søndag den 15. august 2010

Canis seminar dag 2

Michele Pouliot på podiet

Det som ærgrer mig mest efter weekendens seminar er de spildte muligheder. Canis har haft tre topnavne til rådighed, og som kursist har jeg en oplevelse à la følgende: man har fundet en weekend hvor de tre kunne; man har lavet et program, hvor der var sat 70 minutter af til hvert indlæg, og så bedt hver af foredragsholderne om at komme med fire indlæg.
Min oplevelse er et lidt rodet arrangement med to spændende bekendtskaber: Ken Ramirez og Michele Pouliot, nogle meget ringe indlæg fra Kathy Sdao, og et program som kunne har været disponeret meget bedre.
Kathy Sdao stod igen for dagens to absolut dårligste indlæg.

6 Kathy Sdao: So many choices - for trainers and for dogs
Handlede om at hundetræning består af en masse valg, som både træner og hund skal foretage. Vi skal beslutte os hvordan den færdige øvelse ser ud, hvordan vi får adfærd, hvordan vi vil træne, hvordan vi vil forstærke osv osv. Hunde træffer hele tiden valg. Og føreren skal klikke for at hunden foretager de rette valg.
Intet nyt og kedeligt præsenteret.

5 Kathy Sdao: What’s that I Fear?
Jeg skal indrømme, at mine tanker var lidt på flugt under dette indlæg. Men essensen var jf. programmet:
”Fear both creates and complicates behavior problems in dogs. Resolution of these problems requires that the consultant understand the basic tenets of desensitization, classical counter-conditioning and differential-reinforcement techniques. We’ll review the scientific terminology, compare operant- & classical-conditioning approaches & list some practical tips.”
Kathy Sdaos formål tror jeg var at beskrive 10 måder at løse frygtproblemer hos hunde, 6 baseret på klassisk betingning og 4 på operant betingning.
Men fokus blev lidt anderledes.
Jeg kunne se af dokumentationen, at hun havde 25 plancher til 70 minutter, det er ikke ualmindeligt.
Der var 4 med nogle eksempler på frygt.
Der var 2 med definitioner af operant og klassisk betingning.
Der var 1 med beskrivelse af et eksempel på frygt.
Og så 18 med beskrivelse af de 10 måneder at løse problemerne på.
Kathy Sdao brugte 30 minutter på de første 4, 10 minutter på de næste 2. Så var der 30 minutter til de sidste 19. Det hang naturligvis ikke sammen, og selvom hun overskred med 5 minutter blev de sidste plancher jappet igennem.
Hvis indlægget havde været disponeret ordentligt kunne det være et interessant indlæg. Nu blev det endnu et tydeligt eksempel på hvor dårlig Kathy Sdao er til at disponere sit stof. Hun vil meget hellere fortælle om specifikke situationer (gerne med egne hunde), og selv når hun direkte fortæller, at indlægget er teoretisk og videnskabeligt er det tydeligt, at hun ikke har styr på den del af det. Jeg synes det var direkte pinligt, og jeg vil gå i en stor bue om seminarer med hende fremover.

4: Michele Pouliot: Training Litters of Puppies
Michele Pouliot beskrev og viste videoklip af, hvordan hun har klikkertrænet to hvalpekuld fra de var 4-4½ uge til de var 8 uger. Snudetarget og platformtræning 5 minutter pr. hvalp pr. uge.
Ja, man kan træne hvalpene tidligt, men en af hendes konklusioner var, at hun startede for tidligt. Måske når de er 5 uger og så et par gange inden de bliver 8 uger. Det var et rigtigt godt element i en hvalpetest.
Jeg synes det var et godt eksempel på, at arrangørerne ikke har støttet indlægsholderen. Michele Pouliot havde fået 70 minutter, som der var sat af til ALLE indlæg, og havde svært ved at fylde dem ud, så vi så ret lange sekvenser med klikning af hvalpe, og det gav egentlig ikke så meget at se på det.

3 Ken Ramirez: Problem Solving
Ken Ramirez beskrev en systematisk metode til at håndtere problemer. Den bestod af 5 trin:

  1. Identifikation af problem
  2. Identificere årsag til problemet
  3. Finde ud af hvad balancen mellem forstærkere og straf var i den konkrete situation (motivationen for problemadfærden)
  4. Implementere plan for afhjælpning
  5. Løbende monitorering
Ad. 2. Tjekliste til at finde årsager: omgivelser, sociale, psykologiske, fysiske, træner, session use, regression og desensibilisering.
Ad. 3. Hvis problemet er mere af en adfærd, så find ud af hvad belønningen er. Hvis problemet er mindre adfærd, så find ud af hvad straffen er.

2 Michele Pouliot: Platform Training
Michele Pouliot har gennem et par år arbejdet systematisk med platforme, som værktøj i hundetræningen. Hundene er generelt glade for platforme, de har et begrænset areal og giver mange muligheder for at hunden tilbyder adfærd. Platformene tilvirker hun individuelt (størrelse og form), så de passer til den endelig adfærd, fx bagpartskontrol, forpartskontrol, stop og bliv i fremsending, stillingsskift, plads, højre plads, foran, bagved mv. Platformen skal være højere end en måtte, så hunden kan mærke at der er forskel på at ligge udenfor og på.
En specifik platform forbeholdes en specifik øvelse, og hunden bliver magnetisk tiltrukket af de forskellige platforme.
Lille eksempel på anvendelse: Når hunden er klikket for at stå perfekt i plads på platform, stilles hunden i forskellige positioner væk fra platform, fører står i korrekt konkurrenceposition ved platform, giver kommando, og hunden KAN kun gøre rigtigt. Når denne adfærd er stærk nok kan platform fjernes, kriterierne skal måske sænkes en smule, men kommer hurtigt op på niveau med platforms adfærd.
Spændende, det skal jeg bestemt prøve!

1 Ken Ramirez: Evolution of the Zoo Trainer: A Personal Perspective
Fra programmet: ”As a training professional, Ken`s journey began in the 1970’s. Through the course of his career he has worked with guide dogs, marine mammals, birds of prey, primates, big cats, and eventually went full circle back to dogs. The trajectory of his career has followed and mirrored the changes taking place in the world of professional training. Ken will use his personal experiences to describe the unique changes he has witnessed in the training profession. This presentation will focus on several of the highlights including husbandry training, remote training, chaining, unique animal applications and much more.”
Ken Ramirez var den store åbenbaring for mig ved seminaret. Jeg burde nok have kendt ham, men havde kun hørt om ham via Bob Baileys anbefalinger.
Ken Ramirez er entusiastisk og brænder af engagement. Jeg vil ikke forsøge at gengive hans fantastiske indlæg men meget billigt henvise til hans hjemmeside.
En flot afslutning på seminaret.

3 kommentarer:

Unknown sagde ...

God gengivelse af arrangementet:) jeg må indrømme at jeg også gik
noget slukøret fra arrangementet. Mine forventninger var høje pga det
sidste seminar i Roskilde, men blev bestemt ikke indfriet! Der var dog
heldigvis nogle ting man kunne tage med sig, og jeg glædede mig da
også til at komme hjem og træne hundene, men nogen stor åbenbaring
forlod jeg ikke arrangementet med... Men ja, hvilken inspirerende mand
ham Ken Ramirez!

Paul sagde ...

Tak :-)
Jeg ville gerne have hørt meget mere fra Ken om praktisk træning, det med concept training var virkelig en øjenåbner.
Og så skal jeg bestemt også prøve noget platformstræning, fx til noget højrehandling.

Bluedog sagde ...

Tak for et åbent, ærligt og meget brugbart referat af seminaret, rigtig godt!
Jeg var med på sidste seminar i Roskilde og overvejede også dette, så jeg var spændt på at høre hvordan det var.