Min yndlingstræningsmakker

I dag havde jeg planlagt at jeg skulle til selvtræning hos Knud Djernes. Johanna er på ferie, men har arrangeret at hendes hold kan selvtræne, mens hun er væk, og naturligvis skulle jeg det.

Jeg har en kalender, som er tæt belagt med hundeaktiviteter i fritiden, typiske er der 5 dage om ugen med noget direkte hunderelateret: undervisning, træning, konkurrencer eller møder. Det trækker ret store veksler på hjemmefronten; og der sker intet katastrofalt ved at springe en planlagt træning over – så sådan blev det. Vi hentede lidt lækker mad og har hygget med den og noget god vin.
Hundetræning af egne hunde har været meget begrænset i denne uge.

Mandag trænede jeg fællesdæk med Anita før LP-holdene. Som supplement til andre strategier træner vi på Anitas forslag at Lille Bjørn bliver belønnet af en anden (= Anita), mens jeg er skjul. Dvs. det sker variabelt, jeg klikker og nogle gange er det Anita, andre gange mig, der belønner. Det fik vi taget godt hul på. Så trænede jeg lidt indkald med stop med favoritlegetøjet, og jeg har igen fået hævet kriteriet for hurtigt, så jeg skal fortsætte med at kaste legetøjet mere end jeg ikke skal i stop-bevægelsen. Efter LP-holdene fik jeg noget input fra Christina og Eva til Lille Bjørns bakning. Ovenstående er – ikke overraskende – vores tre fokusområder pt. :-)

Tirsdag var jeg nede på stranden og træne med Lille Bjørn. Christina mindede mig mandag om, hvor godt det er at træne stoppet i sandunderlag, og sørme, jeg fik nogle knaldflotte stop på 12 meter med legetøj og et mindst ligeså flot uden legetøj (der kom som belønning bagefter). Og, herfra er det bare at øge kriterierne, som jeg fik at vide for nylig af min yndlingstræningsmakker. Så arbejdede vi med det første skifte i stillingsskift og kun det. Fint. Og endelig positioner under gang på vej op fra stranden. Meget fint.

Onsdag i Osted havde Anita og jeg aftalt at mødes før vores to hold, for at fortsætte med træningen af Lille Bjørns dæk, og det gik mindre godt. Det styrtede ned, og selvom jeg havde sænket kriterierne, havde jeg ikke sænket dem nok. Det sker. Bagefter lavede han den mest fantastiske fremsending fra 20+ meter. Inden vi kørte hjem arbejdede vi lige med stillingsskift, men det våde underlag var ikke et hit, så igen måtte jeg sænke kriterierne.

I dag blev det så ikke til selvtræning hos Knud, men i stedet trænede jeg med Max i haven. Jeg synes han arbejder flot, men han er ikke en glad hund. Lille Bjørn dominerer ham, og det betyder bl.a. at Max dæmper, når der kommer legetøj frem, fordi han indendørs ikke må lege med det, når Lille Bjørn er der. Det er definitivt et problem, når jeg rigtigt gerne vil arbejde med begge hunde, så vi er virkelig i tænkeboksen. En løsning kunne være at Lille Bjørn boede et sted i nærheden, og jeg så tog ham med til træning, men det er jo ikke en måde at have hund på tænker jeg.

Hvorfor hedder denne blog ”Min yndlingstræningsmakker”? Ja, jeg kunne have kaldt den hundetræning, skulken fra hundetræning, Max Bjørneproblemer eller alt muligt andet. Jeg skrev en blog for tre år siden om Camilla, som min yndlingstræningsmakker. Vi træner stadig sammen, men der går længe imellem; men en dag får hun en LP-hund igen, og så sker der nok en masse igen.

Der er flere andre, jeg nyder at træne sammen med, men min yndlingstræningsmakker er uden tvivl Anita. Vi har kendt hinanden i 5 år, og trænet sammen på mange forskellige hold, og vi kender hinanden rigtigt godt træningsmæssigt. Herunder udfordringerne ved at arbejde med ”svære” hanhunde.

Det jeg specielt kan lide ved Anita er, at hun på en rigtig sød måde kan give noget meget direkte feedback. Nogen gange umiddelbart, andre gange når jeg kan se på hende, at jeg ikke har gjort rigtigt. Som da jeg i forbindelse med ovenstående mandagstræning blev spurgt om mine kriterier (puha, som at bliver krydsforhørt af sig selv!!!), og jeg kom med et bud. Lang pause. Hvorefter jeg måtte spørge, hvad Anita syntes. Og så kom det: ”Synes du ikke du skulle give ham en chance for at få en succes?”. Touché.

Anita og jeg er de to (af fem) der er tilbage fra Nørdklubbens første generalprøve (det var før den hed Nørdklubben). Og selvom jeg mener at der er mere nørdede hundepersoner end Anita og mig selv, så tror jeg nok at Anita og jeg i almindelige menneskers opfattelse er ganske nørdede.

Anita er den eneste, som jeg umiddelbart kan bede om at klikke mig i en øvelse, fordi hun kender mine kriterier. Og så er hun med i den lille skare, som jeg bare véd, har læst min blog, stort set inden den bliver offentliggjort. Og hun véd, at jeg har læst hendes, den seneste er her; og så er det nemt at gå direkte til de træningsmæssige udfordringer, når vi mødes.

Anita er lærer af profession, og jeg er stolt af at jeg fik lokket hende til Sydkystens Hundeskole som instruktør, for det er hun naturligvis også god til. Når der bliver lejlighed til det vil Max og jeg gå på et LP-hold hos hende :-)

Jeg glæder mig til masser af god træning sammen med Anita!