Og så kom Sissel-Jo Gazans ”Dinosaurens fjer” også lige ind fra venstre :-) og ”kostede” en aften!
Lille Bjørn har jeg et lidt uafklaret forhold til – altså hvordan jeg vil arbejde med ham. Først og fremmest har jeg jo lyst til lydighed, men der SKAL andre boller på supper hvis han skal være med, så i dag købte jeg Suellen Daintys ”Leg med din hund” og har besluttet at arbejde med en masse af øvelser fra bogen med Lille Bjørn.
Vi har trænet en lille smule LP i løbet af ugen, men i onsdags støvede jeg kassen med rallyskilte af, stillede en begynderbane op, og så gik Kirsten den igennem to gange med Lille Bjørn. Og det gik supergodt.
Så den nærliggende konklusion er – surprise surprise – at bare træningen er varieret så er Lille Bjørn på!
Det samme gælder naturligvis Megan, så nu står det på ganske korte træningspas (max 10 minutter), masser af variation (=uforudsigelighed) og Megan er livet gevaldigt op :-)
I mandags trænede vi dirigering med godbidder i madskåle, og Megan gik rigtigt på alle 4 dirigeringer, og vendte rigtigt hver gang: med uret til venstre apport, og mod uret ved højreapport – super.
Onsdag blev Lille Bjørns rallybegynderbane naturligvis testet af Megan, to gange, og det gik forrygende. Fantastisk træning af fri ved fod, og jeg fandt ud af at 1-2-3 skridt baglæns er det vist ret længe siden vi har prøvet ...
Torsdag trænede vi næseprøve, udlagt apport og fri ved fod:
- Næseprøven var lagt så Megan skulle søge væk fra mig: Kegle, tre neutrale pinde, kegle, to neutrale pinde, kegle, en neutral pind, pind med fært. 1:gang løb Megan ned i den fjerneste ende og tog den rigtige pind – jeg er ikke sikker på der var nogen diskriminering fra hendes side. 2. gang flyttede jeg pinden med fært så den lå mellem kegle 2 og 3, Megan blev sendt ud, og begyndte at tage tilfældige pinde, og øvelsen blev afbrudt. 3: Så prøvede vi igen, og så kom der et flot søg, og afhentning mv. Interessant som det afvigende mønster resulterer i at Megan blive forvirret (tak Johanna!), jeg skal arbejde meget mere med variation her, så Megan finder ud af at hun SKAL bruge sin næse.
- Dirigering igen med madskålen og det fungerede igen perfekt alle 4 gange – og ja, mønsteret er varieret i forhold til ovenstående (mandag)
- Fri ved fod er igen med sjov og pjat, og jeg tror virkelig Megan har fanget at det ikke er den ”normale” kedelige konkurrence fri ved fod, men noget sjovt, hvor far gør underlige ting indimellem, så jeg må hellere holde øje med ham. Og så er der også en del godbidder at hente.
Og i dag havde vi så en super 10 minutters træning i Jersie – jeg tror vi var på arealet måske en halv time, men træningen varede 10 minutter og var bare succes på succes.
- Til fri ved fod havde jeg lagt kegler ud med 3-5 meter afstand, og gik fri ved fod mellem dem, med skiftevis højre og venstre om keglerne (360 grader). Der var bare super kontakt, kun lidt hæng ved belønningerne, og Megan var hurtigt tilbage igen bagefter.
- Til fremsendingen havde jeg planlagt en fuld LP3 fra 25 meter. Og det gik perfekt. Godt tempo i udløb. Afdæknng i første kommando og flot indkald og stop.
- I apport udlagt ville jeg prøve en fuld LP3, så meget som det nu kan gøres, når man træner alene. Megan blev sat af, jeg lagde apporterne på normal LP3 afstand, gik tilbage til Megan og belønnede hende, gik ud og satte hende ved keglen (super følge), gik fire skridt tilbage og lavede fremsending til højre. Megan drejede perfekt, løb direkte ud til apporten, tog den, kom direkte tilbage og satte sig perfekt i plads. Om der blev jublet? Legetovet kom frem og vi havde det bare så sjovt, det var den bedste apportering jeg har set Megan lave.
- Så havde vi en stå under gang, igen perfekt.
- Og til sidst et LP1 indkald. Jeg var 30 meter væk, og Megan reagerede ikke på første indkald, men på det andet stormede hun ind i en flot plads. Herligt.
Det var bare en fantastisk træning og det varede max 10 minutter. Masser af godbidder og masser af leg med favorit legerebet. Så pakkede vi sammen og gik om på marken og legede og lavede et søg.
En perfekt træningsomgang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar