Lille Bjørn klar til at erobre verden
Foråret er så småt på vej, tænk at solen skinner og det er +grader når jeg kommer hjem og går med hundene, det føles som om det er uendeligt længe siden sidst.Selvom der er sket en masse henover vinteren er det alligevel som om der sker rigtigt meget den kommende tid - det bliver skønt at komme på græs og til prøver udendørs.
Tirsdag havde vi instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole. Vi vil i år tilbyde to gange Sjov Sommer – du kan læse om sidste års arrangement her. I år håber vi så på dobbelt så mange børn!
Vi har planerne for cirka resten af årets grundkurser på plads, vi mangler lige de specifikke datoer - vi har virkelig bestræbt os på at skabe muligheder for at både nye og garvede deltagere kan få et sammenhængende flow i deres træningsforløb. Annonceringen kommer kun gradvis, for der er rigtigt mange åbne kurser på hjemmesiden pt., i alt 17 lige nu.
Onsdag afsluttede vi tre indendørs hold (rally, LP og LP stjernehold) – og vi har som sædvanlig bedt om evalueringer. En ting er at fornemme stemningen, men der er ikke noget som fakta – det er trods alt cirka 30 kursister over et forløb på 8 gange, så hvis vi vil vide, fremfor at tro, så må vi spørge. Vi har fået en del godt input allerede, og vi gør det (endnu) bedre næste gang vi skal have indendørs træning.
I weekenden står den på kursus med Helle Damkjær. Som opvarmning har jeg bl.a. læst mine blogindlæg fra for to år siden, da jeg var på samme kursus med Megan. Det første blogindlæg hed Dygtig hund – dødkedelig fører og Kirsten spurgte lige før, om det var et kursus rettet specielt mod mig – hø hø.
Vi er blevet opfordret til at skrive til Helle, hvis vi havde nogle særlige spørgsmål, oplysninger eller ønsker til øvelser/momenter vi gerne ville arbejde med på kurset. Det var så en god anledning til at opsummere min situation med Lille Bjørn:
”Han er en terrier. Han bliver 4 år i næste uge. Hans sidste LP-prøver (LP2) ligger to år tilbage og gik elendigt.
Vi har deltaget i en del rallykonkurrencer det sidste år, og hold en pause på cirka 4 måneder, fordi Lille Bjørn simpelthen stoppede undervejs og ikke ville videre. På råd fra Johanna Allanach har AL træning foregået ved rallyskilte, så Lille Bjørn opfattede skiltene som roden til alt godt, og i søndags var han så oppe for første gang i lang tid og vi havde en fantastisk kontakt, og han fik en pind. Jeg har haft en masse fantastiske træningssessioner med ham, herunder også på træning på LP begynderhold hos Camilla Johannessen. Lille Bjørn kan arbejde fuldt koncentreret i en træningstime og er SÅ pragtfuld at arbejde med. Bare jeg varierer træningen.
Jeg TROR jeg er blevet en meget bedre træner i forhold til ham, og jeg elsker LP, så da jeg meldte mig på kurset med dig var det for at få nogle kærlige spark og noget input til den videre træning, og det véd jeg at jeg nok skal få.
Målet er næste gang LP2, og måske mest for min egen skyld denne oversigt:
- Fællesdæk: Har kun trænet starten i nyere tid; aner ikke hvor længe LB vil blive liggende. Véd han rejser sig når jeg kommer tilbage.
- Fri ved fod: En favoritøvelse, fordi han er så kontaktsøgende. Han er lille og vims, og det ser måse nogle gange ud til at han ikke holder positionen.
- Spring: Hovedproblemet (også i kommende øvelser) er det at tage linen af, hvor han ikke holder positionen.
- Apportering: LB kan lave en apport til 10, men jeg har én chance til træning, for han vil ikke gentage øvelsen. Måske den øvelse jeg helst vil have input til.
- Stå/sit: Synes jeg selv er fin, han er god til at fastholde positionerne tror jeg
- Fremsending: Han bliver trukket mod feltet, jeg tror mit problem er udgangspositionen (ro inden vi går i gang), det er måske et generelt problem for mig …
- Stillingsskift: Dårlig samvittighed. Jeg har bare ikke fået afstand på stå fra sit eller stå fra dæk :-(
- Indkald: Superøvelse
- Næseprøve: Diskriminering er flot, jeg har arbejdet med at han ikke skulle ”smage” på pindene, og det har hjulpet under træning. Fra markering til aflevering er svært. Jeg kan få ham ti l at apportere, når han har markeret den rigtige, og få ham på plads med animering/bakning, men har nok brug for friske øjne på øvelsen.”
Jeg glæder mig VILDT meget!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar