tirsdag den 28. juni 2016

Summertime and the livin' is easy

Start på FS-nummeret søndag

Til aften var vi for første gang fuldtallige til rallytræningen i Søborg – et skønt nørdehold med Annie, Christina, Connie, Lonni, Majbrit og mig.


Der var forberedt lidt temaer: sideskifter på én bane, bakke, sitte, stå, dæk, snurre på en anden bane, og så var der et læs kegler og et felt til bl.a. fremsending.

Jeg varmede op med Max, men sørme om han ikke smutted, da vi skulle til at gå i gang med træningen. Så han kom i bilen og Megan kom til at gå sideskiftbanen (med start på venstre og højre side), og den længere bane. Superskarpt, og jeg har fået bedre styr på at holde hendes fokus mellem skiltene, for ligeså snart hun snuser, kan vi ikke få udført næste skilt rigtigt skarpt.

Så kom Max ind og vi gik nogle ret flotte forløb, belønning med godbidder, og det næst-/tredjebedste legetøj, som ikke er godt nok, må jeg erkende. Piv skal der være.

Så favoritlegetøjet kom frem, og det gik meget bedre med belønningen.

Han kom i bilen da det kørte allerbedst, og jeg fik arbejdet med felt og kegle med Megan.

Til afslutning – efter noget feedback fra Christina om (endnu) mere leg og færre godbidder - gik vi nogle flotte korte passager, intensiv leg, nogle flotte fremsendinger, leg og så slut.

Jeg står overfor en næsten træningsfri sommer. På næste mandag har jeg sidste runde på Anjas HTM-hold og ellers står den kun på tirsdagstræningen i rally og så måske lidt løst.

Jeg skal dømme ved vores egen rallyprøve 17. juli og landskamp mod Sverige den 23. juli.

Det er hvad der er planlagt.

August bliver til gengæld ret travl, så jeg har virkelig fokus på at køre på lavt blus i juli.

Der begynder at dukke fotos op fra i søndags, og det er herligt, at der er flere der tager fotos og stiller dem til rådighed. Foroven et foto taget af Laila Stender Bonde. Flere er på vej.

Så kom den gode nyhed, at Max og jeg er kvalificeret til DM i rally i championklasse. Det er 6te år i træk jeg skal til DM, men for første gang er Megan ikke kvalificeret. Hun er vist nr. 11 på reservelisten. Det er lidt langt nede, men det kunne da være sjovt, hvis hun kom med.

Vi er 5 fra Sydkystens Hundeskole der er kvalificeret, Birgit og Chili i ekspert, Amanda og Osseau, Christina og Tempo, Lonni og Morgan og jeg selv med Max alle i championklasse. Det bliver et fantastisk DM!


Her er et foto af to DM-deltagere fra sidste år, der skal med igen: Morgan og Max.

Ingen kommentarer: