Det eneste jeg havde planlagt i dag var lidt træning med Lonni fra morgenstunden. Vi var i hallen fra 8 til ca. halv 10. Jeg havde Max og Megan med.
Jeg havde planlagt at gennemføre alle LP1-øvelser med Max for at finde ud af, hvordan vi står.
Der er flere øvelser, som går rigtigt godt, men hvor der naturligvis som altid er detaljer at finpudse. Fx at arbejde med at linen skal tages af og sættes på med Max i plads. Lineføring, spring, stillingsskift og indkald er jeg ganske godt tilfreds med pt.
Der er behov for at arbejde en del mere med tandvisning (!), stå, næseprøve og fællesdæk. Alle øvelserne er naturligvis godt på vej, men der er meget længere fra dem til 10’eren end der er fra de fire førstnævnte.
Fx er starten af næseprøven vildt svær lige nu, for Max er helt vild med næseprøvepinde, og at se Lonni lægge dem med en tang var bare for meget, så jeg endte med at holde ham i halsbåndet for at vi kunne prøve søgedelen :-)
Med Megan trænede jeg mest fri ved fod kombineret med cirkus. Fremsending til kegle fra setup er sjovt og anderledes, og Megan var totalt på. I fri ved fod arbejdede vi mest med at gå gennem kegler og lave underlige vendinger – tiden er skruet flere år tilbage, og vi er begyndt på fri ved fod igen igen, for den skal altså fungere, hvis jeg skal have topresultater i rally. Jeg fik i går lokket Nette til at holde et fri ved fod kursus i marts, og det blev naturligvis fyldt inden dagen var omme. Megan og jeg skal selvfølgelig med. Fri ved fod skal genopbygges, præcis som jeg råder mine egne kursister til – og der er ingen af dem, der har så belastet en fri ved fod som Megan og mig.
Hjemme igen var Kirsten og jeg ude og handle og købte bl.a. kødben til hundene, så var de i gang de næste timer.
Efter frokost gik vi en tur med de tre unge hunde.
Hjemme igen læste jeg i Border Collie News Louisa Wibroes artikel om hendes træning af Lukka, som blev nr. 2 ved de nordiske mesterskaber i LP. Meget velskrevet og meget tankevækkende om at træne en sensitiv hund.
Så trænede jeg lige kort med Lille Bjørn i haven. Det er skønt at træne på græs og uden distraktioner, for så er der FULD opmærksomhed fra den unge herre. Vi lavede nogle fantastiske stillingskift, en flot springapport, en perfekt stå, sid, dæk under gang samt nogle gode indkald med stå.
Og så gik jeg en tur til stranden med gamle Otto (han bliver 14 år den 7. marts), uden snor, og så løber han som en ung hund.
Inden aftensmaden fik jeg også lige talt med Anne fra Spaniel Klubben om samarbejde. Vi har fået lavet nogle rigtigt gode LP- og rallyarrangementer sammen de sidste 2½ år, og vi kan måske finde ud af at arrangere noget træning sammen også.
Efter en del år i hundeverdenen må jeg konstatere, at der er nogle dele af hundeverdenen der reagerer som så mange andre dele af verden: Vi véd hvad vi har, vi véd ikke hvad vi får – og så er vi imod.
Jeg har stoppet min sponsorering af pokaler til årets lydige spaniels, fordi der kom INGEN reaktion fra officiel side i Spaniel Klubben. Fred være med det, jeg bruger bare min energi og mine sponsorpenge andre steder. Til min store glæde har min anden specialklub Dansk Terrier Klub med virkning fra 2011 udover pokaler til bedste LP-hund i hver klasse introduceret pokaler til bedste rallyhund i hver klasse.
Og som de indforståede kan læse ovenfor: Jeg læser nu Border Collie News, og det hænger sammen med at jeg har meldt mig ind i Border Collie Klubben, som om nogen er en specialklub der fokuserer på alle former for aktiviteter for deres race, og derudover bl.a. holder kurser som os uden Border Collier kan deltage i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar