Østers og champagne, luksus på en almindelig onsdag
Efter mandagens bonustræning kom tirsdag og atter en arbejdsdag. Men jeg var blevet fristet til at træne med Anita og Susanne, og det blev til 1½ times træning om formiddagen.
Da jeg opsummerede træningen, dvs. talte med Anita om den og derefter skrev træningsnoter, blev jeg klar over et meget vigtigt område, jeg har udviklet mig på. Ikke alene er jeg i et større tidsperspektiv meget mere opmærksom på omfanget af træning, jeg er det også i den enkelte træningssession. Jeg havde Max og Lille Bjørn med, og tror højst jeg trænede 10 minutter med Max og 15 minutter med Lille Bjørn. Og det føltes rigtigt og godt.
Med Max små momenter i tandvisning, fællesdæk, fri ved fod, spring, stå samt introduktion til søgedelen af næseprøven.
Med Lille Bjørn var det stillingsskift, holde apport, dæk og sit under gang samt fællesdæk. I stillingsskift lavede vi hvert af de seks skifter som en separat øvelse på 10 meter, og de fire var perfekte, og de to tæt på (dvs. de levede op til mine kriterier). Derudover lave jeg afdækning, ud på 10 meter, sit, dæk, og tilbage ved siden af Lille Bjørn. Aldrig har jeg trænet alle momenter på så kort tid og så effektivt :-) Det sidste lavede jeg for at teste afslutningen, jeg kan se at de enkelte skifter er ok, så nu vil jeg dels arbejde med kombinationer af skifter (2 skifter + belønning hvis begge ok), dels med afstand (øges til 15 meter).
Dæk og sit under gang var med Anita som prøveleder og klikkeransvarlig – Anita og jeg har diskuteret kriterier på et detailniveau, som er to nørder værdigt, så vi kan klikke hinanden meget præcist! Dæk under gang startede jeg med lille håndtegn, og gang 2 og 3 uden håndtegn, og det var bare knivskarpt.
Sit under gang, gik mindre godt. Der kom indtil flere dækker, så jeg måtte sætte farten ned og så kom der en flot sit. Konklusion: hold de to momenter adskilt træningsmæssigt.
Vi sluttede med en fællesdæk. Citat fra min træningsdagbog ”Direkte i skjul 2:00 frem, k/g og så i skjul 1:30 frem og k/g. Korrekt afslutning, med masser af værsgoer fra Susanne, og han bliver liggende!!”. Oversat til almindeligt sprog: Jeg gik direkte i skjul, var der i 2 minutter (det længste endnu), kom frem, klikkede, belønnede Lille Bjørn i dækposition, gik tilbage i skjul, kom frem efter 1 minut og 30 sekunder. Klikkede og belønnede. Gik væk igen (5 meter), gik ind bag ham, gik frem til ham, Susanne sagde værsgo flere gange og jeg klikkede og belønnede hami dæk og gav ham fri og legede med ham.
Fællesdæk og stillingsskift var de øvelser som jeg for en måned siden synes var de mest udfordrende i forhold til LP3, det synes jeg bestemt ikke længere. Næste fokusområder er dirigeret apportering og indkald med stå :-)
Overskriften? Det er originaltitlen på det, der på dansk blev Æselsangen, et kæmpehit for Four Jacks i 1958 i Knud Overgaards oversættelse, og med det i denne sammenhæng meget sigende omkvæd: ”Så bare bare bare ta' det roligt/og gi' dig god tid, vi når det nok.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar