Den helt rigtige følelse

I dag er det Kirstens fødselsdag, og jeg havde egentlig planlagt at bruge en omsorgsdag, men et nødvendigt møde skulle ligge til formiddag, og dermed blev planerne ændret lidt.

Først lidt arbejde, derefter var jeg omkring LêLê og hente noget mad, som Kirsten havde valgt, så vi fik en hyggelig frokost med noget af vores yndlingsmad. Derefter lidt mere arbejde, en god tur med hundene, hvor Max og jeg gik en lidt længere udgave end Kirsten og Lille Bjørn.

Amandas Rallykonkurrencetræningshold startede til aften, og det ville jeg meget nødigt gå glip af. Jeg fik arrangeret, at jeg var først i den individuelle tid og dermed var hjemme inden 20. Vi fik, igen efter Kirstens ønske, en let kålsalat og derefter sidder vi netop nu og nyder et glas rosé.

Rallytræningen var intet mindre end fantastisk! Her kommer den korte udgave 😊

Jeg var mentalt sat op til at det var en rigtig prøve, den første siden 19. december, hvor jeg var en rigtig dårlig fører. Jeg havde Max i hallen med line, og havde ham med, da jeg hjalp med at stille banen op. Han snusede lidt, men var fokuseret, når jeg rejste mig op.

Amanda spurgte mig på et tidspunkt, om der var noget galt, hvad jeg absolut ikke synes, der var. Men jeg så sådan ud!!! Amanda fik sagt noget, så jeg kom til at grine, og pludselig kunne jeg mærke at jeg slappede helt af 😊

Max kom ud i bilen under banegennemgangen, jeg lærte banen udenad, hentede ham og varmede lidt op. Da de andre var færdige med banegennemgangen og Amanda annoncerede, at der var 5 minutter til jeg skulle på (jeg skulle starte), gik vi ind og gav klartegn, og gik banen. En ganske regulær bane, designet af Pia Johnsen. Jeg var fuldstændig cool, ignorerede nogle småfejl og stoppede, når der var mulighed for det, bl.a. ved en sit gå rundt om (det plejer jeg ellers aldrig at gøre) og ved næstsidste skilt (bakke 1 bakke 2 skridt). En virkelig fed fornemmelse og den helt rigtige følelse indeni hele vejen. Der var ikke tilløb til noget hektisk, jeg var helt i kontrol, og Max var naturligvis perfekt på.

Vi trænede nogle nye øvelser plus lidt FS under de to næste ekvipager, derefter kom Max i bilen, og jeg hentede ham igen da den femte og sidste ekvipage gik på banen.

Vi trænede lidt bare for at holde os i gang, og da Amanda var klar til den individuelle tid med os, havde jeg planen helt klar. Den samme bane, hvor jeg startede med Max på højre side, og Amanda skulle rundt omkring fortælle, hvad næste skilt var; dvs. når jeg afsluttede en øvelse, kunne Amanda fortælle, hvad jeg skulle udføre i stedet for det næste skilt.

Det var rigtigt interessant, for selvom jeg var rolig, var jeg ikke helt i balance, og der kom noget af den anspændthed, som kommer til konkurrencer. Jeg havde virkelig brug for de pauser, jeg kunne tage undervejs. Der kom også lidt forvirring, fordi jeg et sted kom i tvivl om højre/venstre ved en ommer. Det gjorde virkelig en stor forskel, at jeg ikke kunne banen udenad. Men træningen virkede helt efter hensigten, jeg bevarede roen ret godt, og Max var på hele tiden.

Der var mere tid, så vi tog banen endnu engang, dengang med start på venstre side, og Amanda dirigerede undervejs. Det gik rigtigt godt. Jeg havde vænnet mig til overraskelsesmomenterne, og kunne dermed igen havde næsten fuldt fokus på Max, og vi fik nogle nye øvelser flettet ind – fx 1 skridt stå/sit/dæk i bakkeversionen.

Det lyder egentlig ikke af meget, men tro mig, det var rigtigt meget. Kort opsummeret: 1) en befriende bemærkning, det fik mit til at smile, 2) lære banen udenad, bliv ved med det, 3) ro indeni fra start, 4) bruge mulighederne for at skabe ro ved de stationære skilte. Samlet gav det præcis den følelse jeg skal have indeni.

Det er bare at tage det med på lørdag, og prøve det af ved ”rigtige” prøver.

Tusind tak til Amanda for vidunderlig træning!!!