I mandags med nogle korte pas i haven med Max (felt, stå, næseprøve, stillingsskift), Lille Bjørn (felt, stillingsskift, positioner under gang, sit) og Megan (sideskift og højrehandling, korte sekvenser).
I går skulle jeg aflevere nogle næseprøvepinde og en roset i forbindelse med Susanne Bachs Sommer LP-hold i Jersie, Og jeg benyttede naturligvis lejligheden til lidt træning med Lille Bjørn (jeg var der kun 20 minutter). Susanne havde lagt to felter ud, og dem skulle jeg naturligvis prøve at sende til på ca. 25 m afstand (flot!), lidt stillingsskift på 15 m (ikke helt ok, 12 m ok), stå og dæk under gang (dæk blev til sit, stå ok) og så fællesøvelser. Sit gik flot, 2 belønninger på 2 minutter. Dæk gik lidt i skuddermudder. Lille Bjørn rejste sig kort tid efter at jeg var kommet i skjul (det var også lidt rodet, fordi jeg skulle undgå brændenælder), han blev dækket af igen. Derefter rejste han sig inden jeg kom i skjul. Og jeg fik klikket for at han rejste sig da jeg var på vej væk ... Så fik Susanne klikket to gange mens jeg gik væk, jeg blev fremme og klikkede efter 1 minut, og vi sluttede normalt af. Derefter dækkede jeg ham af et andet sted, gik i skjul, klik efter 10 sek. I skjul, 1 minut, klik og afslut. Så ikke så ringe endda.
Til aften startede Anitas og mit kombinerede rally og LP sommerhold i Osted. Vi havde aftalt at mødes lidt før, så vi selv kunne træne, og jeg havde fået Anita til at dirigere Max og mig i en fuld LP1.
- Tandvisning - ok
- Lineføring – lige ved at sætte sig i nogle vendinger, lidt rod i to skridt bagud, ellers superflot
- Stå - perfekt
- Spring - ok
- Stillingsskift – meget flot, bortset fra at han ikke ville sidde til sidst
- Indkald – ekstra kommando til sidst, ellers flot
- Næseprøve – markerede den rigtige, ville ikke tage den og løb så en tur på banen
- Dæk – rejste sig hurtigt og løb rundt på banen
- Max er meget dygtig.
- Jeg har trænet stillingsskift og dæk uden at afslutte med plads, og han ville bare ikke sætte sig som afslutning på stillingsskiftet.
- Efter indkaldet havde det været en lang prøve for ham, og næseprøve og dæk gik lidt op i hat og briller. Måske mere sjov mellem øvelserne for at holde gejsten …
Så kom kursisterne og 1½ times fornøjelig træning af andre startede.
I morgen starter sommertræningen hos Johanna med Max og Lille Bjørn.
En rigtig god uge er godt i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar