begynder i DTK 2012, RJM og ÅH2 i juniorklasse i 2018 med Mathilde som fører, RØM, Årets rally øvet terrier i DTK 2012, DKRLCH, ÅH2 i ekspertklasse i 2015, DKRSCH, RLD-N (SE) samt RLD-F (SE).

Han har bestået titelprøven og opnået HTMF. Han har optrådt i 6+ med Billie og været på landsholdet til NM. Han har gået Freestyle og fået FS1 og HTM og opnået HTM1 og HTM2.

Endelige Nose Work, hvor han har fået NW1.

292 i alt, det er én hver 10. dag i de godt 8 år han har levet.

Vi har et kæmpepotentiale, som vi arbejder med at realisere, og det indebærer bl.a. masser af motivationstræning, noget mindre præcisionstræning og noget mere fokus konkurrencemæssigt. Oversigten over de sidste 3 år viser tendensen:


HTM-verdenen har Max og jeg taget afsked med – vi sluttede med at bestå FS2 i første forsøg, og mere kan jeg ikke forlange. Det er vemodigt, men jeg kan love, at med næste hund, så er vi tilbage i den verden, som jeg er vildt fascineret af.

Max’ og mit fokus bliver rally og Nose Work, og det kommer vi bestemt ikke til at kede os med 😊

tirsdag den 27. marts 2018

Et spark i røven


Max og jeg var rallytræning hos Johanna i eftermiddags.

Den første halvdel arbejdede vi sammen med to andre som forstyrrelser på to baner: en ydre ring med 8 x 2 skilte, en indre ring med 4 x 2 skilte, et felt og et par kegler til fremsending, og opfordring til at gå alle baner, lave valgfri sideskifter, så vi lavede det hele både på højre og venstre side, og gå sammen med de andre – under gensidig hensyntagen – så vi fik trænet med forstyrrelser.

Jeg havde som eneste kriterie fuldt fokus fra Max, lige fra vi trådte ind på kunstgræsset, al snusen skulle afbrydes øjeblikkeligt og blev det … og jeg fik fuldt fokus. Jeg blev helt forskrækket over, hvor flot fokus han havde, og han gik knivskarpt og præcist.

Jeg huskede at holde pauser ind imellem. Det var faktisk vildt så godt han arbejdede på et ikke så nemt underlag og med gode forstyrrelser.

I den anden halvdel havde vi først to sekvenser på fire skilte vi skulle gå fælles. Her mistede jeg Max et par gange, men fik ham tilbage igen. Jeg havde den første individuelle runde, og fik her sparket i røven. Jeg arbejdede med sekvenser af tre skilte, og varierede for forudsigeligt med legetøjet (efter øvelserne). Så snart jeg begyndte at variere hvornår jeg belønnede og hvilket legetøj, der kom frem, blev fokus skruet dramatisk op, og Max arbejdede igen fantastisk. Tak Johanna :-)

Derefter arbejdede jeg med forskellige detaljer, belønnede varieret, hold pauser og stoppede i tide.

Fed træningsrunde, fordi jeg fik arbejdet med Max’ fokus hele vejen, fordi Johanna fik mindet mig om fundamental belønningsteknik og fordi det virkede øjeblikkeligt!

fredag den 6. oktober 2017

Frisk Bjørn – ændret fokus – særligt foto

Foto: Grafiko.dk

Vi har heldigvis ikke den store erfaring med hunde, der er syge/skadede, så jeg havde det altså ikke ret godt med Lille Bjørns halten; han var også halt i morges og kom ikke på morgentur. Heldigvis endte det meget bedre end vi havde håbet på. Kirsten var omkring dyrlægen til middag, Lille Bjørn havde ikke fået noget smertestillende, og han hoppede og dansede ind hos dyrlægen, hvor han var i narkose først på ugen.

Hvis ikke Kirsten havde forsikret om, at han havde haltet også på vejen ind, havde dyrlægen ikke troet på det.

Naturligvis blev Bjørnen tjekket, og ja, han var lidt øm ved venstre bagben, men diagnosen var, at der måtte have siddet en nerve i klemme, for han var åbenlyst helt frisk. Dyrlægen sagde direkte, at han sagtens kunne gå til prøve i weekenden.

Kirsten har naturligvis insisteret på at jeg trænede lidt med Lille Bjørn, og han var nærmest overfrisk, satte sig direkte, bakkede og snurrede, så hvis han er ok i morgen tidlig, så kommer han med til prøve på Fyn.

Som faste læsere af min blog vil vide, har jeg længe funderet over, hvad jeg skulle ændre træningsmæssigt og konkurrencemæssigt i forhold til Max. Jeg har været inde på det tidligere, men det er nu ganske definitivt, at Årets Hund i rally er droppet som mål for Max (og Lille Bjørn) i 2018. VI kunne sikkert kvalificere os, men jeg er ikke tilfreds med at være med længere, jeg vil – især med Max – være med, med en hund der viser sit kæmpepotentiale.

Så – ud fra konkrete råd fra flere rigtigt gode hundevenner – starter jeg forfra med Max (og også Lille Bjørn, men det er mere for sjov), ved at begynde at gå til rallyprøver i Sverige, og så bygge vores rallysamarbejde op fra grunden.

Prøverne med Max i Danmark er for sjov indtil videre, og deltagerne på Fyn i morgen kan glæde sig til en ganske ny rutine, når Max og jeg varmer op og går på banen!

Jeg ville gerne skrive, at jeg til gengæld har mere fokus på HTM, men det er vist ikke rigtigt at udtrykke det sådan. Jeg har tidligere nævnt, at det at starte i HTM3 for mig mentalt svarer til at starte i Eliteklasse i LP. Debuten på Samsø har jeg bestemt ikke styr på endnu, jeg tager den officielle prøve for sjov (med legetøj eller anden belønning undtagen godbidder undervejs), og har en træningsklasse med programmet. Men jeg må erkende, at jeg er usikker på, hvad jeg egentlig vil …

PÅ det mere jordnære plan ser det heldigvis ud til at Lille Bjørn skal med til Samsø og skal debutere i HTM1; men kostumet?!

Kirsten har foreslået noget – det skal jo være noget anderledes end til Max’ FS1 og hans HTM1-2 – og vi tror den er hjemme. De, der kommer til Samsø 14. oktober vil opleve det første gang ;-)

Fotoet er fra fotosessionen den 28. december 2016, hvor Camilla (Grafiko.dk) var bestilt til at fotografere, Django, Osseau, Megan, Lille Bjørn, Max, Anita og mig. Og fotoet her er jeg ret vild med. En ny kollega lagde mærke til det forleden (jeg har det som baggrundsbillede på skærmen) og sagde, at han synes det var fantastisk at se det gensidige fokus. Tjek!

mandag den 26. juni 2017

Følelsesmæssig spejling, mål, drømme, fokus og prioritering

Fuld fokus fra start: Megan til DM 2013 (Foto: Charlotte Lia)

Først en tilståelse. Da jeg i blogindlægget i går noterede højdepunkter fra Summer Campen noterede jeg fire punkter, men glemte det femte, som måske var det allervigtigste: Christinas pas om Energi og følelsesmæssig spejling, som er det jeg mentalt har brugt mest tid på at tænke over bagefter. Jeg kunne så nemt som ingenting få en meget fokuseret Max, og jeg véd at den næste tids træning bliver med fuldt fokus på at få skabt den grounding og centrering, som skal skabe udgangspunkt for en meget tættere relation mellem Max og mig.

Jeg ikke skal til nogle vigtige prøver den kommende tid - skrev jeg, før jeg tjekkede kalenderen, og det kan så give anledning til at overveje, hvad en vigtig prøve er. For selvfølgelig er alle sammen vigtige på en eller anden måde – alternativet var, at de var ligegyldige, og det er de ikke, så ville jeg ikke være tilmeldt. Selvfølgelig ville det være løgn at sige at Max debut i HTM3, Lille Bjørns debut i HTM1, Max sidste prøve i FS1 mv. ikke er vigtige. Men de helt vigtige prøver de kommende måneder er:

• DM i rally 5. august, med Lille Bjørn og forhåbentlig med Max (1. reserve pt.) • Årets Hund i rally 24. september (med begge hunde) • Landskamp i 6+ den 30. september eller 1. oktober (med Max)

De to første, fordi det er finaler, jeg har arbejdet målrettet for at nå, den sidste fordi det var en superoverraskelse og en overhaling af mine drømme på det område, på en ganske uventet måde.

For at leve op til mine præstationsmål - om at gå nogle glade baner, med flot kontakt og glæde - skal jeg arbejde målrettet med mental træning, grounding, centrering og kun i meget begrænset omgang med træning af konkrete øvelser og momenter med hundene. Der er detaljer, der skal arbejdes med, vi skal gå nogle baner til træning og for sjov til konkurrencer, men i bund og grund kan hundene, det de skal kunne, for at vi gennemføre alle prøverne på et flot niveau – på en god dag. Og det er min opgave som fører at arbejde for, at de 3 dage BLIVER gode dage, for det er kun mig, der kan gøre noget ved det.

Forrygende sideskift: Megan til DM 2013 (Foto: Charlotte Lia)

Udover præstationsmålene har jeg også nogle resultatmål (nogle drømme …). Bl.a. at begge hundene kommer i finalen til DM, at begge hunde mindst beholder deres placering som nr. 8 og 9 i Årets Hund, og at Louise, Billie, Max og jeg lavet er fantastisk program sammen i landskampen. Og også endnu mere ambitiøse drømme. Jeg har valgt tre fotos til dette blogindlæg fra DM 31. august 2013, fra finalerunden, hvor Megan gik en af sine allerbedste prøver, og vi rykkede fra 10. til 5. pladsen sammenlagt, vores bedste resultat nogensinde til DM.

Men drømmene er i sagens natur mere uhåndgribelige, for vi kan ikke selv bestemme hvad vores performance rækker til i forhold til konkurrenternes, men på de omtalte gode dage kan vi nå meget langt …

For at sikre det rette fokus, skal der nødvendigvis ske en prioritering. Den konkrete træning med hundene i forhold til rally er noget sommertræning hos Johanna, og noget ad hoc træning i juli frem mod DM, og i august/september frem mod Årets Hund. Alle andre rallyprøver bliver med forskellige former for afprøvning af noget af det jeg har lært i weekenden, ikke mindst i forhold til Max.

I forhold til 6+-programmet har Louise og jeg fået talt lidt om det i går. Vi er ganske enige om, at alfa og omega er at få et godt flow i programmet, vi skal holde det enkelt, så vi kan gennemføre uden at bekymre os alt for meget om det tekniske, men kan støtte hundene og følge hinanden. For at få det rigtige fokus fra starten har vi på søndag enetime hos Sonja, hvor vi drømmer om at få tilrettelagt et optimeret program, som vi kan træne på hver især, og naturligvis også lidt sammen, og så få det tunet ved yderligere en ene time tæt op til landskampen. Der bliver sikkert også noget fællestræning i landsholdsregi, hvor vi kan arbejde med det.

Selvfølgelig glemmer jeg ikke HTM og Nose Work, men prioriteringen er helt klart målrettet mod områder, som betyder noget i forhold til de 3 vigtigste mål i år.

Fuld fokus i fristende 8-tal: Megan til DM 2013 (Foto: Charlotte Lia)

Udover alle de andre grunde giver det mig vild god energi, at kunne rette træningen ind i forhold til de tre specifikke arrangementer.

fredag den 7. april 2017

Det rette fokus … på det hele

??? (foto: Peter Steffensen)

Jeg véd bare, at Peter Steffensen har taget fotoet, og det må være under opvarmningen til HTM-programmet. Hvad laver jeg med hånden og hvad tænker Max? Det kunne der godt komme en sjov konkurrence ud af: så skriv dit forslag som kommentar her på Facebook, deadline søndag midnat og jeg kårer vinder på mandag. Præmien afhænger af, hvem der vinder, men niveauet er en flaske ordentlig rødvin.

Noget af det, jeg virkelig holder af ved HTM, FS, Nose Work og Rally, er den gode sportsånd, som jeg generelt oplever. Glæde på hinandens vegne, ærgre sig på hinandens vegne på en god måde, hjælp til hinanden også i konkurrencesituationer osv. Trænere der holder øje med én, også når man ikke regner med det, og kommer med kvalificerede kommentarer, som man ville være dum, hvis man ikke overvejede.

Det har jeg oplevet eksempler på mange gange og fra den sidste tid springer Karina og Foenix’ debut i FS i lørdags i øjnene. De udførte det mest fantastiske program og blev diskvalificeret på noget så ærgerligt som ukendskab til reglerne: Den løve (rekvisit), som Foenix apporterede til sidst i programmet, blev brugt som belønning på vejen ud, og det må man ikke …

De tilbagemeldinger Karina fik på dagen og siden på Facebook (og sikkert på anden vis) taler deres tydelige sprog: Det var en vinderpræstation og det var ærgerligt med den diskvalifikation og de gør det fantastisk næste gang. Karina skrev på Facebook ”En helt ny verden af hundesporten har åbnet sig for os, og hold da op hvor har de taget godt imod os – TAK”.

Det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg debuterede for snart tro år siden, og sådan har jeg det stadig, når jeg får ros og forslag til forbedringer, i forbindelse med, at jeg går til prøver.

Jeg har flere gange, og senest efter prøven i lørdags, skrevet til en af dommerne og bedt om uddybning af/forklaring til dommerkommentarer, jeg ikke helt forstod. Og jeg får altid gode og konstruktive svar. Sonja havde fat i mig efter HTM’en – og før FS’en – i lørdags, og kommenterede, hvor længe jeg var om at belønne Max …, det kunne jeg heldigvis nemt korrigere til FS-prøven.

Anja skrev til mig efter enetimen i går, på en meget diskret måde ”hvis jeg var dig ville jeg arbejde meget på hvordan du og Max går ind i ringen... arbejde på hvilket fokus i begge 2 har”. Og jeg kunne ærligt svare: ”Og tjek, det med indgangene er noteret. Jeg har set på mine indgange i lørdags flere gange, og det er noget rod. I rally har jeg fået styr på det, dér er prøven i gang fra lidt før vi går ind i ringen, og det skal den selvfølgelig også være i FS/HTM (og som den også var i LP). Jeg har planlagt at træne det som en kæde også, så jeg også har HELT styr på hvornår og hvordan jeg hilser på dommerne samtidig med at jeg har fokus på Max. Jeg har været så optaget af selve programmerne at jeg har glemt indgangene, selv i mine visualiseringer 😞 Det bliver rettet nu!”

Det var sådan set det, Sonjas og Anjas kommentarer, som igen mindede mig om, at ”selv prøven”, kun er en del af helheden. I rally er selve prøven forløbet fra klartegnet til målet er passeret, i HTM/FS fra klartegnet til nummeret er slut. Men hvad med alt det før og alt det bagefter? For os (førerne) er der et før og efter, men for hundene er det ét, sammenhængende forløb, og det skal naturligvis være trænet ligeså godt som ”selve nummeret/prøven”.

Jeg har fortrængt denne i grunden ganske banale erkendelse, fordi jeg har været så optaget af selve nummeret i HTM/FS. Så det er en vigtig note til mig selv, inden de næste træningsseancer, er at huske også at få den rigtige start og den rigtige afslutning med!

fredag den 8. januar 2016

Ændret fokus

Megan (foto: Stender's Foto)

Både arbejdsmæssigt og hundemæssigt er der over et lille års tid sket en markant ændring af mit fokus. Arbejdsmæssigt har der fx været skiftet fra selvstændig til fastansat, beslutningen om at stoppe som assessor i projektledelse og i går afsendelse af udmeldelse af foreningen Dansk Projektledelse; en lille handling, men en vigtig milepæl i forhold til noget, som har fuldt rigtigt meget i mit liv.

Vi nærmer os det hunderelaterede via Wordfeud :-)

Jeg er ivrig Wordfeud-spiller og har i de sidste 5 måneder deltaget i Wordfeud League of Honour, som alle Wordfeud-spillere kan tilmelde sig. Det er en turnering, hvor man i hver runde - som der er sat 14 dage af til - spiller mod syv andre. Vinderen rykker op, de to sidste rykker ned.
Man starter i 9. division, og jeg var efterhånden kommet i 6. division, men rykkede i sidste runde ned i 7. division og kæmper nu for at rykke op.

Den banale pointe er, at hvert spil i turneringen betyder noget, i modsætning til spillene ”for sjov”. I turneringen kan man til nød tabe en kamp og alligevel rykke op, men sjældent to, så det bare om at være skarp i alle spillene. Alle spil i turneringen er med Normal board, hvorimod de fleste udenfor turneringen er med det betydeligt mere chanceprægede Random board. Så jeg er i gang med at omlægge til at spille Normal mod ”alle” og håber ”alle” vil være med, for jeg har brug for at træne i det, som jeg konkurrerer i.

Det fører mig til hundene, undervisningen, træningen og konkurrencerne. Der skal – for mig - være en sammenhæng. Det var en meget velovervejet beslutning, at stoppe med LP, både med Max og senest med Lille Bjørn. Efter over 100 LP-prøver, en masse LP-kurser og en masse LP-undervisning, så er det bare ikke der mit fokus er længere. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med, at jeg fulgte lidt med i prøverne 28.-29. december, hvor jeg mærkede efter: jeg savnede ikke at deltage. De nye regler? Jeg har læst dem, men jeg kan mærke, at jeg har det med dem, ligesom med agility-reglerne: Det er regler for hundediscipliner, som jeg ikke dyrker.

Min kalender viser at min egen hundeundervisning pt. er minimal i 2016. Jeg har sagt til at undervise i rally 5. juni i forbindelse med et HMC-arrangement, netop fordi det var HMC. Jeg skal sammen med Anita undervise i to omgange Rallyinstruktøruddannelse i Sydkystens Hundeskole – det glæder jeg mig ualmindeligt meget til. Det har været meget spændende og inspirerende at gennemtænke forløbet og planlægge det i detaljer, og der er kommet et rigtigt godt program ud af det. Jeg tripper for at det bliver den 16. januar og vi kan gå i gang med dag 1!

Hundetræning og Hundekonkurrencer hænger for mig uløseligt sammen. Der skal være et mål med træningen, det er ikke noget jeg ”bare” gør for at aktivere mig selv og hundene. Den organiserede træning er begrænset, men rally hos Johanna og HTM/FS-kurser er, hvad der er på planen, alt sammen med Max. Det afspejler rigtigt godt hvor jeg er henne.

Jeg træner selv med Megan og Lille Bjørn, de kan ”det hele” i rally, og vi træner for at holde det ved lige og for at kunne konkurrere i det på højt niveau, som afspejler mine ambitiøse men realistiske mål.

Med Max er der også ambitiøse og forhåbentligt realistiske mål, men der er meget andet end øvelser, der skal trænes. Fokus, tryghed, forstyrrelser osv., som læsere af min blog véd en masse om – alt det uden om selve øvelsesudførelsen. Og så naturligvis præcision og glæde i selve udførelsen af øvelserne og forløbene, både i rally, HTM og Freestyle. Det er dér, jeg har mit fokus både ved selvtræning og organiseret træning. Det er noget helt andet end for et år siden. Jeg skal deltage i en hel del konkurrencer – det ser lidt voldsomt ud :-) – men det er tænkt igennem. Træningen er også tænkt igennem og jeg skal nok være klar til de forskellige prøver.

I et – kort! – svagt øjeblik har jeg tænkt, om jeg gabte over for meget. Svaret kom hurtigt: Nej.

Jeg skal ”bare” fortsætte med træningen af hundene, som hidtil, og fastholde den mentale træning. Udover en coaching session senere på måneden og genlæsning af With Winning in Mind indebærer det også bevidsthed om alle de rutiner og ritualer, som jeg arbejdede succesfuldt med sidste år. Bl.a. er kalenderen (min private) nu også på vej til at blive opdateret med visualiseringer af Max’ debut i HTM2.

Så summa summarum: samlet set er fokus ændret, men også meget skarpere end det har været tidligere.

2016 er startet godt og jeg glæder mig til et forrygende år.

søndag den 27. september 2015

Fokus

 
Andet blogindlæg med denne titel denne måned, men det er måske det vigtigste ord for mig lige nu.

Jeg elsker at gå til prøver og prøvekalenderen for de næste to uger ser lovende ud: På lørdag LP3 med Lille Bjørn i Køge, søndag LP3 med Lille Bjørn og rally med Megan i Ølstykke, fredag den 9. oktober Titelprøve, HTM1 og For Sjov med Max i Rønde … og som en ekstra bonus skal jeg dømme rally på Samsø lørdag. Jamen det bliver ikke meget bedre.


Kalenderen blev opdateret efter morgenens hundetur, hvor der var en hel masse tanker der kørte rundt i hovedet.

Træningsplaner den kommende uge:
  • Mandag rally med Max hos Johanna
  • Tirsdag ingen træning (bryllupsdag)
  • Onsdag LP-træning med Lille Bjørn sammen med Charlotte & Laika
  • Torsdag HTM/Titelprøve-træning med Anita, Conni og Lonni.
Fokus ved træningen er forskelligt for hundene, og Megan bliver også trænet lidt, selvom hun ikke er nævnt :-)

Megan, det er træning af mig i at give præcise signaler. HUN kan det hele og er glad ved prøverne, jeg skal bare fortælle på en forståelig måde, hvad jeg gerne vil have hun skal gøre, og så gør hun det :-)

Lille Bjørn. Jeg tror ikke at nogen, der har set ham til prøve (eller træning for den sags skyld) er i tvivl om, at han når føreren er bedst, er jordens mest arbejdsivrige og arbejdsglade hund. Halen kører, så man tror, den næsten ikke kan holde til det, og han giver alt for at udføre det han bliver bedt om. Så jeg skal afbalancere den glæde med præcision

Max, er en helt anden type. Han er lille og forsigtig og der skal arbejdes med at opbygge selvtillid i ham. Jeg fik håndteret hans usikkerhed i går – både i HTM og FP – helt forkert (= ikke sådan som jeg havde tænkt det på forhånd), og fik i dag en meget præcis analyse af dels hvad der skete under HTM-programmet (set fra Max’ side), dels hvordan jeg skulle arbejde med det.

Så mit fokus med ham er at få (gen)etableret glæden ved at være på banen, både til træning og i konkurrencer.

Derudover har vi nogle konkrete øvelser til Titelprøven, som vi skal have på plads. Der er i hvert fald 4 øvelser som vi ikke er helt klar med.

En god del af søndagen blev brugt hos familien i Malmø, Max var med, og han nød gevaldigt en lang tur, hvor vi bl.a. var igennem en del af S:t Pauli Mellersta kyrkogård, hvor hunde er velkomne i snor.

Max og Frasse har det virkelig godt sammen, det er dejligt at se.