lørdag den 11. maj 2019

Verdenspremiere på Nordisk klasse

Ida, Beatrice og nr. 1-10 fra Nordisk klasse dag 1

Jeg havde en fantastisk dag i Roskilde. Jeg havde store forventninger til dagen, ikke mindst til verdenspremieren på Nordisk klasse, og de blev bestemt indfriet.

Jeg starter ubeskedent med mine egne hunde.

Max startede i championklasse med Lone Sommer som dommer (bemærk rimet!). Opvarmning perfekt, indgang perfekt, og så slog han fra lige før startskiltet, skulle ud og hilse på tidtageren og tilbage igen. Han var meget dæmpet på den første del af banen, og der var nogle typiske dæmpe-fejl: han ville ikke stå ved keglen (ommer lykkedes) og han ville ikke dække i dæk under gang (ommer lykkedes).

Jeg fik en superfin tilbagemelding fra Lone, som bl.a. noterede meget mindre snus fra Max end tidligere, og vi endte med 81 point. Ikke prangende, men ok, når Max ikke rigtigt var på. Jeg blev faktisk helt ked af det under banegennemgangen, fordi han ikke virkede så oplagt, men han var helt på dupperne den sidste del af banen.

Ida og Beatrice (hugget fra Idas Facebook)

Nordisk klasse var som sagt verdenspremiere, det var Beatrice Palm, den svenske dommer, som brugte denne vending. Hun og sekretær Ida Lindberg, også svensk dommer, var inviteret til at dømme den første danske NM-kvalifikationsprøve. Det er en prøve, som mange vil huske, for der blev naturligvis dømt helt konsekvent efter den nordiske regler, og det betød at mange detaljer, som ville koste lidt eller intet ved en dansk rallyprøve, pludselig kostede 10 point. Faktisk fik kun én ekvipage ud af 34 ikke mindst én 10’er …

Max gik væsentligt bedre end i championklassen, men der skete også forskellige underlige ting, og jeg glemte i kampens hede en vigtig detalje, som kostede 10 point. Vi fik 4 10'ere og 6 x 1. Vi endte dermed med 54 point, det lyder ikke af meget, men rakte til en 16. plads ud af 32, og det er jeg meget tilfreds med.

Max skulle direkte fra Nordisk klasse til juniorklasse, hvor Mathilde gik til 90 point med ham og fik en 3. plads. Lille Bjørn skulle ind næsten lige efter, og fik 70 point og en 4. plads. I den samlede ÅH-kvalifikation er Lille Bjørn nu nr. 4 og Max nr. 5.

Deltagerne i første banegennemgang Nordisk klasse

Den samlede resultatliste for Nordisk klasse ligger her. Der kommer en officiel på DKKs hjemmeside i næste uge, baseret på de første to kvalifikationsprøver.

Umiddelbart kan man studse over de lave point. Sammenlignet med en dansk championklasse er det ualmindeligt lave point. Under præmieoverrækkelsen kom Beatrice specielt ind på skridtlængden – rigtigt mange fik 10’ere fordi de ikke tog korrekte skridt. Det er en helt ny klasse, og deltagerne skal have mulighed for at vænne sig til den, og ikke mindst bedømmelserne, og jeg er sikker på, at det går meget bedre i morgen for alle.

Dér har jeg fornøjelsen at skulle dømme, og jeg glæder mig meget!

fredag den 10. maj 2019

2001 – revitalisering og store forventninger

God weekend :-)

Det er bestemt ikke hverdagskost, at jeg melder fra hundetræning, men det var så tæt på, at jeg havde meldt fra til første runde af FS/HTM-træningen i dag hos Johanna. Max har været til træning tirsdag (NW), onsdag (rally), torsdag (rally), han skal op i championklasse, nordisk klasse og juniorklasse i weekenden i Roskilde hvor jeg skal være prøveleder/dommer. En fredag eftermiddag med træning var måske ikke så oplagt.

Jeg vendte situationen med Amanda i går, da vi talte om forberedelser til weekenden, og den oplagte idé, som jeg så ikke lige havde set, var at droppe den første del af træningen i dag (1 times fællestræning) og bare tage mine 20 minutter i den individuelle runde.

Jeg fik aftalt det med Johanna, og det var bare så perfekt!

Jeg kom, fik luftet Max, og varmede op i hallen med lidt rallyøvelser. Max kom ud i bilen, og ind igen, da der var ca. 5 minutter til vi skulle på. Lidt mere rally, og så var det vores tur.

Vi startede med at vise vores FS2-nummer, som vi gik 6. april, og ikke har beskæftiget os med siden. Man kunne godt se, det var lidt rustent. Derefter kom Max i bilen, og så var jeg klar til at modtage input fra Johanna og de andre kursister.

Nu vil jeg bestemt ikke afsløre alle detaljer, men en kort opsummering vil jeg da ikke undlade:
  • der er mange rigtigt gode passager i nummeret
  • Jeg skal gennemgå nummeret og notere for hver passage hvilket niveau den er på (klasse 1, 2, 3) og stræbe efter at løfte, dem, der står til klasse 1
  • Symmetri – at starte og slutte med noget, der ligner hinanden, binder enderne sammen
  • Rekvisitter, som vil give mange flere muligheder for at variere adfærd, og vil kunne bruges til at støtte Max tæt på, og måske ligefrem være belønninger (spring), fremfor at arbejde med øvelser på afstand, som han tydeligvis ikke bryder sig om
  • Jeg kan bruge kropsdele som rekvisitter, fx cirkle om arm, når jeg sidder
  • Eksempler på rekvisitter:
    • Avis (handy, nem at have på sig)
    • Pibe
    • Monokel
    • Lommeur (When I’m 64 handler om noget med alder/tid)
    • Stok
  • Anvendelse af pauser, som vil være en særlig pointe i et nummer, hvor tid er et tema
Summa summarum: jeg tog vildt inspireret hjem. Jeg har fået så mange ideer at arbejde med, og jeg kan igen begynde at opbygge et nyt program. Der er over et halvt år til næste FS-prøve, så jeg har al mulig anledning til at planlægge og træne programmet ordentligt, og stille med et flot nummer på Samsø.

Der er så meget potentiale i det, og det skal der arbejdes på at udvikle.


Weekenden står i rallyens tegn. Lille Bjørn, Max og jeg er at finde på Roskilde Dyreskueplads de næste to dage. Der er masser at glæde sig til og jeg skal nok sørge for at få det maksimale ud af weekenden.

Jeg glæder mig især til at møde en masse skønne rallyentusiaster, til de største championklasser nogensinde og til de to første kvalifikationsprøver til det nordiske mesterskab.

20 ting du ikke vidste om Paul – blogindlæg nr. 2.000

Min 1. klasse

Dette er mit indlæg nr. 2.000 i denne blog. Jeg har opfordret til, at der blev fremsat ideer til, hvad jubilæumsindlægget skulle handle om. Der er kommet ét, det var så også lige i øjet, tak Berit Bilde for dette oplæg: ”20 ting du ikke vidste om Paul … Afslør overraskende ting om dig selv, din ungdom osv. Det er også en fin udfordring ift selvransagelse.”

Så her kommer 20 ting som du formentlig ikke vidste om mig.

