Collie Klubben arrangerer nogle fantastiske LP- og rallyprøver, og i dag var ingen undtagelse! Ved Rishøj Hallen sørgede de med to LP-ringe og en rallyring for at en masse entusiaster var samlet om deres foretrukne fritidsbeskæftigelse.
Jeg havde tilmeldt Megan og Lille Bjørn for længe siden, da Camilla fortalte mig at hun skulle debutere i LP Elite til denne prøve, og det blev en dag hvor jeg havde meget mere fokus på at se LP end at have fokus på mine egne konkurrencer.
Der blev opnået rigtigt mange flotte resultater, men jeg starter i den billige ende.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har rigtigt svært ved at få Lille Bjørn til at gå en rally øvet bane, og i dag gik jeg og jokede lidt med Amanda (Anitas datter), at hun jo kunne gå op med ham. Og sørme, hun vendte tilbage og sagde, at det ville hun godt. Hun arbejde fint med ham inden og fik flot kontakt, og Lille Bjørn synes helt sikkert det var sjovt. Den første del af prøven gik strygende, men ved det syvende skilt gik det galt. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig hang Lille Bjørns hale, og han strøg ud af banen og ind til en hund i et fremmed telt :-) Der ligger en optagelse af prøven her:
En stor tak til Amanda, det var flot at du tog udfordringen op, og det var meget fint arbejdet ind til Lille Bjørn stod af!
Megan var oppe i Ekspertklasse, og med tre pinde hos Frank kunne vi ikke bruge resultatet til noget, men derfor ville jeg jo alligevel gerne opnå et godt resultat. Megan var igen helt på dupperne, hvad man ikke kunne sige om føreren. Jeg klappede i hænderne (det må man ikke i den klasse), og i bakke 3 skridt fik jeg taget 1½ skridt og gik så videre. Jeg er også trukket for lidt andet og endte med 84 point. Øv.
Der var heldigvis nogle gode nørdresultater i rally: Mette debuterede med O’Malley og Coco i øvet klasse, og fik med 88 og 97 point en flot debut. Charlotte Lia havde efteranmeldt Spot i Ekspertklasse og han hentede sin anden pind med 97 point.
I LP var det først og fremmest Camilla & Emma, der var fokus på. At debutere i Eliteklasse er noget ganske særligt, og med point i 6 øvelser (kun 4 nuller) og en totalt glad Emma, tror jeg nok Camilla er godt tilfreds. Der er bestemt noget at arbejde videre med. Jeg vedlægger klip fra fællesøvelserne (meget nørdet, mest nærbilleder af Emma), del 1 og del 2 af prøven. De endte med 107 point, og absolut godkendt!
I LP2 vandt Vibeke & Julie med imponerende 207 point! Listen over årets lydige spaniels er opdateret . Anita & Django fik 193,5 og Denise & Becca debuterede med 182,5. Se video med fællesdæk hvor alle tre nævnte er med, samt med Anita & Django og Denise & Becca.
Der var flere andre nørder oppe, men jeg må indrømme jeg ikke har styr på alle præmieringerne. Til lykke til alle med de flotte resultater, og et sidste stort til lykke til Lene med berneren Lanzo som blev 2. vinder i LP1 med 171,5. Da Megan og jeg startede på LP-træning var det på hold med Lene og Lanzo, og det var skønt at opleve de to sammen til en meget flot prøve.
lørdag den 16. oktober 2010
Dansk Collie Klubs prøver 16. oktober 2010
Etiketter:
Amanda,
Camilla Johannessen,
Emma,
Lille Bjørn,
Megan,
Rallyprøver 16. oktober 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar