Dagen derpå

Megan på søndagstur

Efter en frisk morgenluftetur med hundene i snevejr gik turen til hallen i Greve igen, hvor jeg skulle have fjerde træningsrunde med mit rallybegynderhold. Hvis jeg ikke selv vidste det, ville jeg ikke tro det var et rally begynderhold, for de er ualmindeligt dygtige alle sammen. Jeg vil godt for en sjælden gangs skyld afsløre hvad jeg skriver til mine hold efter en træningsrunde:
”Det var som altid en fornøjelse at se jer til rallytræning i dag. Det kan godt være det officielt er et begynderhold, men I er alle nået meget langt i samarbejdet med jeres hunde, og de der ikke allerede har været til prøve er helt klar til det nu!
Jeg udfordrede jer med den anden bane, som helt klart var sværere end den første (som var begynderbanen fra rallyprøven i går). Jeg havde krydret med et championskilt (dæk under gang og gå rundt om hund) samt to øvede skilte (hunde sidde ved siden af jer, hunden ind foran jer, hund højre/eller venstre i plads). Og hvad oplevede vi: ALLE gik bedre i anden runde, selvom det på papiret var en sværere bane!
For det første fordi I havde varmet op, for det andet fordi I var blevet mere skarpe i at læse skiltene.
Jeg tror ALLE fejl vi oplevede i dag skyldtes usikkerhed hos føreren, hundene gjorde det de blev bedt om.
Det er bare et spørgsmål om træning at lære de skilte, der er intet svært i dem, og de er meget logiske når man først lærer dem at kende.
Næste gang er I blevet opfordret til at gå hele banen (eller dele af den), uden line. Dels for at prøve hvordan det føles (det ER en helt anden fornemmelse end når man har linen i hånden), dels fordi I hurtigt får brug for det i praksis, for 3 x bestået i begynder vil ikke svært for jer.
Og så er det også helt principielt vigtigt at øge sværhedsgraden for jer selv. Uden line og med lidt sværere skilte til træningen, så tror jeg I alle vil opfatte en officiel begynderprøve som ganske nem”
Efter sådan en træningsrunde er det herligt at være instruktør – og bare føle at jeg har været med til at give nogle kursister lidt input, der kan bringe dem videre inden for en verden, som jeg selv er vildt fascineret af. For det er for mig den ultimative forstærkning ved at være instruktør: at der er nogle kursister der mener at jeg har ydet et bidrag til at de kan komme videre i deres udvikling.
Så at få en omtale på Facebook som denne ”... og især tak fordi du fik os til at rykke SÅ meget på de få træningsgange i SHS ... ”, DET er virkelig toppen.
I forbindelse med at jeg lagde bloggen i går på Facebook skrev jeg bl.a. ”Og en særlig tak til championnørdkliken, som rundede det hele af med alle at bestå, omend med beskedne resultater.”
Championnørdkliken lægger naturligvis blogs ud hurtigt: Annie, Anita og Conni.
Stor var min glæde da jeg fik en mail i morges der startede ”Jeg har tænkt en del over din prøve i går!”, Hvis jeg skal være meget højtragende er det apoteosen af alt det gode ved nørderi, at en anden oprigtigt forholder sig til, hvad der sker, når jeg går i ringen med Megan, og har nogle konstruktive iagttagelser, kommentarer og forslag.
Og her til aften kom der lige en Facebook besked fra en der spurgte om jeg ville have hendes råd. Og ja, det ville jeg naturligvis gerne. Nogle citater:
”Det er ikke Megan som behøver træning!!
Det er nok mere (som du selv var inde på) din attitude idet du går på banen...
Så jeres udfordring er måske at arbejde med førerens udtryk og ro i ringen..
Megan kan jo ALT og det samme med dig, men ringen gør et eller andet ved os og det er forbandet svært at træne...”
Hold da op hvor jeg er glad for at have sådanne skønne hundevenner, der virkelig sætter sig ind i min situation og giver noget af sig selv for at rådgive mig.
Jeg kan kun sige TAK TAK TAK.