  1. Min mor var kineser. Efter sigende kunne jeg lidt kinesisk som barn, men det hang bestemt ikke ved.
  2. Min far var født uden for ægteskab, og skammede sig over det hele livet (”Jeg er det, man kalder for et uægte barn”). Hans mor blev tvunget til at bortadoptere ham.
  3. Min far arbejdede i ØK, mødte min mor på ØKs kontor i Hongkong og de blev gift i Hongkong. Da min mor var katolik konverterede min far til katolicismen.
  4. Jeg er opvokset i Granparken (Kgs. Lyngby), som mine forældre flyttede til i 1956, fordi der i 1954 var etableret en katolsk skole i Lyngby (Sankt Knud Lavards skole), som jeg skulle gå på.
  5. Den 1. september 1959 startede jeg i 1. klasse, på klassefotoet ses jeg på anden række yderst til venstre. Min klasselærer hed søster Celine, og skolen blev kaldt nonnefarmen.
  6. Jeg har en lillesøster og en lillebror. Jeg ser dem aldrig, og hvis de en sjælden gang omtales er det som min forhenværende søster/bror.
  7. Jeg har gået til dans på Fru Geides danseinstitut i Lyngby.
  8. Jeg gik til spil (klaver) hos Rigmor Askov Jensen, som boede i Kulsvierparken, 5 minutter på cykel fra Granparken 95.
  9. Fra 6. klasse til 3.g. gik jeg på Niels Steensens Gymnasium, et katolsk gymnasium, i en ren drengeklasse.
  10. Jeg var totalt filmnørdet i mange år, jeg har en svaghed for stumfilm. Når jeg i dag en sjælden gang ser en film, er det helst en film fra før 1965. Jeg var en periode filmoperatør i Polyteknisk Forenings filmklub.
  11. Jeg er uddannet civilingeniør med speciale i By- og trafikplanlægning samt planlægningsmetoder.
  12. Mit afgangsprojekt fra 1976 hed ”Analyse af flytrafik i Grønland – en simulationsmodel”. Der var en masse programmering (på hulkort) og statistik, og det var lige mig. Jeg lavede projektet sammen med Jens Kjærgaard, og vi fik 13 for det.
  13. Mit først job som ingeniør var i Organisations- og Rationaliseringsafdelingen i Sparekassen SDS, jeg har aldrig arbejdet som ”rigtig” ingeniør.
  14. Jeg mødte Kirsten i Finansbanken i 1979, vi blev gift samme år og har snart 40 års bryllupsdag.
  15. Jeg kom fra et hjem uden hund, Kirsten kom fra et hjem med hund, så hun tog initiativet, da vi fik Terry (ruhåret foxterrier) i 1987, og vi har haft hund siden.
  16. Med en kinesisk baggrund og en Dünweber som ægtefælle var det svært ikke at blive interesseret i slægtsforskning. Jeg har forsket en masse og også udgivet nogle hæfter med slægtsstof, bl.a. ”Efterslægtstavle for Hein Diederich Dünweber & Kirstine Regine Nielsdatter”. Det allermest spændende var at forske i min fars familie – han var jo bortadopteret og kendte intet til sin biologiske familie. Det er en lang historie, men jeg oprullede den og fandt to halvsøskende, som hans mor havde fået, da hun blev gift; jeg fandt moster Marie (min farmors lillesøster) og at føre hende sammen med min far var stort!
  17. I august 2004 fandt jeg ud af, at Sankt Knud Lavard Skole fejrede 50 års jubilæum 31. august 2004, og jeg satte mig for at prøve at samle nogle fra 1. klassen dengang. Det lykkedes ud over al forventning. Vi fandt sammen frem til ALLE, og en del mødtes på skolen til jubilæet, nogle af os har mødtes siden og vi mødes igen til september og fejrer 60 års jubilæum!
  18. Jeg udgav et hæfte om 1. klassen i forlængelse af jubilæet. Jeg fik igen brug for slægtsforsker-genet, for der var en, vi ikke rigtigt kunne finde: Lisbeth Hansen. Igen en lang historie, men den sørgelige historie blev afdækket. Hun døde som 21-årig ganske kort tid efter at have født sit første barn. Jeg talte bl.a. med hendes daværende mand. Vi var to fra klassen, der tog ud til kirkegården og lagde en blomst på Lisbeths grav fra os alle sammen.
  19. Når jeg går i gang med noget, så vil jeg gøre det ordentligt. Hvad enten det er at samle på frimærker (det gjorde jeg som barn), spille bridge (det gjorde jeg i min studietid), være cineast, dyrke slægtsforskning, være vininteresseret eller dyrke mit professionelle fag projektledelse. Jeg var med til at starte 3 projektlederklubber i Dansk Dataforening. Jeg blev oprigtigt overrasket og rørt over at jeg i 2003 modtog en ildsjælspris af Dansk Dataforening for min indsats i den forbindelse. Anerkendelse af det jeg laver, det betyder nok mere for mig, end jeg bilder mig selv ind.
  20. Jeg ville, som nok de fleste, gerne have mine forældres anerkendelse, og især min fars. Min mor fortalte mig engang, at min far var meget stolt af mig. Jeg kan huske, at jeg svarede, at han aldrig selv havde sagt det til mig. Det fik han heller aldrig gjort, så jeg véd det ikke.
Hov, så blev det allerede nr. 20.

Vi begynder at nærme os tidspunktet, hvor hundenørderiet opstod og jeg begyndte at skrive blogindlæg om det. Det er snart 11 år siden at jeg skrev det første blogindlæg, og der er sket en masse i de år, som jeg har haft lyst til at dele. I dag nåede jeg de 2.000, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Max og jeg har stadig en masse vi skal opleve sammen og der skal også nok komme en hvalp igen, så der skal nok være noget at skrive om.

Nr. 2.000, det er bare et lille stop på rejsen. Tak, fordi du læste med 😊

torsdag den 9. maj 2019

Nørderi & Nordisk træning

Foto: Birgitte Rønsner

Jeg har mange gange nævnt min performancejournal. Den er opdateret med resultater fra alle prøver jeg har været til i forskellige discipliner – bortset fra Nose Work, men det kommer nok en dag.

Masser af interessant information for mig selv, og da jeg ER talnørd, kommer der i forskellige sammenhænge interessante statistikker ud af det.

Klar til kommende rallyaktiviteter

Rallyfanebladet indeholder fx 490 linjer med resultater, fra Megans debut i begynderklasse 23. juni 2007 i Ølstykke til Max’ Mästerklass i Lund 28. april i år. Der er resultater fra fem danske klasser og fire svenske klasser. Ud over alle officielle er der også nogle enkelte uofficielle, først og fremmest DM og Årets Hund, men også nogle enkelte andre, bl.a. Rallydysten.

Den dommer, der har dømt mine hunde flest gange er Anita (81). Den dommer, der har dømt mig flest gange er Frank (75).

Der er en kolonne med overskriften Idiot, og der står heldigvis ikke så tit noget i den – Anita mener heller ikke Lanny Bassham ville have anbefalet den 😊 – men der kommer en note, hvis jeg har været decideret dum til en prøve. Den dårlige oplevelse prøver jeg at fortrænge, og jeg har efter nogen overvejelser besluttet at gå efter at slette de dårlige oplevelser mentalt, ved at lave gode prøver de pågældende steder/hos de pågældende dommere.

Der er også et faneblad, hvor jeg for hver prøve, jeg dømmer, noterer hvor mange ekvipager jeg har dømt, fordelt på klasser. Så jeg véd, jeg har dømt over 700 begyndere, og er tæt på 600 øvede, 700 eksperter og 500 champions. Det kan ikke bruges til ”noget”, det er rent nørderi.

Jeg er nørdet på flere områder, mere om det i mit næste blogindlæg (nr. 2.000), men jeg vil da godt nævne to andre her.

Jeg vejer mig hver dag, og jeg ved derfor med sikkerhed, at siden min vægt kom ned på de 77 kg., som jeg havde sat som mål tidligere på året, så har den svinget lige deromkring, og det har jeg tænkt mig, at den skal blive ved med (måske ned på 75 først, men det er ikke så vigtigt). Så de gode vaner, som blev indlært, da jeg skulle tabe 12 kg., dem fortsætter jeg med, og det føles mere end ret godt! Jeg går stadig til fitness coach, jeg går mindst en time om dagen, de gode mad- og drikkevaner fortsætter. Kirsten har foreslået en tatovering hvori 77 indgår, jeg vil ikke afvise det, det skal minde mig om det, jeg opnåede, og at fastholde det.

Mums :-)

Vinnørderiet har levet i bedste velgående i mange år, men nu bliver det mere seriøst, Vi drikker noget mindre vin end før, men til gengæld prioriterer jeg mere varieret og mere utraditionel vin, så biologiske, økologiske, naturvine står højt på listen, og i en særlig kategori kommer mousserende vin, ikke mindst champagne. Der står spændende besøg på diverse webshops på menuen daglig. I går resulterede det i et nyt bekendtskab https://pinochar.dk/ Pinochar Wine, jeg bestilte en kasse med 6 flasker hverdagschampagne, og den kom allerede i dag, og der er noget at glæde sig til 😊

I aften gik turen til Jersie, hvor jeg skulle deltage i og undervise på et lille luksushold i nordisk klasse. Amanda og jeg havde hver stillet en bane op. Jeg gik først min egen bane Max. Dvs. han startede med at forlade banen, inden jeg kom i gang ... dårlig opvarmning, jeg véd det ikke. Jeg var lidt irriteret og derfor gik starten da vi først gik i gang også dårligt. Dyb indånding, ud og så en ordentlig start.  Vi gik en fin bane, fotoet har Birgitte taget.


Så startede den officielle del og efter banegennemgang på Amandas bane startede Max og jeg. Det føltes som i Sverige, jeg var lidt anspændt og Max dermed ikke ordentligt på. En masse pænt, men også noget usikkerhed og nogle fejl, fordi jeg ikke havde nok fokus på ham. Det er rent mentalt, og det burde jeg kunne håndtere. Træningsmæssigt er det i hvert fald meget lærerigt :-)

Da træningen var slut fik Amanda og jeg aftalt forskellige detaljer vedrørende weekenden, og jeg fik de sidste formaninger inden mine egne prøver lørdag og søndag - champion og nordisk lørdag, champion søndag. Med træningen i går og i dag er jeg bestemt rustet til at være en absolut fantastisk fører for Max!

onsdag den 8. maj 2019

Rally med udfordringer



Til aften startede en ny runde af Amandas rallykonkurrencetræningshold i Jersie, det første udendørs. Vi er seks på holdet, tre gengangere og tre nye, og skabelonen er den velafprøvede og velfungerende: en af deltagerne gennemgår dagens bane, der er banegennemgang som til rigtig prøve, og derefter går vi alle en bane og får feedback. Dernæst en individuel runde.


Banen var min championbane fra Rødovre i fredags, med enkelte valgmuligheder undervejs for deltagere, som ikke var klar til championbanen, og Max og jeg var først på.

Vi gennemførte den sædvanlige opvarmning og var helt klar, da vi skulle på banen. Troede jeg. Max gik i snus, da vi lige var kommet i gang, og da vi kom til andet skilt stoppede jeg, gik ud af banen med ham, tog en dyb indånding, og så gik vi ind og gik en flot bane!

Fin feedback fra Amanda, herunder blev der spurgt ind til, hvad jeg havde tænkt ved start og pludselig kom der ord på, jeg havde ikke slappet ordentligt af og smilet. Det gjorde jeg efter den dybe indånding. Så igen, igen, Max’ dårlige start afspejlede 100 %, at jeg ikke var 100 % i balance. Jeg fik leget med ham bagefter, vi trænede lidt og gik en kort tur i Jersie landsby inden han kom i bilen.

Han kom ud igen små 10 minutter før vi skulle have den individuelle runde, opvarmning igen, og så var vi klar til at gå samme bane igen. Det gik virkelig godt, vi lavede spring-ro-spring om, men ellers super flot.

Og så én gang til med højrestart. Igen en masse flot, Max er blevet meget bedre på højre side, og det gik fint indtil springet. Jeg fulgte Amandas råd om ændret stop kommando ved springet (Max – stå), det virkede perfekt, og jeg kastede tankeløst en godbid hen til ham. Med det resultat, at han i dobbeltspringet stoppede tre gange efter det første spring, for at lede efter godbid ☹ Jeg gik videre, og resten gik fint, men jeg var pænt irriteret på mig selv … Amanda fik mig til at smile igen bagefter, og jeg var dermed også klar til at tage fornuftigt imod feedback.

Summen af dagens træning: Max er superskarp, faktisk tror jeg ikke, han har været skarpere nogensinde. De eneste steder der sker noget underligt, er når hans fører begår fejl. Han må virkelig skærpe sig den lille bitte smule, der skal til, for at de er topskarpe hver gang. Han kan fx genlæse Rallymanifestet https://paulmegan.blogspot.com/2019/03/rallymanifestet.html og efterleve det fuldt ud 😊
 
Rosa synes godt træningen kunne være fortsat!

En fed træningsaften, gode læringspunkter (igen igen) og endnu engang kan jeg konstatere, at Amanda er fantastisk til at læse mig og til at give feedback lige midt i prik.

tirsdag den 7. maj 2019

Svær Nose Work træning


Max ville ikke spise morgenmad. Bortset fra det har han været frisk hele dagen, og ville gerne spise godbidder. Dagens Nose Work træning hos Merete foregik ved Jersie Hallen, for langt at gå med Max som opvarmning.


I stedet gik vi en tur på stranden først i skønt vejr: solskin og blæst.

Der var rigtigt mange kilder (40+), og noget af tiden en drilsk vind; det var helt tydeligt, at Max ikke havde det nemt, der var flere ganske svære søg. Specielt kilderne på pælene ved starten af cykelstien var svære, eller underlaget var, Max ville hellere spise ukrudtet end søge, så jeg stoppede ret hurtigt dér.


Det meste af tiden arbejdede han supergodt, og han er også begyndt at kunne arbejde lidt i højden. Men så var der et stræk med en bølge med skiftevis lave og høje, i alt 12, og her gik kan hun efter de lave. Vi fik tips til, hvordan vi får brudt det mønster.

 
Nu fik jeg nævnt det, der ikke lykkedes, alt det andet fungerede superflot, og bl.a. et trappesøg med tre kilder løste han fint.


Max ville ikke have aftensmad, da vi kom hjem, så et eller andet er der med ham, men han virker i øvrigt ganske frisk, så vi satser på han er helt på dupperne i morgen.

Apropos i morgen, næste runde af Rallykonkurrencetræningen hos Amanda starter i morgen aften i Jersie. Det er godt med en træner, der kan læse mine tanker. Jeg skrev for lidt siden til Amanda, at hvis der var mulighed for at ønske, så ville jeg gerne have min egen championbane fra Rødovre i fredags. Amanda svarede, at det også var den, hun havde tænkt sig at bruge 😊

mandag den 6. maj 2019

Déjà vu

Rally i Viby, Jylland, for 3 år siden
 
Dette mit blogindlæg nr. 1996 kom ret spontant, jeg havde ærligt talt ikke planlagt at skrive noget i aften.

Men så var der alligevel noget, som jeg havde lyst til at skrive om.

LP i rally for 6 år siden (foto: Camilla Johannessen) 

Det startede i går, hvor der var en stribe fotos fra en rallyprøve i Albertslund for 6 år siden, bl.a. ovenstående med Anita & Osseau og mig selv & Max). Jeg skrev til Anita: ”Max anden gang i LP3 før han var 2 år … Gad vide hvad hans fører har tænkt????”. Og svaret ”
😂😂 det tror jeg ikke du vil vide !!!😂😂 ”. Det er sandt!

I dag var der noget med rallyprøver for tre år siden hvor jeg var taget til Viby, Jylland med Megan og Max, og havde en mindre god dag 1, men en fantastisk aften og en skøn dag 2, Max altså!!!

Der var en masse gode minder, og også nogle aha, var det også sådan dengang – og jeg håber, jeg har udviklet mig siden da …

Jeg hæftede mig specielt ved Annies kommentar om at Max var fars hund, og at have fokus på ham.

Det får jeg bestemt denne uge. I morgen Nose Work-træning hos Merete i Jersie, på onsdag rallytræning hos Amanda i Jersie, på torsdag nordisk rallytræning hos og med Amanda i Jersie, på fredag FS-træning hos Johanna i Ringsted, og så en weekend i Roskilde, hvor jeg skal være prøveleder begge dage og op med Max i championklasse og nordiske klasse, og Mathilde skal op med begge hundene i juniorklasse begge dage.

Jeg har mentaltrænet weekenden et stykke tid, og det bliver rigtig god træning for mig, i at holde fokus på Max, at smile og være glad. Jeg glæder mig ekstra meget til den weekend, fordi den bliver den ultimative demonstration af, at rally er blevet en hundesportsgren på topniveau. To championklasse med 29 og 28 deltagere, de største nogensinde i Danmark, og to nordiske klasser med kvalifikation til landsholdet, med 35 og 34 deltagere, det er helt vildt, og hede drømme, der går i opfyldelse for mig.


Dagen startede med den mest fantastiske himmel på morgenturen.


Og eftermiddagsturen var ikke mindre betagende.