Topmotiveret Max

I dag nåede vi til en lidt trist dag – sidste runde af rallykonkurrencetræningsholdet hos Amanda. Det er trist, fordi Amanda holder undervisningspause resten af året. Jeg kommer virkelig til at savne træningen, som har gjort, at Max og jeg er rykket gevaldigt i vores samarbejde. Amanda kender mig ualmindeligt godt, og kan give med feedback som ingen anden.

I dag havde jeg fået lov at designe banen, faktisk helt frie hænder, og det blev til en ret svær championbane med masser af højrehandling og svære kombinationer. 22 skilte, masser af stationære og fantastisk træningsbane 😊

Max og jeg havde opvarmet med en eftermiddagstur på godt 1 time, jeg tog det vist lidt for nonchalant, og kom lidt sent hjem, og det gik meget hurtigt med at pakke, inden vi kørte til Jersie.

Efter banegennemgangen trænede Max og jeg lidt svære sekvenser, Max kom i bilen, ud igen da forrige ekvipage var i gang på banen og så var vi topklar til at gå på banen med det nye startritual med masser af energi.

Max var top-topmotiveret, men hans fører var et fjols, og skulle absolut OGSÅ stille krav til præcision ☹

Så jeg var slet ikke en så god fører, som Max havde fortjent, men det gode var, at han knoklede løs alligevel, og lavede nogle virkeligt flotte sekvenser. Jeg fik en velfortjent overhaling af Amanda bagefter.

I anden runde var jeg meget mere på dupperne, måske lidt for meget, men det gik supergodt, og jeg var bestemt en meget bedre fører end i første runde.

Der er helt klart nogle detaljer, som der skal arbejdes med, klassisk nørde detaljetræning.

Men træningsmæssigt bliver fokus helt klart primært på rigtige prøver, og så er jeg lidt på jagt efter noget spændende spottræning, som ikke kræver, at man kommer til en ugentlig træning.

Perfekt træning

Flot vejr til rallytræning

Jeg sendte i går morges mine ønsker til dagens rallykonkurrencetræning hos Amanda: ”Ønsker til i morgen. Kringlet ny bane og forstyrrelser fra de andre ligesom vi sluttede sidst. I individuel runde starter med forstyrrelser.”

Det var juleaften og alle ønskerne blev opfyldt 😊

Banen var kringlet, men så heller ikke værre. Der var sideskift om kegle fra højre side, som vi trænede lidt inden, der var tre skridt til venstre med hund på højre side, der var 90 grader stå, sit, dæk, der var en løbesekvens à la svensk rally.

Vi var på som nummer 3 af 4, og de tre andre var perifere forstyrrelser mens Amanda var meget forstyrrende på banen. Pointen var, at jeg godt ville presses, for at få mulighed for at arbejde fornuftigt med håndtering af fejl.

Det lykkedes over al forventning. Der skete en del ”fejl”, fordi Max blev lokket/fristet, men jeg fortsatte ufortrødent, præcis som jeg forsøger at gøre til prøver, men som jeg tit ikke lykkes med, senest i søndags på Anitas bane, de fire første skilte. Max kunne godt nok afledes i dag, men han kom hurtigt tilbage, og arbejdede supergodt videre, virkelig flot arbejde af ham.

I den individuelle tid var de tre andre rigtige forstyrrelser. Poul og Rosa gik på banen og trænede, Elisabeth og Hanne stod meget tæt ved startskiltet og talte sammen, som man næsten kan opleve det til prøver. Jeg skulle lave starter, som jeg ønskede dem, ikke noget med at tage linen af udenfor og lade Max lave en smuttur. Nej, ind til startskiltet, tage linen af og give starttegn.

2 gange gik Max hen til de to, jeg gik hen til dem, og tog Max i line og gik udenfor. Ikke noget negativt, jeg afbrød bare uden at sige noget. Kort opvarmning og så i gang igen. Og sådan fik vi nogle starter lige i øjet.

Fantastisk morgentur

Der er masser at arbejde videre med, men hold da op hvor var det skønt at opleve, at vi kunne genskabe de uønskede dele af prøvesituationerne, og på en enkel måde vende dem til noget positivt.

Tak til hele holdet for deres indsats og især tak til Amanda, som endnu engang overgik sig selv, og fik mig til at opleve træning, der virkelig rykkede.

Perfekt træning og genial coaching

Aftenens træning på Amandas rallykonkurrencehold fik et fantastisk lærerigt forløb for mig, men på en helt bagvendt baggrund.

Jeg springer detaljerne over, men under banegennemgangen skete der forskellige ting, som gjorde at jeg blev irriteret, hvad jeg absolut ikke burde være blevet, og så blev jeg irriteret på mig selv, over at jeg blev irriteret.

Da jeg var sidst af de fire ekvipager besluttede jeg at gå en tur i Jersie med Max for at dampe af.

Det var jeg så ikke helt, da vi skulle gå bane, og efter en meget ufokuseret start på banen stoppede jeg.

Så greb Amanda ind, vi fik talt om situationen, dvs. hun gennemførte en fremragende coachingsession, og jeg fik sat ord på mine frustrationer, og gik derefter en fantastisk bane med Max. Jeg fik stor ros af Amanda, fordi det var så tydeligt, at min vrede var 100 % kanaliseret mod mig selv, Max blev støttet fremragende og han gik virkeligt godt.

Jeg havde ikke en superfølelse bagefter, men det var selvfølgelig – da jeg fik talt med Amanda om det – en kæmpesucces, at jeg med en ikke-optimal indre følelse kunne gå så flot med Max.

Til den individuelle runde havde jeg den helt rigtige følelse, og jeg bad om en banegennemgang, hvor jeg forsøgte at gå normalt, det havde været lidt hektisk og sammenbidt i første runde. Og jeg tog imod Amandas forslag om forstyrrelser. Og at gå banen, hvor der var 4-5 skilte, der var vendt.

Det gik fremragende! Trods massive forstyrrelser var Max næsten ikke til at bringe ud af kurs, og jeg var præcis den fremragende fører, som jeg stræber efter at være, og grinede undervejs af Amandas påfund. Fed, fed følelse.

Derefter fik vi en snak om hvad der sker lige inden vi går ind, Max’ reaktion på at få linen af, og der kom ord på. Amanda talte om navlestrengen, der blev klippet, når jeg tog linen af, og vi testede, hvor godt Max bevarede fokus, hvis jeg erstattede linen men masser af positiv støtte.

Enden på det hele blev, at det er præcis starterne vi skal arbejde med til de kommende træninger, og der kom ideer fra de andre på holdet, til at skabe det rettet pres i starten.

Så det, der startede som noget frustrerende irritation, endte som en genial træningsaften, og Amanda lavede sin bedste coaching af mig ever! Hun er en superstjerne 😉

Magisk aften – om energi i makkerskabet

For 4 år siden var jeg til min første coachingsession hos Anja, jeg skrev et blogindlæg om det Magisk aften

Jeg har skrevet blogindlæg om alle coachingsessionerne og i går, præcis på 4-års dagen (der VAR et tilfælde), havde jeg den 16. session.

Det blev igen den bedste nogensinde. Hold da op, hvor har jeg udviklet mig vildt mentalt i den periode, og sessionerne foregår på et ret højt niveau.

I går fortalte jeg om de sidste tre måneders forløb, ikke mindst talte jeg en del om Roskilde. Der var nogle dårlige oplevelser og noget selvkritik jeg skulle af med. Anja synes jeg var for hård ved mig selv, hvilket jeg ikke sådan havde tænkt over, men det er da rigtigt.

Men jeg har reflekteret over forløbet og har gjort de nødvendige korrektioner i forhold til de kommende prøver.

Jeg havde også brug for at nævne nogle andre dårlige oplevelser, jeg tror det mentalt fik dem helt ud af systemet.

Den opgave jeg fik sidst 100 %: ”Men som altid kom vi over i den svære fase, hvor jeg skulle sætte ord på følelserne og tale om, hvordan jeg kunne betinge dem, med henblik på at kunne genskabe dem, når der var brug for det. Det lød enkelt og det er meget sværere – at bevidstgøre følelserne. Der er virkelig noget at arbejde videre med: at konkretisere det, jeg føler indeni; give det form, farve, sjæl …” har jeg arbejdet meget bevidst med, og jeg har fået en masse fantastiske oplevelser genkaldt og skabt et signal, der kan genskabe dem, når jeg har brug for det. Noget med min højre øreflip …

Vi sluttede af med, at Anja tegnede stjernen for oven, og jeg skulle sætte ord på takkerne. Toppen, blev til en større hjemmeopgave, hver af stregerne ved makkerpar skal jeg sætte ord på …

Som bonusopgave fik min højre øreflip til opgave at skrive et blogindlæg – der tog Anja ganske fusen på mig. Men både Megan, Lille Bjørn og Max har skrevet blogindlæg, og selvfølgelig kan min højre øreflip også gøre det!

I aften var jeg til rallykonkurrencetræning på Amandas hold i Jersie og jeg fik to magiske træningstimer.

Efter banegennemgangen trænede jeg med Max. Magic cirkel med tre skilteholdere, 2 kegler, noget legetøj og en masse godbidder. Der var nogle øvelser, vi skulle arbejde med, men primært skulle vi udbygge makkerskabet og have det sjovt.

Derefter kom Max i bilen og kom ud igen lidt før vi skulle på banen. Vi gik meget prøvelignende i gang med prøven, og jeg var meget tilfreds med vores samarbejde. Dæk under gang lavede jeg om to gange, fuldstændig roligt, fordi Max skulle finde ud af, at det ikke var farligt, og der var lidt snuseri her og der. Men der var flere nye øvelser, som vi klarede uden problemer, og banen var bestemt ikke nem.

Jeg gik kontrolleret ud, og så legede vi – hvis det havde været en rigtig prøve, ville jeg have fået en anden til at få feedback for mig. Nu var det træning og jeg fik feedbacken et stykke tid efter, da vi var færdige med at lege og Max tilbage i bilen.

Nogle iagttagelser fra Amanda:

• Det ser ud til at være et fast mønster, at Max skal snuse, når vi har gået et par skridt på banen
• Han viser tydeligt, at han ikke har det godt med de andre hunde
• Han skal forstærkes i udgangspositionen i øvelser, hvor jeg forlader ham – han kan ikke lide at blive efterladt
• Han slår fra efter godbidder, så jeg skal passe på med dem under træningsprøver
• Han slår lidt fra nogle gange, måske fordi er det er nye øvelser, og jeg gør anderledes, fx cirkel rundt om fører med 90 graders vending

Vi trænede lidt selv bagefter, holdt en pause, og så var tilbage og træne lidt med de andre som forstyrrelser, inden den individuelle tid, hvor vi arbejdede med starter, nu med de andre på holdet som forstyrrelser – og de havde nu fået det at vide! Vi fik lavet en intens udgave af Bianca-cirklen med starter lige op ad de andre inkl. Rose.

Det hele handlede om, at jeg slappede totalt af, selv om det var svært, fordi jeg stolede på Max, og jeg var præcis, som jeg gerne vil have jeg skulle være indeni, når jeg går til prøver, afslappet, grinende, med fuld tillid til Max.

Så jeg hyrede mentalt alle de andre til at stå ved ringkanten næste gang jeg skulle til prøve 😊

Fed oplevelse, fed stemning, en perfekt anledning til at prøve både noget af fra HTM-træningen hos Anja sidste uge, og noget af det vil talte om, ved coachingsessionen i går. Det er ikke ritualer jeg har brug for, som at tage linen af på en bestemt måde, gå ind på en bestemt måde, lære banen udenad eller andet i den dur.

Mit ritual skal være at gøre det nødvendige for at skabe den indre stemning, som fortæller Max, at han og jeg er verdens bedste makkere, og her kommer vi og klarer det hele 😊

Rally med udfordringer

Til aften startede en ny runde af Amandas rallykonkurrencetræningshold i Jersie, det første udendørs. Vi er seks på holdet, tre gengangere og tre nye, og skabelonen er den velafprøvede og velfungerende: en af deltagerne gennemgår dagens bane, der er banegennemgang som til rigtig prøve, og derefter går vi alle en bane og får feedback. Dernæst en individuel runde.

Banen var min championbane fra Rødovre i fredags, med enkelte valgmuligheder undervejs for deltagere, som ikke var klar til championbanen, og Max og jeg var først på.

Vi gennemførte den sædvanlige opvarmning og var helt klar, da vi skulle på banen. Troede jeg. Max gik i snus, da vi lige var kommet i gang, og da vi kom til andet skilt stoppede jeg, gik ud af banen med ham, tog en dyb indånding, og så gik vi ind og gik en flot bane!

Fin feedback fra Amanda, herunder blev der spurgt ind til, hvad jeg havde tænkt ved start og pludselig kom der ord på, jeg havde ikke slappet ordentligt af og smilet. Det gjorde jeg efter den dybe indånding. Så igen, igen, Max’ dårlige start afspejlede 100 %, at jeg ikke var 100 % i balance. Jeg fik leget med ham bagefter, vi trænede lidt og gik en kort tur i Jersie landsby inden han kom i bilen.

Han kom ud igen små 10 minutter før vi skulle have den individuelle runde, opvarmning igen, og så var vi klar til at gå samme bane igen. Det gik virkelig godt, vi lavede spring-ro-spring om, men ellers super flot.

Og så én gang til med højrestart. Igen en masse flot, Max er blevet meget bedre på højre side, og det gik fint indtil springet. Jeg fulgte Amandas råd om ændret stop kommando ved springet (Max – stå), det virkede perfekt, og jeg kastede tankeløst en godbid hen til ham. Med det resultat, at han i dobbeltspringet stoppede tre gange efter det første spring, for at lede efter godbid ☹ Jeg gik videre, og resten gik fint, men jeg var pænt irriteret på mig selv … Amanda fik mig til at smile igen bagefter, og jeg var dermed også klar til at tage fornuftigt imod feedback.

Summen af dagens træning: Max er superskarp, faktisk tror jeg ikke, han har været skarpere nogensinde. De eneste steder der sker noget underligt, er når hans fører begår fejl. Han må virkelig skærpe sig den lille bitte smule, der skal til, for at de er topskarpe hver gang. Han kan fx genlæse Rallymanifestet https://paulmegan.blogspot.com/2019/03/rallymanifestet.html og efterleve det fuldt ud 😊

 

Rosa synes godt træningen kunne være fortsat!

En fed træningsaften, gode læringspunkter (igen igen) og endnu engang kan jeg konstatere, at Amanda er fantastisk til at læse mig og til at give feedback lige midt i prik.

Forrygende rallytræning

I dag havde vi sidste træning på denne runde af Amandas konkurrencetræningshold. Det har været fantastisk træning hver eneste gang, og det er i denne træningsperiode Max og jeg er rykket det sidste afgørende stykke, og bl.a. har fået to supercertifikater. Konceptet har jeg omtalt tidligere, og det er jo såre simpelt: I første time gennemgår vi en bane, helt som til en prøve hvorefter vi går banen og får feedback. I anden time har vi individuel tid. Hvis det koncept skal virke rigtigt godt forudsætter det, at instruktøren er i stand til at give kvalificeret feedback, og kan få den individuelle tid til at fungere. Amanda kan begge dele i den grad.

Vi startede med en spændende bane, designet af mig selv for snart 5 år siden. Da vi kun var tre deltagere til aften, blev aftalen at vi skulle gå den to gange, først med start på venstre side, dernæst med start på højre side.

Jeg elsker denne form for træning, hvor jeg får præcis den konkurrencetræning, som jeg lærer så meget af. Jeg var først på i dag, og hele ankomst etc. var helt som til en prøve. Jeg gik ind med den helt rigtige følelse og den helt rigtige kontakt til Max, og vi gik en blændende bane. Vi havde en ommer ved det sidste spring, Max tog et dobbeltspring først 😊 (ja, det var jo fælden!), og Amanda mente det var en prøve til 97 point. Men …, der var også nogle detaljer, specielt min højrehandling, som hun ikke var tilfreds med, og jeg var ganske enig.

Inden anden runde trænede jeg lidt højrehandling, 4 kegler og noget slalom og spiral, og Max var i den grad på. Og så gik vi en bane, som var endnu bedre end den første, og uden ommere. Hold da op, hvor jeg bare kunne mærke den fede kontakt med Max, og jeg fik timet kommandoer, pauser og belønninger perfekt.

Vi fik arbejdet lidt med Max’ hadedisciplin, at sidde uvirksom, og så var vi klar til den individuelle tid, hvor Amanda og jeg fandt en håndfuld forskellige tilgange til at arbejde med højrehandlingen, og en masse at arbejde videre med hjemme.

Vi fik også talt om den kommende weekend, hvor jeg skal til Nose Work prøve søndag, mens Amanda & Co skal til rally i Ølstykke. Det er et bevidst valg fra min side – for jeg vil jo godt begge dele, og der er ikke så mange Nose Work prøver – men det føles meget underligt ikke at være med til rallyen! Men endnu engang, det er et luksusproblem.

Tak til Amanda for endnu engang dejlig, udfordrende og lærerig træning. Jeg er den første, der tilmelder mig næste runde, så snart holdet bliver annonceret 😉

Hold dig til det, du har planlagt

Rallykonkurrencetræningsholdet hos Amanda er uovertruffen. Hver eneste gang kommer jeg hjem med en masse god læring, og meget at tænke over.

I dag rigtigt meget at tænke over.

Jeg havde arbejdet mentalt med træningen, som om det var en konkurrence,, jeg skulle til – hvilket jo også er en del af konceptet. På trods af alle mine gode intentioner agerede jeg ikke, som jeg havde planlagt. Det bragte mig ud af balance, at det var en bane med nye skilte, og jeg reagerede helt forkert, da vi lavet en øvelse forkert først på banen. Jeg var simpelthen for anspændt, og mentalt slet ikke klar – det var meget tydeligt at se, og Amanda kunne tydeligt høre det, da jeg fik feedback og kommenterede den. Jeg havde også valgt, lige inden vi gik på banen, ikke at følge den bane, som jeg havde planlagt, men for tre skiltes vedkommende lave den ”nye” i stedet for den ”gamle” udgave. Hvorfor? Spurgte Amanda. Øh, svarede jeg. Og så gav Amanda mig titlen på blogindlægget

I den individuelle runde gik jeg banen igen, og sørme om jeg ikke fik gentaget nogle af fejlene, og igen var jeg for anspændt og i det forkerte konkurrencemode.

Der var heldigvis tid tilbage, så jeg tog mig sammen og så gik vi banen ordentligt. Jeg slappede af fra start, jeg nød at Max var skønt på, jeg smilede, jeg gav de rigtige kommandoer - og vi gik en fantastisk bane!!!

Jeg skal lige nævne, at Amanda bemærkede – og det gjorde jeg da også selv – at Max var flyvende, meget opmærksom og meget præcis, han er blevet meget mere frisk og måske også lidt fræk på det sidste (tak for det!), og den eneste forskel på de tre baner var førerens stemning.

Amanda og jeg fik talt om en hel masse bagefter, jeg oplevede det som en coachingsession i absolut topklasse, ganske uventet og overordentligt givende.

Hvad kan man forlange mere af en træningsaften? En Max, der ydede sit allerbedste hele aftenen, selvom hans fører ikke var helt skarp det meste af tiden. En masse anvendeligt feedback, som i bund og grund handlede om, at gøre det jeg havde planlagt (og visualiseret masser af gange), i stedet for at lave spontane ændringer. Og en coachingsession, med nogle meget skarpe iagttagelser og meget skønne tilbagemeldinger om, hvordan jeg kan arbejde med noget af min adfærd. Tak for det hele Amanda!

Rallykonkurrencetræning og nye skilte

Aftenens rallytræning hos Amanda var som altid fantastisk og lærerig. Max var lidt trykket i dag, ikke meget, men nok til at det blev bemærket. Han arbejdede fint, men der manglede lidt smil på læben og lidt overskud.

I første runde – prøvesetupet – havde jeg varmet op som sædvanlig, herunder lidt træning af dagens nye skilte, og banen gik rigtigt godt. Der var en enkelt fejl, fordi jeg gav en forkert kommando, og det var cirka det.

Der var 8 nye skilte til selvtræning og dem fik vi arbejdet rigtigt godt med, og efter lidt input fra Amanda fik vi styr på de to sideskifter om kegle. Hun synes ikke ”rundt” var en god kommando, når jeg bruger den til cirkel om fører modsat uret, og det har hun da ganske ret i  Jeg bruger nu ”kegle” til rundt med uret, og ”sennep” til rundt modsat uret; såre simpelt og intet problem for Max.

Vi fik arbejdet mest med bakke 1 skridt stå, bakke 2 skridt stå 3 bakke skridt dæk og skilt 321 (90 grader stå, 90 grader sit, 90 grader dæk). Specielt det sidste havde jeg fået lavet en kringlet fortolkning af; da jeg udførte det som det var tænkt, gik det meget bedre med at få Max med.

I den individuelle runde fik jeg også gået dagens bane med lidt ændringer i form af nogle af de nye skilte, faktisk gik jeg den to gange, og der fik jeg nok presset citronen, for Max var helt klart træt til sidst – der var også et væld af sitter – og jeg var revet lidt med af stemningen. Men halen kom op igen og det hele endte fint.

Jeg får på flere fronter sat mig godt ind i nye skilte. I søndags mødtes jeg igen med Christina og Tempo, for at filme rallyøvelser, og vi nåede alt det manglende igennem. Jeg er også i gang med en opdateret udgave af præsentationen af de nye skilte, som skal bruges på næste onsdag. Den kommer også til at indeholde noget om NM, så de nye nordiske skilte bliver også præsenteret.

I weekenden går turen til Norge. Amanda og jeg skal mødes med resten af NKUs rallyudvalg og deres sekretærer, og tiden skal primært bruges på at se ekvipager gå baner med de nordiske skilte, dømme, og diskutere bedømmelser. Som en del af forberedelsen har vi hver især designet nogle baner, jeg lavede mine tre i går, og det bliver spændende at se dem afprøvet i praksis.

Max forstyrrelser

(ANGI foto)

I dag var Max og jeg til rallytræning i Vibyhallen hos Amanda. Jeg var lidt irriteret på grund af noget arbejdsmæssigt da jeg kørte hjemmefra, det skulle ud af hovedet på vej til træning, og det klarede jeg ved ar gennemgå de to baner fra 9.2 i hovedet – jo de sidder fast 😊

Planen var at gå en fuld rallybane normalt i den første runde, og i anden runde træne starter.

Jeg startede med Max i hallen, og kørte opvarmning fuldstændig som til en rigtig prøve. Den eneste forskel fra en rigtig prøve var, at der var en stribe dobbeltskilte, en til champions og en til de andre, og Amanda havde introduceret et overraskelsesmoment, at hun kunne sige 2, når champions gik banen, og så skulle de ved næste øvelse vælge skiltet til højre i stedet for det til venstre.

Max var en anelse trykket, sagde Amanda bagefter, men jeg havde ikke hæftet mig ved det. Han var fokuseret på mig 98+ %, og de få gange han var lidt væk, var i stationære positioner, og jeg kunne vente på kontakt, og så gå videre. Resultatet var en blændende banegennemgang. Jeg støttede perfekt, jeg var fuldstændig rolig og kontrolleret, holdt pauser som planlagt – og ja, det var bare som det skulle være.

Vi fik trænet en del nye skilte, inden Max fik lidt pause i bilen.

I den individuelle runde havde jeg ønsket masser af starter. Gøre klar udenfor kantbåndet, tage linen af, blive kaldt ind, give starttegn, få signal fra dommeren og gå. Der blev skruet mere og mere op for forstyrrelser, Dina var dommer et par gange, der kom andre på banen, der blev klappet og støjet udenfor ringen, og til sidst også indenfor ringen. Max var ikke til at rokke, han havde kun fokus på mig.

Til sidst tog vi en fuld bane med forstyrrelser. Jeg startede med Max på højre side og der var rigtigt mange forstyrrelser, og Max – ja han havde fortsat kun fokus på mig. Jeg var hele vejen helt rolig indeni og det var en meget stor fornøjelse at opleve Max helt cool.
En dejlig træningsrunde igen igen, og endnu en bekræftelse af, at Max og jeg har løftet os gevaldigt. Vi er et rigtigt godt team!

Den helt rigtige følelse

I dag er det Kirstens fødselsdag, og jeg havde egentlig planlagt at bruge en omsorgsdag, men et nødvendigt møde skulle ligge til formiddag, og dermed blev planerne ændret lidt.

Først lidt arbejde, derefter var jeg omkring LêLê og hente noget mad, som Kirsten havde valgt, så vi fik en hyggelig frokost med noget af vores yndlingsmad. Derefter lidt mere arbejde, en god tur med hundene, hvor Max og jeg gik en lidt længere udgave end Kirsten og Lille Bjørn.

Amandas Rallykonkurrencetræningshold startede til aften, og det ville jeg meget nødigt gå glip af. Jeg fik arrangeret, at jeg var først i den individuelle tid og dermed var hjemme inden 20. Vi fik, igen efter Kirstens ønske, en let kålsalat og derefter sidder vi netop nu og nyder et glas rosé.

Rallytræningen var intet mindre end fantastisk! Her kommer den korte udgave 😊

Jeg var mentalt sat op til at det var en rigtig prøve, den første siden 19. december, hvor jeg var en rigtig dårlig fører. Jeg havde Max i hallen med line, og havde ham med, da jeg hjalp med at stille banen op. Han snusede lidt, men var fokuseret, når jeg rejste mig op.

Amanda spurgte mig på et tidspunkt, om der var noget galt, hvad jeg absolut ikke synes, der var. Men jeg så sådan ud!!! Amanda fik sagt noget, så jeg kom til at grine, og pludselig kunne jeg mærke at jeg slappede helt af 😊

Max kom ud i bilen under banegennemgangen, jeg lærte banen udenad, hentede ham og varmede lidt op. Da de andre var færdige med banegennemgangen og Amanda annoncerede, at der var 5 minutter til jeg skulle på (jeg skulle starte), gik vi ind og gav klartegn, og gik banen. En ganske regulær bane, designet af Pia Johnsen. Jeg var fuldstændig cool, ignorerede nogle småfejl og stoppede, når der var mulighed for det, bl.a. ved en sit gå rundt om (det plejer jeg ellers aldrig at gøre) og ved næstsidste skilt (bakke 1 bakke 2 skridt). En virkelig fed fornemmelse og den helt rigtige følelse indeni hele vejen. Der var ikke tilløb til noget hektisk, jeg var helt i kontrol, og Max var naturligvis perfekt på.

Vi trænede nogle nye øvelser plus lidt FS under de to næste ekvipager, derefter kom Max i bilen, og jeg hentede ham igen da den femte og sidste ekvipage gik på banen.

Vi trænede lidt bare for at holde os i gang, og da Amanda var klar til den individuelle tid med os, havde jeg planen helt klar. Den samme bane, hvor jeg startede med Max på højre side, og Amanda skulle rundt omkring fortælle, hvad næste skilt var; dvs. når jeg afsluttede en øvelse, kunne Amanda fortælle, hvad jeg skulle udføre i stedet for det næste skilt.

Det var rigtigt interessant, for selvom jeg var rolig, var jeg ikke helt i balance, og der kom noget af den anspændthed, som kommer til konkurrencer. Jeg havde virkelig brug for de pauser, jeg kunne tage undervejs. Der kom også lidt forvirring, fordi jeg et sted kom i tvivl om højre/venstre ved en ommer. Det gjorde virkelig en stor forskel, at jeg ikke kunne banen udenad. Men træningen virkede helt efter hensigten, jeg bevarede roen ret godt, og Max var på hele tiden.

Der var mere tid, så vi tog banen endnu engang, dengang med start på venstre side, og Amanda dirigerede undervejs. Det gik rigtigt godt. Jeg havde vænnet mig til overraskelsesmomenterne, og kunne dermed igen havde næsten fuldt fokus på Max, og vi fik nogle nye øvelser flettet ind – fx 1 skridt stå/sit/dæk i bakkeversionen.

Det lyder egentlig ikke af meget, men tro mig, det var rigtigt meget. Kort opsummeret: 1) en befriende bemærkning, det fik mit til at smile, 2) lære banen udenad, bliv ved med det, 3) ro indeni fra start, 4) bruge mulighederne for at skabe ro ved de stationære skilte. Samlet gav det præcis den følelse jeg skal have indeni.

Det er bare at tage det med på lørdag, og prøve det af ved ”rigtige” prøver.

Tusind tak til Amanda for vidunderlig træning!!!

Karakter for indre ro – og noget nyt legetøj

I dag var vi allerede kommet til sidste runde af anden runde af Amandas Rallykonkurrencetræningshold. Det er et enkelt og smart koncept, som jeg har haft utrolig stor glæde af: en hel bane hver gang, gennemgang ud fra egne kriterier, tilbagemelding – og i anden runde individuel tid, hvor jeg typisk har bygget videre på det, der skete i første del.

Jeg var som sædvanlig med til at stille banen op, og Max var White dog, så der kunne justeres lidt på banen.

Første runde, god opvarmning, og Max var ok på, da vi gik banen, ingen snus og flot fokus. Jeg synes vi gik en ret fin bane, og det synes Amanda også. Men førerens indre ro blev vurderet til 7, hvor den sidste gang var 10. Se, det var et godt udgangspunkt for at diskutere roen, som jeg følte var næsten lige som sidst. Nå nej, jeg gik for hurtigt til sidst; der var nogle situationer, hvor jeg virkede lidt resultatorienteret (men ikke selv følte det). Men hunden er svaret, og Max havde – sagde Amanda – ikke været helt på hele vejen.

Der var også et par tekniske tilbagemeldinger, om min venstre fods adfærd (!) i skift side foran, og om hundelængder i bakke væk fra fører (Max bakkede nærmere 5 end 3 længder).

Jeg trænede lidt inden Max kom i bilen, og han kom ud igen cirka da Poul & Rosa, som var før os, var gået i gang med deres individuelle tid, til lidt træning og lidt ro.

Jeg arbejdede hos Amanda med skift side foran, og hvis jeg går i det relativt langsomme tempo, som jeg gjorde sidste, hvor vi gik fantastisk, er det så flot. Så tilbage til start, og gå den fulde bane bare med start på højre side. Der var et par steder, hvor jeg kunne mærke, jeg blev hektisk, og højt sagde til mig selv, at jeg skulle sætte farten ned. Jeg huskede ved dæk under gang at stoppe op efter rundturen og trække vejret dybt, og kunne mærke roen komme tilbage. Jeg huskede at holde øje med Max, og rose, når han gik fantastisk, og belønne undervejs. Det var fantastisk træning, og det føltes ligesådan – fantastisk!!!

Det med at give karakter for indre ro er en fantastisk idé Amanda!

Vi fik også målt Max, og jeg fik et mere præcist billede af hvad 3 hundelængders bakning er, og ja, jeg har en tendens til at bakke ham meget længere …

Dejlig træning og til alt held, har Amanda fået booket hal næste år også, så træningen kan fortsætte, dog om onsdagen, som da vi startede. Det betyder så til gengæld, at jeg kan vende tilbage til Meretes Nose Work hold om tirsdagen, og så er det hele igen gået op i en højere enhed.

Præmierne til nytårsprøverne er kommet i dag, jeg har kun bestilt legetøj i kategorien jul, og det ser altså utroligt sødt ud også i virkeligheden. Conni, som skal dømme en af prøverne, har allerede ønsket fru Rensdyr (og naturligvis er det reserveret til hende). Jeg synes det er underligt, at jeg kan stå og blive fascineret over sådan noget legetøj, lidt miljøskadet er jeg vist blevet af nogle år i hundeverdenen.

Fokus på forstyrrelser og dæmpning

Operation ”Det skal fandeme være løgn” er gået i gang. I aftes var Max og jeg til rallytræning hos Amanda; for nogle dage siden droppede jeg alternativet, som var helt at stoppe med rally. Jeg havde gættet dagens bane, da Amanda havde bedt om mine baner fra Årets Hund, som jeg sagtens kunne huske.

Der var lavet to ændringer i forhold til min championbane, idet to af bakkeskilte var erstattet af skiltene fra ekspertklasse. Derudover fik jeg at vide at fire af skiltene ville blive skiftet ud inden jeg skulle gå banen.

Og hvad så? Hvordan skulle jeg bryde mønsteret?

Jeg kom i god tid og hjalp med at stille bane op, Max og Dumle legede lidt, og jeg gik banen uden skilte med Max, med Dumle som fin forstyrrelse. Lidt sjov og lidt alvor.

Jeg kom ind med Max da ekvipagen før mig gik ud af banen og fik feedback, varmede op med forskellige momenter, afbrød konsekvent snusning, og gik ind på banen med præcis det mål. Så vi gik banen, masser af godbidder, snus stoppet med kommando (plads/højre) og hvis det ikke virkede ind foran ham og afbryde og så kommando. Bortset fra et enkelt sted bevarede jeg roen, afbrød stille og Max kom på igen. Det gik bedre og bedre på banen.

Amanda spurgte om jeg havde lagt mærke til, hvor meget Max slikked sig om munden, og det havde jeg ikke. Det gør jeg nu, for det var ret tydeligt, da jeg først blev gjort opmærksom på det. Et klart signal om at jeg skal støtte endnu mere, endnu bedre, og 110 % signalere, at jeg har styr på omgivelserne.

I den individuelle tid bad jeg om mere af det samme, så de andre kursister forstyrrede rigtigt meget. Max arbejdede fint, jeg sørgede for at han kom tilbage, når han blev lokket væk, det eneste sted det blev vildt svært var ved feltet, det ville han bare ikke ud til, når der var nogen i nærheden af det. Jeg var opmærksom på hans dæmpning. Jeg glemte et par gange at holde fokus på ham, fordi jeg skulle se, hvad der var forstyrrede (fejl!), men ingen tvivl om at det gik temmelig godt. Han arbejder sejt og er jo superdygtig.

Amanda havde også ideer til et nyt startritual. Vi talte om den sidste prøve i Hvalsø, hvad jeg havde gjort og hvorfor Max var løbet, lige inden vi gik ind. Jeg fik nogle konkrete forslag til forløbet fra jeg tog linen af og belønnede et stykke fra ringen, til jeg gik ind og gav klartegn. Der er et mønster der skal brydes.

Virkelig god træning og superskarpe iagttagelser og feedback fra Amanda. Tusind tak!

Rally med Lille Bjørn og Max

Jeg havde aftalt med Amanda, at jeg kunne gå dagens bane med Lille Bjørn inden den egentlige holdstart. Jeg varmede ham op og hjalp med baneopbygningen, og så gik vi i gang.

Han var ikke varmet ordentligt op, og sørme om jeg ikke fik at vide, at der skete præcis det samme som med Max, når han ikke går, som jeg venter/håber (fx går i snus eller er for langt væk): jeg bliver hektisk, kommer med mærkelige udbrud i stedet for kommandoer, og får pisket stemningen op, i stedet for at få ro på. Suk …

Anden gang gik det meget bedre.

Så jeg kan notere, at Lille Bjørn skal varmes lidt mere op end i dag, og at jeg skal gøre præcis det samme som med Max, hvis der skal ro på – nemlig være rolig selv.

Intet nyt, ikke svært – men jeg skal åbenbart have tingene at vide mange gange 😉

Max skulle gå den samme bane, men Amanda havde fortalt, at hun havde skiftet nogle skilte ud. Det havde hun nu ikke, det var fire skilte der var vendt – men det var nu det mindste problem, for jeg havde lært banen udenad. Men jeg havde ikke regnet med så ekstremt snus fra Max’ side. Og sørme om jeg ikke på trods af alle mine intentioner alligevel ikke gjorde tingene rigtigt.

Så jeg fik lige repeteret formaningerne om, hvordan jeg skulle agere, hvis (når) Max’ gik i snus.

Belønningen med julemanden var fin, men nu det ved at være på det alleryderste med dette umådeligt populære legetøj!

I den individuelle tid arbejdede vi videre med min adfærd ved snus og på forskellige teknikker til at få vendingerne skarpere på højre side.

Igen en fantastisk træningsrunde, og vi er allerede begyndt at lægge pres på Amanda, for holdet skal fortsætte efter nytår.

Jeg har en gavekort liggende på en træningstime hos Johanna, og jeg har fundet den perfekte anvendelse: en enetime med Lille Bjørn hvor vi arbejder med Paddington-nummeret. Den ligger perfekt på fredag lige inden Max’ trickshold.

Træk vejret!

I dag startede en ny runde af Amandas rallykonkurrencetræningshold. Det kan siges kort: Det var to fantastiske timer!!!

Banen i dag var Amandas championbane fra i lørdags i Høng, og jeg skulle starte som nr. 1. Jeg gik banen to gange, jeg kunne stadig huske den. Og derefter gik jeg ud og varmede Max op, og stod klar 18:22, som jeg havde fået at vide var starttidspunktet. Da de andre stadig gik banen besluttede jeg at gå udenfor med Max, legede lidt med ham, og trænede lidt. Da vi blev kaldt ind gik vi direkte ind og gik i gang.

Jeg har glemt at nævne, at jeg havde bedt om fokus på forstyrrelser. Og et af elementerne Amanda havde fundet på at tre af skiltene var skiftet ud, da jeg skulle gå banen.

Jeg huskede alt det, jeg ville have fokus på. Dybe indåndinger før start, fokus på Max, huske kommandoer (ikke sige Max). Huske et par pauser undervejs. Det føltes rigtigt godt, Max var med, han kom tilbage fra snus og andet, når jeg gav kommandoerne. Der var nogle forstyrrelser, men jeg aner ikke hvilke, fordi jeg kun havde fokus på Max. Det kørte bare. Den nye legekammerat var også et hit som belønning 😊

I den individuelle tid valgte jeg samme bane, der blev skiftet nogle skilte ud, og de andre deltagere blev styret af Amanda bedt om at agere forstyrrelser. Så pludselig var der mennesker og stole på banen. Max blev da fristet nogle gange, men jeg bevarede roen og han kom tilbage og vi fortsatte. Der var en stå, som pludselig ikke virkede, og der blev jeg en anelse irriteret, og bom kontant afregning. Ro på og det kørte igen.

Det var igen en fantastisk oplevelse at gå med Max, han arbejdede så fokuseret og ingen kan fortænke ham i at blive lidt distraheret af forstyrrelserne. Men han endte hos mig, og fortsatte totalt skarpt hver gang.

Så konklusionen var enkel: Træk vejret!

Det er så simpelt: Hvis jeg bevarer roen, trækker vejret dybt indimellem, holder fokus på Max, så er der intet der kan slå os ud.

Jeg skal bare huske at det fungerer ligeså godt til prøver som til træning 😉 Fokus er nu rettet mod Samsø går i Hundene. To vigtige T-shirts kom i dag. Træningen er ved at falde på plads. På torsdag i Jersie, på fredag i Herringløse, søndag i Stestrup (Rallydysten), tirsdag i Solrød, onsdag i Lyngby og fredag morgen går turen til Samsø. En afslapningsdag, en HTM-dag og en rallydag.

Jeg har de seneste dag haft flere visualiseringer af begge HTM-numrene, og de kører fint! Jeg glæder mig så meget til at optræde med to nye HTM-numre.

Rallystjernen Max

I dag havde vi sidste runde af Amandas første Rallykonkurrencetræningshold. Det kan godt være, at jeg er lidt forudindtaget, men det ændrer ikke ved, at det har været et fantastisk kursusforløb, og Max og jeg har udviklet vores samarbejde exceptionelt gennem dette forløb. Hver træningsgang består af en banegennemgang, hver af de 5 deltagere går banen og får feedback, og derefter er der en individuel runde. Amanda er rigtig god (skidegod) til at iagttage og give feedback, selvom Max og jeg har gjort vores for at gøre det svært for hende ved at gå fantastisk. Men hun kan altid finde noget!

I dag var vi sidst ekvipage, så efter at have lært banen udenad trænede jeg med Max. Først den fulde rallybane uden hjælpemidler. Derefter gik vi vores Liberty Bell nummer uden musik eller noget. Max var virkelig på, jeg huskede at vente, timede belønningerne godt, og jeg kunne mærke, at det kørte godt.

Han kom i bilen og blev hentet igen, da ekvipagen før mig gik ind på banen. Vi gik rundt om skolen, og havde lidt opvarmning inden vi gik på banen.

Vi gik noget af det bedste vi nogensinde har gået. Jeg havde helt styr på banen og kunne støtte maximalt hele vejen. Øvelse 10 (fristende 8-tal), her mistede jeg fokus lidt, fordi jeg lige et splitsekund kom i tvivl om indgangen – og kontant afregning = 1 snus.

Jeg mærkede det ikke selv, men Amanda sagde at de vi kom til skilt 12/13 blev jeg mere hektisk og gik hurtigere, var det fordi det gik så godt? Jeg kom lidt for hurtigt ind i øvelse 17 (højre spiral), og dér kom også et snus.

Det var det. Max havde fuld kontakt med mig, alle øvelser var superskarpe og jeg havde den mest fede følelse man kan tænke sig hele vejen.

I den individuelle tid bad jeg Amanda foreslå noget, og vi fandt frem til at introducere to øvelser, som han typisk dæmper i, hvis han ikke er 100 % tryg: fremsending til felt og bakke væk fra fører. Desuden at jeg skulle starte med Max på højre side.

Det gik altså ligeså godt som første gang. Jeg var måske nummeret mere afslappet, men stadig helt fokuseret. Fremsendingen var så jeg helt blød: perfekt ud og lækker dæk (og ja, jeg belønnede i feltet), og bakke væk fra fører var også superflot – jeg bakkede ham endnu længere og fik ham til at twiste – og så var vi ude og lege.

Amanda lavede lidt forstyrrelser undervejs, men Max reagerede stort set ikke. Jeg ænsede stort set ikke, at hun begyndte at forstyrre, så vi arbejdede bare koncentreret videre.

Heldigvis starter en ny runde træning om tre uger, nu indendørs, og jeg har naturligvis straks tilmeldt.

Jeg glæder mig så meget til at komme i gang med prøverne igen, for at bygge videre på det vi har arbejdet med i træningen. Målet er, at vi kan præstere ligeså godt i konkurrencesituationer, som til træning, dvs. på kontrolleret vis komme ind i boblen.

Rallykonkurrencetræning – de små detaljer

Aftenens rallykonkurrencetræning i Jersie på Amandas hold var virkeligt lærerig. På min opfordring var dagens bane finalebanen fra DM, designet af Conni, en virkelig fed bane.

Under den normale opvarmningsrutine inden vi skulle gå banen, gjorde jeg klar til at tage linen af, Max kiggede lidt væk, og da han kiggede op igen roste jeg, tog linen af og belønnede. Det plejer jeg at gøre et par gange. Anden gang var det som om han frøs med blikket ind mod bevoksningen, vi vendte os om, jeg belønnede og vi gik væk, men der var et eller andet der generede ham.

Første usikkerhed på banen kom på skilt 4, sit, bliv, fører drejer, går et skridt og kalder ind. Max gik for tidligt, og virkede lidt usikker. Jamen, det var jo fordi vi gik med retning mod bevoksningen. Så var der skilt 11, fristende 8-tal, han gik efter belønningen, jeg lavede en sømløs ommer og sagde meget positivt, nej, du skal holde øje med far, og skilt 12, bakke væk fra fører, gik strygende, der sætter han sig ellers, hvis han dæmper. Skilt 14, fremsending til felt, der var han lidt på afveje; muligvis var feltet lidt svært at se i det halvhøje græs, men det var også fremsending i retning mod bevoksningen. Der blev belønnet ekstra for feltet i feltet, og da vi gik den modsatte vej med fremsending til kegle, i modsat retning af bevoksningen, var der ingen problemer.

Det er virkelig noget jeg skal være opmærksom på, jeg fik flashback til prøver, hvor Max stod helt af, når han skulle gå i retning af noget, som han ikke brød sig om, selvom det var på nogen afstand. Jeg opdagede det først bagefter, men nu hvor jeg véd, hvad jeg skal holde øje med, kan det fanges på forhånd, og jeg kan være opmærksom på at opmuntre ekstra meget de svære steder.

Før vi kom på i den individuelle tid havde jeg en opvarmningsrunde ikke så langt fra bevoksningen, men et andet sted på arealet. Vi tog HTM-programmet uden musik og der var ingen usikkerhed at spore. Samme ritual inden vi skulle ind, og intet dæmp.

Jeg startede med at gå banen igen. Jeg lavede dobbeltspring ro om, fordi Max landede for yderligt første gang og gik uden om på vej tilbage. Amanda var ikke tilfreds med springvandet (skilt 2), så on the flight blev skilt 3 enkeltslalom til en dobbeltslalom, så jeg kunne lave springvandet om. Derefter en lang superflot sekvens. Fremsendingen til felt var også fin, ud og belønne, lidt dansen omkring feltet og belønning, indkald og så kom jeg i tvivl om, hvilken side han skulle ind på – og bum: kontant afregning: min usikkerhed/mit manglende fokus resulterede i snus fra Max, og jeg gik lige nogle æresrunder for at få kontakt igen. Derefter super fremsending til kegle, lidt ekstra løb/dans fra min side og belønning, og så indkald og i mål.

To rigtigt gode banegennemgange, og så lige de detaljer, som Amanda fangede rigtigt fint, og som virkelig var præcis anskuelsesundervisning i, hvad der kan give utryghed hos Max.

Bittesmå ting, og masser af læring. Og ja, her er fokus på de små detaljer, der ikke virkede optimalt. 90 % af begge banegennemgange var fantastiske, og det var vidunderligt at gå med Max. Det er det perfekt grundlag for den videre træning og de kommende konkurrencer: at vide at vi kan ”det hele”, at vide at jeg ikke skal miste fokus et splitsekund, og at jeg skal være proaktiv i forhold til at håndtere ting i omgivelserne, som kan distrahere Max.

Der er desværre kun en træningsrunde endnu, men vi er alle opsatte på at fortsætte og Amanda finder forhåbentlig et sted vi kan træne indendørs, for den træning er altså supervigtig for os alle sammen tror jeg 😊

Ferie dag 20 – Skøn Nose Work-træning og vidunderlig Rallytræning

Endnu en afslappet feriedag, som lignede i går en del. Indtil lidt over 14 var der almindelig afslapning, havearbejde med god hjælp fra hundene, og en dejlig tur i vandet, lidt blæst, lidt bølger og flot vand.

Det eneste ændrede var, at jeg fik tilrettelagt et beholdersøg (12 æsker, 2 kilder) og et køretøjssøg (2 biler, 2 kilder).

Max var først på, to flotte markeringer af beholderne, to flotte markeringer på bilerne og så to flotte markeringer på beholderne, som Kirsten havde flyttet rundt på. Der var en halvmarkering af den første beholder, som jeg ikke godkendte, og ellers superflot. Så skulle Lille Bjørn på. To flotte markeringer på beholderne, og ditto på bilerne.

Fin Nose Work-træning, og præcis det, jeg havde planlagt for i dag på det område.

15-16 havde Mathilde, Mette, Amanda og jeg aftalt at træne i hallen i Viby for at Mathilde kunne få den sidste træning med Lille Bjørn og Max inden DM.

Jeg havde lovet at komme et kvarter inden for at varme Lille Bjørn op og massere ham, og 14:42 ankom jeg, Mette var ved at lukke porten op og Amanda ventede lige bag mig 😉

Der var meget fin kontakt mellem Mathilde og Lille Bjørn fra første sekund, og mens de varmede op blev en begynderbane designet af Conni stillet op, en del sitter og en svær start med twist og bak som de to første.

Det gik rigtigt fint, vi gennemgik de få fejl, og fik især talt om behovet for opvarmning af Lille Bjørn til DM. Vi har en strategi, og den bliver udmøntet i en konkret plan på lørdag afhængig af temperatur og vejr i øvrigt – vi ønsker 15-17 grader og småregn.

Så blev det Max’ tur, Mathilde arbejdede forbilledligt, og Max var som han ”plejer”, med lidt udfald og ikke helt nem at arbejde med. Igen fik vi talt om de ganske få fejl, som Max gik i dag må han godt gå på lørdag.

Vi fik aftalt de sidste detaljer vedrørende lørdag og vi er alle så klar. Og vigtigst af alt er seje Mathilde helt klar. Jeg har skrevet det før, men skriver det gerne igen: Mathilde er et naturtalent, og den måde hun håndterer Lille Bjørn og Max på er fascinerende.

Det er – som jeg også har skrevet før – en helt ny oplevelse for mig, at skulle til DM med egne hunde uden selv at skulle op. Jeg har intet at bekymre mig om, rollerne er fordelt. Det eneste sikre er, at vi får en fantastisk dag sammen, og først og fremmest får Mathilde forhåbentlig en dag, som hun vil mindes med glæde resten af livet.

Vi tog afsked, og jeg var hjemme en times tid, inden turen gik til Jersie med Max, for at deltage i Amandas Rallykonkurrencetræningshold.

Dagens bane var Lones fra 3. juni 2017 (Islandsk Fårehundeklub), den bane Amanda og Osseau gik til 99 og blev superchampions på 😊 Max blev varmet op ved at vi gik lidt rundt på arealet, og vi hjalp med at stille banen op.

Så kom han i bilen.

Vi skulle op som nr. 3, og jeg havde timet hvornår Max skulle ud af bilen, vi gik rundt om arealet, og da nr. 2 var færdig og skulle have feedback slap jeg Max, så han kunne snuse lidt. Han kom i line, vi lavede nogle småøvelser. Og var klar. Jeg kunne mærke at jeg var helt rolig indeni, og havde rost Max meget under opvarmningen.

Jeg tog linen af lige uden for kantbåndet, godbid, gik ind, klartegn, og så begyndte vi. Bakke 1 bakke 2 skridt, fed kontakt, tulipan, venstre sving, venstre spiral – den allerfedeste kontakt – en æresrunde om den sidste kegle, og vi fortsatte og fortsatte. Jeg kunne mærke boblerne alle vegne, jeg kunne mærke glæden, jeg huskede at belønne undervejs, og Max blev ved med at være på og på.

Det er præcis den følelse, jeg drømmer om, og i dag kom den i udtalt grad.

Den individuelle tid blev brugt til at gå banen igen med Amanda som forstyrrelse, og derefter tale om, hvad jeg skal gøre ved de kommende prøver, for at opnå præcis den følelse.

Det kan ikke skjules, at de fantastiske træningsoplevelser med Max er kommet i overtal.

Jeg sagde til Amanda, at hendes feedback ved forrige træningstime, specielt den med betydningen af YES!, virkelig har sat sig i mig. Jeg er meget opmærksom på den løbende ros af Max, og det er så tydeligt, at jeg får alt igen. Totalt fokus, så jeg bliver totalt blød helt ind i hjertet.

Amandas kursus er helt fantastisk timet og tilrettelagt i forhold til Max’ og min udvikling. Og hun måtte erkende efter vores første runde, at det var meget svært at finde på noget at sige til mig, for det var bare fantastisk. Der kom alligevel flere ord på, da vi talte om det. Konkrete ideer til de kommende konkurrencer ikke mindst overvejelser i forhold til opvarmningen.

Det har været den mest fantastiske træningsdag!

Ferie dag 6 – sundhedstjek, forrygende træning og topkvalificeret feedback

Max ville heller ikke have mad til morgen, men virkede i øvrigt ok. Men det var alligevel rart at det årlige tjek hos dyrlægen lå i dag, så han kunne blive undersøgt kvalificeret.

Der var heldigvis intet at komme efter hverken hos ham eller Lille Bjørn. De var begge vældigt oplagte hos dyrlægen, og Max havde bestemt ikke noget imod godbidderne.

Vi blev enige om at tage hans adfærd som en reaktion på varmen, og se tiden an.

Max deltager i konkurrencetræningsholdet hos Amanda onsdag aften, og jeg havde som plan B aftalt at komme med Lille Bjørn i stedet, men det blev der heldigvis ikke brug for.

Da jeg til aften begyndte at gøre klar til træningen var Max omkring mig hele tiden, som han plejer, og alt var som det skulle være da vi kom frem.

Amanda havde til prøvedelen stillet sin ekspertbane fra Garbogaard op, og den lå mentalt lige til højrebenet for mig, den var meget nem at lære udenad, og jeg gjorde hurtigt Max klar (vi skulle starte som nr. 1).

 

Der var en bane uden skilte, og jeg tog de fem første skilte på den rigtige bane (stå, stå under gang gå rundt om, synkron højre, stå gå fra, indkald) på den.

Så var vi klar, jeg tog linen af uden for ringen, godbid, ind på banen, plads, godbid, klarsignal og så i gang. Jeg belønnede undervejs, og vi gik en ret fremragende bane, hvor jeg havde den rigtige fornemmelse 98 % af tiden.

Amandas feedback var virkelig god. Hun havde hæftet sig ved de 2 % (rigtigt godt set!!), det var begynderskiltet sidestep til højre, hvor jeg havde været lidt anderledes, og vi fik talt om hvad der skete lige før og under den øvelse (jeg tænkte forkert, kan jeg huske, hvis han hænger så får vi ikke øvelsen …). Vi fik også talt om de to situationer hvor han gik/var lige ved at gå i snus, og hvordan jeg håndterede det (en støttende plads/højre lidt før havde været perfekt).

I den individuelle tid blev vi enige om

1. den samme bane, bare med lidt ændret setup, for (mit ønske) at bringe mig lidt ud af comfort-zonen (sideskift mellem start og stå).
2. den samme bane som først, men med Amanda som forstyrrelse af mig.
3. tale om hvad der var sket.

Banen med det ekstra sideskift kan beskrives kort: FANTASTISK. Jeg var virkelig en god fører, og Max var bare så fokuseret, at det gjorde det helt ondt. Vi var i boblen!!!

Med Amanda som forstyrrer af mig, blev der lidt distraktion, men ikke ret meget. Jeg var bare så fokuseret på Max, og selv om han synes Amanda var lidt underlig ind imellem, så vendte han lynhurtigt tilbage hver gang, han kom til at kigge på hende. Endnu en fantastisk oplevelse på banen.

Den sidste tid brugte vi på at tale om, hvad der svar sket, og hvad jeg skal gøre for at skabe præcis den samme følelse til konkurrencer. Jeg noterede følgende konklusioner:

• Lære banen udenad hver gang (det giver ekstra marginaler at kunne den udenad i forhold til ”bare” at kunne den ret godt).
• Holde 110 % fokus på Max under opvarmning og til prøven. Det giver boblen!
• Huske at vi er der sammen for at få en fed oplevelse, ikke for at vinde.
• Huske de støttende kommandoer, fx i vendingerne, hvor Max kan få anledning til noget snus/tjek af opgivelser, men ikke hvis han får hjælp af en kommando lige efter vendingen.
• Huske tonefaldet. Amanda sagde det var så tydeligt at mit glade YES, når en øvelse gik godt, slog direkte ned i Max!!!

Det er et virkelig skønt hold, og Amanda har skabt præcis de rigtige rammer, så vi alle får mulighed for at gå under konkurrencelignende forhold, få meget kvalificeret feedback og arbejde videre i den individuelle tid med præcis vores egne problemstillinger.

Det er en af de allerbedste træningstimer jeg har været til, og jeg skal hilse fra Max og sige, at han er enig med mig 😊