Foto: Nette Stormlund
Nette afsluttede et rallyhold på Amager i dag, og havde annonceret en uofficiel rallyprøve i den anledning. Jeg fik fornøjelsen at dømme, og det var virkelig en fornøjelse!
Der kom lidt afbud, men 6 dygtige ekvipager gennemførte en rallybegynderprøve fuldstændig som en rigtig prøve. Der var en afmærket bane, der stod dommertelt, der var tilskuere osv. Der var officiel præmieoverrækkelse til sidst med præmier (ok, de var vist lidt flottere end til en almindelig prøve) og dommerkommentarer.
Når jeg dømmer ved den slags arrangementer lader jeg altid tvivlen komme ekvipagerne til skade! Jeg vil meget nødigt risikere at dømme for mildt, så ekvipagerne bliver overraskede over bedømmelserne til en officiel prøve. Men der er naturligvis mange situationer der er på grænsen, og så forklarer jeg, hvorfor jeg dømmer som jeg gør, og hvordan de kan risikere at blive dømt.
Men uanset hvad, alle 6 ekvipager bestod, og de 5 fik 90 point og derover.
Derefter stillede jeg en anden begynderbane op, som de også alle gennemførte og bestod, og med flottere resultater! 2 x 97 og 1 x 99 er ret flot :-)
Samlet gennemgik de to baner der opfyldte de officielle regler for begynderbaner, og prøvede 27 ud af 31 skilte. Jeg tror de er vel rustede til en officiel rallyprøve …
Det er et arrangement som dette der bekræfter mig i, at det er sjovt at være hundetræner. Det er ekvipager der har udviklet sig ved at arbejde med deres hunde på en positiv måde, og pludselig (!) opdager at de er klar til at gå en officiel prøve. Jeg er ikke i tvivl om, at flere på dagen var under deres normale niveau, men de gik alle flot, havde god kontakt med deres hunde, og fik nogle lærerige minusser for førerfejl. Og de minusser er meget bedre til en uofficiel prøve end til en officiel :-)))
Jeg håber de alle har fået blod på tanden til at deltage i en officiel prøve.
Derefter fik jeg noget introduktion til bakning af Nette. Jeg var gået lidt død i den øvelse med Lille Bjørn, men fik en masser godt input, og er i gang med at arbejde med dem. Tak Nette!
Så kunne jeg glæde mig over at Niina Svartberg, som skal holde foredrag og kursus for Sydkystens Hundeskole 30. september – 2. oktober, fik sølvmedalje ved verdensmesterskabet i lydighed i Paris i dag. Hun var den jeg heppede mest på, nu der desværre ikke var nogen danskere i finalen.
Og så er der lige Nørdklubben. Jeg har fået mulighed for at bruge arealerne ved Køge-Herfølge Jagtforening i juli, hvor der ikke er noget skydning, og skrev i går ud om et LP-/rallyarrangement. Og inden jeg havde set mig om var der 12 tilmeldinger til LP og 4 til rally. Nørder holder ikke ret meget sommerferie!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar