Seks trætte ekvipager ved slutningen af sporkurset
Kirsten og jeg har i mange år været medlemmer af Køge-Herfølge Jagtforening. Vi har begge jagttegn, men bortset fra en rævejagt med Emmy og Otto har vi ikke været på jagt. Men Kirsten har været i bestyrelsen i en periode, jeg stod for den første hjemmeside, og vi har sammen redigeret det lille medlemsblad i mange år. Det er vores forening :-)
I hundesammenhæng betyder det også at vi har gode muligheder for at lægge arrangementer i Køge-Herfølge Jagtforening. I flere år stod vi for skuer for border terriere dér, nu er de blevet afløst af skuer for Norwich og Norfolk terriere, næste gang den 15. maj. Vi har flere gange holdt LP-/rallyprøver i Spaniel Klubbens regi, og den 12. juni skal vi for første gang holde en rallyprøve i regi af Sydkystens Hundeskole.
Og så har vi også fået lov til at anvende klubhus og arealer til sporkurser med Vibeke Gyldenkærne som instruktør. Det seneste blev holdt i dag, jeg stod for det praktiske arrangement, og kunne rigtigt hygge mig med at genhøre teori, og opleve nogle entusiastiske kursister suge til sig af Vibekes formidable viden om sporarbejde.
Der er en foredragssal med lærred og projektor, der er køkkenfaciliteter, der er mulighed for at købe kaffe, sodavand og øl, der er toiletter, der er meget fine parkeringsmuligheder. Og så et stort areal vi kan bruge til spor. Det er bare perfekte rammer.
Jeg har hørt Vibeke fortælle om spor flere gange før, men der kommer hele tiden nye facetter med i hendes oplæg, der kommer nye situationer at kommentere og diskutere – og denne gang var det helt oplagt at koble Vibekes beskrivelse af indlæring af spor med Helle Damkjærs beskrivelse af indlæring af LP. Det kan siges kort: Der er INGEN forskel indlæringsmæssigt! Det handler om at nogle basale færdigheder skal være på plads, før man går videre – hvis hunden ikke kan følge et lige spor korrekt, kan den nok heller ikke følge et slangespor, et cirkelspor eller et spor med knæk. Man kan indlære adfærd på spor separat (fx dække ved genstand). Man skal hæve kriterierne gradvis, men kun et kriterium ad gangen. Osv.
Der er heller ingen genveje til at få en dygtig sporhund :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar