(ANGI foto)
I dag var Max og jeg til rallytræning i Vibyhallen hos Amanda. Jeg var lidt irriteret på grund af noget arbejdsmæssigt da jeg kørte hjemmefra, det skulle ud af hovedet på vej til træning, og det klarede jeg ved ar gennemgå de to baner fra 9.2 i hovedet – jo de sidder fast 😊
Planen var at gå en fuld rallybane normalt i den første runde, og i anden runde træne starter.
Jeg startede med Max i hallen, og kørte opvarmning fuldstændig som til en rigtig prøve. Den eneste forskel fra en rigtig prøve var, at der var en stribe dobbeltskilte, en til champions og en til de andre, og Amanda havde introduceret et overraskelsesmoment, at hun kunne sige 2, når champions gik banen, og så skulle de ved næste øvelse vælge skiltet til højre i stedet for det til venstre.
Max var en anelse trykket, sagde Amanda bagefter, men jeg havde ikke hæftet mig ved det. Han var fokuseret på mig 98+ %, og de få gange han var lidt væk, var i stationære positioner, og jeg kunne vente på kontakt, og så gå videre. Resultatet var en blændende banegennemgang. Jeg støttede perfekt, jeg var fuldstændig rolig og kontrolleret, holdt pauser som planlagt – og ja, det var bare som det skulle være.
Vi fik trænet en del nye skilte, inden Max fik lidt pause i bilen.
I den individuelle runde havde jeg ønsket masser af starter. Gøre klar udenfor kantbåndet, tage linen af, blive kaldt ind, give starttegn, få signal fra dommeren og gå. Der blev skruet mere og mere op for forstyrrelser, Dina var dommer et par gange, der kom andre på banen, der blev klappet og støjet udenfor ringen, og til sidst også indenfor ringen. Max var ikke til at rokke, han havde kun fokus på mig.
Til sidst tog vi en fuld bane med forstyrrelser. Jeg startede med Max på højre side og der var rigtigt mange forstyrrelser, og Max – ja han havde fortsat kun fokus på mig. Jeg var hele vejen helt rolig indeni og det var en meget stor fornøjelse at opleve Max helt cool.
En dejlig træningsrunde igen igen, og endnu en bekræftelse af, at Max og jeg har løftet os gevaldigt. Vi er et rigtigt godt team!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar