Forstyrrelser

Mine to rally specialhold syntes ikke at det gav mening med fri mellem 18. december og 8. januar, så det resulterede i to ekstra træningsomgange den 25. december og den 29. december. Sidstnævnte havde Conni og jeg aftalt at dele, så jeg tog første del, og hun anden del.
Jeg havde været til en stor og lækker frokost hos min niece om eftermiddagen, og deltog derfor ikke i fællesspisningen mellem de to dele, men trænede med Lille Bjørn og Megan.
Lille Bjørn fik den forstyrrelse jeg havde bestilt, nemlig lækre Venus (løbetid 15. dag), og det kunne nok være det fik hans fokus. Men jeg fik kontakt indimellem, og når vi kom lidt på afstand gik han flot. Da vi trænede på en af Connis baner var han meget fokuseret på underlag og distraktioner (serpentiner), og jeg var virkelig i tvivl om hvorvidt jeg skulle belønne ved umiddelbar kontakt eller ej – jeg gjorde det ikke, Conni var ikke enig, og jeg er stadig i tvivl om jeg gjorde det rigtige.
Med Megan kom jeg ud i præcis det samme, jeg skal virkelig overveje graden af forstærkning, når der er konkurrence om opmærksomheden …
I dag fik jeg så en direkte opfordring hjemmefra: ”Skal du ikke ud og træne i hallen?”. Øh, det havde jeg ikke planlagt, men et vink med en vognstang er da til at forstå, et opslag på Facebook, og så var Dil og jeg sammen i hallen. Jeg havde taget Max, Lille Bjørn og Megan med, og ville starte med Max.
Inden vi kom i gang kom Lilli og Frank med deres lækre Leica (Border Collie 11 uger), så det blev til en længere snak om hvalpetræning mv., og Max og Leica fik løbet rundt, forstyrret Joythi, og stormet rundt på parkeringspladsen omkring bilerne. Da Lilli, Frank og Leica kørte blev Max lagt til at hvile sig :-)
Så gik jeg en rallybane med Megan. Det er tydeligt at der er nogle momenter der ikke fungerer, ikke fordi Megan ikke kan, men fordi jeg kører for lange forløb og ikke giver tydelige signaler. Jeg noterede i træningsdagbogen: ”Jeg skal nok være meget skarpere på korte sekvenser og præcise kommandoer.”
Så blev det Lille Bjørns tur. Vi gik rallybanen – ok, men en anelse for tændt, og en del fokus på underlaget i starten.
Dernæst forsøgte jeg en dramatisk forøgelse af kriterierne i stillingsskift: dæk-12 meter-sit-stå-dæk og afslutning. Han rykkede lidt frem i stå (jeg afbrød ikke), lidt frem i dæk (jeg afbrød ikke), og rejste sig i afslutning :-( (jeg afbrød). Det var for meget … Så tog jeg dæk-sit på 12 meter (perfekt), sit-stå på 12 meter (perfekt) og dæk-stå på 12 meter (perfekt).
Fællesdækken gik ikke. Lille Bjørn havde rejst sig da jeg kom i skjul, Dil mente det var Joythis usikkerhed der havde smittet. Jeg tog umiddelbart derefter 2:05 synligt (ingen problemer), men da jeg gik i skjul rejste han sig efter 0:25. Så jeg sluttede synlig og med korrekt afslutning i dæk. Det var godt at jeg sænkede kriterierne, og godt at få testet usikkerheden.
Da vi var alene arbejde jeg med lidt detaljer i dirigeret apport, springapport og indkald med stå.
Endelig kom Max ind igen. Vi arbejde med stillingsskift og spring. Han er også meget interesseret i underlaget, så jeg skal virkelig arbejde med at få hans kontakt.
Og ja, alle hundene skal kunne arbejde også, med diverse forstyrrelser, så det er meget sundt at blive mindet om at der fortsat er behov for at træne dette …