onsdag den 15. august 2018

Ferie dag 13 – Bornholm dag 2 – Kage, is og Stammershalle Badehotel


Det eneste der var fast på planen i dag var at vi skulle være på Stammershalle Badehotel kl. 18:15.


Så vi sov længe, jeg gik en tur ned til vandet med hundene og vi fik lidt morgenmad på Klintely mens vi talte om, hvad vi kunne tænke os.


Det endte med at vi korte besøgte Sct. Ols Kirke.


Derefter gik turen til Hammershus Besøgscenter. Vi besøgte Hammershus sidste år, hvor Besøgscentret var ved at blive bygget, og vi ville rigtigt gerne se det færdige resultat. Det er vildt imponerende og meget flot, og spændende at få historien om Hammershus fortalt på overskuelig måde. Hundene fik en kort tur, det er rigeligt bakket for Lille Bjørn.

 
Derfra gik turen til Bay Frost i Listed, som fristede med champagne, vin og øl mm., men hvor vi var fornuftige og fik cortado og hjemmebag, jeg fik den mest fantastiske brombærroulade, kun Kirsten kan overgå den 😊

Turen fik videre til Baltic Sea Glass, for at købe et par skåle og nogle glas, det er svært ikke at blive betaget af det skønne kunsthåndværk, og vi køber næsten noget hver gang vi er derinde.


Når vi nu havde udsigt til en gourmetmiddag sprang vi frokosten over, dvs. besøget på Bay Frost og næste stop Kjærstrup Chokolode i Snogebæk, hvor vi begge skulle have en softice med flødebolle og hindbær.

Vi fandt en kringlet vej tilbage til hotellet, som i rigtig kringlet, bl.a. på et langt stræk noget som vi fandt ud af måtte være en cykelrute …


Stammershalle Badehotel, hvad skal jeg sige? Det var ikke bare godt, det var fantastisk godt, og helt på niveau med hvordan jeg huskede det for en måned siden. Kirsten og jeg fik hele svineriet, som de kalder ”Halløj på Badehotellet”, champagne, 6 retters menu med tilhørende vinmenu samt kaffe.


Alle serveringer var superskarpe, vinene meget velvalgte, betjeningen smilende og imødekommende og aldeles i top. Det er et meget fornemt niveau, og efter vores opfattelse helt klart på Michelin-niveau.


Dagens menu:

Kammusling. Rimmet, agurk, fløde & dild
 
Rødtunge. Ovnbagt filet, grønkål & hasselnød
 
“Tomat salat”. Tomat, mozzarella & rødløg
 
Okse. Sprængt oksebryst, skorzonerrod & persille

Bornholmer hamp. Hamp, kamille & fuldkorn

Brombær. Brombær, mælk & kaffe

Vi siger tak for en dejlig aften og glæder os til at komme igen!

Ingen kommentarer: